Baltikum2019 Dag 2

04.05.19 Hotel Porto, Plungé

Så er vi nået frem til første bestemmelsessted. Uden problemer. Men problemer har jeg ellers haft nok af.

Efter 45,7 km i går frøs cykelcomputeren pludselig. Tænkte at jeg senere måtte tage batteriet ud og lade den genstarte. Det viste sig ikke at virke helt, men efter nogle ganges forløb, fik jeg den i en tilstand, hvor man kunne skifte mellem de forskellige funktioner. Det så lovende ud. Indtil jeg fik den ide at ville stille uret. Så fik jeg ødelagt set-knappen bagpå, så nu vil den ingenting. I forvejen er det ikke den computer, der sad på cyklen. Den var død og det hjalp ikke at sætte nyt batteri i. Men så var det, at jeg opdagede, at jeg havde en til på den gamle racer. Så nu er de begge døde. Nå, så længe jeg følges med Thomas har jeg styr på kilometrene.

Et andet problem er min telefon. I den senere tid har den i voksende grad ikke villet gå på hverken bluetooth eller wifi. Og senest slet ikke. Jeg var lige ved at købe en ny billigere, men den jeg havde kig på, havde ikke en funktion jeg har brug for til mit nye fjernsyn. Så jeg valgte i stedet at tage min gamle telefon med. Det jeg har brug for er et "net" at tilslutte min lille computer til, når jeg skal uploade til bloggen uden at være på noget fremmed wifi.

Det besværlige ved det er at flytte sim-kortet fra den ene til den anden, når den skal bruges. For der er ikke ret mange af de tjenester jeg bruger, som kan køre på den gamle telefon.

Nå, her til morgen fik jeg så pludselig en ny ide. Når nu bjerget ikke vil komme til Muhamed... Kunne jeg ikke bare uploade direkte fra telefonen? Så skulle jeg bare overføre filen fra computeren til telefonen, kopiere den og indsætte den. De sidste to ting vidste jeg, hvordan skulle gøres, og det første.... Det viste sig at være muligt alt sammen. Det eneste jeg ikke lige kunne, var at indsætte billeder. Så de kom først på her til eftermiddag, hvor jeg har et wifi netværk at koble mig på. Men det skal nu nok lykkes mig også.

Baggrunden er typisk for dagen - veje i flere etager så vi ikke andre af

Kørslen i dag var der ingen problemer med. Thomas havde ruten på sin Garmin. Det var den han kørte sidste år, han bare havde vendt, så da han ikke sluttede ved færgen, men i centrum af byen skulle vi lige køre lidt for at finde ruten.

Der kom en voldsom byge lige før færgen lagde til kaj, og da vi kørte fra borde så det stadig skummelt ud, men der kom ikke mere regn i første omgang.

For anden gang i historien er der nu taget et billede af et sort hul

Bygerne passerede højre og venstre om os i løbet af formiddagen, men vi slap hver gang. Rapsmarkerne er knap så langt fremme som hjemme og i dag er temperaturen da også 7-8 gr. Det er lige før jeg skal have de tynde uden på cykelhandskerne. Skulle helst ikke blive koldere.
Som lovet har vi vinden i ryggen - så er det jo ingen sag, men regnjakken, som jeg starter med yderst, må snart af. Det bliver for varmt - og det regner jo heller ikke.

Første storkerede - absolut ikke den sidste

Den første storkerede er snart en realitet og inden længe nærmest vrimler det med storke. Vi ser telefonpæle, som jo er et sjældent syn og det er der storkene har reder. Jeg har godt undret mig over hvordan de bærer sig ad, men forstår, da jeg ser en "tom byggegrund" i toppen af én. Et gitterværk lavet af mennesker til hjemløse storke.

Han var ude på en gåtur - på den nye sti

Der bliver kørt stærkt. I store biler. De mange små vi er blevet vant til vil Litauerne ikke vide af. Jo større jo bedre synes at være kriteriet. Der er vist ikke nogen lovgivning der inspirerer til miljøbevidsthed.

Telefonpæle - ikke noget vanligt syn hjemme - men læg mærke til mobilmasten

 Vi tog en madpakke med fra morgenmaden på færgen og i et buslæ spiser vi den. Der står to kvinder en ung og en ældre og prøver at få et lift. Går der ingen bus, spørger jeg. Nej, er svaret, og senere ser jeg, at der kun er 2 afgange hver dag. Ved 9-tiden og ved 17-tiden. Inden vi har spist færdigt, er de kommet med, men der var godt nok MANGE biler, der godt kunne have taget dem med. Det var en ung mand, der endelig standsede.

Må vi komme med....

I Plunge er vejen pludselig spærret af vejarbejde. Det har Garmin ikke spottet. Så vi spørger en ung mand hvordan vi kommer videre. Han kæmper med at finde nogle engelske ord, men ender med at sige: Where people walk. Og det er tilstrækkeligt til at vi nede af vejen til højre finder en sti over banen og på den måde kommer hen til vejens fortsættelse.

Teksten er måske ikke til at forstå, men meningen er klar nok: Pas på toget

Efter ankomsten til hotellet er vi tilbage for at recognosere. Vi skal med eftermiddagstoget i morgen til Jonava, efter at vi har været oppe at se "The cold war museum", som raketsiloerne i Plokstine kaldes.

Vi beslutter os for i morgen at tage tilbage via gangstien over banen efter at have prøvet en anden vej tilbage. Stationen lå i øvrigt lige ved vejarbejdet, der viste sig at dreje sig om en tunnel under banen. Der er i det hele taget gang i vejprojekter her i byen. På én af vejene har man gjort klar til at reparere hullerne. Asfalten er barberet af i 10 cm's dybde, men hullerne er ikke fyldt med noget. Gad vide hvornår de bliver det...

Og så var der dømt kold rødbedesuppe til forret

65,39 km