Lørdag 14.01.17
Vi var oppe 3.45 for at kunne være i lufthavnen kl. 6.00. Flyet skulle først afgå 8.30, men jeg kan godt lide at have en time ekstra at løbe på. Siden den gang i Chengdu, hvor taxaen var blevet bestilt til 7.00 P.M. og ikke 7.00 A.M.
Vi var oppe 3.45 for at kunne være i lufthavnen kl. 6.00. Flyet skulle først afgå 8.30, men jeg kan godt lide at have en time ekstra at løbe på. Siden den gang i Chengdu, hvor taxaen var blevet bestilt til 7.00 P.M. og ikke 7.00 A.M.
Vi endte med at være i ualmindelig god tid, men det var godt
nok. Turen gik uden problemer, 5.000 km sydvest på, hvor de er en time senere
end her. Ikke nogen stor lufthavn, vi steg direkte ned på jorden og ind i nogle
busser, der var kommet til lejligheden. Så ind og vente på bagagen. Vores kom
ret hurtigt og så ud for at finde en bus. Det skulle ifølge guidebogen være
linje 30. Det var ikke helt lige til. Fik endelig spurgt nogle unge mennesker.
Det var oven på og så over på den anden side. Heller ikke det var helt nemt,
men til sidst fandt vi et busstop. Lufthavnen ligger ca. midtvejs på østkysten,
så der er næsten lige langt til hovedbyen Las Palmas mod nord og den
næststørste Maspalomas mod syd, hvor vi skulle bo.
Bussen kom næsten med det samme. Det var nu ikke 30’eren men
90’eren, men den kørte også til Maspalomas. Lige kommet ud af flyet var jeg
lidt betænkelig, da min telefon ikke havde fundet noget net, men allerede inden
vi havde fået bagagen var jeg ”på”. Advaret af guidebogen overraskede det ikke,
at det ikke var 4G – ej heller 3G, men kun H+. Når jeg bare kritikløst havde
roaming slået til, er det fordi jeg er gået fra Oister til 3, og har fået det
de kalder 3LikeHome, hvilket betyder, at man betaler samme pris i hele Europa
inkl. Spanien.
Så kørte vi eller sydpå på denne brune ø, der umiddelbart
virker noget gold. Store delle af den stenede jord ser kultiveret ud, men der
var i hvert fald ingen afgrøder i øjeblikket, undtagen dem under store grå net.
Jeg vidste, hvad gaden skulle hedde i Maspalomas og nogenlunde, hvor den lå,
men hvordan ved man lige, hvornår man er der? Her må jeg sige, at jeg er ret
begejstret for min nye telefon, en Huawei P9. Ikke nok med, at den har et af de
bedste kameraer med Leica optik (det var
derfor jeg købte den), den fortæller mig også alt muligt. Også noget, jeg
aldrig har bedt den om. Fx er der en App der hver dag tæller skridt. Ikke
livsnødvendigt, men meget interessant. I dette tilfælde gik jeg bare ind på
Google Maps og – vupti kunne jeg på kortet følge bussens færd. På vejen
passerede vi Den Svenska Skolan og Den Svenska Kyrkan, det er ikke kun
danskere, der tager her til. Da vi nærmede os Maspalomas kunne jeg finde
Avenida de Tenerife og dermed finde ud af, hvornår vi skulle af. Smart må jeg
sige. Chaufføren kunne ikke sige, om den næste gade var førnævnte, men det kunne
telefonen. Ikke underligt, at han ikke vidste det, der stod ikke noget gadenavn,
og så er det jo godt at have sin lille hjælper ved hånden.
Således nåede vi frem
til Av. Tenerife 8 og kiggede efter kontoret og navnet: Apartemento Roby. Man
kunne tjekke ind fra kl. 15, men nu havde jeg jo sagt, at vi først var der kl.
17, men vi kunne da altid bruge tiden på at finde ud af, hvor det var. Det var
ikke til at se husnumrene, den slags gør man ikke meget i her nede. Efter at
jeg havde været videre fremme ved hjørnet, opdagede jeg på tilbagevejen at
restauranten, jeg havde passeret, faktisk havde nr. 8, altså gik jeg håbefuldt
der ind. Han havde aldrig hørt navnet….
Så var jeg inde i boligblokken ved siden af. Det var det finske kvarter,
vi var havnet i og i en lille bar der, fandt jeg nogle at spørge til råds. Alle
pegede på en dame, der formodentlig boede der, som den, der måtte vide det.
Heller ikke hun havde NOGEN SINDE hørt om Apartemento Roby. Det var noget
bekymrende. Vi begyndte at føle os overbevist om, at vi var blevet fuppet. At
der ikke eksisterede nogen lejlighed, men at jeg heldigvis ikke havde betalt
noget. Vi besluttede, at se at få noget at spise, mens vi overvejede, hvad der
skulle gøres. Jeg fandt et bord længst inde i skyggen, hvor jeg kunne se noget
på computeren. Jeg undrede mig lidt over, at de alle sammen sad og stirrede på
os, før det gik op for mig, at jeg havde fået sat mig foran fjernsynsskærmen,
hvor Barca spille mod et hold, der var benævnt LPA. Måske Las Palmas? Messi
scorede flere gange, mens vi sad der.
Først ringede jeg til udlejeren eller kontorets nummer. Der
var ingen der svarede. Bekymrende. Så prøvede jeg at finde booking.com’s kontor
i DK, som jeg jo havde ringet til en gang for længe siden. Da jeg ikke lige
kunne finde det igen, valgte jeg hovedkontoret i Amsterdam. Der var ventetid,
da jeg endelig kom så langt. Til sidst opgave jeg at vente, og vi spiste vores
mad. Inden vi var færdige ringede min telefon. Nu havde jeg lige skrevet
numrene ind, jeg havde ringet til, så jeg så straks, at det var ”kontoret” –
”Manuel” der ringede.
Jeg havde ringet til ham? Vi skulle møde ham i Av. De
Tenerife overfor minigolfbanen kl. 18. Helt fuppet var vi altså ikke blevet –
endnu. Jeg havde godt tænkt tanken, at det ikke var noget bureau, men en enkelt
privat udlejer, der var tale om. Men alle de uregelmæssigheder der var
forekommet, virkede det stadig ikke spor betryggende – tværtimod. Vi
overvejede, hvad vi skulle gøre. Chancen for at vi betalte alle pengene og at
der dukkede nogle nye lejere op om en uge eller to syntes at være til stede.
Altså tænkte vi, at vi kunne foreslå kun at betale for en uge af gangen.
Vi fik lov at lade kufferterne stå i restauranten en halv
times tid, mens vi gik ud for at orientere os lidt. Kl. 18.00 stod vi foran
boligblokken og Alberto og hans kone dukkede op. Han viste sig kun at være
vicevært og opkræver. Lejligheden så ganske ud som på billedet, så det var godt
nok, men betalingen kunne vi ikke blive enige om. Han fortalte om deres
problemer med lejere, der ikke mødte op og de penge de mistede osv. Og jeg
fortalte om vores betænkeligheder. Jeg spurgte efter ejeren, kunne han findes?
Og en lejekontrakt?
Efter en telefonsamtale og 5 min dukkede ejeren op. En lille
langhåret italiener, der så meget mindre tillidsvækkende ud end Alberto, der
helt sikkert kun var bange for at få ballade i den anden ende. Vi startede
forfra med vores betænkeligheder. Roberto som ejeren hed endte med at blande
Gud ind i billedet, og vi endte med at betale samtlige 1500 € mod at få en
kvittering, hvor adresse, datoer og lejlighedsnummer fremgik.
Omsider kunne vi trække os tilbage til vores nye domicil og
gå i seng før 21. Sengebundene føltes gode. En lur ville gøre godt…..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar