Der var køjesenge her. Jeg tog -som den yngste - overkøjen. At lægge sengetøj på... har aldrig været min livret. Men nu - i løbet af to dage - har jeg lært at vende dynebetrækket ud over dynen. Det syntes som den eneste realistiske mulighed, med disse fladtrykte betræk, der er så svære at komme ind i.
Morgenmaden lever op til standarden fra i går. Værelsesstandarden klar bedre.
Jeg spørger til færgen Freest - Peenemünde i receptionen. Det bringer ham på arbejde. Jeg var selv i tvivl hjemme om, hvordan tiderne skulle fortolkes. Det er han også. Han kommer til det resultat, at der kun er én afgang, nemlig kl. 11.00 og det bringer os i tidnød. Vi har nu 2 tim og en rute, der i.flg. Google er 28 km.
Det skulle være muligt, men vi skal også finde vejen.
Jeg genkender ret hurtigt vejen ud af byen. Det var den samme, jeg kørte ud af byen for 2 år siden. Ad en dejlig cykelvej forbi Universitetet. Ved en rundkørsel drejer vi dog i en anden retning. Og så går det ellers i bedste Google-cykel-stil. Man ved aldrig, hvad for veje, der bliver tilbudt.
Første flisevej
Først kommer en flisevej, så asfalt på ny. Så- ny flisevej - og sådan bliver det ved. Landsbyerne: Kemnitz, Gusterin, Konerow. Her er landsbygaden stadig brosten - muligvis fra før1. verdenskrig. Sådan ligger de i hvert fald.
En rørledning vi mødte - gas fra Rusland?
Så følger Printzwald, Latsow og endelig Nonnendorf. Indtil nu har vi holdt et snit på 16 km/t, hvad der skulle være tilstrækkeligt, men nu - sandvej. Vi kører inde på marken et godt stykke - andet er ikke muligt. Vi er ikke de første kan man se.
Sandvejen - fra sin bedste side
Vejen går ind i skoven, og jeg når at tænke: Hurra. Men også dér er der sand. Vejen bliver dog så meget bedre, at vi NÅR frem til Freest 7 min i 11.
Person-og cykelfærgen Apollo
Færgen sejler først 11.20 - den kl. 11 var en turbåd af en slags, som vi dog aldrig ser noget til?
"Apollo" ankommer med sin 2 mands besætning og tager os med foruden 5-7 andre cyklister. Turen tager et kvarter, og vi får lige en tur rundt i havnen i Peenemünde. Der ligger et museumsskib og en gammel russisk u-båd. Vi cykler over til museumsskibet. De kalder det et raket-skib. Bedst som vi undrer os over, hvor raketterne skulle monteres, går det op for os, at det er fremdriften af skibet, der refereres til. Egentlig burde det nok kaldes et jet-skib.
Den 14 m høje V-2
Museet er i det gamle kraftværk. Det er noget værre rod, men jeg får da styr på nogle væsentlige ting. Først og fremmest at hverken V1 eller V2 i krigsøjemed er blevet affyret her fra. Det var udelukkende test-og forsøgscenter. Rækkevidden på begge typer var mellem 3-400 km, så de blev affyret fra mobile anlæg i nærheden af Paris og London.
V-1 med affyringsrampe - en dampdrevet katapult
Ilt-fabrikken der er væk nu, har altså kun produceret ilt til test-raketterne. V-2 fløj jo på sprit og flydende ilt. V-1 på flybrændstof, det var i virkeligheden et førerløst jet-fly. Der blev affyret 22.000!!! af dem.
Udsigt fra taget
Resten er et forfærdeligt rodsammen. Der er INGEN rød tråd og det gør det meget anstrengende af gå igennem.
Ved den udstillede V-2 raket er der nogle danskere, der spørger, om vi vil tage et billede af dem foran den. Det vil jeg gerne. Det er et super kamera, jeg dårligt kan finde ud af at betjene. Men mere interessant: de fortæller, at de er kommet den samme dag i et DC-3 fly - vist det eneste, der findes i Danmark. Og skal i øvrigt tilbage før kl. 16 fra flyvepladsen et par km nord for museet. Det skriver vi os bag øret.
Vandrer op og ned af trapper til benene giver efter og bruger krudt på, at lede efter mening og sammenhænge. Resultatet er, at efter også at have været oppe på taget og set på udsigten er totalt udslukte.
Vi kører op til flyvepladsen og ser DC-3'eren, der står klar til start. Vores venner og resten af deres selskab er netop på vej ind i maskinen, og inden længe startes først den ene motor, så den anden. Så triller flyet af sted ud af syne for 5 minutter efter at komme til syne og lette næsten øjeblikkeligt. Et fly fra 1944.
DC-3 før start
Vi drikker kaffe fra en automat og spiser resten af chokolade kiksene. Så går turen mod Zinnovitz. Hele denne del af Usedom, som øen vi befinder os på hedder, er oversået med minder fra krigen. Der var test-anlæg, fabrikker, stationer, koncentrationslejr m.m. Vi støder på en del på vores 15 km's tur til Zinnovitz.
Landskab med cykler
Zinnovitz i regn
Da vi er færdige regner det stadig, men restauranten lukker nu. Altså bliver vi våde på turen hjem. Men DER er der tørvejr.
47,6 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar