fredag den 30. august 2019

Nørre Lyngby 13

For en gangs skyld hverken løber eller cykler jeg til formiddag. Vejret er ikke så indbydende. Til gengæld er jeg igen kommet i gang med min russiske bog. "Ved glemslens rand" hedder den på dansk. Jeg købte den til min e-bogs læser før min sidste tur til Baltikum/Rusland. På engelsk - den fandtes ikke på dansk.

Det var en opgave. Lange sætninger man nemt kan forvilde sig i. Den røde tråd fortaber sig ustandselig. Nu har jeg den med fra biblioteket på dansk. En enkelt side overbeviste mig om, at det ikke var fordi jeg var dårlig til engelsk det gik lidt trægt. Også på dansk skulle jeg lede efter verberne for at få styr på sætningerne.

Så jeg har fortsat den engelske udgave. Og det går efter omstændighederne godt. Sergei Lebedev hedder forfatteren. Han er på jagt efter bedstefar II's fortid - så siger jeg ikke mere....

På vej mod Børglum Kloster

Efter frokost kørte vi til Børglum Kloster, der ligger lige i nærheden. Det viste sig at være vældig interessant. Nordjylland har været et af magtcentrene tilbage i vikingetiden. Det vidste jeg ikke. Der har ligget en kongsgård. Og så blev det bispesæde. Der var vist kun 4 stifter i Jylland den gang: Århus, Viborg, Ribe og Børglum. Og yderligere Odense, Roskilde og Lund for at tage resten af landet med.

Kirken var lidt dyster

Her oppe i det nordlige valgte Præmonstratenser ordenen at slå sig ned. (Havde aldrig hørt om den før). En munkeorden grundlagt i Prémontrés i Frankrig i af Norbert af Xanten. Resultatet blev Børglum Kloster, der frem til reformationen spillede en væsentlig rolle i samfundet her oppe.

En Rottbøll var en væsentlig figur i modstandskampen

Præmonstratenserne forpligtede sig endnu mere end de andre ordner til at spille med i det omgivende samfund. Det var jo i den katolske kirkes tid i Danmark, så væsentlige spørgsmål, skulle afgøres af paven i Rom. Det af sted kom at en kannik kom ud på sit livs rejse, da han skulle til paven, for at få tilladelse til at flytte nogle bygninger. Det togs ham 17 år at fuldføre opgaven. Efter at han havde fået tilladelsen døde paven nemlig og dermed blev tilladelsen ugyldig, og han måtte vende om og gøre et nyt forsøg hos den nye pave.

Her nærmer vi os nutiden

Ved reformationen udspillede klosteret sin rolle. Efter en overgangsperiode 1536-40 overgik det til at blive kongeligt len. Og i 1669 kom besiddelserne i privat eje som en herregård. Midt i 1800-tallet blev den købt på tvangsauktion af familien Rottbøll som stadig er ejere.

Model af en tidligere version - kirken er blevet reduceret siden

Det er noget usikkert, hvorfor det middelalderlige magtcentrum ikke udviklede en by om sig, som det skete i de øvrige stifter, men det er måske ikke så ringe endda - mener de lokale.

Et kig ud i haven - i regnen

Desværre er udstillingerne ikke sammenhængende, så man skal ud ind imellem, og så er det jo kedeligt, at et voldsomt regnvejr er begyndt. Da det stilner lidt af benytter vi lejligheden til at kæmpe os over gårdspladsen, der er omdannet til et regulært sø landskab. Den sidste sø er svær at komme rundt om.

Det lykkes at komme om til legetøjsmuseet og kjoleudstillingen (kjoler fra 1900 - 2000) og senere hen til Caféen. Alt er meget smagfuldt indrettet - om end ikke til kørestolsbrugere.

Bayeux - i Danmark

Sidste programpunkt er Bayeux tapetet. Jo, du læste rigtigt. En gruppe nordjyske brodøser har igennem 15 år arbejdet på en kopi af det omtalte tapet, som nu er udstillet her. Så vi tager lige historien om Herold og Vilhelm Erobreren en gang til.

En meget interessant eftermiddag, der rigelig var de 85 kr værd.

Et sidste blik på klosteret

På hjemvejen - nu er vejret klaret op som det skulle - køber vi lidt ind og når at se sidste del af dagens etape i Vuelta'en. Desværre løber jeg tør for data. At se Tv over nettet bruger efter min erfaring ca. 1 GB i timen.

Tak for i dag

Men det kan man heldigvis betale sig fra på et øjeblik.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar