Rejsebrev 2 Saksiske Schweiz

Ti 17.06.14 Zossen

Det lykkedes at finde frem til Oranienplatz og jeg havde 45 min til at skrive i dagbogen. Man er
ikke i tvivl om, at Kreuzberg er dér, hvor der bor flest "fremmede" i Berlin. Hudfarverne og sprogene
veksler løbende, selv om tyrkerne er fremherskende.
Da klokken bliver 16.15 går jeg over til nr.5 og ind i gården, eftersom der er åbent, og venter på
Burghard. Da han ikke er dukket op efter 3 min finder jeg på at tage i døren til opgangen - og den
er åben. Altså går jeg op - måske er han kommet tildligere hjem?
Til min overraskelse er der Daniela, der åbner! Hun har haft ondt i ryggen og har måttet blive hjemme,
så planerne er ændret, og så bliver vi bare hjemme og spiser og ser kampen.
Jeg er lidt skuffet, men egentlig er det fint nok, at der er mere tid til at være sammen..
Som alle nok ved, får Tyskland den bedst tænkelige start på VM. 4-0 over Portugal, og tyskerne synes
med den "nye" Müller, at være tilbage i den effektive stil, vi altid så dem i tidligere.
Jeg har glemt at få skrevet min plan i et excel-regneark ud, men vi får på Burghards computer genfundet
de campingpladser, jeg havde på min liste. Da jeg senere skal ind på min telefon og se, om den sms
han har sendt mig om de ændrede planer virkelig IKKE er kommet, kommer jeg i tanker om, at jeg skrev
nogle notater på telefonen. Og dér er campingpladserne! Men nu har jeg imidlertid også telefon numre!
Men hvad nytter det at tænke på næsten alt, når man ikke kan huske det bagefter?

Om morgenen finder vi i fællesskab ud af, hvordan jeg lettest kommer ud af byen og på rette vej.
Til højre ad Oranienstr. og blive ved indtil den ender. Så kommer jeg til Vej 96, jeg skal blive ved
med at følge til venstre - og de næste dage.

Selvfølgelig kommer der problemer da 96'eren bliver til motortrafikvej og jeg må spørge mig for 4-5
gange, men jeg når dog nogenlunde smertefrit helt til Zossen, hvor jeg her kl.12.30 sidder og spiser
frokost foran banegården. 39 km tilbagelagt.

Fra Zossen bliver det mere skovrigt og cykelstien forsvinder på lange strækninger. Til gengæld er
trafikken også tyndet gevaldigt ud.
De næste 30 km forsvinder som dug for solen, og jeg når frem til Golssen, der egentlig er dagens mål.
Ved torvet er der et "Spargel Verkauf", hvor damen er yderst hjælpsom, da jeg spørger efter et bageri
med kaffe og en campingplads.

Et russisk mindesmærke fra DDR-tiden

Så nu sidder jeg på restauranten overfor og nyder en apfelstrudel mit ein eis kugel og en kaffe og
har besluttet mig for en campingplads 10-12 km længere fremme til venstre, men jeg skal spørge mig
for i Rudingsdorf, for tilfældigvis ved hun, at der er et baustelle, hvor biler i hvert fald ikke
kan passere, men måske cykler kan?
Ellers skal jeg en omvej syd om. Rudingsdorf er mennesketom, men jeg satser på at kunne passere. De
har virkelig gravet vejen ud og er ved at anbringe nogle skinner af en slags, som jeg vist ikke skal
vade hen over, men jeg balancerer forbi oppe på kanten ind til folks haver.

Storken med unger i Kreblitz

Til sidst må jeg dog ned i hullet og op igen, før jeg igen er på sikker asfalt og kan køre videre til campingpladsen, hvor jeg nu er etableret på en plads foran en lille hytte som har bord og stole. Så langt væk fra åen som muligt, men selv her i solen er der myg. Landsbyen hedder Kreblitz og i den er der INTET ud over campingpladsen. Man kan bestille Pizza fra Luckau, men jeg tænker jeg nok kører derind og spiser - det kan vist ikke være mere end 5-6 km

                                                                     Første lejrplads

85,46 km

Så sidder jeg og spiser Gong Bao Ji Ding -  min foretrukne kinesiske ret. Jeg følte mig stadig ikke specielt sulten, da jeg kørte, men da jeg endelig fandt Edeka, var jeg pludselig ved at gå sukkerkold og måtte have en müslibar med tranebær. Jeg havde ellers spurgt efter et sted, hvor man kunne få pizza, men kørte alligevel lidt rundt - og så var det ,jeg faldt over denne kinesiske restaurant.
Det er heldigvis en kæmpeportion, der er stillet på bordet. Jeg spurgte om hun også kunne engelsk - hendes tysk var ikke for godt - men det kunne hun ikke. Kommer fra Shanghai. Hun spurgte, om jeg ville have "stäbchen" nu jeg havde været i Kina, og det fik jeg så. Og selv om min teknik som tidligere indrømmet ikke er for god, så har jeg ikke mistet grebet om det.
Jeg er den eneste gæst, men der kommer dog en tysker ind ad bagindgangen for at aftale et større arrangement. Først sidder de længe og taler arrangementet igennem, så går de efterhånden over til mere familiære anliggender. Altså tyskerens. Kinesere taler jo aldrig eller kun sjældent om sig selv.
På et tidspunkt siger han, at nu må han også gå, men han sidder der endnu. Det var kokken, der bragte fodbold på banen, den gamle var nu ikke fodbold-fan, men derfor kan man jo godt tale lidt om det. Nu er han på vej ud, men de snakker lige færdigt udenfor.
Jeg spørger, hvordan de synes der er i Luckau. "Zu ruhig" er svaret. Og det har de nok ret i.

104,03 km