Det er en vidunderlig morgen. Ikke en vind rør sig, og solen er på vej op så teltet kan blive tørt. Først kl.6.00 blev jeg så vågen, at det ikke var tid til at sove mere. Badeforholdene var naturligvis fremragende. Kl.7.00 sad jeg med kaffen ved mit lille runde kakkelbord og kunne høre fjerne kirkeklokker mod syd.
Nu kl.8.30 er jeg klar til at køre. Venter bare på, at teltet er helt tørt. Kombinationen af varme indenfor, kulde udenfor og min udåndingsluft fuld af vand, gør det vådt på indersiden - ret vådt, så der skal lige nogle øvelser og helst sol til at få det hurtigt tørt.
Tilbage i Luckau dukker velkendte problemer op. Jeg er drejet til højre mod Finsterwalde, men kommer bare ud til en motortrafikvej, jeg ikke må køre på. Tilbage igen. Den første jeg spørger ved ingenting og jeg kan dårligt forstå ham. Den næste ved besked. Jeg skulle bare være fortsat lige ud ved "Ampel'en", det er den gamle vej og den skulle jeg kunne følge hele vejen.
En skal jo være den første
Landskabet har hidtil været stort set fladt, men nu viser en skovklædt højderyg sig i det fjerne. Jeg skal nu først en del ned, og da jeg først er det, ser den ikke så frygtindgydende ud mere. Kun på det sidste stykke op gennem skoven stiger det så meget, at jeg går et gear ned.
Da det begynder at gå nedad igen ligger der et solcelle-anlæg på godt en halv km2 og to kæmpemøller
rejser sig. Til min overraskelse endnu engang: "Vestas".
Endnu en Vestas mølle
Ingen behøver være i tvivl om hvad dette er
Finsterwalde er en stor pæn by, hvor jeg standser og spiser frokost og igen på torvet, hvor der (måske hver dag) er torvedag.
Nu er det slut med vej 96, så jeg spørger en dame, hvordan jeg lettest kommer til Lauchhammer? hvor den næste campingplads skulle befinde sig. Jeg skal over Schacksdorf og Lichterfeld, derfra er vejen ganske vist spærret, men mon ikke jeg kan komme igennem med en cykel... - hun skulle bare vide....
Jeg triller rask derudaf. Lige før jeg kommer til vejen til Lauchhammer, ser jeg noget underligt i det fjerne. Jeg tror først, det er en rutschebane, som den på bakken, så forsvinder den bag nogle træer.
Samtidig dukker et skilt op mod venstre: Besucher Bergwerk B60. Det må jeg lige se nærmere på. Og uventet som det er, bliver det en superoplevelse. Rutschebanen er ikke, hvad jeg umiddelbart troede, men et gigantisk brunkul opgravningsapparat. Jeg kører hen ved billetlugen, for at blive lidt klogere på, hvad det er for noget. Manden i billetlugen kommer ud og spørger, om jeg vil ind at se det? Det ved jeg ikke rigtigt... For 2€ kan jeg få lov til at køre ned til besøgscenteret og se på udstillingen, og hvis jeg vil på rundturen, kan jeg betale mere for det. Altså kører jeg ned og tager monsteret nærmere i øjesyn.
En del af monsteret
Og den anden ende af uhyret
Det er jo meget apropos, det med storskala brunkul udvinding, jeg har jo nylig læst hvordan man opkøber
og fjerner hele landsbyer andet steds i Tyskland for at gøre det samme. Her er det ophørt, men man er åbenbart ikke blevet klogere.
I besøgscenteret må jeg have mit kort frem, for at blive klog på, hvor store områder det drejer sig om. Jeg husker godt, hvordan jeg på Goggle Earth så store ubestemmelige områder omnkring Lauchhammer. Det
så nærmest ud som om vegatationen var skrællet af. Nu forstår jeg, at det var den faktisk også.
Efter at have studeret kortet længe, går det op for mig hvor store områder, det drejer sig om. Disse er kun småting, de rigtig store ligger på den anden side af motorvejen Berlin-Dresden. Det er gigantisk - ligesom maskinen her, som vel er 300 m lang og 10 etager høj.
Da jeg har været udstillingsplancherne igennem, kører jeg tilbage til vejen mod Lauchhammer. Det er et
ørkenlandskab jeg kører igennem og overalt er der skilte med: "Lebensgefahr - zutritt verboten". Men vejen er fin og jeg har den HELT for mig selv. Jeg spurgte også lige billetmanden om jeg "durchkommen kann mit fahrrad", og det bekræftede han.
Det er et skræmmende resultat, jeg ser på. Landskabet er ikke bare ændret, det er DESTRUERET. Ganske som i den chilenske ørken, ser man lastbilernes støvfaner på lang afstand. Jeg nærmer mig stedet, hvor motortrafikken ikke kan passere. Men kan cykler overhovedet?
På vej gennem ødelæggelserne
Det grus, der er kørt på, der hvor vejen engang skal gå igen, er for blødt til at cykle i - med min vægt. Men nede til venstre går det bedre. Men fremme forsvinder denne vej ned i en sø, så jeg vælger at kæmpe mig op på gruset - mens jeg endnu kan. Og der trækker jeg så cyklen gennem gruset en længere strækning. End ikke i Bolivia var jeg ude for noget lignende. Dér var det stykker på 2-300 m's længde. Her er det 1-2 km!
Endelig når jeg frem til asfalt igen og får kæmpet mig frem til Lauchhammer - næsten. Nu er vejen imidlertid endnu en gang spærret. Jeg kigger på det: jeg skal bare køre gennem en mindre sø, som jeg sagtens havde kunnet, men jeg vælger i stedet at køre mod Grünewalde Lauch, hvor campingpladsen skulle være, men i den tro, at jeg på vejen kan dreje fra til Lauchhammer og finde et dejligt konditori med kaffe og kage. Det har jeg fortjent efter disse strabadser.
Men sådan går det ikke....
Jeg kører vestpå og kommer endelig til Grünewalde, her KUNNE jeg have drejet fra mod Lauchhammer, men jeg tænker, at nu må jeg hellere finde campingpladsen først, så kan jeg altid....
Og jeg kører og kører ud af Grünewalde, der står aldrig afstande til campingpladsen på skiltene - forståeligt nok...
Endelig!!! Jeg får indskrevet mig, men føler nu ikke mere nogen trang til at køre tilbage til Lauchhammer, for at drikker kaffe. Heldigvis kan nde også lave kaffe her, og da de er udgået for kage, får jeg nybagt vaffel med is. Ikke så dårligt endda. Og der er storskærm, hvor jeg kan se Holland-Australien kl.18 og Chile-Spanien kl.21. Schnitzel 6,90€ og 0,5 l øl 2,80€. Jeg rokker mig ikke ud af flækken!...
69,71 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar