fredag den 30. august 2019

Nørre Lyngby 14

Så er det blevet sidste dag. Jeg benytter lejligheden til en sidste løbetur på stranden frem og tilbage til Løkken. Vinden er vist nærmest i syd. Modvind hele vejen sydpå. Hele vejen kan jeg se frem til at få den i ryggen på vej tilbage.

En af de blå vandmænd

12 km med 5:48 min pr.km. Absolut tilfredsstillende. Men man skal have god tid for at kunne træne de længere distancer. Det tager trods alt 1 tim 11 min. Og så i bad i køligt vand for at køle af.

Paragliderne er tilbage - i dag skal man gå op MED skærm

Efter frokost kører vi mod Svinkløv Badehotel. På nettet kan man ikke book'e bord de næste 2 uger, men vi satser på, at de holder nogle fri til dem, der bare kommer forbi. Ellers finder vi noget andet.
GPS'en leder os mod Slette Strand og herfra ad en herlig lille snoet vej gennem plantagen. Så dukker Badehotellet op. Der er mange biler, men i det mindste plads på parkeringen.

Her er det så - som det altid har set ud

Er er plads til sådan nogen, der bare kommer forbi til en kop kaffe og en kage? Jo, det skulle nok kunne lade sig gøre. Og vi får et bord til to. Det er meget stilfuldt. Man kan godt se, at bjælkerne er nye, men det hvidmalede gulv kunne godt være gammelt og bare nymalet.

I al sin magt og vælde

Det ser kun ud til, at man kan få enten alm. eller stempelkaffe. Nej, cappucino gør de det ikke i. Så vi tager stempelkaffen. Og jeg vælger valnøddelagkage, mens AM beskedent bare skal have en bolle med ost.

Lagkagen er udmærket, men ikke ekstraordinær. Der mangler lidt "krudt" i den. Kaffen er fin. Hvad betaler man for det, sådan et fint sted? 183 kr. Vel egentlig ikke så galt. Ikke overraskende i hvert fald.

Den gamle kystlinje

Her i området har man stadig egeskove, som engang dækkede hele Nordjylland. Og hedeagtige områder med enebær. På tilbagevejen kører vi op gennem Fosdalen, som vi så på vejen. Det må være den gamle kystlinje, der løber her.

Vejen op i Fosdalen

Oppe på den anden side veksler landskabet meget smukt.

Det smukke landskab

Jeg kører hovedsagelig efter fornemmelsen, et stykke tid mod Ålborg, men så kommer vejen, hvor man kan dreje mod Løkken.

Og sådan slutter den ferie.

Nørre Lyngby 13

For en gangs skyld hverken løber eller cykler jeg til formiddag. Vejret er ikke så indbydende. Til gengæld er jeg igen kommet i gang med min russiske bog. "Ved glemslens rand" hedder den på dansk. Jeg købte den til min e-bogs læser før min sidste tur til Baltikum/Rusland. På engelsk - den fandtes ikke på dansk.

Det var en opgave. Lange sætninger man nemt kan forvilde sig i. Den røde tråd fortaber sig ustandselig. Nu har jeg den med fra biblioteket på dansk. En enkelt side overbeviste mig om, at det ikke var fordi jeg var dårlig til engelsk det gik lidt trægt. Også på dansk skulle jeg lede efter verberne for at få styr på sætningerne.

Så jeg har fortsat den engelske udgave. Og det går efter omstændighederne godt. Sergei Lebedev hedder forfatteren. Han er på jagt efter bedstefar II's fortid - så siger jeg ikke mere....

På vej mod Børglum Kloster

Efter frokost kørte vi til Børglum Kloster, der ligger lige i nærheden. Det viste sig at være vældig interessant. Nordjylland har været et af magtcentrene tilbage i vikingetiden. Det vidste jeg ikke. Der har ligget en kongsgård. Og så blev det bispesæde. Der var vist kun 4 stifter i Jylland den gang: Århus, Viborg, Ribe og Børglum. Og yderligere Odense, Roskilde og Lund for at tage resten af landet med.

Kirken var lidt dyster

Her oppe i det nordlige valgte Præmonstratenser ordenen at slå sig ned. (Havde aldrig hørt om den før). En munkeorden grundlagt i Prémontrés i Frankrig i af Norbert af Xanten. Resultatet blev Børglum Kloster, der frem til reformationen spillede en væsentlig rolle i samfundet her oppe.

En Rottbøll var en væsentlig figur i modstandskampen

Præmonstratenserne forpligtede sig endnu mere end de andre ordner til at spille med i det omgivende samfund. Det var jo i den katolske kirkes tid i Danmark, så væsentlige spørgsmål, skulle afgøres af paven i Rom. Det af sted kom at en kannik kom ud på sit livs rejse, da han skulle til paven, for at få tilladelse til at flytte nogle bygninger. Det togs ham 17 år at fuldføre opgaven. Efter at han havde fået tilladelsen døde paven nemlig og dermed blev tilladelsen ugyldig, og han måtte vende om og gøre et nyt forsøg hos den nye pave.

Her nærmer vi os nutiden

Ved reformationen udspillede klosteret sin rolle. Efter en overgangsperiode 1536-40 overgik det til at blive kongeligt len. Og i 1669 kom besiddelserne i privat eje som en herregård. Midt i 1800-tallet blev den købt på tvangsauktion af familien Rottbøll som stadig er ejere.

Model af en tidligere version - kirken er blevet reduceret siden

Det er noget usikkert, hvorfor det middelalderlige magtcentrum ikke udviklede en by om sig, som det skete i de øvrige stifter, men det er måske ikke så ringe endda - mener de lokale.

Et kig ud i haven - i regnen

Desværre er udstillingerne ikke sammenhængende, så man skal ud ind imellem, og så er det jo kedeligt, at et voldsomt regnvejr er begyndt. Da det stilner lidt af benytter vi lejligheden til at kæmpe os over gårdspladsen, der er omdannet til et regulært sø landskab. Den sidste sø er svær at komme rundt om.

Det lykkes at komme om til legetøjsmuseet og kjoleudstillingen (kjoler fra 1900 - 2000) og senere hen til Caféen. Alt er meget smagfuldt indrettet - om end ikke til kørestolsbrugere.

Bayeux - i Danmark

Sidste programpunkt er Bayeux tapetet. Jo, du læste rigtigt. En gruppe nordjyske brodøser har igennem 15 år arbejdet på en kopi af det omtalte tapet, som nu er udstillet her. Så vi tager lige historien om Herold og Vilhelm Erobreren en gang til.

En meget interessant eftermiddag, der rigelig var de 85 kr værd.

Et sidste blik på klosteret

På hjemvejen - nu er vejret klaret op som det skulle - køber vi lidt ind og når at se sidste del af dagens etape i Vuelta'en. Desværre løber jeg tør for data. At se Tv over nettet bruger efter min erfaring ca. 1 GB i timen.

Tak for i dag

Men det kan man heldigvis betale sig fra på et øjeblik.

torsdag den 29. august 2019

Nørre Lyngby 12

Vi  er sluppet for den værste hedebølge her oppe mod nord, men varmt er det. 23 gr. i stuen om morgenen mod 19 i sidste uge. Brændet får lov at blive liggende.

Udsigt fra "toppen af Lønstrup"

Jeg cykler igen i dag. Til Lønstrup og videre. Der prøver jeg at følge cykelrute 1 videre nordpå. Den går ned i det sommerhuskvarter, hvor jeg 2 gange er vendt med bilen, da det virkede usandsynligt, at man kunne komme i gennem.

Følger skiltene, som man har været meget omhyggelige med. Indtil vejen drejer rundt til venstre - og bliver ved med det. Jeg begynder at køre tilbage...

Der står en mand ved et hus lidt fremme. Bliver han nu stående? Og er han dansker, her hvor halvdelen - mindst - er tyskere. Han bliver. Og bilen er dansk. Om han ved, hvor cykelrute 1 bliver af? Det ved han ikke noget om. Han og konen cykler ellers, og han ved godt, hvordan man kommer til Skallerup. Det er noget med ned ad en lille grøn sti.

Ja, de kommer her næsten hvert år, og helst i det her hus. Hvor de da kommer fra? Bornholm. Og så er vi pludselig lidt mere i familie. Han ser nu også, at det er bornholmske foretagender, der reklamerer på min bluse. Jeg er i Rynkeby tøjet i dag.

Gennem ældresagen og Dansommer i Snellemark giver de på dette tidspunkt på sæsonen kun 3.800 for 2 uger. Og så er der wi-fi! Jeg må vist melde mig ind i ældresagen...

Jeg finder en grøn sti og kører ned ad den. Kommer nu ikke umiddelbart på asfalt, men det sker lidt længere fremme.

På tilbagevejen gennem Lønstrup, er der skilt til Mårup Kirke. Den vil jeg da lige se. Her bliver vejen også til grus, før jeg er fremme. Der er nu ingen kirke at se. Jeg spørger nogen, om hvor kirken er? Ja, da hun var der for nogle år siden, var den ved at blive pillet ned. Nu mangler de bare at få pillet skiltene ned....

Fyret set fra Mårup Kirkegård

Der er rester af kirkegården, med et anker og et mindesmærke for et engelsk skib, der strandede med ca. 240 personer en gang i 1800-tallet. Jeg tænker, man fandt 240 lig drevet i land. Ankeret er først blevet bjerget i 1939.

Ankeret

Senere - efter vi har været inde og proviantere - kører vi der ud i bilen og tager også Rubjerg gamle kirkegård på vejen. Den ligger tæt på Fyret. Der er nu ikke meget tilbage. Nogle enkelte gravsten og lidt af en mur fra kirken. Kirken var kommet til at ligge afsides i forhold til sognebørnene og man havde problemer med sandflugt, man endte md at bygge en ny Rubjerg Kirke i 1904. For en stor del vist af materialerne fra den gamle. Den nye fik dog også et tårn.

Her lå kirken

Den kører vi så også ind til på vejen tilbage. Ligger stadig  helt for sig selv, men sandflugt er her ikke, og folk bor åbenbart tættere på end før.

Én af få gravsten - med en historie der har præget vestjysten

Men der er et aspekt mere til historien om sandflugten. Her var engang egeskove. Men ikke-bæredygtig skovhugst - som man ville sige i dag - gjorde en ende på dem. Og SÅ var der frit løb for sandet. Menneskets rovdrift på naturen har altid eksisteret og også haft alvorlige konsekvenser. Men på mere lokal skala end i dag.

onsdag den 28. august 2019

Nørre Lyngby 11

I dag er jeg ude på raceren for første gang. Ikke nogen lang tur. Til fyret på Rubjerg Knude og tilbage. Jeg nåede lige at få monteret en ny cykelcomputer inden vi rejste, så det er dens debut. 24 km/t i snit på udturen. I løbet af hjemturen bliver det øget til 27 km/t. Så kan man regne ud nogenlunde, hvordan vinden har været.


Sådan noget som det her er telefonen ikke glad for

Vi skal til Skagen igen. Denne gang i tørvejr. Anne-Marie har to ting vi skal se på vejen og jeg vil gerne til Råbjerg Mile i tørvejr, så vi tager Skagen med, når vi alligevel er så langt.

Kommer først af sted henad 12. Første stop er en strikkeforretning i Tversted. Toppen af poppen. Man skal have den store tegnebog med, tror jeg.

Fyret kan ses mange steder fra

AM beslutter sig for garn til en model der hænger der. Da der skal bruges en masse farver i små mængder, som hun først skal måle af, spørger hun, om vi ikke vil køre lidt og måske spise en is imens?

Det passer fint, for det andet sted, er Lykkegaards Antik, som også ligger i Tversted - eller egentlig har begge steder adresse i Bindslev, jeg ved ikke hvorfor.

Det er Jens og Mads fra Antikkrejlerne eller et andet lignende program, der har den. Der er ikke lige noget, jeg har brug for... Også her er der dæmpet jazz, Billy Holliday eller en lignende, i strikkeboden var det Niels Henning Ørsted Pedersen og I skovens dybe stille Ro.

AM finder et stykke sæbe. Hun spørger, hvad jeg mener det koster? Tja... 20 kr. må det vel koste... Da han siger prisen, har hun svært ved at holde masken. 65!!! kroner. Så har hun da i hvert fald hjulpet dem til at overleve.

Så prøver vi at finde et sted, hvor vi kan spise den sammenklappede spegepølsemad, som skal udgøre frokosten. Det er ikke så nemt i det her landskab, men der er et sted ved et granhegn, hvor jeg lige kan bakke ind.

Så kører vi tilbage. Der var en dame, der betalte over 900 kr, så jeg, så jeg vurderer, at garnet til blusen med strikkebog m.m. nok koster derop af. Ikke 1.000 kr. Det visser sig at holde stik. 862 kr. Så er det da også betalt.

Så kører vi til Råbjerg Mile. Er lige nede og se hvad Kandestederne er for noget. Der er ikke skygge af nogen by. Kun sommerhuse og nogle hoteller. Men det har vel været et fiskerleje engang?


Rester af træer der var der før milen kom til

Drikker vores medbragte kaffe ved bilen inden vi går ud i ørkenen. 3,3 mill. m3 sand mener man milen indeholder. Og den bevæger sig ca. 15 m mod øst om året. Så på et tidspunkt om 100 eller 200 år vil den dække hovedvejen mod Skagen.

Enlig dame i ørkenen

Vi sætter alle spor

Det er et fascinerende sted. Formet af vinden. Nogle steder er sandet forholdsvis hårdt og nemt at gå i, andre steder er det løst.

Sand og blå himmel

Her kommer milen fra

Vi kører til Skagen og parkerer som sidst ved havnen, hvorefter vi går lidt rundt i byen. Finder det sted, hvor vi sad og spiste is i 2003, hvor vi cyklede hertil fra Tornby, hvor vi også boede i sommerhus.

Tiden er nu ikke til is. Snarere aftensmad. Klokken er over 17. Vi så noget italiensk på vejen lige, da vi gik fra havnen. Går tilbage for at finde det og kommer forbi 4 andre steder med italiensk mad. Det umiddelbare indtryk er, at det her er 20 kr billigere, forhåbentlig kun fordi, det ikke ligger på et af hovedstrøgene.

Fiskerbåde i forskellige størrelser

Det visser sig at holde stik. 89 kr for en pastaret de kalder "Mama Rosa" med strimlet oksekød, pasta og både flødesovs og tomatsovs. Det smager VIRKELIG godt.

På udturen satte jeg GPS'en og troede på et tidspunkt, at den havde fået solstik. Men frem kom vi. Var helt forbi Tornby, hvad der ikke burde være nødvendigt. Jeg kom i tanker om, at da vi kørte med Bent, var vi en kort tid på motorvej. Det er den motorvej, som vores forældede GPS ikke kender.
Nu på hjemvejen lykkes det mig at køre den korte vej uden brug af GPS og uden at se på noget kort.

Er vist hjemme ved 20.30 tiden.

tirsdag den 27. august 2019

Nørre Lyngby 10

Det er VINDSTILLE her til morgen. Det er atter sommer i Nordjylland. Men der er ikke nogen steder, man kan sidde i morgensolen. Og græsset er for højt. Når duggen er faldet i nattens løb, bliver man plaskvåd om fødderne, hvis man går i det.

Min løbetur bliver forlænget lidt i dag. Har besluttet at løbe både frem og tilbage på stranden. Så først til Nørre Lyngby og ned på stranden. Så hele turen til Løkken, hvor jeg løber lidt længere og ser, der ligger fiskerbåde på stranden. Så hele vejen retur. 13,01 km. Jeg går op af den sidste stejle opkørsel fra stranden. Der er ikke mange på stranden endnu, selv om klokken er 10.

Fiskerbåde på stranden

Det skal være en rolig "hjemme dag". At fokusere på en edderkop i sit spind er ikke noget telefonen er glad for. Jeg må vist læse lidt om det kamera. Men en sommerfugl går det bedre med. Jeg har undret mig over, at man ikke så nogen admiraler i år, men den er tilsyneladende sent på sommeren. Ligesom citronsommerfuglen er blandt de tidligste. Her vrimler det med admiraler.

Admiral

Jeg er i vandet. Vidunderligt.

Lidt speciel vandmand - der er også nogle BLÅ

Vi er en tur i Brugsen.

Jeg tjekker om vi kan se Vuelta'en over nettet hos YouSee. Jo, sør'me. Og der er et HDMI kabel til en DVD-afspiller, som jeg kan bruge til den store computer, så det kan komme op på TV'et, som, selv om det ikke er stort, dog er den største skærm her i huset.

Vi ser bare de sidste 20 km, det er tydeligt, at det bliver en sprinter etape.

Fuglsang havde en dag i den prikkede bjergtrøje. Første etape var en holdtidskørsel og Astana vandt. Første mand over stregen fik den røde førertrøje, den yngste fik ungdomstrøjen og Fuglsang af en eller anden grund bjergtrøjen.


Eksperimenter med solnedgang

Vi sidder ude og spiser, og går senere en tur på stranden, mens solen er på vej ned.

søndag den 25. august 2019

Nørre Lyngby 9

I dag er der ingen tvivl. Det er sommer igen. En ganske svag vind fra øst. Jeg er en tur til klinten efter morgenmaden. Ingen paraglidere - ingen vind ingen opdrift. Og med østenvind højst en faldvind ned mod stranden.

Min morgenmad antager efterhånden voldsomme dimensioner

Her står jeg på klinten

Tilfældigt møde på stranden

Vi skal til "Fly-In" i Løkken i dag. Et større antal små fly skal lande på stranden syd for Løkken. Det er en af sommerens begivenheder her. Der er også faldskærmsudspring. Det vil jeg gerne  se. Jeg har sagt, at jeg gerne cykler dertil alene, men Anne-Marie har bedyret, at hun gerne vil med. De advarer med at komme i god tid på grund af de trafikale forhold.

Showet begynder kl. 12.30. Til sidst må jeg sige, at vi skal køre om 10 min. Det burde vi også, men det kommer ikke til at ske. Jeg har pakket mad og kaffe m.m. Selv solcreme har jeg husket, men af sted kommer vi først kl. 11.55.

Første mand på vej ned

1. parket



Jeg har tænkt, at det nok er lettest at komme ad stranden nordfra, så vi skal køre til Grønhøj og ned på stranden der. Det er der ikke mange andre, der har tænkt. Hvorfor viser sig senere. Der er nemlig ét sted sydligere, hvor man også kan komme på stranden, og der kommer en ubrudt række af biler ud.
Vi falder ind i rækken og sør'me om ikke det lykkes at nå frem og parkere kl. 12.30. Der er så et stykke at gå, men vi ser da udspringerne komme ned.

Folk overalt

En halv time senere lander det første fly. Og så følger de i en lind strøm. Mange af dem har ret små hjul, der har det lidt svært i sandet, når de taxi'er frem til standpladsen.

 Jeg vil lige op i klitterne for at se, hvordan overblikket er dér. Da den første er landet og jeg kommer ned igen, er AM forsvundet. Jeg vader frem og tilbage en rum tid. Jeg havde sikret mig, at hun havde telefonen med og prøver at ringe, men den er på lydløs som sædvanlig. Det er faktisk altid MIG, der skal gøre hende opmærksom på at den ringer, for dens brummen kan hun ikke høre. Fandens også....


Første fly på stranden

Jeg har nået at overveje at opsøge stævne speakeren og bede ham efterlyse hende. Med 10 m's mellemrum er der opstillet højttalere ned langs stranden, hvor folk er opstillet. De foreslog, at man evt. tog høreværn med, men det skulle da ikke være på grund af flystøjen, men snarere for ikke blive døv af højttalerne.

Så finder jeg hende....

Det ene kom...

...efter det andet...

Vi ser de næste 5-6 stykker komme, inklusive en gyrokopter. Så overdøver sulten alt andet og vi går tilbage til bilen og kører tilbage i den retning vi kom fra og parkerer ud mod vandet ligesom masser af andre, der er spredt langs hele stranden.

Let kaos i Løkken

Vi bliver dog bare siddende i bilen og spiser resten af pizza'en fra i går.

Frokost i bilen

Aldrig har jeg set Vesterhavet så roligt. Det er ikke havblik - men næsten. Det er også varmt, så vi kører igen for at finde et sted i skyggen at drikke kaffe. Kommer op fra stranden et nyt sted og havner i Vester Hjermitslev, hvor der pludselig er et skilt til "Oasen".

Det viser sig at være den park, jeg spøgefuldt havde sagt, de nok havde. Der er et perfekt sted med både skygge og luft. Midt i kaffen kommer en mand på cykel forbi. Da han ser til siden og er nogen sidder dér, er han ved at få kaffen i den gale hals. Heldigvis er det OS der drikker den, og ikke ham.
Han kører lidt videre, men vender så om og kommer hen og spørger på umiskendeligt nordjysk, hvor vi kommer fra? Det er hvad vi forstår. Resten fortaber sig....

Jeg er snart en ørn til selfies

Nej, det er stærkt overdrevet, men det er en samtale med gode miner til slet spil. Han har været med til at lave anlægget. Det er lavet med frivillig arbejdskraft.

Han vil gerne snakke. Om anlægget. Om hallen, der også er opført hovedsagelig af frivillige. Det er Borgerforeningen, der har samlet midler. Om fiskeri. Om da han blev søsyg.

Til sidst begynder jeg at skylle kopperne og pakke sammen, for på en pæn måde, at antyde, at vi skal videre. Det skal han så også - heldigvis.

Fredeligt hav

Efter vi er kommet hjem, er jeg i vandet. Der er nu ikke noget som det salte Vesterhav. Særlig når det for en gangs skyld er uden bølger.

Nørre Lyngby 8

Fra i dag lørdag skulle vejret blive bedre. Solen skinner da også ved halv otte tiden, men det er blevet skyet, da jeg går ned til klinten en halv time senere.

Paragliderne øver sig. Nogle står på stranden og øver at få skærmen op og vende sig. Andre slæber grejet den lange vej op ad trappen til toppen af klinten. Den opadgående vind slår ned igen et stykke ind på land, så dér lægger man skærmen og kan i ro og mag lave orden i snorene.

Man skal også have fat i styrehåndtagene når den skal i luften

Så går man nogle skridt baglæns og trækker skærmen ind i vinden - og vupti - svæver den over én. Nu kommer det svære, hvor man skal vende sig og træde ud i den tomme luft - hvorefter man svæver. Ved hjælp af styrehåndtagene, der vist trækker ude i siderne af skærmen, kan man nu styre, så man holder sig på niveau med klinten. Så længe man gør det, skal man nok blive hængende, men man skulle jo også gerne kunne komme ned igen. Og det er dét, der er nogle der øver.

Så er den i luften

Op og starte på klinten og så dreje ud over stranden, hvor man mister opdriften og nok skal komme ned. Det kan så gøres mere eller mindre elegant.

Dreje rundt, træde ud... og man svæver

Senere på dagen er der næsten ingen vind. Jeg har på fornemmelsen, at det er da jeg på min løbetur er nået til Løkken i modvinden og skal til at løbe ad stranden tilbage - der er ikke meget medvind.
Jeg løber ikke kun til trappen, men helt til Nørre Lyngby og ad vejen tilbage. 11,2 km.

Senere kører vi igen mod Skallerup Klit. Anne-Marie har i sin tid været på svagbørnskoloni på Vesterhavsgården og den er blevet fundet på nettet. Gentofte Kommunes nuværende feriekoloni. (Hun boede i Hellerup den gang). Nørlev Strandvej 460.

Vesterhavsgården anno 2019 bliver foreviget

Hun kan ikke direkte kende noget, men fornemmelsen af, at de boede i nogle bygninger for sig er der. Og de er der. Flagstangen (flaget blev hejst hver morgen) ser ud til at være flyttet nogle gange, men den er der. Der ser stadig ud til at være sti til stranden bag huset, for de gik ikke af vejen.

Skallerup Klit er ganske rigtig den gamle kystlinje. Og bagved er nogle - i dag bevoksede - klitter, der dannedes i forbindelse med sandflugten, kaldet Indlandsklitter.

Skulle man være i tvivl dokumenteres det her: det er et barsk klima

På tilbagevejen er vi i Løkken for at handle.