Jugendherberge Kiel 24.08.21
Det er næsten for godt til at være sandt. Det er FULDSTÆNDIG vindstille her til morgen. Alle vindmøllerne står stille, ser vi, da vi kommer på vejen.
Morgenbordet var fint. Det viste sig, at det var inkluderet, men soveposerne, der var lagt frem kostede 5 € stykket. Det burde de have skrevet - ikke at det havde gjort nogen forskel. Uden sovepose havde jeg ikke sovet i det hø.
Men jeg undrede mig over, hvordan jeg kunne have overset, at vi skulle sove i hø. Senere på dagen lykkes det mig at prøve at booke igen. Det fremgår INGEN STEDER. Men vi fik os da et godt grin....
Så kører vi mod Eckernförde. Cykelstien er ret befærdet og de fleste kører på elcykel. Man føler sig ikke helt tryg, når gamle mennesker - formentlig uden særlig meget cykelerfaring - kommer drønende imod på en temmelig smal dobbeltrettet cykelsti. Der MÅ ske en del uheld, men vi ser heldigvis ingen.
Jeg har jo været i Eckernförde med AM for første gang for ikke ret mange år siden, men jeg bemærkede ikke den gang det grimme store tårn, der troner over byen med skytsenglen i guld øverst. Strandpromenaden er blevet ødelagt af noget, der utvivlsomt er dyre ejerlejligheder. Hos en ejendomsmægler ser jeg en 91 m2 lejlighed til 1,2 mill €. Så er det også nok ud til vandet. Og et ældre pænt hus.
Vi har tænkt os at se Skt.Nicolai kirken indefra. Der hvor mine forfædre i mange generationer er blevet døbt, viet, konfirmeret, gift og begravet. Det lader sig ikke gøre. Der er netop begravelse som vi tropper op - og den agter vi ikke at forstyrre.
Vi trænger til kaffe og jeg finder hen til den bager, hvor AM og jeg drak kaffe sidst og snakkede med en tysker, der talte dansk, fordi han havde gået i dansk skole. Han er der nu ikke i dag.
Da vi kommer forbi turistkontoret, får jeg den ide, at jeg vil spørge til det Schlesvig-Holstenske arkiv, som jeg allerede har været henne ved, for at se, hvor det ligger. Om hvordan man kommer ind dér, hvem man skal snakke med. Det bliver en katastrofe af en samtale. Hun er ikke meget for at snakke engelsk og jeg ved ikke, hvordan man udtaler Archiv på tysk. Jo, det TROR jeg, men hun forstår det tilsyneladende ikke, og begynder at tale om avis og journalister. Til sidst - efter en god gang "Goddag mand, økseskaft" lykkes det at slippe væk. Undervejs i samtalen, hvor jeg også nævnte adressen på omtalte arkiv pegede hun på Garten Strasse som en gade, der gik vinkelret på den faktiske, så ikke en gang byens topografi, havde hun styr på.
Vi kunne også prøve på Borgerservice på Rådhuset. Heldigvis var de gået til middagspause, så jeg slap for at stå der, og dumme mig. Man skal ikke sige "Meine familie kommt aus Eckernförde", men "Meine Anen....". Så bliver man ikke sendt til Borgerservice. Så jeg blev da lidt klogere.
Så begav vi os mod Kiel af den føromtalte befærdede cykelsti. Prisen tager dog Sylt, hvor der nærmest var kø-lignende tilstande på den nord-syd gående cykelsti. På en flot anden plads kommer den østrigske del af Donau og så denne som nummer tre.
Vi har ikke endeligt besluttet, om vi vil følge kysten helt mod nord, eller skære ind over et sted.. Vi spiser frokost i et busly på vejen. De fleste af de hjemmedyrkede tomater Bent har medbragt plus ost, suppleret med to grove boller købt til lejligheden. Det smager himmelsk.
Det er først den "øverste" del af kysten, der kommer til at se ud, som vi har forestillet os det.
Det ender med, at vi kører "hele vejen". På stykket sydpå mod Kiel, kommer vi forbi en lystbådehavn, hvor vi beslutter, der må være kaffe.
Der viser sig at være en hel promenade gade nedenunder, hvad der ligner dyre ejerlejligheder. Vi får vores kaffe og sætter os hen for enden i solen. Der kommer en sød ældre kvinde med hund og et barnebarn. Hun fortæller, at anlægget er fra Olympiaden. Jamen det var jo i 36, så gammelt kan det da umuligt være? Jeg har glemt München 1972. Dengang fandt sejlsports disciplinerne sted ud for Kiel.
På vejen mod bymidten passerer vi højbroen over Kielerkanalen og ender i enden af Holtenauer Strasse, hvor Bent skal se, hvor Vera boede engang i hans ungdom. Vi starter oppe i 300 tallene og skal helt ned til 73.
Hun bor der ikke mere.
Jugendherberget er som de plejer at være. Vi får et fire-sengs værelse med køjesenge. Så kan vi begge få underkøje.... Jeg undrer mig over, at det koster 93 € og ikke 82€, men får ikke spurgt. Tænker, at det nok er fordi morgenmaden koster ekstra - men det plejer den ikke på DJH. Da jeg senere ser på bon'en er der et tillæg for 27 +. Vi skal altså betale ekstra for at være gamle.... Men som Bent tørt konstaterer: De ved godt det er os, der har pengene.
Vi har et større afsøgnings arbejde med hensyn til spisested. Bent er ikke meget for Döner Kebap, og det er nærmest det tyrkiske kvarter vi befinder os i. Ender på en tysk restaurant, hvor man både kan få pizza og pasta. I dag skal det være Spaghetti Carbonara.
Endelig kommer cyklerne ned i cykelkælderen, og vi giver os i kast med den krævende øvelse at lægge sengetøj på.... Til sidst lykkes det.
59,9 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar