Dag 7 - 3.sept.
Jeg er vågen. Ligger og gennemgår gårsdagens prøvelser. En erfaring rigere. Man kan ikke altid regne med Google her i Polen. I Tyskland har jeg kørt på mange mærkelige - og interesante - småveje/stier, men der har altid været "hul igennem"". Vorsicht bitte, her i Polen.
Da jeg løfter hovedet og ser mig omkring får jeg straks et tillykke i hovedet. For pokker. Det er min fødselsdag. Jeg har levet i 75 år. Og tillykke med at der har været højrekørsel i Sverige i 50 år, skriver min bror. Ja tak, jeg husker jeg fik en fartbøde for at køre mere end 40 km/t i bymæssig bebyggelse. På scooter! Dengang var det det en usædvanlig lav hastighed. Nu er det reglen i Sverige.
Så er der fødselsdagsgave. Noget, der er pakket ind i noget, der forekommer bekendt. Det føles som plastikdug.... Det ER plastikdug. Den fra forleden i den indiske restaurant. Den var jeg meget begejstret for og Pernille har åbenbart forhandlet sig frem til en rest, de havde. Uden mit vidende. Og indeni er der en oplader. Den ser voldsom ud. 45 W står der. Den burde kunne supplere min nuværende på 40 W, men superopladning bliver ikke slået til med den nye. Mærkeligt.
Denne "ranch" vi bor på, består foruden af hovedhuset og en ladebygning af en række mindre huse, som man også kan leje. I hovedbygningen er der værelser, og det fælles bad er vist kun for vores to værelser.
Udsnit af "The Livingroom"
Nedenunder er "the livingroom", hvor vi skal have morgenmad. Det bliver fyrstelige forhold, der passer fint med min fødselsdag.
Fødselsdagsbordet
Vi fik bestilt morgenmad i går, mens vi var i supermarkedet i Przybiernow og går kl. 9.00 ned i ”the living room”. Der er dækket op til noget, der er en fødselsdag værdigt. Og omgivelserne med.
Den engelskskrivende Hanna, som hun underskriver sig, er ikke dukket op, men sprog eller ej, jeg viser dagens rute til de tilstedeværende og efter hun har gennemgået nogle af bynavnene, bliver der givet grønt lys. Den skulle være god nok.
Lige før vi nåede hertil i går, gik vejen ligeud, mens vi drejede. Det er den, vi skal videre af. Det ser ikke tillokkende ud.
Så er der dømt sandkasse
Det er det heller ikke. Jordvej må man nok kalde det. Dog afløst af sand. Masser af sand. Så meget, at vi må trække igennem. Og orienteringen kniber det med. Selv om vi har drejet, hvor ruten tilsagde os at dreje, befinder vi os på et tidspunkt midt i skoven. Dog med retning tilbage mod ruten på kortet (Google Maps).
Vejen kan have mange forskellige overflader
Et sted undervejs er man øjensynlig på vej til at skulle asfaltere. Det må vi overlade til fremtidige cyklister at få glæde af.
Endelig... endelig. Civilisationen. Et hus. Flere. En landsby.
Søen, hvor der i følge Henriks kort skulle være en cykelsti langs, ser vi aldrig.
Til sidst en hovedvej og vi er nået til Wolin, hvor der viser sig at være en vikingeborg. Altså en form for rekonstruktion. Efter fri fantasi eller efter danske oplæg. Det skulle være Jomsborg, man har vedtaget skulle have ligget her. Vi betaler ikke entre, men holder bare en kærkommen pause.
Jomsborg - efter polsk opfattelse
Så kører vi videre til den anden side af vandet, over på øen Wolin, hvor også noget af Swinoujscie ligger.
Får en kop kaffe på det, der er in-stedet her i byen. Foruden kaffe kan man få is og alle bærnefamilierne er ude denne dejlige sidste sommersøndag. Så det tager sin tid.
Vi følger ruten og kommer væk fra hovedvejen. Hovedreglen i Polen er, at vejbelægningen skifter karakter hver anden km. Fra super god til helt elendig (ujævn) og tilbage igen. Intet kan man vide sig helt sikker på. Bortset fra den polske app’s cykelsti angivelser. Men de er MEGET spredte.
Men fremad kommer vi. Til sidste går stien ind i Nationalparken og man pålægges en afgift på 3 zl. Det vil vi gerne betale, men det viser sig ikke muligt. Enten gør man det via en QR-kode eller via en hjemmeside. Alt går godt, indtil man skal angive sin adresse og den venter en andet format end det danske for postnummeret. Der SKAL være en bindestreg, og er den der ikke accepteres det ikke. Og skriver man fx 37-20, er det også ugyldigt.
Der er plads til forbedring.
Her begynder vi for alvor at møde cyklister, de fleste bare på dagstur.
Vi når så endelig havet i Miedzyzdroje, der er en frygtelig turistfælde. Her har jeg været før på min vej mod Kaliningrad for nogle år siden. Jeg har ikke savnet det.
Et kig ned mod Østersøen
Her går Euro Velo 13 (jerntæpperuten) igennem og på et stykke på 2-3 km er underlaget perfekt grus. Så er det slut med Sofies kærlighed, som man siger.
På selve stranden var der ikke så mange....
Vi er tilbage på skiftende underlag, mest meget ringe. Kommer forbi et tidligere militæranlæg i lighed med Stevnsfortet. Her har man gravet kilometervis af gange under sandet. Måske et besøg værd en anden gang. Ret tæt på Swinoujscie.
Vi tjekker færgen til Sverige ud og køber billetter til i morgen 12.30, som planen foreskriver. Pigen i skranken er alt andet end imødekommende. Hun var i gang med en lang telefontale, som hun muligvis følte sig nødtsaget til at afslutte, så nu er hun sur.....
Det lykkes at få billetterne og få at vide, hvor og hvornår, vi skal være der i morgen.
Så er det over med færgen til hovedbyen. ”Kan vi købe billetter ombord?” ”Gratis”, siger han. Der er kun to biler med resten er fodgængere og cyklister. Man er endelig blevet færdig med biltunnelen under vandet, erfarer vi senere. Derfor de få biler.
Stawa Hostel lever op til forventningerne. Det er blevet udvidet kraftigt, siden jeg var her sidst. Nu er der kommet reception nede i gården og morgenmadslokale i kælderen.
Udsigt fra værelset - imponerende hvad man kan få til at gro på tagpap
Det lykkes mig at lokalisere min ”stamcafé”, blot ligger den på den højre og ikke det venstre hjørne. Og hedder meget maritimt ”Neptun”. Det havde jeg glemt.
Her skal vi have fødselsdagsmiddagen. Vi er ved at bestille to hovedretter på én gang, så tjenere beder os om at slå koldt vand i blodet, men efter Pelmeni og Pirogger, som i lidt mindre mængde vlle være helt alm. Som forret, lykkes det også at få en fiskeret ned. Så er der heller ikke plads til mere.
54,11 km
