Vi kører i folkevognen. Det er virkelig en oplevelse. Alt det man husker fra den gang. Trykknappen til handskerummet. Det primitive instrument brædt. Den larmer og er måske ikke helt så komfortabel, som en moderne bil. Men den kan køre fra A til B som en hvilken som helst bil. Der er egentlig ikke sket så meget grundlæggende på 53 år.
Da han kører ind for at tanke, når jeg at tænke: Hvorfor kører han dog ikke længere frem? Men straks efter: Nåh.... tanken sidder jo foran.
Blomstrende lyng langt fra....
...og tæt på
En ensom bil
Det samlede rejseselskab
Vi gør holdt på det store hedeområde mellem Ålbæk og Skagen. Må ud og se nærmere på lyngen.
Vi når til Skagen og parkerer ved havnen. Der er betalingsparkering, og det er et system jeg ikke har set før. Der er kø ved automaten. Jeg bliver tiltalt på tysk om hvordan det virker? Må lige studere tavlen lidt. Så har jeg forstået. Ser at det står på 3 sprog inkl. tysk, så jeg peger: Det står jo også på tysk! Undrer mig lidt, indtil jeg ser deres bil. Den er hollandsk. Så langt strækker det tyske måske ikke.
Man sætter et kreditkort i automaten. Efter en mindre evighed har den registreret kortet og man får en kvittering til at sætte i ruden. Når man kommer tilbage og vil køre, sætter man kortet i igen og efter endnu en evighed, spytter den en kvittering ud med beløbet, der er trukket.
Så spiser vi fiskebuffet på ét ud af mange steder. Her kan man også sidde indendørs og det er ikke varmt i dag. 15-16 gr. og meget blæsende. Maden er fremragende.
På toppen af Danmark
Så kører vi ud til Grenen. Ny parkeringsplads med samme betalingssystem. Folk kan ikke finde ud af det. Hovedsagelig fordi de ikke læser, hvad der står. Men systemet er nu også så langsomt, at man nemt undervejs kunne tro, at man skal tage sit kort ud igen - men det skal man ikke. Bare man venter og kigger den anden vej, skal det nok komme i mål.
Der er vel 1 km at gå det sidste stykke. Desværre begynder det at regne på vejen, men vi når da der ud uden at det er blevet rigtig slemt. Havene mødes som de skal og bølgerne brydes.
Tæt trafik på havet
Det bliver desværre slemt på tilbagevejen. Må ind og have kaffe og kage og lidt varme, da vi endelig når tilbage.
På tilbagevejen kører vi ind ved Råbjerg Mile. Bent og jeg synes ikke det regner så meget og går beslutsomt op mod toppen, men må vende om da regnen virkelig tager til.
Råbjerg mile i regn
Bent har advaret om, at der er en utæthed omkring soltaget, men han har nogle klude med. Det er mest når han bremser, der drypper ned oppe fra hjørnet. Og hjem kommer vi da. Kører lige til Løkken og køber franske kartofler m.m.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar