Dag3

Mandag 16.01.17

Vi er tidligt oppe. Faktisk kl. 6. Anne-Marie skal have god tid til at komme op og af sted. Vi har fundet stedet, hvor vi skal stå på bussen. Det er ved minitoget. Det er et svensk selskab, der hedder Nordia, der kører. Et blandt – om ikke mange -  så i hvert fald flere. Der er en meget præcis køreplan til opsamlingsstederne og den bliver overholdt. Først kommer der dog en ”spejder” i en alm. bil. Han instruerer os i at gå lidt tilbage til det ordinære busstop.

Guiden hedder Marinette og taler fremragende. Godt nok svensk, men så langsomt og tydeligt at alle, der har været i nærheden af de nordiske lande forstår det. Brochuren var på svensk og norsk og det lader også til at være svenskere og nordmænd, der står på.

Bussen fyldes efterhånden. Til sidst må et par med et barn og en klapvogn afvises, men der er lige plads til et sidste par, der viser sig at være danske. 59 personer. Så holder vi mens de 10 € pr. næse bliver opkrævet.

Turen holder stort set, hvad den lover. Der er dog én kedelig tilføjelse: det første stop er ved en madrasfabrik, som slet ikke var omtalt. Den hedder sjovt nok Nordia, og der bliver vi i noget der ligner 2 timer holdt fast af en temmelig irriterende type, der ikke når Marinette til sokkeholderne, hvad angår tale.

Ortopædiske madrasser og topmadrasser med overtræk af merinould. Vi har øjensynlig været heldige at overleve så længe uden en sådan madras.

Det er også her, der bydes på det lovede måltid. Det minder i uhyggelig grad om måltid i flyet, men en lille indbagt banan gør lige en forskel. Rødvinen er nærmest udrikkelig. Toiletfaciliteterne er noget begrænsede til 60 mennesker.

Et kig ind mod midten af øen

Endelig slipper vi derfra. Dog for at gøre et nyt ufrivilligt ophold på en tankstation, mens vi venter på en anden bus. Bagdøren nægter nemlig at lukke på vores.

Vi har bevæget os op langs østkysten – samme vej vi kom fra forleden – og kun lidt op i bjergene. Der er et kortere ophold i en kaktus plantage, hvor de bl.a. dyrker aloe vera. Jeg smager det – altså indholdet i bladene. En underlig geleagtig konsistens med en lidt bitter smag af løg. Men sikkert sundt.

Så kører vi til rom fabrikken i Arucas. Vilkårene har ændret sig siden brochuren blev trykt. Nu må hun ikke mere selv vise rundt, så hvis man vil på rundvisning må man betale, men det behøver man ikke, man kan bare gå direkte til prøvesmagning. Det gør vi, og de fleste.

Romsmagning i Arucas

Der er nok at smage på. De to gange vi har været ude at spise, har vi hver gang afslutningsvis fået en drink ”på huset”. Det har været noget rom lignende noget med hedvins-procenter. Vi finder ud af, at det må være det, der hedder Ron Miel. Det ender med at vi køber sådan en flaske med.

Vi har jo nok kunnet regne ud, at det nok ville blive nødvendigt at spise noget også senere på turen, hvis vi først som annonceret vil være tilbage ved 18-18.30 tiden, og hvis man vil spise, når vi kommer til Agaete kan man bestille hos guiden. Man kan få en menu med forret, hovedret og kaffe for 12 €. Det bestiller vi. Så kører vi ellers ned langs vestkysten, hvor der er meget mere frodigt end på den anden side. Banan plantager og en enkelt kaffe plantage, som vi tror vi skal besøge. Så vidt kommer det nu ikke. Men inden vi når til Agaete er vi i Moya. Kirken bliver åbnet for os og vi er inde i en lille bar og smage på ost.

En meget charmerende bar i Moya

Middagen i fiskerestauranten i Agaete er fin. Jeg får fiskesuppe til forret og fisk med de specielle kanariske kartofler til hovedret. Og en øl til. Det er nu lidt underligt med traditionerne på fiskespisningsområdet. Det er jo ikke fordi kanarierne ikke ville være i stand til at filetere en fisk. Men man får den altså med ben – og hoved med øjne og det hele.

Der er tid til at drive lidt rundt i Agaete, hvor antallet af turister IKKE er stort. Her virker dejlig fredeligt, og så er husene traditionelt hvide med blåt træværk som mange steder i Grækenland.

Kaffeplantagen som vi tror vi skal besøge, bliver desværre sprunget over. Senere viser det sig ved nærlæsning, at der bare stod, at den lå lige i nærheden. Men vi er også ret sent på den. Undervejs ser vi Las Palmas i forbifarten.

Alt i alt har det været en fin dag, når vi ser bort fra de 2 timer på Nordia. Desværre indgår det i alle deres ture, så det bliver nok den eneste. Der er ganske vist også et andet selskab, der laver lignende ture, men de er også tilknyttet et firma, der har med uldproduktion at gøre.

AM siger, at hun ikke skal på flere ture med svenskere….

Ca. 3.000 skridt – tælleren var på en eller anden måde blevet slået fra.