Am Stadthafen 4, Neustrelitz
Klokken er 7 og der lyder en let snorken oppe fra. Ellers er alt tyst. Der er blevet fyldt godt op i rørene siden vi kom hjem i går aftes, at dømme efter antallet af biler og motorcykler på parkeringen. Der står også et par cykler mere ved et rør.
Vejrudsigten taget i betragtning bliver det været en fortryllende dag. Der var lovet regn det meste af dagen både i start-og slutbyen. Ikke i store mængder, men alligevel.
Resultatet var, at den eneste gang det kunne kaldes regn for alvor, sad vi under to kæmpe piletræer og spiste frokost. Med smuk udsigt ud over søen Nesselpfühl.
Det er for alvor sø-land vi kører i i dag. Det første vi erfarer er, at vandstanden en gang var 4 m lavere end i dag. Så har der ikke været nær så mange søer. Men vandet blev stemmet op. Det står ikke helt klart hvorfor.
En anden ting er at der har været gravet. Dels efter ler til teglværkerne, dels efter brunkul. Det efterlader normalt også huller, der kan fyldes med vand og blive til søer. Så helt naturligt er det ikke altsammen.
Vi starter med at spise morgenmad et sted lige overfor. Man kan kun få morgenmads-buffet, så vi fylder godt op med hvad de har af gode sager. Kaffen er dog ringe.
Så en spadseretur langs lidt af søen. De har nogle sjove "husbåde", der må være levn fra den kommunistiske tid. En dame, vi møder, er lykkelig over at have fundet tilhørere. Det er svært at forstå alt, hvad hun siger, det er vist en lyngennemgang af de sidste 60 års (øst)tysk historie fra de russiske soldater, der var søde overfor børnene, da hun var barn til Putin, som hun hader af en godt hjerte. Undervejs er der også noget om hendes søn, der vist taler grimt om amerikanerne.
Mange af bygningerne til elforsyning er blevet kunstnerisk dekoreret. Det pynter da lidt på den grimme mast.
Elforsyningskunst
Kun en enkelt så vi som denne:
Grafitti på landet
Jeg opfatter beskeden: "Die Mauer steht immer", som at nok er muren væk, men opdelingen er der stadig...?
Der er ikke så mange middelalderkirker, som vi kender det hjemmefra. De kan se ud som denne i Wokuhl:
Eller denne i Dabelow, som i dag bruges til udstillinger. En bindingsværks kirke.
Denne havde udspillet sin rolle som alm. kirke
En enkelt fra middelalderen kom vi dog forbi. Men den var blevet ødelagt ved en krig i 1430.
Kirken i Retzov
Udsigten fra vores frokoststed
Kort efter frokosten fandt vi en nyåbnet café ned til søen til den anden side: Lychener Stadtsee. Den var lavet af to containere og lidt træudsmykning. Der hørte vi om en museum, der skulle være i byen. Bl.a. om omgivelsernes udvikling efter sidste istid, hvor isranden gik syd for Berlin. Der er gammelt morænelandskab, som vi kender det hjemmefra.
Det er kun nogle hundrede meters omvej, så vi kører derhen. Det er et blåt hus vi leder efter. Lige efter bymuren.
Vi finder det: Flösserei Museum. 2€ i entre. Det er ikke galt. Slet ikke da der er toilet. Ellers er det bare et stort rum hovedsagelig optaget af en stor model af området. Det er tømmerflådning det drejer sig om. I de store skovområder har man naturligvis fældet træer og brugt vandvejene til at transportere dem på. Det har været måden at gøre det på et par hundrede år. Indtil 1960'erne, hvor lastbilerne overtager transporten.
Herudover er der beskrivelser af landskabets opståen i forbindelse med istiden. Det er ikke rettet mod internationale turister, men dem er der nok heller ikke så mange af. Og vi da øvet vores tysk.
Det bakkede landskab der bliver beskrevet, oplever vi bagefter endnu engang i virkeligheden i skovklædt udgave. Det er ikke meget lange eller meget stejle bakker, men op og ned går det ustandseligt.
Et sted i skoven møder vi et par, der har været ude at plukke dels blåbær, dels kantareller. I anseelige mængder. De bor ellers i Berlin, men har et lille fritidshus her oppe, hvor de nyder freden væk fra den hektiske by.
Længere fremme kører vi lidt ned til siden og ser "Kirchlein im Grünen". Der er parkeret en hoben cykler udenfor og de viser sig at tilhøre nogle mennesker, der hører et foredrag inde i kirken. Kan vi høre. Vi lader dem være i fred og nøjes med at se kirken udefra.
Kirchlein im Grünen - endnu engang en form for bindingsværk
Vi prøver at fortsætte videre ad denne vej, der er blevet til brosten, grus, sand-vej, men opgiver hurtigt. Så er det alligevel bedre at køre de 500 m tilbage til "Hoved"-cykelstien som har så fin belægning.
Efter at være kommet til de sidste strækninger mod Templin, hvor der ikke er cykelsti, sætter Pernille farten op, for at komme væk herfra så hurtigt som muligt. På den måde kommer vi til Templin i et snuptag. Men klokken er også henad 17.30.
Da vi skal ud at spise regner det rigtigt. Det bliver indisk. Virkelig delikat i forhold til i går.
52,5 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar