Baltikum2019 Dag 27

29.05.19 Helsinki

Der var en ugle, der gjorde opmærksom på sig selv i går aftes, men den holdt mig ikke vågen.
"Hyvää huomenta", skulle jeg egentlig sige. Nu har jeg lært det. Og hej hedder "Moj", som mojn uden n. Og farvel: "Moj moj". Regnen er ikke hørt op - endnu, men jeg venter på det. Forhåbentlig senest til 10.

Da jeg kører, regner det stadig, men det er hørt op, inden jeg er ude af byen. Det bliver hurtigt varmt med regntøj, så jeg er inde ved det sidste center før ødemarken og sidde på en metalbøjle, for jeg skal have støvlerne af for at få regnbukserne af. Får samtidig købt ekstra forsyning til frokost.

Vi startede med små bakker

Det går trægt, jeg har ikke megen energi i dag. Bakkerne bliver værre efterhånden, som jeg kommer frem. 7-8 km/t opad. Synes ikke jeg kommer ud af stedet.

Ikke alle finner kører Audi

Men tiden går, og klokken bliver 12, og jeg skal virkelig have noget indenbords for at få blodsukkeret op. Men der er ingen bænke i busskurene. Og tit er der ikke engang et skur.

Jeg er i krise, da et sjovt lille hus dukker op. Man skal være mere end almindelig adræt for at komme derop, men det lykkes mig. Der er bænke inde. Det var præcis, hvad jeg manglede. Et sted at SIDDE og i LÆ. Så nu får jeg tanket op. Nu går det hurtigt bedre, men bakkerne bliver ikke bedre - tværtimod.

Mit frelsende lille hus

Kommer forbi en golfbane. Det er da vist den første, jeg har set på hele turen. Jeg må nærme mig beboede egne.

Jeg ved at jeg snart er i Porvoo, og da jeg ser monsterbakken med et trafiklys på toppen, ved jeg, at det er sidste udfordring. Så nu er jeg trillet videre ned i byen  og har fået en kop kaffe i en kiosk.
Solen er fremme ind i mellem, nu skal jeg lige ud af byen og finde et sted at tørre teltet. Bedst som jeg har bredt det ud, kommer der  to cyklister fra Helsinki-siden. De viser sig at være fra Columbia. Er startet i Athen. Den nærmere rute får jeg vist aldrig helt at vide, men de er på vej til Rusland. Deres Schengen-visa er ved at udløbe, til gengæld behøver de ikke visum til Rusland. Det gælder visse sydamerikanske lande.

Det er en kærkommen afbrydelse. Da de er kørt videre, er teltet så godt som tørt. Om ikke før, så skal det lige slås op, når jeg er kommet hjem.

Solen er nu fremme hele tiden, men vinden er øget og drejet mere i vest - som den desværre skulle.
Vejen bliver lidt mindre bakket, til gengæld er der flere åbne stykker, hvor vinden bedre kan flå i én.
Da jeg kommer forbi Box-Cafe må jeg have en pause igen.

Ved ikke hvor tydelig "sneen" er, men den kom i øjne og hals

De sidste 20 km må jeg hele tiden koncentrere mig om at finde cykelstien. Jo mere man kommer ind i byen, jo sværere bliver det. Det er stadig vej 170, jeg følger, men cykelstien er ikke altid lige ved siden af. På et tidspunkt er jeg kommet lidt på afveje, men Google Map hjælper mig til igen at komme på sporet. Men jeg må stoppe hvert andet minut, for at tjekke hvor jeg er.

Også i Finland vil man gerne have havudsigt

Til sidst skal jeg bare til højre to gange og lidt hen ad gaden. Da jeg kommer om det første hjørne, er der kun én ting at sige: Åh nej. Dén bakke har jeg ikke tænkt mig at prøve at cykle op ad. Så jeg skubber cyklen og holder kun én pause undervejs.

Nu er jeg næsten fremme....

Mit hostel hedder "Sweet dreams". Som sædvanlig lykkes det mig at gå forbi, så jeg må finde adressen i booking.com app'en. Der dukker endnu en bedaget herre op, som allerede er tjekket ind, så jeg slipper ind sammen med ham. Og senere hjælper han mig op med tingene, så jeg kun behøver at gå én gang.

….men så kom bakken jeg trak op ad

Det er heldigvis kun én etage op med cyklen. Den skal jeg ned og hente nu.

92,08 km