Dag 21

 Dag 21

30.06.25

Møder et tysk par, jeg snakkede med i aftes ved morgenbordet kl.7. Vi ender med at udveksle e-mails. Julian og Sarina. Bor tæt ved Angela jeg kender i Alpirsbach.

Jeg er ved at ændre planer. Meget lidt. Hvis jeg bliver her på enden af Snefellsnes i dag, vil vinden vende, så jeg – forhåbentlig – får medvind hele vejen på sydsiden af halvøen. Så jeg sigter efter Arnarstapi, hvor jeg overnattede sidst. Den ringeste plads dengang. Mener at have hørt, at den er blevet forbedret. Belgierne talte også meget positivt, om deres oplevelser yderst på halvøen. Så kan jeg også køre fra til Helissandur, hvor min islandske ven derhjemme har tilbragt en del af sit liv.

Det første solstrejf kommer, mens jeg pakker teltet sammen. Jo længere ud mod spidsen jeg kommer, jo bedre skulle vejret blive. Blæsten er der ikke noget at gøre ved, den er vel 6-7 m/s, men jeg har medvind – indtil videre.

Kirken i Olafsvik

Der dukker en seværdighed op: Suðafoss, 1,3 km. Vel vidende at jeg skal tilbage i modvind, kører jeg derind. Alle vandfald er flotte. Dette er specielt på sin måde. Ved at5 springe over nogle af sideløbene, kan man komme helt op til det. Egentlig ikke noget for en mand i min alder, men selvfølgelig skal jeg prøve det. Til min undskyldning er det ikke farligt, men man kunne risikere at blive MEGET våd og MEGET kold.

Suðafoss tæt på

Det går godt indtil jeg skal tilbage igen. Kan ikke genfinde stedet, hvor jeg kom over. Finder et sted, men ender med at fortryde og gå længere ned, hvor jeg i et elegant spring sætter over.

Kører lidt, der er en bebyggelse, der hedder Rif og der kommer en ny seværdighed. Det handler om fugle. Her er der ikke andre end mig. Der er en lille sø og tavler med alle de forskellige arter.Jeg hæfter mig ved, at den arktiske terne hedder Kria på islandsk. Det illustrerer meget godt dens vrede skrig.

Så kører jeg videre mod Helissandur. Der er cykelsti, som går ned til byen, der ligger ud til vandet med klipper som i Gudhjem, blot i en anden farve.

Længere fremme er der et besøgscenter, der er passet pænt ind i landskabet. Det var der ikke sidst? Nej, det stod først færdigt i 2023, svarer damen. Jeg spørger til vulkanen, som bliver benævnt ”aktiv”. Ja, der har ikke været noget udbrud i 1000 år, men magmaet rører på sig ind imellem og forårsager jordskælv, så helt udelukke, at der en dag sker noget, kan man ikke. Det er ikke sådan med vulkaner, de arbejder ikke på daglig basis som os andre. Nyder en kop cappucino og to af mine egne klejner i cafeen.

Besøgscenteret

Så kører jeg videre i medvinden. Vejen slår en stor bue, så det undrer mig ikke, at jeg havner i modvind til sidst. Og op ad bakke.

Saxholl krateret på afstand

Og et kik på tværs

Når endelig frem til kraterne. Sidst kørte jeg bare forbi dem, men nu er man ikke i tvivl om, at her er en seværdighed ud fra antallet af parkerede biler. Og der er en fin trappe op, som jeg heller ikke tror, var her sidste gang. Det er et pænt lille overskueligt krater, som man ikke sådan kan bevæge sig ned i. 40 m i højden.

Og så er der den store vulkan. Skal det virkelig lykkes mig at se toppen denne gang? Der hvor Jules Verne i sin tid lod sine personer begynde nedstigningen i ”Rejsen til Jordens indre”.

Toppen er endnu skjult

Det er lidt uklart, hvor toppen befinder sig, men inden for den næste halve time viser det sig, at det er, som om der er to toppe, som ser nogenlunde lige høje ud. Det er et mageløst syn, som jeg har ventet 8 år på. Og nu LYKKEDES det altså. Dagen er reddet.

Så er toppen fri i det fjerne

Det kommer jeg også til at betale for. Der er væmmelig sidevind, og det skal blive endnu værre.

Toppene med lidt skylag

Først er der dog kommet endnu en seværdighed. Ja, den har selvfølgelig været der hele tiden, men nu er det blevet en officiel én med alt, hvad det kræver af stier, platforme og rækværk.

Ved ikke helt hvad de to hedder

Da jeg kommer tilbage til cyklen, ser jeg en cyklist nærme sig og svinge ind på parkeringspladsen. Det er en tysk pige, som vist er på dag 6. Hun er vildt begejstret for Island. Gad vide om hun nu er kommet gennem modvinden til Olafsvik? Havde 40 dage til at komme øen rundt. Det kommer til at knibe, men så er der jo også busser at ty til.

For mig kommer det modbydeligste stykke nu, de 12 km til Arnarstapi. En pibende sidevind og bakke på bakke op ad. Men bliver man ved, kommer man frem.

Kan ikke rigtig genkende noget. Gad vide om pladsen er flyttet? Der er i hvert fald kommet bedre toiletter. Men først skal man registrere sig og betale på nettet. Det gør jeg så. 1800 for en gammel mand som mig og 400 i skat. Det er OK. Så får man en kode på mail, som kan åbne til toiletterne. Køkken og fællesrum eksisterer kun udenfor og ikke overdækket og bad er ikke inkluderet, det koster 500 for 6 min. Det stod der ikke noget om. Så skulle det da være et eller andet med småt. Meget småt. Det er svindel efter min mening. Og så er der kun ét stik til opladning.

Jeg glemte helt ternerne. I dag fik de mig. Jeg startede med at finde det bedste læ-sted. Angrebet af 3 terner lykkedes det mig at få cyklen derhen, men det lykkedes dem, at få mig væk. Det er ikke til at slå telt op med terner styrtdykkende ned omkring 5 cm over ens hoved, mens de skriger deres ”kri-a”.

Hentede cyklen og gik ned til et mere vind om sust sted, hvor jeg fik sat teltet op og uploadede et billede af det, som man skulle.

Resultatet af angrebet - de skiderikker

Nu sidder jeg inde på handicap toilettet og skriver. Det er det eneste sted, hvor der er noget at sidde på, bortset fra på toiletterne, men dem er der jo nogen, der skal bruge. Og her er ingen handicappede, udover mig.

53.60 km

Dag 20

 

Dag 20

29.06.25

Her er så stille. Man skulle ikke tro, man var omgivet af en hel by, for så mange bor der på campingpladsen, 500 mindst.

Så brydes tavsheden. Gnæggeren (dobbeltbekkasinen) er på spil. Den tager nogle runder her, og forsvinder så, den skal vel også have morgenmad? Jeg har spist min. Klokken er 6.30 og det er søndag morgen. Måske har butikken ikke åbent, når jeg kommer til Olafsvik? Jeg tror, jeg vil kunne overleve til Borgarnes på det, jeg har. Har købt et helt kilo granula som drys på müsli-grøden. Og en pose med 15 klejner.

Det blev ellers sent i går. Ja, ikke for mig, men for islændingene, der bor her. Jeg hørte børnene rende rundt, da jeg lagde mig ved 22-tiden. Vågnede så ved 24-tiden, hvor mange af de voksne var på vej hjem til sig selv. Det gik ikke helt stille for sig. Men det er om at nyde og udnytte lyset mens det er her. Til vinter er her mørkt.

Netop som jeg er kommet af sted, tager regnen så meget til, at jeg finder det nødvendigt med regnbukserne og styrtasken får også sit omslag på.

På vej mod fjeldene

Vinden er mest i ryggen, som Veður har forudsagt. Nu går vejen desværre ikke bare lige ud helt ind til fjeldene, særlig er der én slyngning, der sender mig i modvind og op ad bakke i det mindste gear. Jeg er tilbage gennem lavamarker inden længe og vinden er i ryggen. Tak for det. Husker ikke lige vejen, før jeg kommer til et sted, hvor jeg bliver i tvivl om, jeg skal højre eller venstre om et fjeld. Det var jeg også i tvivl om sidst, men husker ikke hvordan det endte. Det ved jeg nu: venstre om.

Der er ikke mange steder at holde pause - jo når man gør sådan er der

Det er da gået svagt opad, men at det må have været SÅ meget overrasker mig flere gange på nogle dejlige nedkørsler.

Regnen var hørt op, men begynder netop igen på en nedkørsel, hvor den pisker mig i ansigtet. Hører snart op igen.

Tilbage på nyere lavamarker - dem var der ingen af i Vestfjordene

Så møder jeg Jennie fra Vermont. Jeg ser en cyklist komme imod mig, og da der er hegn til begge sider på det næste stykke, venter jeg på vedkommende her før hegnet.

Det viser sig at være en pige, der er på sit første „bicycle trip“. Det var da ellers et valg til det: Island! Hun kan fortælle at campingpladsen i Olafsvik er fremragende – jeg glæder mig allerede. Jeg kan selvfølgelig fortælle om Vestfjordene og tunneler og „heiði“s og om Islands udfordringer generelt. Og lære hende lidt om udtalen af islandske stednavne.

Fjorden - nu uden sild

Kommer til en fjord, hvor 50.000 tons sild døde i 2013. Sildene havde vænnet sig til at komme her i de snere år, men dette år var det varmere end vanligt så for meget plantevækst og en lavvandet fjord gav det resultat, vi kun kender alt for godt i Danmark: iltsvind. Her var det ikke landbrugets skyld, men naturlige omstændigheder. Det medførte, at nogle fuglearter forsvandt fra området, da fedtet fra sildene ødelagde deres fjers (som da vist ellers skal være fedtede?) isoleringsevne, men generelt er økosystemet genskabt.

Endelig når jeg til Grundarfjörður. Jeg har drømt om biblioteket hele vejen, vel vidende at det nok er lukket i dag, søndag. Der var turistinfo der sidst og de havde vist også en kaffeautomat.

Grundarfjörður i sigte - måske mest berømt for bjerget Kjerkufjell - Kirkefjeldet

Ganske rigtigt. Det er der stadig, men der er lukket søndag. Men overfor ligger Kjörbuðin, der åbner kl.12, om 20 min. Det ser ud til man kan få kaffe der.

Der kommer en ældre islænding og vil ind, jeg kan fortælle, at de først åbner kl.12. Nå det kan han også godt selv se, nu jeg siger det. Det er ikke meget engelsk han kan, men uden at jeg har spurgt, siger han, at der er et toilet nede ved havnen.

Og her uden skyer

Det kan jeg da lige så godt bruge tiden på. Det skader vel ikke at tisse på et rigtigt toilet fremfor i naturen og måske der er en håndvask?

Jeg finder det ved at få øje på en masse mennesker og en bus. Der er en hel bus før mig. Snakker lidt med én, jeg tror er chaufføren, indtil han skal udtale Snæfellsnes. Sådan går tiden og alle er blevet færdige. Aha...det koster penge... 300 iskr. Jeg er lige ved at fortryde, men kommer i tanker om mønterne, der skulle have været til bussen i Isafjörður. De skal alligevel bruges på et tidspunkt. Ahhh, at vaske hænder i varmt vand.

Da jeg er ude igen, savner jeg pludselig mine vanter. Åh nej, de må være derinde et sted...

Der er ingen, der ser det, da jeg kryber under slusen – godt at vide til en anden gang. Finder dem – alt er godt.

Så har butikken åbent, og jeg får min cappucino med refill og en basse. Nu gælder det Olafsvik!

Endelig fra de danske søfolks vinkel, de kaldte det nemlig "Sukkertoppen"

Det er et meget smukt stykke med en enkelt større stigning, jeg genkender, straks jeg ser den. Det var her jeg fulgtes med colombianeren og en spansk pige frem til Olafsvik, hvor i hvert fald han blev, mens jeg piskede videre for at nå at komme i sikkerhed, før stormen kom den følgende aften. Det ser det ikke ud til, jeg skal denne gang.

Der var ingen på stranden i dag - mon ikke vandet er 4 gr?

Pladsen lever op til Jennies lovprisninger. Køkkenet er dog ikke stort, men det er selve pladsen heller ikke. Der er en ny variation af keramisk kogeplade, jeg fumler med længe for at varme vand til kaffe. Og da jeg senere finder ud af, at skulle have en kop til, husker jeg ikke den første del af proceduren og må fumle igen.

Netop ankommet

NU ved jeg det og ville kunne skrive en ordentlig instruktion, og ikke det mangelfulde vås, der står over komfuret.

Inden jeg kom SÅ langt, var jeg nu nede i byen for at nå i „Kassinn“, før de lukkede. Jeg kørte og kørte gennem byen og i den anden ende, så jeg et bekendt syn: dér har jeg været før. Op ad den lille grusbakke.

Nu har jeg en 4 portioners ret, der kun skal tilsættes vand og oksekød. I mit tilfælde bliver det nu 2 x 2 polske pølser, jeg købte i går.

I Kassinn havde de ligefrem en mindre afdeling udelukkende med polske varer. Det lader til at holde stik, hvad jeg fik fortalt, at polakkerne er den største indvandrer gruppe i Island.

Jeg bryder mig ikke om det med ...bæ

Senere er der kommet en bil tilbage til teltet, jeg slog op i nærheden af og jeg er henne at hilse på naboerne. Det er en belgisk far og hans søn. Faderen har også været på Island før, og vi har på mange måder den samme holdning til det at rejse her, så det er en meget givende meningsudveksling vi har.

Mens jeg laver mad snakker jeg med de andre i køkkenet, som er henholdsvis tyskere og tjekker. Tjekkerne er også kommet fra Vestfjordene med færgen og har også været på cafeen med de tjekkiske par. Og spurgt dem om de samme ting, jeg gjorde.

Min mad er selvfølgelig ved at brænde på, fordi jeg skal snakke samtidig, men jeg redder den. Den var fin. Jeg glæder mig allerede til i morgen.

Nu er den 21.30, det er tid til et bad og så i seng.

64,63 km  max 61,83 km/t

Dag 19

 Dag 19

28.06.25

Her til morgen ser vejret rimeligt ud. Det har rusket noget i teltet i nattens løb, har vist også dryppet lidt. Klokken er 7 og jeg vil kapre badeværelset, før der kommer andre. Det er jammerligt. Bruseforhænget er forsvundet og gulvet er skævt, så vandet løber hen foran døren. Men vandet er varmt! Jeg har tabt et kilo på maven – mindst. Ser helt godt ud her til morgen.

Alt ser bedre ud i solskin

Når man har tørret fødderne, er der et frimærke henne i hjørnet, man kan stå på. Det er også her i badeværelset, at jeg henter varmt vand fra håndvasken. ”Køkkenet” har kun koldt vand.

Da jeg træder udenfor kun iført underbukser og fleecetrøje, føles det ikke koldt som vanligt. Temperaturen må være steget nogle grader. Tjekker Veður. 8 gr i Stykkisholmur, hvor færgen skal bringe mig hen. Det var ikke meget, men fra 5-6 til 8 er trods alt en forbedring.

Jeg lader fluer være fluer og lader teltet være åbent, mens jeg spiser morgenmad, skulle nødig gå glip af udsigten, nu jeg har én.

Den unge mand der kom i en officielt udseende bil i går, viser sig at være min nabo. Han er på work-trip heroppe i fjordene med sin ældre kollega, der bor i det næste telt. Den anden er genforsker og den unge skal bare fange fiskeynglen. De skal undersøge, hvordan lakseopdrættet påvirker den naturlige laks. Da jeg nævner Landmannalaugar indrømmer han, at der har han aldrig været selv, og da jeg spørger til, hvordan lakseopdrættet foregår, ved han det egentlig ikke. Han skal bare fange yngel. Men en rigtig sød ung mand.

Der kom en tysk cyklist i går, vi vekslede bare et par ord, han skulle lige etablere sig.

Her til morgen ser jeg han er ved at pakke sammen og går op for at høre nærmere. Han er af den ”lettere” type på en racer med bredere dæk og stort set kun bagtasker. Teknisk er han også fremme i skoene. Har en hjælm med indbygget lys og en mindre powerbank bag til. Bakspejl monteret i enden af det venstre horn. Jeg hjælper ham lige med teltet. Det er blæst op, så det er ikke sådan at holde styr på.

Da jeg selv skal til at pakke telt, er det ved at tage magten fra mig. Jeg har sikret det med to pløkke i den ene ende, men det er svært at få pløkke i denne stenede jord, og den ene bliver revet løs, men jeg når lige at få fat i det, før det river den anden pløk op også.

På vej til færgen

Så kører jeg mod færgen, helt ned til lejet. Der er en enkelt bil, der er ved at vende rundt. Jeg prajer den i den tro, det er en islænding. Damen viser sig at være fransk og ikke kunne meget engelsk. Hun spørger efter et sted at spise, men jeg kan ikke finde det kaffi-hus, som skulle være her i Brjanskur, så jeg ender med at sende hende til hotellet, jeg lige kommer fra.

Så søger jeg efter kaffe-stedet in natura. Undervejs får jeg bekræftet, at man bare kan komme med sin cykel og købe billet på færgen. Så finder jeg op til cafeen, det er huset ved siden af kirken. Jeg går lige en tur på kirkegården. Af de forholdsvis få gravsten er der to børn imellem. Henholdsvis 6 mdr. Og 6 år. Den første har et trækors og der står 1922. Kan et trækors virkelig holde i 100 år her?

Huset med cafeen er bag kirken

Cafeen har en interessant geologisk samling i underetagen. Det er om 12 mill år gamle planteaftryk i lagene under lavaen. Det var også det, det handlede om et andet sted jeg stoppede tidligere på turen.

Da jeg har været den igennem sætter jeg mig om ved et  bord på læsiden af huset og spiser en dåse makrel med brød til. Solen skinner vedvarende – det er vidunderligt. Nu skal jeg ind og have en cappucino og jonabandsæla – for det har de.

Jeg har fået en ordentlig bule i kanten af den højre armhule og en mindre på den venstre hofte. Det er de satans små bæster igen.

Jeg er lidt i tvivl om personalets nationalitet, så jeg konstaterer bare, at de ikke er islændinge. No, from the tjek. Rep. Man kunne jo tænke sig, at der var bureau’er på Island, der hverver alle de udlændinge, der er rug for i sommersæsonen, men det synes ikke at være tilfælde. Det har jeg også hørt fra andre, jeg har spurgt. De har alle selv måttet arbejde for sagen. De har kun været her i 5 dage, så der er endnu ikke lavet  aftaler om fridage mm. De bor i det lille hus bagved. Der er +60 km til Patreksfjörður, som må være nærmeste indkøbssted, så de får vel bragt alt det cafeen behøver plus hvad de selv skal bruge? Han skal også arbejde på en gård.

Færgen er i syne, da jeg kører derfra.

Færge på vej

Jeg har tøjret cyklen godt, men overfarten bliver meget roligere end forventet. Selv om det blæser 9 m/s bliver bølgerne her i Breidafjörður ikke som på et åbent hav.

Flatey

Så lægger vi til ved Flatey, en lille ø i fjorden med højst en snes huse og en kirke af den sædvanlige slags. Her skal vi have passagerer med og gods og – en bil. Da der ikke er faciliteter til at færgen kan lægge til på almindelig vis, skal det hele hejses om bord. Det er lidt af et show for en landkrabbe som mig.

Gods om bord...

...en anhænger...

...og endelig en hel bil

Så skal der ikke ske noget, før vi lægger til, og når man er vant til at være ude i luften, bliver man MEGET søvnig på sådan en varm færge.

Jeg må op at have luft. Vi nærmer os kysten, og som u-både ligger en række klippeskær og bevogter indsejlingen til Stykkisholmur. Må se om jeg kan kende campingpladsen?

En af vagtposterne

Er ikke sikker på, at jeg nogensinde var rigtig inde i byen sidst. Den er speciel, bygget på en række bakker, så husene ligger i mange  forskellige niveauer.

Kører i Bonus på vejen og laver et større indkøb. Det er begrænset, hvad der er af indkøsmuligheder de næste 5 dage. Der er en butik i Olafsvik som er mit mål i morgen, der skal sidste indkøb gøres.

Campingpladsen er ved posthuset, da jeg ser det, kan jeg godt huske det. Jeg kan også genkende receptionen, hvor jeg sad og skrev sidst, men bliver i tvivl om den nu kun hører til golfbanen, men det er også der man indskriver sig.

Pladsen virker MEGET størrer end jeg husker den og den er godt fyldt. Hvad skal alle de mennesker her på denne blæsende kyst. Mange ser ud til at være her i længere tid i modsætning til alle de andre pladser, jeg har været på, hvor folk bare kommer for at overnatte. Det er nok golfbanen der holder mange af dem her.

Må lige én gang mere i Bonus før de lukker kl. 19.

10 km

 

Dag 18

 Dag 18,

27.06.25

Jeg er på cykel. Jeg kører for tæt på kantstenen, og nu rammer jeg den.... Jeg vågner langsomt, registrerer at jeg er gledet ned fra madrassen, der er fugle, der giver lyd fra sig. Én stemme er fuldstændig fremmed for mit øre, men jeg har vænnet mig til den. Jon Kalman nævnte den, og jeg var sikker på, at det var den. Oversætteren havde fået det til en dobbelt-bekkasin, og han havde ret, det fik jeg bekræftet i en fuglebog på dansk på museet i forgårs. Der blev dens lyd kaldt: gnæggende. Et passende udtryk, jeg ikke selv havde fundet frem til. Jeg synes det lyder lidt, som når nogen prøver at starte en bil, der ikke vil.

Nu sagde jeg stemme, det passer faktisk ikke ved jeg nu. Det er halefjerene den får til at vibrere og  give denne dybe brummen. Flyver rundt i cirkler og dykker ind imellem ned til halv højde, og det er i dykket, den laver sit nummer. Lyden kommer aldrig fra det samme sted to gange i træk, derfor ser mann den aldrig. Findes vist også i Danmark.

Nu sidder jeg i fælleskøkkenet og skriver det sidste ud af min kuglepen, menn rolig – jeg har købt en ny. Der er en tunnel og en fjeldovergang på frygtindgydende 500 m på programmet. Den i går var bare 270 m! Dynjansheiði hedder den.

Da jeg går tilbage til teltet, holder der en bil lige ved siden af, som jeg ikke synesn jeg så før. Den er på norske plader, og lidt efter kommer ejeren, som ganske rigtigt lige er kommet. Han har været ude at fotografere i nat og skal nu sove. Vi får os en snak på vores respektive sprog, han har været på Island mange gange, men man bliver bidt af det.

Lidt af et monster

Kom af sted kl. 9 og nåede dårligt ud af byen, før jeg måtte fotografere en af monsterbilerne. Bedst som jeg står der, hører jeg dobbelt-bekkasinen og får sør’me øje på den. Og alting passer. Måske er cirklerne ikke perfekte, men det er vel ikke nødvendigt, når man er en bekkasin.

Nu kl. 10 efter 14 km i let modvind, står jeg ved indgangen til tunnelen. Den er ret ny, 2020 mente Anders, nordmanden.

En ny dejlig oplevelse. 2-sporet, fint belyst. Det første stykke – og det sidste, viser det sig er direkte muret op af grå beton hele vejen rundt. Resten med noget sort beton. Den forrige var i rå klippe.

Efter gearingen at dømme stiger den lidt her i starten. Efter 1 km flader den ud og efter 2 km går det ligefram nedad. Uden at træde kører jeg 23 km/t resten af vejen. Blev overhaler én gang og mødte to biler på de lidt over 5 km.

På den anden side er der et stykke med kraftig sidevind, men den forsvinder efter lidt tid.

Så er det den frygtede overgang venter og efter nogle km langs vandet, venter et af de billeder, der vil blive stående i hukommelsen for evigt. Eller i hvert fald så længe, den virker: Dynjandi vandfaldet i al sin vælde. Det var dér alle de busser skulle hen, jeg blev overhalet af inden tunnelen.

Dynjandi vandfaldet...

...og køretøjerne de alle kom i

Jeg behøver ikke at se det tættere på, men enestående er det, om ikke andet pga sin form. Samtidig er vejen overraskende blevet til grus. Senere forstår jeg lidt af problemstillingen. Efter hele grusstigningen, som jeg hovedsagelig går op ad, kommer der nemlig asfalt igen og hele resten af vejen er den glattet så meget ud, at der ikke er stigninger over 8%. Men hvordan de skal undgå det her på grusstykket, er ikke lige til at se. Andet end med hårnålesving.

Frokost stedet

Resten af stigningen er altså på asfalt, jeg kan køre op over. Spiser frokost på toppen. Så går det nedad dog kun for at byde på en ny stigning, der ender med et udsigtspunkt.

Det er ikke den fjord jeg skal ned til, derfor endnu en stigning

Så kommer endnu en la-a-ng stigning, før det endelig går susende nedad til Flokalundar, som bare er et hotel og en campingplads.

Synes jeg har fortjent en belønning.

De havde ikke Jonabandsæla - Hvad er det? spurgte han. Du er ikke islænding, svarede jeg

Nu kl. 17.30 er teltet for længst oppe, jeg kom ned til sol, og den er stadig fremme og alt, hvad der trænger til tørring er ude. Selv sidder jeg her med en kop kaffe og slik foran toiletbygningen. Pladsen er til én stjerne i mit system. Måske 1 ½ . Den ene er for shower med varmt vand. Den halve er for en slags køkken, hvor man kan lave mad, hvis man selv medbringer det fornødne. Der er køkkenvask, men kun med koldt vand.

Min udsigt - det er usædvanlig stille

Jeg hentede varmt vand til opvasken i bruserummet, hvor der er en vask med V/K vand.

Så er første kuglepen skrevet ud. Snakkede lige med etn polsk par i en monstercamper. De havde været i Landmannalaugar, og jeg så video’er derfra. Jeg er glad for, jeg ikke forsøgte.

58,11 km  max. 52,48 km/t

 

Dag 17

 Dag 17

26.06.25

Min nabo fra Colorado viser sig at hedde Larry. Ham snakker jeg fint med. Han var oppe på Hornstrandir en enkelt dag i går. Der var 10-12 med båden flere af dem på guidede ture. I dag flyver han herfra til Reykjavik og så med et direkte fly til Denver, hvor han bor.

Strækningen op til tunnelen så lidt skræmmende ud, men det lykkedes at cykle hele vejen oven i købet i ét stræk. Så er det på med pandelampen og tænde baglyset. De første 2 km er den to-sporet, så det er ligesom at køre på en almindelig vej. Og fuldt oplyst. Pandelampen har den fordel, at man kan se ind til siderne, når der er noget at se. Det er bare at dreje hovedet, så følger lyset med.

Skiltningen er fin

Så kommer forgreningen og den bliver én-sporet med M-pladser hver 200 m. Det er dem fra den anden side, der har forkørselsret, så når man ser lygterne på en modkørende bil, holder man ind ved den næste M-plads.

Og så skal man bare holde til venstre

Det er en ren fornøjelse at køre her. Ingen vind, ingen regn og varmere end udenfor.

Så snart jeg er kommet igennem de 6 km, holder jeg ind til siden for at gøre klar til nedkørsel. Huen og vanterne på og lynlåsene helt op i halsen.. I det samme kommer der en bekendt imod mig. Ja, det er altså ikke hende jeg genkender, men bilen. Den kom på campingpladsen efter mig den anden dag. På gamle islandske nummerplader. Det måtte en nummerplade nørd som mig lige høre om. Det var en kvinde, som havde arvet den efter sine forældre. En orange VW kassevogn fra 82. Hun elskede den bil. Nu mødes vi igen her og veksler lige nogle ord, indtil der kommer en bil op bag hende, så hun må køre.

Susende nedkørsel til en dal helt omgivet af vældige bjerge. Her er vidunderligt stille og tyst.

Vinden er væk og stilheden larmende

Så følger en fjeldovergang – lang opkørsel – med en afsluttende nedkørsel, hvor hastighedsrekorden bliver slået: 65,5 km/t.

Lige på den anden side af fjorden ligger Þhingeyri, som er mit mål i dag. Vanen tro skal jeg først ind i fjorden og så ud igen. Der er endda en bro, så man sparer nogle km og alligevel er der 19 km endnu.

Spiser resten af osten og brød ved en bænk ved broen.

Jeg er ret kvæstet, da jeg når frem, har bare lyst til at sove. Op med teltet og så viser der sig det dejligste køkken med el-kedel mm. Jeg troede først, det var en helt basic plads ud fra det første lille hus, jeg havde lagt mig ved.

Så først en kop kaffe og kleiner og slik, og så hen at betale. Det er som i Holmavik idrætsforeningen der faciliterer campingen.

Og så på indkøb. Igen er jeg blevet taget på sengen. Var sikker på, at der måtte være et supermarked, men det er kun et minimarked sammen med tankstationen.

Madrassen var sat her i fællesrummet til tørring imens, og nu, hvor jeg henter den bryder solen frem. Den har tittet frem et par gange, nu bliver den fremme hele 10 min.

50 km

Dag 16

 Dag 16

25.06.25

Spiser morgenmad ved 7-tiden. Så er det vasken det gælder. Jeg troede vaskepulver hørte med, men det skulle jeg selvfølgelig have spurgt om. Det gør det ikke. Spørger forgæves efter det ved morgenmaden og forskellige andre tilfældige. Kan købes i receptionen. Der er bare ingen i receptionen. En dame mener shampoo må kunne gøre det. Det prøver jeg. Det skummer da i hvert fald.

Kunne ikke få hele vandfaldet og mit telt med

Maskinen bliver færdig. Så gælder det tørringen. Den kan – og kun køre med 100 iskr af gangen = 5 min. Sikke et renderi. Til sidst tror jeg kun den skal have én gang til, men den vil ikke tage min sidste 100 krone. Finder en der kan veksle den til en anden. Den virker heller ikke. Jeg render rundt og leder efter folk igen. Ser der er en bildør åben. Det er damen, der allerede har vekslet én gang, men her i bilen er hun sikker på, at hun har nogle flere mønter, så hun står på hovedet. Ender med at finde én, der ser helt nyslået ud dén virker!

Eneste minus er, at tøjet alligevel ikke er HELT tørt. Jeg får hængt cowboybukserne og lagenposen op over spærene i spisestuen og resten bliver bredt ud i teltet.

Får sagt farvel til mine polske naboer, der skal videre. Får en stående invitation til Warszawa og giver en den anden vej.

Undrede mig over der pludselig var SÅ mange børn. Det var en børnehave der kom på besøg

Så drikker jeg formiddagskaffe og spiser lidt slik og så frokost.

Det danske konsulat i Isafjörður lå ved siden af museet

Der er stort set kun mig på museet. I går lå der et krydstogtskib med i hvert 1.000 ekstra personer, så der var der travlt. Når det går vildt for sig kan der være 17.000 ekstra personer i byen. I dag havde lederen tid og han elskede at fortælle. Og jeg elskede at spørge, så der gik vel 3 timer der. Jeg nåede da også at se udstillingerne, som selvfølgelig medførte nye spørgsmål. Vi var inde på lidt af hvert: administrativ opdeling, fiskeriets historie, fisketørring, akkordion-perioden, Islands forhold til Nato, Torske krigen med England, som jeg helt havde glemt. Der blev skudt en del, men kun varselsskud. Han mente Island havde vundet og havde sikkert ret.

Kan nogen finde flyet - det er lille

Jeg kan ikke kapere mere til sidst og må hjem og have en kop kaffe efter en tur forbi Bonus – den billigste supermarkedskæde – der ligger næsten lige, hvor man drejer fra til campingpladsen. Jeg kunne dog ikke finde den instant ret med ostesaucen, så jeg endte med en thai-ret med nudler, man kun skulle vente 3 min på. Det var ikke nær så godt.

Snakkede lidt med et schweizisk par, der var kommet med færgen med egen bil.

9 km

 

Dag 15

Dag 15

25.06.25

Det har regnet det meste af natten og nu 8.15 gør det det stadig. Trods Vedurs påstand om det modsatte.

Der er ikke langt, 20 km, til Isafjördur, hvor jeg tror, jeg skal have en hviledag, men jeg vil nødig pakke teltet sammen i regn.

Det nåede at holde op med at regne, men teltet måtte pakkes vådt ned., men det skal snart op igen.

Memorial'et over ofrene for lavinen i 1995

Jeg er ikke nået ud af byen, før jeg må stoppe. Der er nogle tavler, der må studeres. Jeg begynder med den venstre visende en yngre mand med langt viltert hår, lange støvler og et vikingeagtigt udtryk. Tså ueksten er kun på islandsk. Grimmur fra Sudavik er endt med at blive politibetjent i Reykjavik. De nærmere omstændigheder omkring hans politiarbejde, forstår jeg ikke, men at han blev forældreløs ved en katastrofe, som muligvis har noget med sne at gøre, forstår jeg.

De næste plancher giver forklaringen. Der har været en lavine i 1995, der kostede 10-20 mennesker livet. Det var selvfølgelig usædvanlige uheldige omstændigheder,der gav dette resultat. Allerede i 1983 havde der været en lavine, der skadede nogle gårde og kostede nogle får livet. Men dengang havde man udarbejdet nogle sikkerhedzoner for bebyggelse, som altså alligevel ikke holdt. Nu er de yderligere udvidet og dele af byen er vist flyttet.

Nu skal jeg lige rundt om pynten og ind langs Isafjördur for at komme til BYEN Isafjördur. Man har flere steder lavet nogle ”nedfaldsområder”, hvor klippestykker oppefra kan rasle ned uden at komme ud på vejen, og der er yderligere rejst stålplade hegn, for at de ikke skal trille videre. Man kan dog se enkelte jernvanger, der er blevet ramt direkte ovenfra og er deformeret. Det er store kræfter, der er på spil her.

For at runde den sidste pynt kører jeg igennem min første islandske tunnel. 25 m lang vil jeg tro.

Afsked med alle fjordene

Den sidste pynt med tunnelen

Da jeg er på ved ind langs fjorden og er lige overfor Isafjördur, sker der noget overraskende. Pludselig er der en flyvemaskine i luften et sted over mig. Hvor f... kom den fra? Da jeg nu ved, hvad jeg skal se efter, spotter jeg stedet hvor startbanen må være. Da jeg er nærmere kan jeg estimere dens længde. 500 m vil jeg sige.

Jeg har kun set dem lande fra den modsatte ende

Jeg har ikke tjekket, hvor campingpladsen ligger, tænkt at det vel blev skiltet og skiltet er der mellem SÅ mange andre, at jeg overser der og kører helt til byen og skal derfor 3 km tilbage igen.

Jeg benytter lejligheden til at ordne to sager. Gå på turistkontoret, for sådan et er der endelig. Og besøge cykelværkstedet. Inden jeg rejste, troede jeg, det var den ene pedal, der var færdig. Det der lille klik og en fornemmelse man kender, når der er slør i noget. Det brød jeg mig ikke videre om, fordi jeg ville skifte pedalerne fra den anden cykel, som er næsten nye.

Da jeg før afgang skiftede dem, gik det op for mig, at det var kranken, den var gal med. Der var ikke tid til at få den skiftet, og jeg vurderede, at den nok ville kunne klare turen. Det mener jeg stadig, men på det seneste, er det jo ikke blevet bedre, så jeg ville lige have en second opinion, når der nu ER en reparatør her højt mod nord.

Han mente også nok den ville kunne klare resten af vejen til Keflavik, men havde han de nødvendige dele til at skifte den? Og hvad ville det koste? 4.000 for en ny krank og 8.000 i arb.løn, 12.000 iskr. Svarer til 600 dkr. Det ville jeg ikke kunne få det lavet for hjemme.

Nu sidder jeg her i bageriet med Cappucino og hjonabandsæla og venter på, at han giver det et skud. Han har noget der passer, men kunne ikke umiddelbart få den gamle af.

Det var negativt. Men han har givet den noget fedt, så det skulle køre lidt bedre.

Det gør det også. Her på flad vej skulle mann tro, jeg havde fået en ny ”bottom bracket”, som kranken hedder på udenlandsk.

Jeg havde ellers fået vekslet til mønter. Bussen koster 350 og giver ikke igen. Jeg havde også styr på bustiderne og hvad der skulle stå på bussen – der er to, der kører i hver sin retning.

Har fået poletter til vaskemaskinen og tørreren, så i morgen skal der vaskes og jeg skal på museum.

Dette er præcis den camping, jeg havde brug for. Rabat til pensionister, indendørs køkken/fællesrum, vaskemaskine og alt det sædvanlige som først og fremmest er varmt vand. Og shower koster ikke ekstra.

Her tæt på campingpladsen borer de - må formodes det er efter varmt vand

Har snakket med mine naboer. En fyr fra Colorado kom før mig og senere kom en polsk koloni med 3 telte.

Colorado fyren og to tyskere med rygsække, jeg mødte i byen, skulle til Hornstrandir, det yderste nord, hvor der hverken er vej eller sti, men som man kan komme til med en færge herfra.

Om aftenen blev det meget muntert. Jeg faldt i snak med polakkerne, der bød på øl, og jeg betalte tilbage med nogle virkelige historier fra de varme lande.

Under alt dette fik jeg lidt flere oplysninger om vor ven Grimmur af Sudavik fra en islænding. Grunden til, at der var en legeplads ved siden af mindepladsen med gravstenene var, at der også var et barn, der omkom. Og så er der lavet en film om ham Grimmur, det lignede også lidt en filmplakat. Filmen hedder oversat: svagt lys. Må se efter den.

Senere er der en anden eller den samme islænding, der kan fortælle, at der også har været laviner i Thingeyri, så det er noget, der hører området til.

40.0 km

 

Dag 14

Dag 14

23.06.25

Vågner kl.4.30 og laver dagens ordspil. Tænker at efter en tissetår kan jeg måske sove lidt mere? Som sagt så gjort, så nu er den 6.30, men så har jeg også spist morgenmad. Den nye müesli er kedelig. Ingen mandler eller nødder. Den hedder også frugtmüesli. Skulle indeholde rosiner og bananflager. De første kunne jeg se nogle enkelte af, men bananerne? Flagen ligger nok på bunden af posen. Men det er utvivlsomt en god müesli at køre på.

Det er en fornøjelse ikke at skulle lede efter noget. Alt har efterhånden sin faste plads. Behøver bare række hånden ud.

Vinden har flået godt i teltet her til morgen. Det må være heden på den anden side, der er vågnet. Temperaturen er steget til 7 gr. Det kan man ikke mærke. Skulle man ikke være helt vågen, skal vinden nok vække én. Men så at nå frem til et varmt badeværelse, med varmt og koldt vand. Himmelsk. Og at vaske op i varmt vand!

Hotellet ligner ellers noget fra den tidligere østblok i hvert fald udefra. Inde var der dejlig varmt. Sad inde og ladede min telefon i går aftes. Og ”læste” en islandsk avis.

Hotellet

Temperaturen gør, at man ikke behøver at tænke på madvarernes holdbarhed. Man har jo køleskabet med, eller rettere: man bor i det.

Igen med åben udestue

Af sted 7.50. En enkelt spids skal forceres, men den næste skal man ikke ud på, men op over højdedraget. Det ser lidt drabeligt ud, men med vinden i ryggen går det. Men der er langt op endnu.

Det blev ikke det eneste højdedrag, men klart det højeste. Vinden er nærmest øst, som jeg har forventet fra Veður, men den er ikke specielt generende bortset fra visse steder, hvor det virker, som om at dér, skal man sgu ikke have lov at passere.

Dagens højdepunkt – indtil videre – er, da jeg møder en anden cyklist, en franskmand. Det er også anden gang han er på Island, så vi har meget til fælles. Pierre hedder han (som jo betyder sten), så vi er virkelig brødre af en slags.

Holder oste-frokost på en rasteplads med bord, men det blæser lidt for meget. Vejen har været perfekt siden Holmavik, der synes mod forventning ikke at komme nogen grusstykker.

Disse stenmure har jeg snart set mange gange - har der været tag over? Til en båd?

Der er vel egentlig 6 bi-fjorde, skal de vel kaldes til den store Isafjörður. Den første kørte jeg i går på vej til hotellet ved Reykjarfjörður (for lille til at regne med til de 6). Man kører tæt på vandet for det meste, der er altså ret fladt, når altså ikke lige fjeldene gør, at man har måttet have vejen højere op. Så er der nogle gevaldige bakker, som dog sjældent er særlig stejle.

Læg mærke til fugleskræmslerne. De er ikke til for at skræmme fuglene, men...

Hovedregelen er: vinden i ryggen ind i fjorden, modvind ud af den.

Franskmanden snakkede om nogle englændere længere tilbage, så da to cyklister kommer i mod mig, spørger jeg: Are you the englishmen? No, we’re canadiens. Vi udveksler erfaringer, jeg advarer dem om Steingrimsfjarðarheiði og den stærke vind – og kastevinde. De var kommet med færgen til Vestfjordene, den jeg skal tilbage med. Det tog kun 2 tim.

Flere dødningeklipper

Der er lang vej ud inden jeg skal ind ad Skötufjörður, til gengæld kommer et l-a-a-ngt medvindsstykke.

Kommer forbi ”Litla Husið”, som jo nærmest lyder bornholmsk. Et gammelt traditionelt hus på disse kanter, hvor der i dag serveres kaffe mm. Her kommer nærigheden op i mig. 700 (35dkr) for en kop alm. Kaffe. Jeg har egentlig heller ikke brug for den. Bare pausen gør godt her.

Jeg kommer til til Google kalder ”Seal Lookout”, og jeg ser virkelig en sæl. Den laver denne ”bukke begge ender op”-bevægelse, der afslører den, ellers havde jeg aldrig kunnet se, det var en sæl på den afstand. Og jeg er endda tættere på end de øvrige turister, der ikke kan holde her, hvor der er hegn i siden med deres biler.

Her er en ensom cykel...

...og her sidder ejeren i læ og gumler

Omkring de 70 km begynder jeg for alvor at lede efter et sted at overnatte. Da vejen går over højdedraget mellem Hestfjörður og Seyðisfjörður, hvor man springer to fjordsider over, er jeg rundt og se mig omkring. Der er enten ikke plant nok eller ikke læ nok, og da jeg kommer ned tilfjorden på den anden side er der huse.

Altså fortsætter jeg. Det begynder at stå klart, at jeg nok må satse på at nå til campingpladsen i Suðavik, jeg hvis jeg orker det. Har allerede holdt makrel-frokost, så de næste små pauser er slik-pauser.

Svanefar er gået i forvejen

Kæmper mig op til spidsen mellem de to sidste fjorde, der er et udsigtspunkt. Der SER jeg Suðavik lige ovre på den anden side af fjorden. Dette er den sidste: Alftafjörður.

Da jeg kører videre ned mod fjorden, bliver jeg igen ramt af denne vind, der ud af ingenting rejser sig til storm og truer med at kaste mig af vejen. Kortvarigt men ubehageligt.

Det går fint i medvinden ind. Knap så fint i modvinden ud. Vinden er egentlig ikke så slem, men igen kommer disse steder, hvor fanden pludselig tager ved den, og jeg skal ned i mindste gear.

Det er ikke nam-nam for børn, skulle jeg hilse og sige

Jeg når frem. Der er en fremragende inderste plads til telte, hvor jeg finder det perfekte sted og inden længe er teltet oppe og aftensmaden ”på bordet”. Det er Bali-retten igen med Serrano-skinke og ¼ fløde.

Og ikke længe efter har jeg også været i bad. Nok er spisestuen bare overdækket og udendørs, pyt, jeg spiser i teltet, men det opvarmede badeværelse med alt, hvad en campist kan ønske, er det hele værd.

116 km