Nørre Lyngby 9

I dag er der ingen tvivl. Det er sommer igen. En ganske svag vind fra øst. Jeg er en tur til klinten efter morgenmaden. Ingen paraglidere - ingen vind ingen opdrift. Og med østenvind højst en faldvind ned mod stranden.

Min morgenmad antager efterhånden voldsomme dimensioner

Her står jeg på klinten

Tilfældigt møde på stranden

Vi skal til "Fly-In" i Løkken i dag. Et større antal små fly skal lande på stranden syd for Løkken. Det er en af sommerens begivenheder her. Der er også faldskærmsudspring. Det vil jeg gerne  se. Jeg har sagt, at jeg gerne cykler dertil alene, men Anne-Marie har bedyret, at hun gerne vil med. De advarer med at komme i god tid på grund af de trafikale forhold.

Showet begynder kl. 12.30. Til sidst må jeg sige, at vi skal køre om 10 min. Det burde vi også, men det kommer ikke til at ske. Jeg har pakket mad og kaffe m.m. Selv solcreme har jeg husket, men af sted kommer vi først kl. 11.55.

Første mand på vej ned

1. parket

Jeg har tænkt, at det nok er lettest at komme ad stranden nordfra, så vi skal køre til Grønhøj og ned på stranden der. Det er der ikke mange andre, der har tænkt. Hvorfor viser sig senere. Der er nemlig ét sted sydligere, hvor man også kan komme på stranden, og der kommer en ubrudt række af biler ud.
Vi falder ind i rækken og sør'me om ikke det lykkes at nå frem og parkere kl. 12.30. Der er så et stykke at gå, men vi ser da udspringerne komme ned.

Folk overalt

En halv time senere lander det første fly. Og så følger de i en lind strøm. Mange af dem har ret små hjul, der har det lidt svært i sandet, når de taxi'er frem til standpladsen.

 Jeg vil lige op i klitterne for at se, hvordan overblikket er dér. Da den første er landet og jeg kommer ned igen, er AM forsvundet. Jeg vader frem og tilbage en rum tid. Jeg havde sikret mig, at hun havde telefonen med og prøver at ringe, men den er på lydløs som sædvanlig. Det er faktisk altid MIG, der skal gøre hende opmærksom på at den ringer, for dens brummen kan hun ikke høre. Fandens også....

Første fly på stranden

Jeg har nået at overveje at opsøge stævne speakeren og bede ham efterlyse hende. Med 10 m's mellemrum er der opstillet højttalere ned langs stranden, hvor folk er opstillet. De foreslog, at man evt. tog høreværn med, men det skulle da ikke være på grund af flystøjen, men snarere for ikke blive døv af højttalerne.

Så finder jeg hende....

Det ene kom...

...efter det andet...

Vi ser de næste 5-6 stykker komme, inklusive en gyrokopter. Så overdøver sulten alt andet og vi går tilbage til bilen og kører tilbage i den retning vi kom fra og parkerer ud mod vandet ligesom masser af andre, der er spredt langs hele stranden.

Let kaos i Løkken

Vi bliver dog bare siddende i bilen og spiser resten af pizza'en fra i går.

Frokost i bilen

Aldrig har jeg set Vesterhavet så roligt. Det er ikke havblik - men næsten. Det er også varmt, så vi kører igen for at finde et sted i skyggen at drikke kaffe. Kommer op fra stranden et nyt sted og havner i Vester Hjermitslev, hvor der pludselig er et skilt til "Oasen".

Det viser sig at være den park, jeg spøgefuldt havde sagt, de nok havde. Der er et perfekt sted med både skygge og luft. Midt i kaffen kommer en mand på cykel forbi. Da han ser til siden og er nogen sidder dér, er han ved at få kaffen i den gale hals. Heldigvis er det OS der drikker den, og ikke ham.
Han kører lidt videre, men vender så om og kommer hen og spørger på umiskendeligt nordjysk, hvor vi kommer fra? Det er hvad vi forstår. Resten fortaber sig....

Jeg er snart en ørn til selfies

Nej, det er stærkt overdrevet, men det er en samtale med gode miner til slet spil. Han har været med til at lave anlægget. Det er lavet med frivillig arbejdskraft.

Han vil gerne snakke. Om anlægget. Om hallen, der også er opført hovedsagelig af frivillige. Det er Borgerforeningen, der har samlet midler. Om fiskeri. Om da han blev søsyg.

Til sidst begynder jeg at skylle kopperne og pakke sammen, for på en pæn måde, at antyde, at vi skal videre. Det skal han så også - heldigvis.

Fredeligt hav

Efter vi er kommet hjem, er jeg i vandet. Der er nu ikke noget som det salte Vesterhav. Særlig når det for en gangs skyld er uden bølger.