Dag 6
Jeg har været vågen lidt og tænker klokken må være 7 ud fra lyset. Da jeg kommer ind i stuen har Pernille allerede pakket sovesofaen sammen og er ikke at finde. Klokken er også på vej mod 8.30.
Vi blev vist ikke endeligt enige om, hvordan dagen i dag skulle forløbe. Både cykling og vandring var på tale. Og den botaniske have. I løbet af morgenmaden er der enighed om at cykle op gennem Kirnitzschtal samme vej som sporvognen. Den kører 8 km til Lichtenheiner Wasserfall. Så må vi se om der er steder at vandre. Jeg kunne nu godt tænke mig, at cykle en rød rute fra et kort jeg tog på turistkontoret i går. Den er 44 km og af sværhed: middel.
Sporvognsskinnerne løber i højre side af vejen op gennem dalen, så som cyklist er man tvungen til at køre i mellem dem som udgangspunkt. Det er faktisk ret anstrengende, man skal ikke kigge alt for meget til siderne.
Vi venter på at Den botaniske Have skal dukke op, men vi ser den ikke. Det er tydeligt koldere end i går, det var meget godt, jeg tog cykelhandsker på. En sporvogn, der passerer os bagfra er tæt pakket med mennesker.
Vejen stiger så svagt at man ikke rigtig mærker det. I starten kører vi under trækronerne og nogle steder rykker sandstensklipperne tæt på andre steder er bjerget mere afrundet. Mange steder har grantræerne været udsat for et eller andet. Vi så det også i går. På nogle skråninger ligger de udgåede stammer som et spil mikado ud over bjergsiden.
Er det reminisencer fra skovdøden i 70'erne? Var man længere om at gøre noget ved det her i det gamle øst end i Vesteuropa?
Vi passerer stoppesteder med navnene: Ostrauer Mühle og Mittelndorfer Mühle. Der har åbenbart ligget mange møller her i ældre tider.
Ved endestationen Lichtenheiner Wasserfall standser vi. Vandfaldet er i en sørgelig forfatning, men det har også været meget tørt længe. Vi drikker en kop kaffe og imens sker det pludselig, at vandet kommer væltende ned i vandfaldet. Der er åbenbart en sluse, der kun lukkes op en gang imellem, så det alligevel er muligt at opleve vandfaldet ved normal styrke. Alt for turisterne.
Det er en lettelse at sporvognssporet ikke går videre. Jeg holder på, at vi kører indtil vi skal dreje væk fra hovedvejen. Det viser sig, at floden også drejer fra, og at vi skal følge den helt til den tjekkiske grænse, hvis vi kører videre på den røde rute, som går ind i Tjekkiet og vil bringe os tilbage langs Elben.
Kører vi lidt over en km, vil der være en vandrerute til Det store Pølsehorn, som vi straks døber det. Grosse Pohlshorn. Vi kommer frem og stiller cyklerne og begiver os op ad. I følge skiltet skulle det tage ½ tim.
På vej op - ikke så stejl lige her men rødderne er svære at gå på
Det første stykke ligner det mest en regnkløft, hvor trærødderne er gravet fri, så de kommer til at virke som en ujævn trappe. Senere kommer der rigtige trappetrin. På et tidspunkt når vi frem til det tyske par, vi vekslede nogle ord med nede på vejen. Jeg spørger til de udgåede grantræer. Det er billeangreb siger han, og da jeg spørger, om det også har noget med syreregnen i sin tid at gøre, siger han, at syreregnen faktisk holdt billerne i skak. Det gjorde den muligvis også, men vi læser senere, at det er vedvarende tørke, der har svækket træernes modstandskraft overfor billerne. Udtørring og dermed for ringe harpiksproduktion.
.jpg)
Og se så lige dét der
Der er udsigt til begge sider fra Pølsehornet, som var umagen værd. Det har mindst taget tre kvarter. Deres tidsangivelser er vist for øvede vandrere. På vejen ned nyder vi lidt sol på en træstamme, mens vi spiser frokost.
Da vi kommer ned, vil Henrik godt køre tilbage. Vi har vel ferie? Pernille vil gerne prøve at følge ruten hele vejen rundt, og det vil jeg også, jeg har bare diplomatisk holdt mig lidt tilbage. Så sådan fortsætter vi, Henrik kører tilbage og tilbyder at købe ind til aftensmad og vi andre to fortsætter.
Vi kommer forbi nogle klipper med noget skriggult lav, jeg ikke før har lagt mærke til, men det har Pernille. Det går lidt op og ned, men ikke noget særligt. Til sidst kommer vi til grænsen. Man skal lige køre 100 m på en lille græssti, så kommer broen over floden, der det næste lange stykke vil danne grænse. Det har vi fra det tyske par. Ud over et tjekkisk par, der er ude at gå og sætter sig for at spise, er her ingen.
Så er vi i Tjekkiet
Det næste stykke bliver hurtigt til et grus/skærve belagt stykke, hvor brede dæk er en fordel. Men inden længe går vi over til asfalt. Hvis jeg havde troet, at den moderat svære tur ikke ville blive værre end det vi foreløbig havde oplevet, tog jeg fejl. Undervejs havde jeg på et tidspunkt fået vendt kortet og opdaget, at der faktisk var den højdekurve, jeg havde ønsket mig på bagsiden. Og i følge den skulle det ikke blive værre. Men det gør det! Det bliver så stejlt og så langt, at vi ender med at stå af og trække. En halv kilometer måske, så er prøvelserne ovre.
Her i Det Böhmiske Schweiz, som det hedder på denne side, er skovdøden mere udpræget. Her har alt været gran i store områder og granerne er nu afgået ved døden og områderne forvandlet til birkeskov, der er på vej op.
Der er ikke meget liv eller vandrere eller turister her. Først da vi kommer til Meri Louka er der nogle gaststätte, eller hvad de nu hedder på tjekkisk. Der holder 3-4 tyske biler. Der har været nogle vældige bakker ned så det går hurtigt med at nå frem til Hrensko, som byen ved Elben skal hedde. De sidste par km er der endelig dukket folk op. De går i rækker og grupper tilbage mod byen. Hvor de har været vides ikke. Vi har ikke set vandreskilte her.
Pludselig er vi ved floden og så skal vi over på den anden side? Jeg undrer mig over at den ikke er bredere, men tænker alligevel ikke videre over det, før vi kommer til Elben! Så er alt som det plejer. Det var selvfølgelig bare en biflod, der udmundede her ved Hrensko.
Så begynder turen tilbage ned langs Elben. Vi kommer hurtigt til Smilka, hvor vi var med bussen i går. Der har været en del forskellige grænsebutikker, men alt ser ud til at være lukket.
Vi har kørt pænt stærkt og er tilbage i Bad Schandau allerede 16.45, netop som Henrik kommer tilbage fra indkøb.
43 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar