mandag den 19. august 2019

Nørre Lyngby 2

Søndag skulle vejrmæssigt blive en dårlig dag. Udsigt til regn det meste af dagen, men der er chance for at netop vores område måske går fri. Starter i hvert fald uden regn.

Her er huset

Og her gemme bilen sig

I har set de første billeder taget med min nye telefon. På den gamle holdt wi-fi og bluetooth op med at fungere. Det var efter 2½ år. Ikke mere garanti - OG DEN VAR IKKE ENGANG BETALT!!

Denne gang blev det altså kontant. Jeg slog mig lidt i tøjret ved at betale næsten 5.000 for en telefon - men kameraet gjorde udfaldet. Kameraet på denne Huawei's flagskib: P-30 Pro bringer smartphone kameraer til et nyt niveau. I hvert fald på papiret. Nu skal den stå sin prøve. Op til 50 x zoom, vidvinkel og speciel natfotografering er det, der har fået mig til at hoppe på vognen. Mest de to første. Nu har jeg prøvet nogle gange, at have spejlrefleks kameraet med på cykelture. Det er for besværligt, at skulle skifte objektiv midt i det hele. Selv om det er det mindste af sin slags, er det for stort og tungt og tænk hvis telefonen kan klare det hele? I en kvalitet JEG er tilfreds med?

Vi beslutter at se på de nærmere omgivelser i dag.

Kører til Nørre Lyngby og krydser videre mod nord. Der er et pænt stykke op til Rubjerg Knude i betragtning af at jeg gik hele vejen fra Nr. Lyngby langs stranden sidst jeg var her.

Tårnet taget med lidt tele...

Parkerer og begiver os mod fyret, som en gang i oktober skulle være klar til at blive flyttet godt 80 m i sikkerhed. Det skal foregå på en slags rulleskøjter på skinner. Først skal det underste af tårnet forstærkes, og der skal så vidt jeg forstår skydes nogle kraftige jerndragere ind under. Det er ikke nærmere beskrevet, hvordan tårnet "kommer op på" rulleskøjterne.

Hmm.... Skal tårnet flyttes?

Jeg tænker, man har et antal donkrafte, der graves ind under og løfter tårnet så skinner og skøjter kan skydes ind under, hvorefter tårnet sænkes ned på, og det køres de 80 m. Det sidste er planlagt til at tage en dag eller to. Men er underlaget stabilt nok? Det sørger man vel for...

Fugl omkring fyret

I betragtning af tidspunktet på året, er jeg overrasket over antallet af mennesker, men det er selvfølgelig også søndag.

Udsigt mod Lønstrup

Jeg tror ikke, jeg var oppe i tårnet sidst, så det må jeg. Anne-Marie bliver nede på jorden.... eller sandet rettere.

Guess who was here…?

Der er rig lejlighed til at afprøve kameraet i den nye telefon.

Kan man ikke få hele tårnet med, slår man bare vidvinklen til

Vi går, den kilometer der er, tilbage og kører videre mod nord.

Klinten mod syd

Næste stop bliver Lønstrup, et tidligere lille fiskerleje, der ligger smukt i klitterne og tiltrækker turister i tusindvis. Vi finder en bænk, hvor vi kan nyde resten af tærten, vi havde med og spiste halvdelen af på vejen her op. Der er udsigt til Bio-caféen, den tidligere biograf. Her skal eftermiddagskaffen indtages - og det bliver den.

Biografen er fra 1918 og har haft 100 års jubilæum. Den ophørte som helt almindelig biograf i 1987, men har siden lagt lokale til forskellige film freak grupper og virker igen som biograf uden for sæsonen. Er blevet digital.

Den (delvist) nuværende og tidligere biograf

I en lille reklameavis man kan tage, omtales en naturkatastrofe, der havde 75 års jubilæum i 1952, må altså være sket i 1877. Jeg spørger fyren i baren om den? Det ved han ikke noget om, men der står vist noget i den artikel, som er optrykt ved siden af billedet, der også findes i stor størrelse på væggen. Men der sidder nogle under det, så jeg må vente til vi er kommet hjem med at søge svaret.
Det viser sig at et voldsomt skybrud i forbindelse med et tordenvejr i 1877 resulterede i at den lille bæk gennem byen voksede til en regulær flodbølge og skyllede huse, udhuse og stalde med sig, mens den gravede en 50 m bred og 15 m dyb rende, der delte byen i to.

Fiskerne, der var på havet, var intetanende om katastrofen, indtil en af dem's gadedør kom flydende forbi....

Der blev efterfølgende lavet en indsamling, der hjalp de berørte igennem og byen blev et tilløbsstykke for nysgerrige. Formodentlig er det her grunden til Lønstrup som turistby blev lagt....

Kører videre til Skallerup Klit. Det er et navn, jeg kender, men jeg har aldrig været der. Der er en hulens masse sommerhuse. Selve klitten viser sig at være en gammel kystlinje et stykke inde i landet, hvor klitterne i årenes løb er blevet bevokset. Specielt landskab.

Klitten var øjensynlig til salg....

Så går det hjemad med en afstikker til Hjørring, som vi lige tager en tur rundt i. Støder ikke på noget af særlig interesse. Regnen er i mellem tiden begyndt....


Ingen kommentarer:

Send en kommentar