Klokken 5 minutter over 7 er jeg klar i spisesalen. Jeg sidder mutters alene et stykke tid, så kommer et ældre tysk ægtepar og sætter sig ved mit bord. De fortæller bl.a. at de i DDR-tiden havde forbindelse til folk i øst. Gennem en tante, de vist egentlig ikke var blodbeslægtet med.
Under alle omstændigheder havde de lov til at rejse ind i DDR og det var på sådan en rejse at toget på et tidspunkt holdt, og de så folk ligge på marken og grave med de simpleste redskaber. Da de rejste sig og hilste mod toget, blev de med geværkolber stødt tilbage. Og som han sagde: "Das muss ja nie so sein das Deutsche behandelt Deutsche dieses Weg". Og de holdt gennem årene forbindelsen til øst ved lige og sendte pakker m.m. og havde forbindelse til en kirkekreds. Det var nu ikke altid pakkerne nåede frem... det førte til historien om en brudekjole, som en østtysk pige havde ønsket sig. Den fik indsyet en hundrede mark seddel i linningen, men nåede aldrig frem. Hun fandt dog en brudekjole i en forretning, der meget lignede den ønskede - og hvad fandt hun i linningen: 100-mark sedlen.
Tyskland er et land med en grum historie, som mange ældre stadig har et meget nært forhold til. Hun har været lærerinde i Grundschule og han har, meget apropos eftersom vi også taler om brunkul-udvindingen, jeg har set resultaterne af på nær hånd, været ingeniør i kulindustrien.
Vi ønsker hinanden en god videre rejse...
Jeg har ikke hidtil omtalt mine betænkeligheder ved denne rejse, det må jeg nu. Allerede inden jeg kom af sted begyndte, jeg at have noget galt med de ædlere dele. Jeg tænkte at det nok fortog sig, men det synes ikke at være tilfældet, og skal der ikke gå ligefrem ugevis, inden jeg kan komme til lægen, bliver jeg nødt til at vende næsen hjemad straks.
Altså træffer jeg her til morgen den store beslutning, at rejse hjem hurtigst muligt og som det første skridt cykle tilbage til Dresden. Og så derfra tage med toget til Berlin. Så må jeg se, om jeg kan få ændret min billet. Da først beslutningen er truffet føler jeg mig helt lettet, selv om det selvfølgelig er ærgerligt lige netop her, hvor det Saksiske Schweiz begynder.
Vejret er nøjagtig som det man kunne se på vejrudsigten hjemme i Danmark for 4-5 dage siden: Det småregner ind i mellem, og jeg sætter snart regnovertrækkene på.
Står i tørvejr et par gange, men kommer forholdsvis hurtigt frem. Bortset fra de 700 m frygtelige
brosten, man kun kan undgå ved at køre på den anden bred, undgår jeg - klog af skade - at ende i
vildmarken.
Dårlige veje ser aldrig så dårlige ud på billeder som de er
Så er Dresden igen i sigte
Da toget kommer, og jeg har fået installeret mig, bliver der sagt noget over højttaleren - jeg forstår det ikke. Da vi ikke er kørt efter et par minutter, spørger jeg en medrejsende, hvad der sker? Man har måttet kalde en læge til toget, så indtil videre kører vi ingen steder.... Jeg har 5 minutter til mit første skift og skal jeg ned ad trapper og op ad trapper.... Det når jeg ikke. Så jeg stiger af igen og stiller cyklen, mens jeg går ned og hører, hvad jeg nu gør? Ja, det går jo ikke, det kan hun godt se, og skriver en forklaring på min billet og giver mig en ny rejseplan. Nu har jeg god tid, men skal desværre nu fra spor 5 og ikke 4. Altså op igen - ned med cyklen og op igen...
Jeg når at spise frokost, før et fuldt tog ankommer. Heldigvis er der i forvejen én cykel, jeg kan sætte min uden på. Jeg står op indtil vi når Grossenhain ca. halvvejs. Jeg skal skifte i Ruhland og igen i Cottbus. Vil være i Berlin 17.24
Vi kører lidt på kryds og tværs af min tidligere køreretning. Netop nu holder vi i Ortrand, hvor jeg var i går. Da vidste jeg ikke, der var en station. Undervejs ser jeg et glimt af endnu én af brunkulsdinosaurerne, disse umådelige maskiner.
I Ruhland er det igen ned ad trappe og op ad trappe, fra spor 3 til spor 5. Jeg har allerede set, at Cottbus-toget holder klar derovre og spejder efter en elevator. Der er tid nok, men da jeg ikke ser nogen vælger jeg bare at slæbe.
Til en forandring er der masser af plads i dette tog, ingen skal på weekend dér øjensynlig.
Jeg kommer af i Cottbus og finder spor 5 - det er ikke helt logisk, at det er på den (forkerte) side af spor 1. Elevatorerne har jeg opgivet at se efter. Det skal man være forberedt på, hvis man rejser alene med cykel i Tyskland, men nu ved jeg, at jeg kan bære cyklen fuldt lastet to trapper op.
Mit nye tog kører helt til Wismar - og det holder et hav af steder. Mindst 4 i Berlin alene. Undervejs har jeg sendt Burghard en sms om at jeg vil ringe, når jeg er kommet til Berlin. Jeg ved, de skal rejse i morgen og kan sagtens finde en anden overnatning.
Det vil han nu ikke høre tale om, da jeg ringer efter at være stået af på Alexander Platz. Selv uden kort har jeg en klar fornemmelse af, hvordan jeg finder Oranienstrasse og dermed Oranienplatz og efter at have spurgt to gange, er jeg der - igen.
Efter lidt tid på nettet og en opringning til Rødbillet har jeg fået aflyst min billet og købt en anden til mig selv. Det kan først blive søndag og cyklen kan jeg først få besked om i morgen. I værste fald kan den være i Burghards kælderrum indtil jeg kommer herned igen om en uges tid.
Jeg får også booket en tid hos en af lægerne i Aakirkeby mandag eftermiddag og købt en DSB-billet
til den tidlige afgang mandag morgen- Så langt så godt....
Så ser vi ellers fodbold Frankrig-Schweiz. Sikke en kamp! I det hele taget har det været virkelig
seværdige kampe, jeg har set.
31,85 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar