CPH Halvmarathon 2019

Det var i går. Den 15. september. CPH Halvmarathon 2019.

For lige at rekapitulere, det meste af familien var tilmeldt. Det var noget, der blev besluttet, da jeg holdt min 70 års fødselsdag sidste år. For nylig gik det op for mig, at resten af familien mente, at det var noget JEG havde fundet på, havde udfordret dem. Jeg havde det lige omvendt, og jeg tror, jeg har lidt ret.

Lige meget, vi var 7 fra familien, der skulle løbe. Mine børn, min søsters børn og hendes ældste barnebarn og mig selv som alderspræsident.

Jeg var kommet tilbage til Køge fra min cykeltur i Tyskland og Polen med Bent om tirsdagen og havde besluttet at blive i Køge til løbet med.

Onsdag var jeg ude at løbe 16 km. Det var i hvert fald planen. Jeg vidste ikke helt, hvordan kroppen føltes, så jeg startede med at løbe til Herfølge. Direkte hjem bliver det 7,5 km, men der er mulighed for at fortsætte fra Herfølge ud til Ringsbjerg vejen. I så fald bliver det næsten 13 km.

Det føltes ok i Herfølge, så jeg fortsatte. Tilbage i Svansbjerg føltes det stadig godt, så jeg fortsatte til Åshøj, og i Åshøj besluttede jeg at følge vejen videre og løbe hjem over Ellemarken, det regnede jeg med ville blive 14 og lidt.

Endelig løb jeg videre til Københavnsvej i håb om at nå de 18. Det lykkedes: 17,9 km og det opmuntrende var, at gennemsnittet pr.km var 5:45 min. En løfterig optakt.

Planen var så, at løbe en kortere tur fredag, som sidste forberedelse. Der nøjedes jeg med Herfølge og retur. Resultatet var 7,5 km og 5:34 min pr.km. Perfekt.

Allerede inden jeg gik ude af døren søndag, hørte jeg at der var andre løbere, der skulle med 9:07 fra Køge Station. Der mødtes jeg med min søster og hendes datter og børn.

Allerede dér kunne man høre andre, der var på vej til løbet. Det skulle være totalt udsolgt: 25.000 deltagere.

Toget fyldtes fra station til station til det var proppet. Så det var 5 min forsinket, da det nåede Nordhavn. Vi fandt hen til Gunnar Nu's Plads, hvor vi skulle møde de øvrige. Så langt lykkedes det, men siden var det umuligt at holde os sammen. Det var temmelig kaotisk, det tager lang tid at bevæge sig mellem 25.000 andre og når man har forskellige startnumre og derfor skal aflevere bagage forskellige steder, bliver det umuligt. Jeg stod bare og klædte om i al offentlighed og fik afleveret min taske.

Pludselig står jeg ved siden af Jon, min søn. Han var kommet fra sin lejlighed i Brønshøj, men bussen havde kun kørt til Bellahøj, så det havde været knebent med tiden.

Der gik mindst 20 min før vi begyndte at bevæge os. Da vi nåede til Øster Alle, kunne vi på storskærmen se, at de første løbere passerede Frederiksberg Centeret 7-8 km ude på ruten. De var alle afrikanere kunne man se.

Efter vi havde løbet lidt, så jeg på Endomondo, den er stillet til at vise tid pr.km. 6:24 min. Så burde jeg nok sætte farten op. Der kom en byge på Øster Farimagsgade men ellers holdt det tørt.
Så der et sted satte jeg farten lidt op og forlod Jon. De næste gange jeg så på app'en flyttede tiden sig til 5:52. Det var en tid, jeg vurderede, jeg ville kunne holde. Siden holdt tiden sig konstant på 5:52. Jeg tænkte godt, at det var forbløffende, så godt jeg var i stand til at holde farten.

Frederiksberg Alle, der skråner lidt nedad, var en fornøjelse, og det gik i det hele taget rigtig godt. Det første jeg så frem til var 11 km mærket. Så var jeg over halvvejen.

Under den Sorte Diamant føltes alt stadig godt, og jeg så frem til - forhåbentlig intakt - at nå 15 km, hvor det er begyndt at gå galt i mine to andre løb. Det kneb efterhånden lidt med at holde styr på, hvilket km mærke jeg sidst havde passeret.

Det føltes ikke helt skidt, da jeg endelig krydsede de 15 - men heller ikke helt godt. Men jeg holdt den stadig på 5:52 min.

Resten var virkelig nedtælling - km efter km. Der var ikke tegn på begyndende krampe, men benene føltes noget stive i det. Vejrtrækningen derimod var stadig fin. Der var adskillige jeg passerede, der pustede fælt. Jeg overhalede mange mod slutningen. Da vi nåede frem til Østerbrogade satte jeg farten lidt op - tror jeg nok - men Øster Alle fra Trianglen virkede uendelig lang. Man kunne se målet i det fjerne, men det føltes som om de løbende rykkede det længere væk.

En sidste lille spurt... og jeg krydsede stregen. Havde travlt med at standse Endemondo. Hvordan var det gået? 2:05 tim?

Til min store fortrydelse var Endomondo åbenbart gået i stå. Efter 2 km lige efter vi krydsede Sølvgade. Så de 5:52 pr.km holdt formodentlig slet ikke.

Det var først da vi så småt havde fundet sammen og Sidsel havde fået downloaded den officielle app, at jeg vantro så min tid: 2:00:06 tim. 5:40 min pr.km. Utroligt. Men benene føltes også HELT færdige. Uden at have villet det, havde jeg løbet mig helt ud og gjort, hvad jeg ikke havde troet muligt - bortset fra de 6 sek, men dem tager jeg det helt roligt med.

Da jeg pludselig var den eneste, der ikke havde hentet min taske, LØB jeg der hen, så godt det kunne lade sig gøre for mennesker. Det viste sig bagefter at være godt for benene. Det var ligesom de blev løst op igen.

ALLE 7 gennemførte og ingen af os blev kørt væk på båre. Det må siges at være en gigantisk succes. Der blev allerede talt om, hvor det skulle være næste gang. Århus eller Berlin? Og jeg må sige, at det da ville være fantastisk, hvis vi alle kunne tage til Berlin til foråret. Men jeg skulle ikke have noget af at foreslå det sådan for alvor - endnu.

Min yngste nevø var den hurtigste på trods af, at han utvivlsomt er den, der har trænet mindst.
Og verdensrekorden blev slået - mere kan man vel ikke forlange.

Jeg endte med at drikke kaffe hos den gode bager overfor Gunnar Nu's Plads med mine børn og Kira, Jon's kæreste. Hun havde en video, hvor man ser Jon SPURTE i mål. De andre står nærmest stille.

Jeg er ikke færdig med at løbe!!!