Dresden og Saksiske Schweiz 2026 Dag 8

 Dag 8

Der skulle muligvis være lidt ophold i regnen om formiddagen. Klokken 7 øser det ned. Vi går ned og spiser morgenmad. Der er alt hvad hjertet kan begære, dog er brødet halvkedeligt. Det bliver til adskillige kopper kaffe og en banan glider ned i tasken.

Set ud gennem glasfacaden

Vi har aftalt at mødes ved Hauptbahnhof kl. 10.30. I mellemtiden er det virkelig blevet opholdsvejr, så langt så godt. Vi møder Pernille på vejen og da vi ankommer til banegården skinner solen!

Vi skal køre fra spor 12, så jeg er inde for at se, om der er en elevator, der virker? Ikke alene virker den, man kommer direkte på spor 12.

Således beroliget kører vi tilbage til centrum af Freiberger Strasse. På en stor plads tæt på Theaterplatz sætter vi cyklerne. Jeg ser, der går nogen oppe på en kolonnade overfor. Og længere nede går folk over en bro og forsvinder. Det må vi prøve.

På den måde får vi set Zwinger Paladset, der er absolut imponerende. Vi går rundt sammen med alle de andre turister og tager billeder. Solen skinner så det er en lyst.

Alt er genopbygget og forgyldningerne glimter i sollyset. Henrik mener dog alle de små figurer er støbt og ikke hugget ud som originalerne.

Da toget kører øser det ned igen. Hvor heldig kan man være?

Da Henrik købte billetterne, skulle damen nok sørge for at vi kom til at sidde sammen. På nedturen havde vi alle vinduesplader, men fik byttet os frem til at sidde 2 + 1 på den anden side af midtergangen. Det er det samme nu, men der er helt fyldt, så det falder ikke lige for at bytte.

Der sidder en italiener ikke langt borte. Han har talt siden toget satte i gang. Taler henover midtergangen til nogen, der ikke behøver at svare. De KAN tale, har jeg hørt ved en enkelt lejlighed, men de får ikke mange chancer.

Dresden og Saksiske Schweiz 2026 Dag 7

 Dag 7

Vi er oppe ca. 7 for at blive klar til at køre ca. 10. I dag skal vi tilbage til Dresden for at tage toget tilbage i morgen lidt over 12.

Lejligheden bliver efterladt i pæn stand, og den er ikke meget over 10, da vi begiver os af sted. Kører tilbage til der, hvor vi kom over broen på udturen. Nu skal vi blive på denne side af floden. I flg. Google Maps, skal vi dreje til venstre lige her et sted. Er det ikke det første, er det det andet. Jeg kører ned for at tjekke den første lille vej. Nej, her kan man ikke kommer videre langs floden. Jeg signalerer, at det er videre. Det misforstår Henrik, så han kører videre end næste vej. Forsvinder væk op i en sidedal sammen med jernbanen.

Pernille og jeg venter længe. Jeg kører efter ham men  kan efter nogen tid stadig ikke se ham. Ringer og indtaler en besked. Så venter vi igen.

Langt om længe kan han ses i det fjerne og vi ender med at blive samlet og køre til venstre og under jernbanen.

Vejret er fint så jeg kører i cykeltøj. Det er dog stadig køligt i luften, men så længe solen skinner, er det fint.

Så går det vist fint indtil Elbradwege vises over floden. Vi har spurgt nogle andre cyklister om og hvor langt cykelstien fortsætter på denne side, men de ved ingenting. Til sidst fremgår det af skiltningen, at elbradweg skal over med færgen. Jeg har spurgt videre og det er smalt forude og beregnet til gangsti, men måske kan man godt cykle der. Det afstår vi fra.

Så over med færgen til venstre bred. Så kører vi videre der, og når ret hurtigt en ny færge, der sejler over til Rathen. Over igen.

Dagens clou skal være Bastei klipperne her. Vi stiller cyklerne nede i byen og begiver op ad trapperne. Man kan vist køre derop på en 10-12 km tur op bagom, men vi vurderer, at det er bedre at gå de  45 min, det skulle tage. Der er ingen grund til at slæbe bagagen med derop.

Der har været en storm for nylig, der kan væltet og knækket utallige træer på bjergsiderne. Det er måske det kendteste turistmål i Sachsen og det er man ikke i tvivl om. Kun kan man undre sig over, hvor alle de mennesker, der kommer ned skal hen, og hvor alle dem, der går op kommer fra.

Først går jeg forrest, men på et tidspunkt, hvor jeg venter på Henrik, forsvinder hun længere fremme. Der er et par udsigtspunkter, vi springer over på opturen og da vi endelig er nået op, er Pernille intetsteds at finde.

Vi giver os til at spise frokost og efter nogen tid, lykkes det at få kontakt og vi bliver genforenet. Senere på nedturen bliver det opklaret, at vi har passeret netop, som Pernille var ude ved et udsigtspunkt og at hun derfor troede, at vi stadig var bagude og derfor ventede ligesom vi sad der oppe og ventede...

Den eneste der ikke bliver væk i dag er mig, sagde hunden....

Restaurant, Bierstube, Hotel mm har fået lov at bygge på toppen, men deres udsigtsterrasses udsigt kan på ingen måde konkurrere med flere af udsigtspunkterne. Det er ganske enkelt enestående at se Elben dernede og byen  og jernbanen som et modeltogslandskab.

Der mangler stadig mange km til Dresden, da vi senere er kommet ned igen.

Bliver enige om, at køre 10-15 km og så finde et kaffested. Det ender med at bliver Pirna, hvor det lykkes mig, at lede os hen til et konditori ved siden af Lidl. Ikke det mest ophidsende måske, men vi har en dejlig pause der.

Så er det bare videre i godt tempo. Nogle ting kan man genkende, men ind imellem kommer vi væk fra cykelvejen, og skal så senere finde tilbage til den.

Vi nærmer os Dresden

Til sidst nærmer vi os og ender med at dele os. Pernille skal tilbage til sit DJH i centrum, og Henrik og jeg skal på på et Hotel i Neustadt. Det viser sig at være meget tæt på vores første sted i Bremen. Det er et "glas" hotel på et hjørne. Meget moderne. Så moderne, at gæsten selv skal udfylde alle formularerne på en tablet. Henriks pas ligger ude i bagagen, men kørekort går an, blot skal der også udfyldes nr. og gyldigheds udløb, så jeg må finde mine briller frem for at tyde det, der er skrevet med småt.

Vores store, fine, moderne - og billige - hotel

Der er selvfølgelig og heldigvis elevator. Jeg er bange for at vi ikke havde magtet at slæbe bagagen helt til 3. sal.

En anden god ting ved at vende tilbage til det gamle kvarter er, at vi kan gå (cykle) hen og spise, det sted vi kender. Manden kan simpelthen huske os, så da jeg bestiller Spaghetti Carbonara som sidst, foreslår han at Henrik også skal have det samme som sidst. Det vil han dog ikke.

Da vi kommer hjem, laver computeren numre med mig. Efter jeg har 1) uploaded billederne til Drev på min Google profil 2) Downloaded billederne til min computer og skal til at uploade fra computeren til bloggen,  som nægter den at vise miniaturerne som den plejer. Den viser bare nogle helt ens ikoner, der kun afviger i filnavnet, som jo ikke siger noget som helst.

I må vente med billeder.....

52,42 km

Dresden og Saksiske Schweiz 2026 Dag 6

 Dag 6

Jeg har været vågen lidt og tænker klokken må være 7 ud fra lyset. Da jeg kommer ind i stuen har Pernille allerede pakket sovesofaen sammen og er ikke at finde. Klokken er også på vej mod 8.30. 

Vi blev vist ikke endeligt enige om, hvordan dagen i dag skulle forløbe. Både cykling og vandring var på tale. Og den botaniske have. I løbet af morgenmaden er der enighed om at cykle op gennem Kirnitzschtal samme vej som sporvognen. Den kører 8 km til Lichtenheiner Wasserfall. Så må vi se om der er steder at vandre. Jeg kunne nu godt tænke mig, at cykle en rød rute fra et kort jeg tog på turistkontoret i går. Den er 44 km og af sværhed: middel.

Sporvognsskinnerne løber i højre side af vejen op gennem dalen, så som cyklist er man tvungen til at køre i mellem dem som udgangspunkt. Det er faktisk ret anstrengende, man skal ikke kigge alt for meget til siderne.

Vi venter på at Den botaniske Have skal dukke op, men vi ser den ikke. Det er tydeligt koldere end i går, det var meget godt, jeg tog cykelhandsker på. En sporvogn, der passerer os bagfra er tæt pakket med mennesker.

Vejen stiger så svagt at man ikke rigtig mærker det. I starten kører vi under trækronerne og nogle steder rykker sandstensklipperne tæt på andre steder er bjerget mere afrundet. Mange steder har grantræerne været udsat for et eller andet. Vi så det også i går. På nogle skråninger ligger de udgåede stammer som et spil mikado ud over bjergsiden.

Er det reminisencer fra skovdøden i 70'erne? Var man længere om at gøre noget ved det her i det gamle øst end i Vesteuropa?

Vi passerer stoppesteder med navnene: Ostrauer Mühle og Mittelndorfer Mühle. Der har åbenbart ligget mange møller her i ældre tider.

Ved endestationen Lichtenheiner Wasserfall standser vi. Vandfaldet er i en sørgelig forfatning, men det har også været meget tørt længe. Vi drikker en kop kaffe og imens sker det pludselig, at vandet kommer væltende ned i vandfaldet. Der er åbenbart en sluse, der kun lukkes op en gang imellem, så det alligevel er muligt at opleve vandfaldet ved normal styrke. Alt for turisterne.

Det er en lettelse at sporvognssporet ikke går videre. Jeg holder på, at vi kører indtil vi skal dreje væk fra hovedvejen. Det viser sig, at floden også drejer fra, og at vi skal følge den helt til den tjekkiske grænse, hvis vi kører videre på den røde rute, som går ind i Tjekkiet og vil bringe os tilbage langs Elben.

Kører vi lidt over en km, vil der være en vandrerute til Det store Pølsehorn, som vi straks døber det. Grosse Pohlshorn. Vi kommer frem og stiller cyklerne og begiver os op ad. I følge skiltet skulle det tage ½ tim.

På vej op - ikke så stejl lige her men rødderne er svære at gå på

Det første stykke ligner det mest en regnkløft, hvor trærødderne er gravet fri, så de kommer til at virke som en ujævn trappe. Senere kommer der rigtige trappetrin. På et tidspunkt når vi frem til det tyske par, vi vekslede nogle ord med nede på vejen. Jeg spørger til de udgåede grantræer. Det er billeangreb siger han, og da jeg spørger, om det også har noget med syreregnen i sin tid at gøre, siger han, at syreregnen faktisk holdt billerne i skak. Det gjorde den muligvis også, men vi læser senere, at det er vedvarende tørke, der har svækket træernes modstandskraft overfor billerne. Udtørring og dermed for ringe harpiksproduktion.

Udsigt fra Pølsehornet

Og se så lige dét der

Der er udsigt til begge sider fra Pølsehornet, som var umagen værd. Det har mindst taget tre kvarter. Deres tidsangivelser er vist for øvede vandrere. På vejen ned nyder vi lidt sol på en træstamme, mens vi spiser frokost.

Da vi kommer ned, vil Henrik godt køre tilbage. Vi har vel ferie? Pernille vil gerne prøve at følge ruten hele vejen rundt, og det vil jeg også, jeg har bare diplomatisk holdt mig lidt tilbage. Så sådan fortsætter vi, Henrik kører tilbage og tilbyder at købe ind til aftensmad og vi andre to fortsætter.

 

                       

Det gule lav

Vi kommer forbi nogle klipper med noget skriggult lav, jeg ikke før har lagt mærke til, men det har Pernille. Det går lidt op og ned, men ikke noget særligt. Til sidst kommer vi til grænsen. Man skal lige køre 100 m på en lille græssti, så kommer broen over floden, der det næste lange stykke vil danne grænse. Det har vi fra det tyske par. Ud over et tjekkisk par, der er ude at gå og sætter sig for at spise, er her ingen.

Så er vi i Tjekkiet

Det næste stykke bliver hurtigt til et grus/skærve belagt stykke, hvor brede dæk er en fordel. Men inden længe går vi over til asfalt. Hvis jeg havde troet, at den moderat svære tur ikke ville blive værre end det vi foreløbig havde oplevet, tog jeg fejl. Undervejs havde jeg på et tidspunkt fået vendt kortet og opdaget, at der faktisk var den højdekurve, jeg havde ønsket mig på bagsiden. Og i følge den skulle det ikke blive værre. Men det gør det! Det bliver så stejlt og så langt, at vi ender med at stå af og trække. En halv kilometer måske, så er prøvelserne ovre.

Her i Det Böhmiske Schweiz, som det hedder på denne side, er skovdøden mere udpræget. Her har alt været gran i store områder og granerne er nu afgået ved døden og områderne forvandlet til birkeskov, der er på vej op.

Der er ikke meget liv eller vandrere eller turister her. Først da vi kommer til Meri Louka er der nogle gaststätte, eller hvad de nu hedder på tjekkisk. Der holder 3-4 tyske biler. Der har været nogle vældige bakker ned så det går hurtigt med at nå frem til Hrensko, som byen ved Elben skal hedde. De sidste par km er der endelig dukket folk op. De går i rækker og grupper tilbage mod byen. Hvor de har været vides ikke. Vi har ikke set vandreskilte her.

Pludselig er vi ved floden og så skal vi over på den anden side? Jeg undrer mig over at den ikke er bredere, men tænker alligevel ikke videre over det, før vi kommer til Elben! Så er alt som det plejer. Det var selvfølgelig bare en biflod, der udmundede her ved Hrensko.

Så begynder turen tilbage ned langs Elben. Vi kommer hurtigt til Smilka, hvor vi var med bussen i går. Der har været en del forskellige grænsebutikker, men alt ser ud til at være lukket.

Vi har kørt pænt stærkt og er tilbage i Bad Schandau allerede 16.45, netop som Henrik kommer tilbage fra indkøb.

43 km 

Dresden og Saksiske Schweiz 2026 Dag 5

 Dag 5

Man betaler 3€ pr. person pr. dag i turistskat. Til gengæld får man et kort, der giver gratis adgang til bus, tog og sporvogn i området.

Vi besluttede i går at dagen skulle være en vandredag. Vejudsigten så ikke for god ud, så hellere gå end cykle. Pernille havde fundet en tur på 3 eller 3½ tim i en app hun har. Den starter i Ostrau, som vel må siges at være en bydel i Bad Schandau, men som ligger oppe bag bjerget. Der skulle være en elevator derop. En berømt elevator helt fra 1905.  

                                                      

      Der Aufzug set på afstand                                     Udsigten fra oven                 

Vi tager regntøj og madpakke med og begiver os af sted. Til elevatoren gives der bare en mindre prisnedsættelse, viser det sig, men den kører højt op. Det der ikke så ud af så meget, da man stod nede, virker langt voldsommere, når man kører op og det hele bliver til modelhuse på et øjeblik. Selve elevatoren er heldigvis af nyere dato.

Der er lige et stykke at gå bagefter, men så er vi oppe i Ostrau og finder hen til startpunktet.

Schrammstein set på afstand

Det bliver en utrolig dag. Vejret skifter mellem regn og sol. Ikke megen regn og skoven beskytter ret effektivt mod den. Landskabet skifter på betagende vis. Klippeformationerne her i området går under navnet Schrammstein. Noget af sandstenen her har været mere standhaftig end det meste, så der står disse lodrette søjler tilbage, hvor man - helt overraskende - kan vandre op i dem. Vandre er måske så meget sagt, der er lavet trapper overalt og de stejleste steder er det stiger man klatrer op af.

I starten kunne det pludselig være meget privat til begge sider

Vi har taget en papirspose fra Lidl med til at have svampe i, og den indeholder allerede en lille håndfuld østershatte, Henrik spottede. Jeg har æren af at gå med posen og det er ikke nemt på stigerne, hvor man helst skal have to frie hænder. Så på et tidspunkt bliver posen forsigtigt krøllet sammen og lagt øverst i styrtasken, der ydermere bliver taget helt over hovedet. Så er jeg klar til opstigning.

                                                         

Her er jeg på vej op

Vi kæmper os hele vejen op til toppen af en af sandstensklipperne. Det er vildt og enestående. Mange steder ser klipperne ud, som om de er blevet beskudt. Alle disse huller og fordybninger gør, at det i sin tid var her, man begyndte på friklatring. Det er de rene naturlige klatrevægge.

Schrammstein fra udsigtspunktet

Uden kort med GPS ville det ikke være nemt, at orientere sig her. Det ville kræve virkelig detaljerede kort, som sikkert også kan fås, men som vi ikke er i besiddelse af.

På et tidspunkt sidder vi på en træstamme lidt væk fra stien og spiser frokost og nyder solen.

Vi er ikke alene. Møder regelmæssigt andre vandrere og oppe på Schrammstein view er der vel en 20 stykker,  hvor der hele tiden er nogle, der kommer og går.

Mere udsigt

Bagefter kommer vi ned i "lavlandet" bag Schrammstein, hvor det er mere almindelige skovstier i en skyggefuld bøgeskov.

Vi ender med at tage en meget direkte bred vej tilbage mod den eneste vej, der fører op til Ostrau, og som vi krydsede i starten af turen.

Vi tog elevatoren op og købte ikke returbilletter, så hvordan kommer vi ned, uden at skulle trave alt for meget? Jeg troede faktisk at sporvognen kørte herop, men det er ikke tilfældet. Til gengæld kører der busser. Men det ser ud til at det kun er hver 2. time, der kører bus til Bad Schandau?

Baggrunden forstår man først, når man har prøvet at KØRE med bussen og vi er heldige. Der kommer én, der står Bau Schandau på og vi hopper på. Mens Henrik finder vores turistbevis frem, får jeg sikret mig, at han kører til Bad Schandau, men bare lige skal til Schmilka ved den tjekkiske grænse først.

"Jo, jo, jo, jo, jo", siger han. Det betyder vist: skrub nu bare ombord, jeg har travlt. Og sådan får vi lige en ekstra tur på 2 x 4 km, før vi står af ved Markt i Bad Schandau. Køber 3 Mandelhörnchen hos bageren og vandrer den sidste halve km op ad Kirnitzschtal Strasse. Vi bor lige overfor, hvor sporvognen starter. Den kører 8 km op gennem Kirnitzschtal til Lausitzer Wasserfall.

0 km på cykel 21.041 skridt på ben 

Dresden og Saksiske Schweiz 2026 Dag 4

 Dag 4

Vi kommer af sted kl.10 og skal til vores nye overnatningssted i Bad Schandau. Vi ender med at følge højre elb bred opstrøms. Højre og venstre bred bliver regnet i forhold til den vej vandet strømmer.

Underlaget skifter en del, men efterhånden er det mest fin asfalt, så vi skyder en fart på 18-20 km/t. Jeg genkender noget af vejen, særlig ved et mindre slot, som vist er indrettet til Hotel.

Der er flere veje at vælge imellem. Dels kan man køre på begge sider af floden, dels kan man skifte side de steder der er enten bro eller færge. Vi passerer Blaues Wunder - det blå vidunder - som broen kaldes, der krydser Elben ved Loschwitz kaldes. Den er berømt dels fordi konstruktionen var banebrydende på sin tid - 1893. Det er en jern/gitter konstruktion uden støttepiller i floden. Dels fordi den overlevede både 1. og 2. Verdenskrig.

                 

Blaues Wunder i syne

Det skal blive regn i følge vejrudsigten og det stænker da også lidt undervejs, men det går i sig selv igen.

Vi kommer forbi Pirna, der hovedsagelig ligger på den anden bred. Man ser slottet Sonnenstein knejse højt oppe. Her blev tusindevis af åndssvage og handicappede gasset under krigen. Herfra bliver floden og floddalen langsomt smallere. På venstre bred er der plads til to spor til toget.

Slottet Sonnenstein - flot ser det ud - men grusomt var det, der foregik

Vi kommer frem til Wehlen, hvor vi holder frokost. Her er en del turister, som pludselig dukker op, og begynder at bevæge sig ned mod færgen. Vi har diskuteret, om vi skal over her eller skal vente 6 km til Rathen. Pernille og jeg er ikke blevet færdige med at undersøge, hvornår de to færger sejler, men Henrik er allerede væk, da vi ser op. Vi tror han er kørt videre på denne side, og kører efter, men ser ham ikke.

Jeg kører tilbage og prøver lige havnen, og der står han og skumler, fordi vi havde aftalt, at køre derned. Nå, vi kommer med færgen over. Det tager ikke mere end to minutter.

Hurtigste færgeoverfart jeg har prøvet

Det viser sig hurtigt, at være en dårlig beslutning, for vejen bliver hurtigt til en gangsti hen over en mark.

Skulle dette være en cykelsti?

Det er vist begyndt at regne igen, men det bliver aldrig rigtig slemt og fra Rathen bliver vejen igen god. Nu kører vi ved siden af jernbanen og ser fæstningen Königstein på toppen af bjerget. Den har givet navn til byen nedenfor.

Så er der ikke langt til Bad Schandau, hvor vi skal bo. Først skråt tilbage op til en bro over floden. Så er der meget forvirring om, hvor stedet er, og hvor nøglen skal hentes, men alt bliver omsider løst. Vi har fået en anden lejlighed end den oprindelige, selv om, der også kunne være 3 der.

Det er helt tydeligt ikke en lejlighed, der bruges til beboelse. Dårlig belysning. Der er ingen skåle til morgenmad el.lign. Knivene er ualmindeligt sløve, og....så videre og så videre.

Nu er det begyndt at regne RIGTIGT. Pernille og jeg er bedst udrustet til regn og kører til Lidl. Vi køber ind til Spaghetti Carbonara, som jeg har lovet at stå for. Det bliver en ny udgave med svampe og pastaen er spetzele, som er det eneste, der minder om frisk pasta, man kan få. Skal kun koge 1 min.

Det bliver en succes, om end jeg bagud kan se, at jeg skal starte med at stege vandet ud af svampene, så stege bacon'et og efterfølgende løgene i baconfedtet. Så komme svampe og bacon tilbage og tilsætte fløden, koge op og legere med et æg (eller to) og endelig tilsætte osten. I dette tilfælde viste den sig at være i flager og ikke revet, men det lykkedes at få den integreret i sovsen. Bon apetit!

Værten kommer i løbet af aftenen, for at se, at alt er som det skal være (og få sine 90€ for en ekstra person i forhold til bestillingen). Vi får bekræftet, at værten har købt huset og renoveret det. Her efter er lejlighederne nok blevet solgt til udlejning, som så foregår gennem hans bureau. Et skygge hotel med andre ord. Der er i hvert fald navne på dørene.

48,82 km 

Dresden og Saksiske Schweiz 2026 Dag 3

 Dag 3

Vi er oppe omkring 7.30. Igen har der været kontroverser i nattens løb. På et tidspunkt forsvandt tæppet nede ved fødderne, og da jeg prøvede at trække det lidt til mig, var det ikke muligt. Jeg lå nogen tid, før jeg gav mig til at undersøge sagen nærmere. I halvmørket - vi har en lille lampe brændende i entreen for at kunne finde på toilettet om natten uden at vælte alt muligt - kunne jeg se at tæppet var låst mellem Henriks ben. Der skulle et kraftigt hiv til at frigøre det. Så kunne jeg lægge mig til at sove igen.

Her til morgen synes Henrik, han har sovet dårligt. Været vågen flere timer.... Det var ikke lige der, hvor jeg var vågen i så fald.

Vi nøjes med det yougurt der er tilbage, så behøver vi ikke at køre til Lidl her til morgen.

Der er trængsel på morgenbordet, når værtindens udvalg af sex-accessories også skal være der

Vi har allerede hørt nok om Trump's store sejr, en aftale, som ingen tilsyneladende er utilfredse med. Så kan vi måske slippe for at høre mere om hans ønske om at eje Grønland?

Militärhistorischer Museum er dagens væsentligste programpunkt. Det skulle være spiseligt for selv pacifister. Pernille har vist sine tvivl, men de bliver gjort til skamme. Efter at have indleveret tasker og overtøj i garderoben er vi klar til "kamp". Vi bliver mødt af en ung mand, der tilbyder at introducere os til museet. Om det er ham er en af os, der får det til at handle om "Dyr i krigens tjeneste", husker jeg ikke.

Det er Liebeskind der har vovet at lave denne bygningsmæssige tilføjelse

Han er ikke bare pædagogisk, men også engageret. Det bliver en forrygende start på vores besøg. Vi går lige en runde hver især for at finde ud af, hvilke dyr, vi gerne vil høre om. Efter hukommelsen drejer det sig om: Elefanter, Dromedarer, Løver, Får, Geder, Hunde, Katte, Duer, Bier, Gæs og Vildsvin.

Gæssene blev hovedsagelig brugt som vagtposter. Helt fra antikken af. De er territoriale og skræpper op når nogen nærmer sig. Lader sig ikke lokke på afveje som en hund kunne af en god bøf. Vildsvinet blev brugt på Hannibals tid, til at skræmme elefanter. Oversprøjtet med noget brændbart kunne de omdannes til levende ildkugler, der kunne tage pippet fra enhver elefant.

En ikke mindre grusom ting var brugen af hunde i 2. Verdenskrig, hvor tanks var blevet almindelige. Hvordan uskadeliggør man en tank? Undersiden er dens svage punkt, så anti-tank miner er en mulighed. Men der er det bælterne der skal udløse sprængladningen. Men med en hund bærende på sprængstof kan man komme helt ind under køretøjet. Hunden bliver trænet i at finde føde under tanks. Men for at være sikker på at den virkelig gør det, sulter man den på forhånd. Bestialsk - ikke?

Med sprængstoffet på siderne og udløsermekanismen på ryggen

Benjamin, som guiden hedder, tager os også med hen til en af de første kanoner. Jeg undlader her, at gå i detaljer omkring den, men det omhandler teknologisk udvikling i slutningen af Middelalderen og hvordan nye jobs opstår. Den kunne kun skyde 2 skud pr. dag. Det er der selvfølgelig en historie bag.

Da han slipper os, er vi udmattede af at kommunikere på engelsk med en tysker i lang tid, og enes om at gå hver for sig den næste time.

Jeg prøver at få lidt overblik over de forskellige afdelinger. Der er stue + 4 etager og noget er i Liebeskind's nye del, så det er ikke helt let.

Da vi endelig forlader stedet, er der ingen tvivl om, at vores guide gjorde det til et uforglemmeligt besøg.

På vejen videre støder vi på disse små biler, som åbenbart er en køreskole

Vi bevæger os tilbage mod äussere Neustadt, hvor der skulle være et lidt alternativt miljø og steder som Kunsthofpassage, som vi ender i. Der er noget, der hedder Lila Sose, vist oversat til Lilla Sovs, hvor vi får noget at spise. Jeg har mest lyst til kaffe og kage, men der er kun dessert, så jeg ender med en kirsebærparfait og en cappucino.

Min dessert

                                                         Kreative facader                                                      i Kunsthofpassage

Så går vi lidt rundt i området. Der er mange turister, hvoraf mange lyder til at være tyske.

Sidste punkt på dagen skal være en cykelrundtur Pernille har fundet i en app hun har. Den bygynder ikke langt fra den Militære museum, så der kører vi tilbage til.

Det bliver en overraskelse. Vi kommer direkte fra bymæssig bebyggelse og kører efter få hundrede meter nede i en skovklædt kløft. Kører man ned - og det gør vi til en vandløb - skal man som oftest op igen, og det skal vi. Vi kører nogle kilometer, men i sidste ende er Henrik ikke så glad for det, han har også den cykel, der er mindst duelig i sådan noget terræn, der skifter mellem alm. skovsti og gamle østtyske betonveje, der ikke er rettet til de sidste 65 år.

Så vi ender med at afbryde turen, og køre ud (op) til en hovedvej mod Dresden. Herved kommer vi igennem Silicon Saxony, som industriområdet kaldes. Det er en af de mere positive erhvervsmæssige ting i Sachsen, at man har haft succes med at satse på ny teknologi.

Herfra kører vi hjem.

Om aftenen er Henrik og jeg nede at spise på hjørnet på en Döner. Jeg får Spaghetti Carbonara, som lige mangler det rigtige pift: Stegt bacon. Det er ikke helt det samme med en halvkedelig skinke. 

Dresden og Saksiske Schweiz 2026 Dag 2

 Dag 2

Lejligheden viser sig ret specielt indrettet. 

Billederne slår tonen an

Allerede i entreen aner man noget er galt - eller i hvert fald usædvanligt. Ikke bare er billederne udfordrende til den erotiske side, der er også redskaber til lidt af hvert.

 

Hvad skulle det være i dag?

Og sådan bliver det ved. Man kan blive lænket til sengen og meget, meget mere. Det hele er i en stil med meget sort. Selv sengetæppet og sengen er sort og lampen i loftet i soveværelset er muligvis smart og lyse skal den muligvis ikke, men PRAKTISK det er det ikke. Der er gjort meget ud af design og mindre ud af det praktiske. Vi finder et viskestykke, men der er ingen krog at hænge det op på.

Der er kun dobbeltsengen, som Henrik og jeg skal dele. Den er til gengæld rigelig bred. Det samme kan man ikke sige om dynen eller sengetæppet eller hvad det nu er og som vi også skal dele.

Natten forløber nogenlunde roligt. Der bliver sovet igennem, men om morgenen har vi ikke helt samme opfattelse af forløbet. Henrik mener, det er mig, der har ligget på skrå og sparket til ham. Jeg mener på den anden side, at tæppet er forsvundet og jeg derfor har måttet opsøge det.

Vi starter morgenen med en udflugt til Lidl efter ting til morgenmad. Der er uendelig meget grim graffitti her i kvarteret i Neustadt på den højre elbbred. Et sted er to polske håndværkere i gang med at klæbe isoleringsplader på en husmur. Det er ikke kun i Danmark og Island polakkerne er et af de største mindretal. Gad vide om der så arbejder ukrainere og moldovere og bulgarer og rumænere i Polen?

Efter et dejligt måltid bestående af yougurt med müsli og æblestykker efterfulgt af en ristet bolle med ost og kaffe ankommer Pernille præcis kl. 10.00 og vi begiver os ud i byen.

Cykler over på den anden side af floden, hvor Altstadt befinder sig. Det er her alle de berømte bygninger efterhånden alle er genopbygget til deres oprindelige udseende. Dresden blev jo stort set jævnet med jorden i starten af 1945 af det der i dag bliver omtalt som et allieret terrorangreb. Der var ikke militære mål af betydning.

Vi parkerer ved Operaen - Semperoper - hvor to mænd sidder på hver side af indgangen, ligesom Holberg og Øhlenslæger ved Det kongelige Teater. Jeg mener den højre er Schiller og Henrik holder på at makkeren er Goethe. Og Sør'me om vi ikke begge har ret!

Vi går rundt i området og kommer til Frauenkirche. Den har fået et lidt spættet udseende, da oprindelige sortsvedne byggeblokke er genbrugt i det omfang de har kunnet findes og været intakte.

Frauenkirche udefra

Man kan komme op i toppen af kuplen. Det mener vi nok at kunne nå, før der er åben kirke 13-17. Billetdamen advarer om at der er 200 et eller andet trin op. Vi ligner åbenbart de pensionister, vi også er.

Op kommer vi. Og hvilken udsigt. Giver et godt indtryk af byen og floden. Vi har diskuteret om der er for lidt vand til at turbådene kan sejle, men de der sejler opstrøms mod Pirna og Saksiske Schweiz kan i hvert fald, ser vi. Undervejs op af alle trapperne kan man et par steder se ned i kirken, hvor der er et orgelarrangement med tilhørere. De ser små ud. Det minder om Reichtag i Berlin, hvor man også kan se ned til politikerne.

Et kig ned i kirkerummet

Bagefter er vi inde i kirken, der glimter af guld. Dekorationerne er mest holdt i lyse farver, særlig lyserødt. Pernille kalder dem Barbiefarver. Kønt er det ikke. Ser man bort fra alter/orgel afdelingen, ligner det mere et teater.

                               

                  Guld og glimmer                                                                   Mindede lidt om et teater

Maverne begynder at kalde på mad og vi kommer forbi Altmarkt, hvor der er Herbst Markt med masser af spisemuligheder. Jeg får Böhmisch Bratwurst mit Pommes. Det er en røget ristet pølse, der smager rigtig godt.

Så skal vi ud til Panometer Dresden, så vi må tilbage for at hente cyklerne. Jeg er ved at lede os i den forkerte retning, men vi ender med at passere den rigtige vej forbi Altmarkt igen. Kører gennem Grosse Garten på vejen derud, forbi et slot, der minder lidt om en overstørrelse af Erimitageslottet.

Panometer er indrettet i en gammel gasbeholder. Den første udstilling var Dresden i Barok-tiden. Siden fulgte Dresden 1945, altså den udbombede by. Den har Pernille set og derfor anbefalet stedet, som også var på min liste. For nylig var der en udstilling om Amazonas og lige nu én om Great Barrier Reaf.

Først går man rundt langs kanten af beholderen og bliver i en række opstillinger og film ført ind i emnet i dette tilfælde, hvad et koralrev består af, og hvordan det fungerer. En koral er en symbiose mellem en polyp og en alge. Hvilke typer koraller der findes. Dyrelivet ved revet. Antal arter og meget, meget mere.

Et stykke koralrev med rækværk i forgrunden

Når man er kommet hele vejen rundt, kommer man ind i hovedrummet, hvor emnet er afbildet på et lærred, der nærmest er cylinderformet. I dette tilfælde ser man rundt på et højopløst billede af et koralrev, der kan betragtes fra forskellige etager på et observationstårn midt i rummet.

Pernille i forgrunden og "Gläserne Manufaktur" i baggrunden

På vejen hjem kommer vi forbi "Gläserne Manufaktur", hovedsædet for VW's elbil udvikling. Der er udstillet nogle af de seneste modeller udenfor bl.a. en el Golf, som Henrik har læst en meget rosende artikel om i Politiken. Vi kan både få prøvetur og alt muligt, men klokken er mange. Vi når lige forbi Den botaniske have, der ligger ved siden af. De lukker først kl. 18, så vi går lige lidt rundt et kvarter.

Så er det hjem og spise aftensmad fra Lidl.

18,66 km

Dresden og Saksiske Schweiz 2026 Dag 1

 Dag 1

Så sidder vi i toget til Prag. Skal dog kun til Dresden - men er først fremme i aften. Det er et tjekkisk tog, men både lokomotivet og personalet er indtil videre dansk. Der er vist 8 pladser hvor cykler kan hænge i den ene side og 3 til at stå i den anden. Mit dæk er for tykt til at kunne være i krogen, så den må blive nede.

Cykelvognen var den forreste, vi skal sidde 2 vogne længere tilbage.

Hængende og stående cykler

På perronen kom jeg til at snakke med en nordmand, der var så belæsset med bagage, at man tænkte han havde glemt cyklen, for så meget kan man da ikke rejse med.

Det var hans flyttelæs. Han skulle til Prag for at studere det næste år. Kom fra Bodø, som åbenbart er højt mod nord. Han blev meget begejstret, da jeg kunne tale med om Blåmannsisen og Virijaure og Staloluokta.

Det er et fint tjekkisk tog med alle moderne bekvemmeligheder. Ind imellem er der små pædagogiske videoer af hvordan bagage skal placeres. Hvor barnevogne og cykler skal anbringes og hvordan. Hvor toiletterne er. Hvor hurtigt toget kører.

Det indre af et moderne tjekkisk tog

Det eneste, der virker lidt kikset er hvor man gør af affaldet. Det er en lille skuffe nede mellem sæderne. Må være besværlig at tømme?

Det eneste der kiksede her til morgen var vandflaskerne. Ikke at jeg ikke fik dem fyldt. Ikke at jeg ikke fik dem med ned i elevatoren. Men da jeg sad i s-toget, opdagede jeg pludselig, at de ikke var på cyklen. Stod altså stadig udenfor elevatoren på Carlshøjvej. Købte to flasker vand for mine DSB point på Hovedbanen og ringede og fik personalet til at tage de andre ind.

Ikke overraskende bliver toget 20 min forsinket på dets vej gennem Danmark, men så er det pinligt at  indrømme, at det stadig kun er 20 min forsinket ved ankomsten til Dresden. Endnu en begmand til DSB!

Da vi startede var cykekvognen helt forrest, men i Hamburg skiftede vi formodentlig lokomotiv og kørte så den anden vej, hvorefter cykelvognen var bagest.

Der er L-A-N-G-T til den anden ende 

Vi kommer af og går efter elevatoren. Den synes at være i den diamentralt modsatte ende? Ganske rigtigt og for at det ikke skal være løgn, er man ved at bygge en ny. Så vi ender med at trille/bære cyklerne ned ad trappen.

Wir bauen ein neues Aufzug - tak for kaffe

Cykler først til Jugendherberget, hvor Pernille skal bo. Så kører Henrik og jeg videre til vores residens.

               

Det er stort set mørkt på turen

Underlaget for cyklister er af meget varierende beskaffenhed. Nogle gange er der afmærkning på vejen, nogle gange kører man på fortovet og overalt bliver man med mellemrum overhalet både uden og inden om af lokale cyklister, der bare skal hjem i en fart.

FiftyShadesOfGreen, som lejligheden kaldes af sin ejer, ligger på den anden side af floden i Neustadt. Finder nr. 22. Der skulle være en nøgleboks. Man skal dreje et metallåg til side, så kommer tallene til syne, men hvad så? Det viser sig at man kan dreje hele cylinderen og tage den ud, men hvor er nøglen så? Inde i cylinderen?

Efter nogen baksen finder vi ud af, at den jo bare ligger i rummet bag ved, så ind kommer vi. Der står cykler inde i opgangen, så vi sætter også vores ind.

Så følger dagens anstrengelse, at bære bagagen op til lejligheden, som er på 5. sal.

8,1 km  

Isefjorden rundt 2026 dag 4

 Det bliver en dejlig behagelig nat.

Vi begiver os mod Mårum. Tanken er at følge Nordkystruten med nr. 47. Her i området er jeg blevet noget stedkendt og ved at vi skal til venstre ned ad Tollerup Strandvej for at komme til den. Så skal man til højre ad et grusstykke med et skarpt sving og en gevaldig stejl bakke. Hvorefter vi suser ned mod Liseleje mellem alle sommerhusene. Man ser hurtigt at højsæsonen er slut, der er ikke mange mennesker her på morgenen.

Vi kører til Asserbo og til venstre forbi 365, hvor vi provianterer. Så fortsætter vi ad rute 47 rundt om det gamle militære område, hvor man bedes at lade eventuel efterladt ammunition blive liggende.

Vejen går forbi Stængehus, hvor jeg har badet hundredevis af gange i løbet af livet. Men da vi standser der for at gå i vandet, er der brandmænd og den unge mand nægter at gå i. Det var også sydlig vind og altså fralandsvind i går.

Vi fortsætter gennem Tisvilde Hegn og kommer frem til den store parkeringsplads, hvor vi gør endnu et forsøg på at komme i vandet, men resultatet er det samme: brandmænd. Jeg mener nu godt, vi kan komme ud mellem dem til et område, hvor der ikke er nogle, men der bliver jeg nedstemt.

Også i Tisvilde er det værste ferie pres overstået. Vi drejer ind til venstre ved stationen og følger banen forbi Godhavn St. og videre mod Vejby. Nu er det cykelrute 32 vi følger til Helsinge. Og der fra den korteste vej til Mårum.

Jeg husker ikke mere, hvornår det er, jeg ringer til campingpladsen i Rørvig og spørger, om der er blevet indleveret nogle nøgler? "Ja, hvordan ser de ud?". Der er bl.a. en lang bilnøgle til en Suzuki. "Ja, der er i hvert fald én med et s på." Og så en cykelnøgle og en hoveddørsnøgle og så et skilt med Ampelmann. "Ja, det passer alt sammen". Hun lægger dem til side. Jeg ved ikke lige, hvornår jeg kan hente dem, men i løbet af en uge. Ja, det er i orden.

Pyhhh ha. DET var dejligt.

Da bilen jo står i Mårum og nøglen ligger i Rørvig, må jeg til Lyngby for at hente ekstranøglen, da mor er kommet hjem.

Da jeg er tilbage og på vej tilbage mod Torup, går det op for mig, at jeg formodentlig KAN nå det i dag. Camping kontoret er åbent til 20 og sidste færge sejler tilbage fra Rørvig 20.25. Jeg kører direkte til Hundested, sætter bilen på parkeringspladsen ved havnen, hvor jeg kommer til at betale 40 kr for at parkere. Så er det cyklen med færgen. Det koster 95 kr hver vej, så det er en kostbar lærestreg, jeg får.

Det begynder at regne netop som færgen er ovre. Der er god tid og det ser ud til kun at være en byge, så jeg venter i læ. Når frem til pladsen lidt over 19. Døren er låst!!! Det passede ikke helt, hvad der stod på nettet. En seddel på døren redder mig dog. Der er et nummer, man kan ringe til. Og et øjeblik efter åbner damen døren og jeg får nøglerne. Hun ved ikke, hvem der har afleveret dem.

Så er det de 5 km tilbage til Rørvig, hvor jeg når den næstsidste færge. Og sådan slutter denne minderige første cykeltur med mit barnebarn. Han har været ret sej, må jeg sige.

31 km

Isefjorden Rundt 2026 Dag 3

 Engang i løbet af natten bliver vi ramt af et kraftigt regnvejr. Virkelig voldsomt, men teltet har ingen problemer, selv om det efterhånden er gammelt og har fået nogle skrammer.

Dagen starter med bakken op til hovedvejen, hvor Rema, som jeg kender fra i går, ligger.

Vi når frem til Munkholm broen, hvor der er cykelsti i siden. Den modsatte side er besat af lystfiskere, men der er frit i vores side.

Så følger det sidste stykke med dårlige cykelforhold frem til et lyskryds, hvor vi drejer til venstre og vist er kommet ind i Lejre Kommune, der er i hvert fald en stor bygning ovre til højre, hvor der står "Lejre Brandvæsen". Det er en anden snak. Fin cykelsti, særlig hvor vejen fletter ud og man elegant bliver ført under vejen et par gange.

Fra Odsherred's lidt dramatiske og meget varierede landskab, er vi kommet ind i Hornsherred's blødt bølgende. Vejret er fint og vinden nærmest i ryggen, hvad mere kan man ønske?

Vi kommer til Skibby. Her har jeg ALDRIG været før. Der er en bager. Jeg ser der står noget med romkugler 10 kr. De ser store ud. Men da jeg skal betale bliver det 36?? Jeg henviser til skiltet på døren. Hun viser mig, at der står, at det kun er for ungdom mellem 12 og 18. Nåh ja, det så jeg ikke, men så går det op for mig, at Sixten jo netop er 12. Så kan han vel købe dem til 10 kr? Den er de med på. Han låner mit kort og betaler. De er nogle virkelig søde mennesker og der er mulighed for kaffe, så vi sidder på rigtige stole og nyder romkuglerne.

Vi kommer frem til skoven og finder vejen vi skal følge. Fin asfalt og forbudt for biler! Det er dog en sandhed med modifikationer. Dem der har ærinde på disse kanter må åbenbart godt.

Der er mindesøjler for alle mulige historiske personer overalt og vi læser på nogle af dem.

Det er nu ikke så meget dem vi er kommet for at se. Dagens seværdighed er de gamle egetræer, der findes her. Kongeegen har jeg muligvis set i fordums tider, men jeg har ikke noget indre billede af den. Men der viser sig også at være Snoegen og Storkeegen. 

Ved den første møder vi nogle unge mennesker, som netop er ved at forlade stedet på gåben. Dejligt at se, at det ikke er gået helt af mode at gå på sine ben. Vi passerer dem lidt efter men ved Kongeegen, når de frem inden vi har forladt stedet.

Selv om jeg har overlevet 2 nætter på yogamåtten, får jeg den tanke, at vi i stedet for at sove på camping i Kulhuse, kunne tage færgen over til Sølager og køre de 6 km til Torup, hvor der i så fald venter en dejlig seng. Det bliver vi enige om.

Først må vi dog have en vaffelis i Kulhuse.

Færgen - Columbus - er ikke stor og den vipper voldsomt i sidevinden. Men der er heldigvis heller ikke langt.

Et induktionskomfur og en passende gryde er ikke af vejen når pastaen skal koge mindst 10 min og der er lidt mageligere i et hus end i et telt.

54 km