Omkring kl.13.30 beslutter jeg mig for, at jeg lige så godt kan tage af sted. Der er trods alt også en bid vej hen til Moritzplatz.
Vi laver de sidste aftaler om cyklen og tager afsked, og jeg - nu omdannet til posemand - går med hele mit "indbo" hen ad gaden. Jeg hviler 4-5 gange undervejs. Så over gaden, hen til trappen og ned. Køber billet i en automat. Det bliver 2,90€ lidt dyrere end forventet. Sidst - men det er også MANGE år siden synes jeg, det kostede 1€. Eller gik det for stærkt?
På Alexanderplatz er der - ikke overraskende - langt til U2, men jeg hviler igen med mellemrum. Alligevel er jeg temmelig svedig, da jeg endelig står på perronen. I følge planen skulle der være 18 stationer til Kaiserdamm.
Jeg skal bl.a. passere Zoologischer Garten. Heldigvis er det jo søndag, så der er ikke mange med, men jeg finder et sted i enden af en vogn, hvor der ikke er noget sæde overfor, så der kan mit "hjem" stå.
Så sidder jeg im ventesalen på ZOB - Zentraler Omnibus Station. Klokken er 14.45, så jeg har tid til at orientere mig. Der er en info-skranke. Han kigger på sine lister - spørger nogen - næh, Rødbillet ved han ikke noget om, men jeg skal lytte til højttaleren, så bliver der nok kaldt op til den på et tidspunkt.
Ikke særlig overbevisende. Måske kører den slet ikke inde fra pladsen, men ude på gaden, hvor vi blev sat af?
Allerede omkring 15.15 bliver der sagt noget, som jeg bør lytte nøje til, men jeg bliver så befippet, da jeg hører ham prøve at sige Rødbillet, at jeg ikke får hørt ordentlig efter. Jeg synes nemlig også han siger 15 Uhr og ikke 16 Uhr. Hvilket haltestelle var det nu han sagde? Var det ikke sieben? Jeg farer ud og kigger. Sieben er lige ude foran, hvor der godt nok holder en mindre bus, men den står der buscontact.de på.
Jeg er henne ved skranken igen. Nu er det en anden. Det ender med at han bekræfter, at det er den lige derude. Ud igen. To unge fyre er ved at sætte deres bagage ind bagi, jeg spørger, hvor de skal hen? Copenhagen. Den er god nok, selv om vi taler tysk, er også de danskere og skal med Rødbillet.
Så dukker der en pige op, der ser forvirret og dansk ud, så jeg spørger om hun skal til København? Det viser sig at være hende, der har en cykel med. De ringede aldrig tilbage om cyklen til mig, men i denne lille bus kan der da også højest være én cykel. Gad vide om bagagen overhovedet kan være der?
Det viser sig nu, at jeg har fået en sms fra Rødbillet om, hvad der skal stå på bussen. Helt tabt bag af en vogn er de altså ikke. Men hvis der er larm omkring mig, kan jeg ikke høre sms-lyden.
Her i yderste øjeblik er afgangen også kommet op på tavlen.
Er det den vi skal med?
Der er efterhånden dukket en del passagerer op, jeg tror vi er 12-14 stykker.
Vi kører til tiden, det er vel en tysk chauffør....
Efter en halv times tid, er der ændringer i programmet. Chaufføren er blevet kalddt op, der er nogen, der ikke har nået bussen. De bliver beordret til at tage en taxi til Raststätte "Stolper Heide", så skal vi samle dem op der. Det er lidt på kryds af vores retning.
Vi ankommer og venter...
Kl. 16.55 kommer der en bil med 3 personer. Det er ikke en taxa. En kronraget fyr med en kuffert, er den eneste, der skal med. De to andre er åbenbart bare flinke mennesker eller tilkaldte venner - det er jo søndag.
Resten af turen til færgen går planmæssigt. Der er dog ingen toiletpause, Da han kører ind for at tanke ved Rostock og lige har sagt, at vi bedes lade være med at forlade bussen, er der en ung fyr, der på trods heraf føler trang til at gå over i buskene, hvad der afføder dummer og ironiske kommentarer fra en gruppe ingeniører el.lign., der vist har været på weekend for at se fodbold.
Da vi holder ved færgen og chaufføren står udenfor, dukker der en fed fyr op og giver sig til at diskutere. "Das geht nicht" siger han bl.a. Det er utvivlsomt en chauffør fra Eurolines, der holder lige foran. De har efter sigende altid 2 chauffører med og det er lige så utvivlsomt hviletidsregler, det drejer sig om.
Det blæser ad h. til og færgen er forsinket i ankomsten. Under overfarten opfordres passagererne til så vidt muligt at blive siddende under overfarten "på grund af bevægelser i skibet". Når de siger det på Bornholmsfarten er der grund til det. Her virker det overflødigt.
I land drejer vi ind på en p-plads til venstre, hvor der holder en kassevogn med to mand og venter. De to nye, hvoraf én kører bussen videre, synes at kende vores sidst tilkomne passager. Vores gamle chauffør går ud for at køre kassevognen. Det må han åbenbart godt?
Jeg sover dejligt og vågner ikke før efter Køge. Der ville jeg ellers godt have været af, men det var aldrig gået, alle er i forvejen trætte af, at vi er forsinkede.
Vi er mere end en halv time forsinkede i ankomsten til Hovedbanen. Tidligere ville der have været et E-tog, nu er det et A-tog, der stopper overalt.
Jeg får ikke tjekket ud med mit rejsekort, da jeg tror, jeg skal med en bus. Da jeg er på vej derover og ser der ikke holder nogen, skifter jeg mening og tager en taxa - og glemmer alt om rejsekortet. Det bliver vist den 5 bøde, jeg får.....
Er i seng kl. 02.00 Uret ringer kl. 4.40.....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar