søndag den 18. august 2019

Nørre Lyngby 1

Så er vi ankommet til Godthåbsvej. Og det er IKKE i København, men i en fjern udkant af Danmark - Nørre Lyngby. Tæt ved Løkken....

Planen var at køre kl.10 lørdag - vi kom af sted 10.05. Cyklerne var spændt på taget allerede dagen før, så det var bare at pakke resten i bilen - og det er noget jeg kan, det med at pakke.

Klar til afgang

Det skulle blive regn det meste af dagen, men klare op vestfra. Det var ikke så slemt med regnen, allerede over Sjælland holdt det op med mellemrum, men vinden, der skulle blive op til kuling, tog til.
Turen over Storebæltsbroen blev for nedsat hastighed. 3 cykler på taget kan i den grad mærkes. Nå, med 80 km/t gik det alt sammen, og det var der også andre der fandt hastigheden passende.

Aldrig har jeg set så mange på rastepladsen ved Knudshoved. Der var kø også på herretoilettet.
Alt i alt en lang dag i bil, men med et par kaffepauser og en frokostpause gik det smertefrit.

GPS'en - der IKKE er af nyere dato - fik problemer, da en rundkørsel tilsyneladende var flyttet. Først skulle vi lave en u-vending og da vi så kom tilbage endnu en u-vending. Vi valgte så anden gang at køre lige ud i rundkørslen, og da damen havde beregnet en ny rute, blev vi sendt ind over små obscure nordjyske markveje. Det er det interessante ved GPS'er. Det er når de IKKE virker, man får de ekstra oplevelser.

I Søndergade i Løkken fik vi uden problemer udleveret nøglen hos Feriepartner og fandt også uden problemer huset. Her var det en fordel, at jeg havde været på Google Earth og set hvordan det lå.
Alt var som forventet. Der var ingen lig i lasten, men jeg blev dog lidt overrasket, da vi til sidst skulle dreje til højre fra Kystvejen. Hvordan kunne der så kun være 300 m til vandet?

Huset ligger virkelig ugenert omgivet af træer. Kun gennem badeværelsesvinduet kan man se nabohuset. Det er billigt (3.500 om ugen) af to grunde, tror jeg. Det ligger på den "forkerte" side af Kystvejen, og der er IKKE wi-fi. Men det medbringer vi jo selv i telefonerne. Hvis ellers de har fordindelse, men det har de. 4G på fuld styrke. Jeg kunne i hvert fald streame Johnny Madsen uden problemer fra YouSee.

I Superbrugsen i Løkken købte vi ind. Det endte med at blive et større indkøb, så der var en af de lokale, der på sin umiskendelige dialekt bemærkede, at vi da vist måtte have det sidste i "lommer'n" med de 2 poser, vi stod med. Da jeg var færdig med pakningen og der kun var en pose kartofler til den anden hånd, så han lettere forbløffet ud og komplimenterede pakningen. Jeg sagde, at det var pakkemesteren, han stod over for.

Heldigvis havde Superbrugsen lidt tilbud på Campari, så vi fik en drink før maden.

Der viste sig at være en sti ud til Granvej, men den så vi først, da vi havde været hele vejen uden om. Det med de 300 m til vandet, må være for fugle, der er trænet i at flyve retlinjet, men langt var der da ikke.

Jeg har været i området for nogle år siden, da Burghard fra Berlin var på Paraglider kursus og havde lejet et sommerhus henne på Lyngbygårdsvej. Jeg huskede navnet, da vi passerede på vores aften spadseretur. Jeg kunne også kende svinget på afstand og forudsige, at det var dér nede af han boede.

På vej ned
Frem mod Nørre Lyngby - og en enkelt bil

Stien til stranden gik lige på den anden side af Kystvejen. Så kommer man ud til klinten, og der er en trappe ned ved siden af en tyskerbunker, der er skredet ned. Det er her ved klinten, at der er ideelle forhold for paragliding. Lige over klinten er der (normalt) så meget opvind, at man kan holde sig svævende og ved hjælp af de styrehåndtag, der er på sådan en skærm, kan svæve frem og tilbage langs klinten.

Solenedgang over Vesterhavet

Paraglidere har ingen faste arbejdstider
Nede på stranden gik vi med vinden i ryggen nordpå mod Nørre Lyngby, hvor bilerne kan køre ned på stranden. Når man paraglider, skal man højt op for at slippe over, for der, hvor klinten gennembrydes af vejen, forsvinder opvinden.

Håndholdt tele

Anne-Marie bandede noget over ikke at have taget et helt almindeligt lagen med. Sengen var virkeligt oversize, så elastiklagnet, der skal ned om var alt for lille og lå og krøllede midt på sengen.

Hvad gør man så? Problemløseren måtte i aktion. Jeg fandt nogle blå tovstumper ude i skuret, og fik det spændt pænt ud.

Måske ikke så smuk, men praktisk løsning

Vejrudsigten taget i betragtning var det en fremragende første dag.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar