Island Rundt 32

01.08.17

Bortset fra en tysk dame, der absolut kl.22.30 skulle stille sig bag mit telt - og det ligger op til hegnet - og skvadre i sin telefon, var alt roligt. Jeg overvejede, om jeg kunne sige noget ubehøvlet på tysk, men nøjedes med at rømme mig kraftigt. Så flyttede hun sig lidt væk...

Jeg var oppe 6.30 for at få et bad. Måtte endda vente. Der er kun ét og to toiletter til herrer. Ikke engang en pissekumme. Jeg tør ikke tænke på reaktionen, hvis man bød danske campister noget sådant - hjemme. De kunne lære noget af Dokkedal Camping her.

Folk sidder med huer, sweatre og overtøj på omkring mig. Jeg sidder i t-shirt og bare tæer i sandaler. Jeg er ellers ret kuldskær, men for at gå 50 m hen til køkkenet, der er opvarmet...

Det regnede i nat. Begyndte som en fin støvregn, da jeg lukkede og slukkede. Senere var det flere gange mere end let regn. Nu til morgen hænger skyerne her omkring bjergene. Det ser ud til, at det bliver en dag i modvind. Først 1 m/s mens jeg kører mod SØ og så 4-5 m/s, når jeg drejer mod NØ. Håber Vedur tager fejl.

Klokken er 9 denne råkolde morgen, da jeg er tilbage på vejen. Må undskylde campisterne lidt. Det er 7 gr., ikke ligefrem en sommertemperatur for franskmænd og italienere.

Lad os ikke glemme en af øens egentlige beboere

Heldigvis har jeg bjergene på venstre side, for til højre er der kun det store øde. Så langt øjet rækker. Øde og fladt.

Da jeg når frem hvor vejen drejer, kan man se havet. Der ligger et ejendommeligt fladt bjerg på stranden. Langt væk fra i går lignede det en overdimensioneret hæk.

Hækken i det fjerne

Da klokken er 10 har jeg kørt 20 km!!! Og er endnu ikke stødt på modvind af betydning. En enkelt tunge ses fra gletsjeren, ellers sker der ikke meget, før det kommer. Mit eget lille . islandske mirakel.
Der er en rasteplads, men ikke lige ved vejen. Samtidig en seværdighed, Kviamyrarkambur. Jeg kører op ad vejen og finder bordet skjult bag en stor sten. Men på vejen har jeg godt set gletsjertungen længere oppe. Der går en sti videre og efter en halv km op og ned over gletsjerens aflejringer, står jeg ved søen foran.

Her er jeg så foran min gletsjer - lidt mørkt måske...

Her er INGEN mennesker - kun stilhed. Min helt egen gletsjer. Det er magiske øjeblikke kun afbrudt af et plask i ny og næ. Er her fisk? Næ, det er svømmende aflejringer, der er bundet sammen af is endnu, og hvor en sten smelter løs og falder i vandet. Ikke en vind rør sig, men solen titter lidt igennem. Det er mageløst.

Hvor er de alle sammen?

Netop da jeg når tilbage bliver freden brudt. En bil med to unge mænd dukker op. Så kommer en anden med et par, der straks går målrettet op ad stien, for allerede 5 min efter at komme tilbage svingende med kameraet - og kører. Der er også kommet en af benzinslugerne, som kører igen. De ventede vist på, at jeg skulle forlade bordet, men frokost og skrivning skal lige overstås - og der er masser af plads om bordet. Men bilturisterne er ikke så socialt anlagt.

Der kommer hurtigt en ny overraskelse, et betagende syn: Man kan se direkte op på gletsjeren. Det troede jeg ikke. Og i lang tid kører jeg og kigger og kigger.

Oppe på gletsjeren skinnede solen

Efter en længere opstigning kommer der en parkering. Hvad sker der her? Jeg stopper og går de 100 m op over morænebakken. Jeg har ventet det, men alligevel overgår det mine forventninger. Trods det relativt store antal mennesker, er her så fredfyldt. Disse tavse "isbjerge" i søen har ikke travlt, de tager sig ikke af et begreb som tid. Dette er isbjergs-søen, Jökulls Arlon.

Is"bjerg" søen

Netop som jeg kommer tilbage dukker franskmændene op. Det bliver sidste gang vi ses. Dette er endestation for dem. De skal senere tilbage til campingpladsen og hjemad mod Reykjavik. Vi giver hånd til afsked.

Alle slags gags bliver taget i anvendelse

Lidt længere fremme kommer broen over elven, der leder vandet fra søen ud i havet. Det er hovedattraktionen med parkeringsplads, restaurant, tilbud om ture på søen i amfibiekøretøjer og hvad ved jeg. Her bliver jeg kun til jeg har drukket en kop kaffe. Kagen har jeg ikke råd til, men jeg har en Mars Bar.

Is"bjerge" på vej ud i havet

Nu er det sådan set slut med fornøjelserne for i dag og det gælder om at finde et sted at sove. Mine korts oplysninger om camping holder ikke stik, og dem, jeg har spurgt, har haft ret: der er ingen.

Der er et hostel som jeg mailede til i morges, men alt var optaget. Imidlertid er der på det ene kort angivet, at der også skal være camping, så jeg satser på Vagnsstadir og holder øjne og ører åbne.

Nej, desværre. Hostel reglerne siger klart, at de ikke også må have camping, og de bliver tjekket, men lidt længere fremme er der en rasteplads med toilet, og der er der ofte nogle, der overnatter. Der er nok ikke nogen, der smider mig væk, så det er den bedste mulighed, mener hun.

Jeg undersøger sagen. Ikke lige ved toilettet og ikke lige ved bordet, men længere oppe bag ved, kan jeg rejse teltet bag en klippe. Så det gør jeg.

Teltbunden skulle lige tørre

I følge Vedur skulle vi have været oppe på 10 gr. i dag. Jeg tvivler, det er deleme koldt.

Nu klokken 21.45 skal jeg lige se, om jeg kan opdatere bloggen.

83.10 km