Dag 31

Dag 31

10.07.25

Formanden var også oppe tidligt

Jeg havde først sat uret til kl.6. En time måtte vel være nok? Ved nærmere eftertanke rykkede jeg det frem til 5.30. Det viste sig at være klogt. Jeg var ude ved vejen 6.57 og bilen kom 7.15. 

Så er jeg klar...

Der var 2 andre foruden mig. Chaufføren viste sig at være spanier, men havde boet her i 37 år. Var kommet med moderen, der havde været ambassadør. Da hun skulle hjem, valgte han og broderen at  blive. Han var 12 år da de kom hertil, så han havde lært islandsk som barn. Hans engelske var til gengæld ikke noget at prale af.

Da han spottede en cykel var han straks fyr og flamme. Han og konen havde også cyklet meget. Om jeg kendte Team Rynkeby? Det måtte jeg jo sige ja til. Ja, for konen havde været med. Var det på det første islandske hold, for da jeg kørte i 2016, var der en islænding med, som  skulle forberede et islandsk hold året efter. Jeg var hjemme hos dem i Greve, da jeg var ved at forberede min Islandstur i 2017. Han blev enig med aig selv om, at det måtte have været i 2018. Om han så havde været i Paris og modtage hende? Ja, selvfølgelig, det havde været alle tiders. The city of love, som han sagde.

Det hele fungerede meget professionelt, der holder en lufthavnsbus klar, og kort efter er vi på vej mod Keflavik. Selve busterminalen havde jeg ikke været ved, den lå gemt bag et højededrag i den sydøstlige del af byen.

Det første længe stykke er bebygget. Jeg kan se sandstranden, som jeg var ved forleden ovre til højre. Snakkede med én, som mente, at det vist ikke var det naturlige sand. Her plejer sand at være sort. Det er nok importeret, for en rigtig strand man skal bade fra skal have hvidt sand.

Vi kører igennem Hafnarfjörður, der kunne jeg egentlig godt have cyklet til. Der er nogle enkelte mindre bysamfund, før vi kommer til lavamarkerne på vej mod Keflavik. Ser et enkelt par cyklister på en grusvej langs ”motervejen”.

Vi skal ikke ind til selve Keflavik, som ligger ved vandet. Det er ellers der, en del af ”Den gule U-båd” udspiller sig. Og indholdet er til dels det samme som i en eller flere tidligere bøger. Om drengen der mister sin mor og vokser videre i sorgen i et dysfunktionelt forhold med faderen. En tavs stedmoder kommer ind i billedet og tager ham med til Strandir i det høje nord i Vestfjordene, hvor folk er tavse som fjeldene. Her taler drengen med de døde og læser i det Gamle Testamente om den straffende og voldelige Gud, som ydermere slår sig sammen med faderen og sidder på bagsædet i Trabanten med en flaske vodka. De to har jævnligt besøg af først Johnny Cash og senere Rod Stewart og synger sømandsviser. Også The Beatles indgår i handlingen og nogen har gjort Ringo Star til Biskop i Holar. Jeg har undret mig over, hvor dette Holar var, men så på vejen en afvisning til det. Nogen vil halshugge biskoppen, så drengen må skyndsomst redde ham og tage ham med til Strandir. Det handler også om vennen Ørn og hans far og kørelæreren i Keflavik. Hans forhold til faderen bliver aldrig normalt, men efter faderens død, bliver han klar over, at faderen har fulgt med i hans udvikling som forfatter, selv om de aldrig har talt om det.

Så langt Jon Kalman Stefansson. Vi skulle som sagt til lufthavnen, så jeg fik aldrig set boligblokken på Safamyri, hvor en del af handlingen foregår. Men Holmavik, hvor rutebilen med ham og stedmoderen kørte til, fik jeg da set. Men hvor de to gårde Nes 1 og Nes 2 lå, er ikke nærmere specificeret. Måske på den anden side af den gruopvækkende Steingrimsfjärdarheiði?

Det første jeg gør i lufthavnen er at forlade bagagen og gå ind og finde en vogn. Det lykkes da til sidst, og så kan jeg da komme rundt. Der er virkelig mange mennesker og kaotisk vil jeg sige. Og mig der ikke er vant til lufthavne. Det går let med at tjekke ind og cyklen slipper jeg også nemt af med, der er kun to foran mig i køen til odd-sizes. Så får de omsider lidt organisation på køen til af aflevere den øvrige bagage, og så er det bare at vente.

Jeg slipper igennem det hele og har lige 20 min til at nå en kop kaffe. Spiser brød, ost og en banan til. Kommer til at snakke med nogle danskere, som også skal hjem her til formiddag, men med SAS.

Resten går problemfrit. Lander vist ca. 15.30 dansk tid. I Reykjavik kom cyklen ud på det almindelige bånd, gør den mon også det her? Desværre er odd-sizes ved bånd 14, mens den almindelige bagage er på bånd 2, så jeg render frem og tilbage de første 5 gange. Endelig har jeg cyklen og kører ned omkring toget og finder et sted at samle cyklen. Denne gang husker jeg engangshandskerne og har næsten rene hænder, da jeg skal til at pakke taskerne.

Tager et Öresundstog til Kbh H og et s-tog. Aner hurtigt at der er nye sporarbejder. Når lige at smutte ind i et tog til Buddinge? Der kan jeg da cykle fra, nu jeg nok ikke kan komme til Lyngby. Så jeg er tilbage på Carlshøjvej 60 ved 19-tiden. Kører lige forbi Brugsen og får en sandwich med.

Cyklen er muligvis på sammenbruddets rand, men føreren er i fin form. Hele 5 kg lettere, viser det sig. Det var måske lige i overkanten? Selv mine tynde arme ser endnu tyndere ud. Men selvtilliden fejler ikke noget. Det var da ikke noget at snakke om – eller var det?

Tak for denne gang til I der fulgte med.

3 km