Dag 7

16.06.25

Dag 7

Jeg vågner hver anden time og vender mig. Det kræver lidt mere nærvær i en sovepose på et 50 cm bredt underlag, man helst skal blive på.

Spiser morgenmad ved 7-tiden. Tømmer müesli posen, men jeg har sørget for én i reserve.

                                              

Så mangler vi bare at kaffevandet koger

Oppe ved toilettet møder jeg én, jeg tager for japaner, men nej, igen tager jeg fejl og der er intet flag eller andet at hæfte sig ved.  Nej, det er han ikke, mens hans herkomst er lidt kompliceret. Hans bedsteforældre var fra Taiwan, men under borgerkrigen havnede de i Kina. Så han er kineser, men canadisk statsborger. Hans forældre var ikke begejstrede for det kinesiske system, og fik ham til Canada, da han var 12 år. Der boede han hos 2 forskellige værtsfamilier til han kunne/måtte klare sig selv.

Han ryster af kulde. Det går over om lidt, siger han. Han vandrer! Og har åbenbart en for tynd sovepose, her er jo kun 6 gr. Eller mindre om natten.

Der er en ”hot-pot”, som de kalder det her. Altså et bassin med varmt vand fra de varme kilder i nærheden.. Det er lige, hvad jeg trænger til, og jeg har badebukserne med til det samme. Der møder jeg ham igen, Ferris hedder han.

Pool’en er vel 12 m2. Temperaturen reguleres af et varmt tilløb på 80-100 gr. Og to kolde i den anden ende. Der er nok plads til 10 personer af gangen. Snakken går lystigt. Der er flest canadiere. Nogle ”ægte” og nogle importerede, som Ferris og et par fra Korea, hvor han har arbejdet 10 år i Kina for firmaet. Nu bor de i Canada.

Folk kommer og går. Jeg bliver der mindst en time. Det er vidunderligt efter gårsdagens strabadser. Vandet føles lidt fedtet af de mineraler, der er i. Det er sikkert sundt for huden.

Jeg har været oppe at betale og sikret mig, at jeg kan sidde og skrive. Da dukker Ferris op. Han skriver også i en lille brun bog. ”Tries to do it like poetry”, som han siger. Han læser et afsnit for mig. Det er fri fantasi men – i hvert fald for ham selv – byggende på hans oplevelser undervejs. Gad vide, hvordan jeg kommer til at optræde i den – som troldmand måske?

Han holder nogle dages pause her, efter at have fået nogle kedelige vabler, der blev prikket hul på i går.

På vej ned til teltet, møder nogen, jeg husker at have set før. ”You look much better today than yesterday”. Der er to andre cyklister, som jeg også må snakke med. En far og en søn fra Polen.

Der skulle være 110 km til Blönduos og ingen overnatningsmuligheder på vejen, så jeg skal overnatte ”vildt” og derfor passer det, at jeg kører sent herfra og så stopper, når jeg skal sove. Tager en sen frokost ved 15-tiden, en dåse tun og brød. Og godt med vand.

Jeg spurgte manageren, om han boede her? Til min overraskelse sagde han ja. De har åbent hele året. Om vinteren kommer folk på snescootere og monstertrucks. Der kommer også cyklister!! Jeg kan godt se, at vis vejen bliver kørt lidt til, vil den være bedre at køre på end nu, hvis man har nogle helt brede dæk. De har ”lednings-el” i dag, men har kun haft det i 3 år. Før var det en dieselgenerator, der klarede det. Vejen skulle blive bedre efter 10 km.

                                            

Er den bedre - eller værre

Her i starten er den da også lige så elendig som i går, så det går langsomt derudaf. Så kommer der pludselig en strækning, der er helt anderledes. Det er en perfekt grusvej – sådan ca. 500 m. Så begynder den også at vise sine mangler. Men det er ikke sten som før, men mere finkornet grus, som har den uvane at blive til vaskebrædt. Og når det er vaskebrædt i hele vejens bredde er det noget rigtig skidt. Jo dybere, jo værre. Men ved at krydse frem og tilbage fra side til side og passe på HVOR meget løst grus der er i midten lykkes det ind imellem at køre 15 km/t.

Bakkerne op og ned fortsætter, men de bliver mindre stejle, så jeg kan køre op over de fleste. Til gengæld er der modvind. Jeg går hellere op end køre alt for langsomt, som fx 4 km/t.

Kommer til søen, hvor Ferris havde sin sidste overnatning. Nej, jeg vil godt videre, jeg kan roligt køre til 22.

I lang tid har jeg set noget, der ligner et menneske langt fremme. Det er sket før. Så viser det sig bare at være en sten – eller to. Men denne gang ender jeg med at blive sikker. Genstanden er i bevægelse. Det ser ud til at være en pige, hvad i himlens navn laver hun her og hvor skal hun hen? Det rager sådan set ikke mig, så jeg passerer og siger bare ”Hej”. Hendes reaktion er så positiv, at jeg stopper. Hun arbejder i hytten deroppe, og hun peger. Nåh, det er Afangi, jeg har hørt om stedet, men troede bare det var en hytte uden personale. Jeg tog hende først for at være islænding, men nu hører jeg den østeuropæiske accent. Tjekkiet? Nej, Polen.

Hun snakker som et vandfald, mens vi følges. Jeg kan overnatte dér, drikke kaffe? Jeg bliver enig med mig selv om, at en pause her vil være en god ide, så vi følges ad helt frem til hytten, som nok er et lidt for beskedent udtryk. Der kan nok være 10-20 overnattende.

Man tager skoene af her, og da jeg siger, at det er ligesom i Japan, ryger vi for alvor i dialog, for hun har også været i Japan. Og faktisk studerer hun i Kina!! Sociologi i Nanjing. Det er en lang historie, hvordan hun endte der, men hun interesserer sig for sprog. Ville hellere have studeret i Japan, men det var mere kompliceret at komme til det. Da jeg jo har været i Kina, tror jeg hun spørger, hvad jeg mener om kineserne, og det kommer der en lang diskussion ud af, hvor vi ikke er helt enige. Jeg tror, jeg diplomatisk vil sige, at vi begge har ret. Det er om kinesernes ”høflighed”, hvor man ikke siger tingene lige ud, som vi ville gøre.

Jeg drikker min kaffe og spiser mine egne cookies, mens vi snakker og kaffen er ny brygget og god. Med mælk. De har endnu ikke fået espressomaskiner her i ødemarken.

Så fortsætter jeg – nu er vinden væk – med øjnene efter et godt sted. Det er svært her. Der er kommet vegetation her, men det er sådan noget tue´t noget.

Skulle lige prøve panorama funktionen er på toppen af monster bakken

Sø til den ene side....

og mini kraftværk til den anden

Endelig. Jeg får stillet cyklen på vejen og inspicerer. Jo, lige præcis dér. Pløkkerne kan ikke rigtig komme ned, så de skal sikres med sten. Heldigvis er der det i nærheden og jeg henter 4, jeg lige kan bære, og så står teltet med en pløk med sten i hvert hjørne.

Jeg spiser aftensmad i form af den pose slik, jeg købte i den sidste butik før ”Kjölur”. Kun lidt af den, den er på 400 g.

64,53 km

Opstigning 506 m, Nedstigning 684 m

I går: Opstig. 1468 m Nedst. 947 m

Dag 6

 Island 2025

Dag 6 

Sø 15.06.25

Jeg måtte fortælle bestyreren (tror jeg) som er islænding, hvad jeg mente om toiletforholdene. Oh, I didn't know, sagde hun og prøvede at se bestyrtet ud. If I should rate you, it would be thumbs down.

Havde ellers en fin nat selv om jeg var vågen et hav af gange. 

Det er en helt igennem vidunderlig morgen. Den bedste jeg har haft i Island. Vindstille og sol.

En skøn stille morgen

Har spist en kæmpe tallerken grød og er nu klar til Kjölur ruten.

Har lige vinket farvel til mine engelske naboer, hvor jeg fik opladet min telefon. Disse lejebiler er selvfølgelig udstyret med alt i den retning. Min oplader var ikke nødvendig, de havde en ledning, der passede til telefonen.

På vej mod Gulfoss

Det første glimt af Gulfoss er lidt skuffende. Er det ikke andet? Jeg synes, jeg har set bredere og højere vandfald i Island. Det bliver gjort til skamme. Det er virkelig en enestående oplevelse. Gulfoss kan ikke bare ses i et glimt, på et billede. Det er et mange facacetteret vandfald, der lever op til sit ry. Det har været en attraktion helt fra 30’erne. Der var et billede fra 38, hvor man så den daværende parkeringsplads fyldt med gamle busser og biler.

Ja, mennesket er ikke noget at prale af

Fra én vinkel

Og fra en anden

Nu har jeg været alle de står man MÅ komme, og er blevet våd af de svævende vandpartikler, der stiger mod himlen. Et øjeblik på en bænk i solen, og så er jeg videre. 

Fra 200 m’s højde skal skal jeg op i 600 m og blive deromkring de næste 100 km, tror jeg. Det giver lige et sug i maven, da jeg i ensom majestæt forlader civilisationen og begiver mig nordpå – stadig på asfalt.

21 km fra campingpladsen er det Jeg er det så slut. Så er det grus. Jeg er blevet passeret af 4 SUV’er og ca 7 mere potente islandske 4WD, og jeg har kørt 1 tim. Fra den anden side 3 biler. Allerførst stadig på asfalt var der 2 store islandske køretøjer med snescootere mm til gletscher-stedet i nærheden.

Så er asfalten slut

Gruset er dårligere end forventet. Det bringer minder frem fra ørknen i Chile og Bolivia. Faktisk var der lige før opstigningen en forfærdelig nedkørsel til et vandløb med en bro over. Det fik lige lagt 50 m til opstigningen.

Her er mageløst, plantevæksten er stort set væk lige her, som det nok ses på billedet.

Ja, udsigten er der ikke noget i vejen med

Lige før opstigningen er der en forfærdelig nedkørsel til et vandløb med en bro over. Det fik lige lagt 50 m til opstigningen.

Men omsider kommer den afsluttende bakke, der skal bringe mig op i højlandet. Den er frygtindgydende. Jeg KAN trække/skubbe cyklen op, men det kræver adskillige pauser.

Det fladere land, jeg havde forventet, findes ikke. Det er storbølgende ødemark, jeg kører igennem. Men har intet overblik over noget, fordi vejen ustandselig drejer og bakkerne skjuler hinanden.

Og sådan bliver det ved... og ved... og ved...

Da jeg efter godt 70 km kommer til vejen op til Kerlingarfjall ved jeg ikke bestemt om der virkelig er 8-10 derind. Men bakkerne er jeg ikke i tvivl om. Da den tredje – længere – kommer, er der nogle tyskere i bil den anden vej, der standser, og jeg benytter lejligheden til at forhøre mig. Der ER 10 km – og det går bare opad. Der knækker filmen. Og jeg beslutter, at det ikke er dér, jeg skal overnatte. Jeg magter ikke turen derind. Kjerlingarfjall, som skulle være min erstatning for Landmannalaugar er aflyst.

Der skulle ”kun” være 17 km til den næste campingmulighed (af de 2 der er på hele den 250 km lange rute). Ganske vist må vejen forventes at blive ENDNU dårligere, det er den stiplede grønne rute, jeg bevæger mig ind på.

Det bliver et helvede. For det meste KAN der cykles, men det bliver ofte afbrudt af strækninger med så meget fint grus og sand, hvor den tungt lastede cykel synker i og går i stå. I bedste fald. Ofte vil forhjulet forinden være kommet op at svæve efter mødet med en sten og komme skævt ned og få én til at vælte.

Jeg er kun nede én gang. Men tæt på mindst 20.

Google har ikke været enig med kortet om afstanden, men jeg har luret, at Google har ret, 28 km.

For at det ikke skal være løgn vokser vinden op, som den ofte gør i slutningen af dagen. Modvinden altså.

Behøver jeg sige mere. Jeg slæber cyklen op over de værste bakker og cykler resten. Ind imellem er vejen lidt bedre. Telefonforbindelsen er væk, så jeg kan ikke se afstanden på Google Maps mere, men positionen i forhold til mit mål: Hveravellir (udtalt: kveravetlir) kan jeg se. Jeg ser på telefonen 20 gange, tror jeg.

Omsider er skiltet der. 2 km. Der er mindst én alvorlig bakke, men forhåbentlig kun den. Jeg forventer, at stedet ligger lavere end omgivelserne, det er i hvert fald grønt på Google, hvor der ellers ikke er farver i dette nabolag.

Mine forudsigelser holder stik – for en gangs skyld. Mere død end levende triller jeg forsigtigt ned ad den sidste bakke.

Receptionen er lukket kl 21 og nu er den 22.10, så jeg slår bare teltet op nærmest i trance. Det går i hvert fald ikke stærkt.

Hvad har jeg glemt fra denne uendelige dag? Jeg mødte 2 tyske cyklister af ultra-light typen med cykler der kan cykle overalt. De havde været oppe ved Kerlingarfjall. Så blev jeg ofte af passerende biler spurgt, om jeg var OK. Særlig når jeg trak på bakkerne, eller jeg standsede, for at lade dem passere. Nogle spurgte ”if I needed anything?”, men det gjorde jeg ikke. Jeg havde fået mine flasker efterfyldt et sted i begyndelsen af højlandet, men på de sidste 27 km var det svundet kraftigt, så da en af de eneste biler, der passerede på det sidste stykke stoppede - et fransk par – og spurgte igen, sagde jeg at jeg godt kunne bruge lidt vand. Det fik jeg så. Resten af deres termokolde vand. Tak for det.

Ja, støvet glemte jeg. Man vænner sig hurtigt til det, men bander dog, når nogen passerer i stor fart.

Her køres der langsomt

102 km Gn.snit 10.59 km/t

Dag 5

 Island 2025

Dag 5

Lø 14.06.25

Solen var langt fra gået ned, da jeg gik til ro i går ved 22-tiden. Vågnede vist et par gange, men ved 3-tiden var den gal. Der var ikke noget stilling, der var komfortabel. Jeg havde det som prinsessen på ærten, lå og vendte og drejede mig. Men til sidst lykkedes det alligevel, og jeg sov til lidt i 6.

Det er noget af det, jeg har bekymret mig om på forhånd. Ville jeg stadig kunne klare dette lejrliv med telt og primitive forhold? Men foreløbig er det gået over forventning.

Her er der rigtige træer om pladsen

Første gang jeg satte teltet op, virkede det som en uoverstigelig opgave, men alt er et spørgsmål om rutine, og det tager mig ikke 5 minutter at sætte det op og tage det ned. Ligesådan med pakning og udpakning, hvor det meste er blevet justeret så tingene er til at finde, fordi jeg kan huske, hvor jeg gjorde af dem. Selv om der skulle tænkes lidt i morges: Hvor er gaflen? Jeg sad da her og spiste aftensmad i går. Ind til jeg kommer i tanker om, at der jo var en plastikgaffel med i pakken. Gaflen er altså stadig på sin sædvanlige plads – sammen med skeen, som jo er den jeg skal bruge her til morgen.

Solen var selvfølgelig for længst stået op igen, men med et vist skylag foran sig. Det var på tide, at sikre sig et baderum. To brusere til hvert køn på en plads af denne størrelse, er ikke meget.

Sidder nu 7.15 og nyder resten af min kaffe, mens jeg skriver. Der er 3-4 par i gang med morgenmaden. Der er både pølser og røræg på menuen.

Har lige set igen på den officielle islandske vejside. Når man zoom’er tilstrækkeligt ind, er der faktisk en rød strækning i enden af vejen ind til Kerlingarfjöll. Jeg tænker det er et stykke op i fjeldet EFTER hotellet. Men hvem ved. Det må lige undersøges – hvis det er muligt. På Hotellets hjemmeside står der i hvert fald ikke noget om, at man ikke kan komme frem til dem. Der var én af mine informanter der nævnte, at der var et vadested til sidst, men at jeg på cykel kunne komme over en lille bro. Det skal nok gå.

Jeg kommer ikke af sted før 9 som jeg håbede. Da jeg har spist morgenmad og sidder og skriver, kommer der en pige, og spørger om hun må sætte sig ved bordet? Ja, naturligvis. Jeg bemærker, at der ikke kommer nogen og sætter sig sammen med hende, så da jeg har skrevet færdigt, spørger jeg, om hun rejser rundt alene? Ja, det gør hun, og hvor kommer jeg fra? Og da jeg siger Denmark, siger hun på dansk, at det gør hun også. Bare efter så få dage, er det allerede helt mærkeligt pludselig at tale dansk igen. Det  føles befriende igen at tale et sprog man ved man mestrer. Hun er geolog og har været til en konference og benytter nu lejligheden til også at se noget af landet.

Vi kommer selvfølgelig til at tale om Grindavik, hvor hun også har været, endda på en rundvisning. De fik udpeget steder, hvor bygninger var alvorligt beskadigede, men i det store og hele, ser man det kun, hvis man får det udpeget, som hun sagde.

Bagefter må jeg lige sige pænt farvel til taiwaneseren, min lidelsesfælle.

Jeg kommer af sted lidt over 10. Kører et stykke på 1’eren og drejer så fra mod Rejkholt og Gulfoss. Der er ret meget trafik og ikke alle kører lige pænt udenom.

Elbilerne er også kommet til Island - læg mærke til bussernes ladestandere

På et tidspunkt skal jeg smøre armene ind i solcreme, det er jo sol i dag, og tager derfor cykelhandskerne af. Og glemmer alt om dem. Da jeg opdager fadæsen noget tid efter, er jeg kørt adskillige km bl.a. op ad en la-a-a-ang bakke. Handskerne ligger ikke mere, hvor jeg lagde dem ovenpå bagbagagen, og skal jeg nu alle de kilometer tilbage og op ad bakken – igen? Det bliver et nej. Jeg er for determineret på det, der forestår.

Men mine dejlige handsker.....

Jeg tænker undervejs, at det er ligesom at køre inde i et virtuelt postkort, hvor motivet hele tiden skifter.

Skal man over vand, skal man ned - og desværre op igen

I Reykholt er der et mini-marked, hvor jeg spørger mig frem en sidste gang. Den unge mand siger ret hurtigt, at vi skal have fat i én, der ved mere end ham selv. Det er hans far, viser det sig. Da han kommer, hører jeg mig selv sige: Du taler vel ikke dansk? Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Jo da, svarer han, og så taler vi dansk sammen. Han har boet 4 år i Silkeborg, mens hans kone gik på sygeplejeskole der. Ham der – den unge mand jeg startede med – er født i Viborg.

Han har styr på området og bekræfter at alt skulle være lad sig gørligt. Han giver også gode alternativer til campingpladsen ved hotellet.

Også islændinge kan lide at eksperimentere

Trafikken er taget meget af dagen igennem, men da jeg kommer til Geysir, møder jeg dem alle igen. Parkeringspladsen er stuvende fuld. Det er her alle I HVERT FALD skal hen. Jeg husker det slet ikke så voldsomt sidst, jeg har jo været her før. Kan ikke umiddelbart genkende noget. Det hele er vist vokset til 5-dobbelt størrelse siden dengang.

Der er lidt tumult ved herretoilettet, da jeg vil fylde mine flasker. Det er lukket 15 min pga. rengøring. En åbenbart meget trængende mand ender med at styrte ind på dametoilettet. Håber alt gik godt?

Flotter mig til sidst med en kop cappucino. Jeg har stadig lidt tilbage af de uovertrufne karameller, jeg købte på den første dag. De havde dem ikke i Reykholt.

Jeg lukker øjnene for de tusind mennesker omkring mig og har en dejlig pause.

Garmin-tingen var fuldstændig låst i morges. Nu er den løbet tøt for strøm i løbet af dagen, og jeg skal se, om den kommer op at køre igen, når den får strøm. Der må vel være en måde at genstarte den på, men jeg kender den ikke. Kunne ikke engang få den til at gå i dvale.

Et sted forude skal jeg op mellem fjeldene

Kører videre mod sidste plads før Gulfoss, Skjöld. Kører forbi den. Forventer den skal komme på højre side, og ser den ikke på den modsatte, fordi der også er et adventure-center, der tager al opmærksomheden. Mindst 2 km for langt og oven i købet OP ad bakke. Den skal jeg så op ad i morgen igen.

Her er der ikke reducerede priser for seniorer og bad koster ekstra.

Det viser sig, at vandet i den kabine  jeg går ind i, kommer ud på steder, hvor det ikke skal. Det kan lade sig gøre at tage et bad, men ligefrem betale ekstra for noget, der ikke virker ordentligt! Og vandet løber fra en af de andre kabiner ud på gulvet, så man skal tage sig i agt for, hvor man træder. Hertil kommer at 2 ud af 4 tissekummer på herretoilettet ikke fungerer. Det er med et engelsk ord: LOUSY. Én stjerne.

Da jeg skal sætte teltet op lyder der et ildevarslende knæk, da jeg spænder midterbuen op. Åh nej. Stangen er knækket ved et af leddene. Når at tænke, at jeg ikke kan gennemføre turen uden telt. Overvejer så: gaffatape? Kan ikke holde til det pres, der kommer når stangen bøjes. Enten skal der et tykkere rør udenom – eller – man skal korte stangen af uden at beskadige elastikken indeni.

Ser mig omkring. Får øje på en mulig hjælper. En ret trivelig mand står ved nogle cykler bag på en bil. Vi diskuterer lidt frem og tilbage. Han har ikke nogen nedstryger, men en sav der er for grovtandet. Finder endelig en fil frem i universalsættet. 5 minutter efter er det beskadige stykke filet af og de resterende stumper brækket af uden at beskadige elastikken. Stangen er blevet 5 cm kortere, så nu skal den ikke presses så hårdt for at komme i hul. Man kan ikke se forskel på teltet, men turen er redder.... indtil videre.

76 km

 

Dag 4 Island 2025

 Dag 4

Fredag 13.06.25

Jeg gik ud som et lys på et tidspunkt i går aftes. Havde taget kontaktlinserne ud, men var ikke gået rigtig i seng. Lå i soveposen med alt tøjet på, og så ved jeg ikke rigtig, hvad der skete. Vågnede ved 24-tiden og bestemte mig for at blive hvor jeg var. Tøj eller ej. Var vågen et hav af gange. Så sover hånden og vækker dig. Så sover den anden arm og vækker dig. Sproget er noget underligt noget. Hele kroppen kan sove, men du er stadig vågen. Du er faktisk netop vågen, fordi der er noget der sover.

Jeg sov faktisk helt til kl.7. Det var stadig solskin. Nej jeg må nok sige, det var solskin igen, for den har helt sikkert været under horisonten, men lyst er det hele tiden. Mere eller mindre.

Snakker med en hollænder, da jeg er henne for at vaske gryden af efter grødkogningen. Han har været på Island i 2007 med hele familien. Nu er han her bare med konen, børnene er fløjet fra reden. Men har været stort set overalt. Han mener, der kan være meget vand i Landmannalaugar. Sådan at campingpladsen muligvis er oversvømmet. Det må jeg følge op på.

Har man kendt mage - det er solskin

Snakker også med et schweisisk-fransk par, der er på cykel. Der er i det hele taget så meget omkring mig, at jeg ender med at ende med at køre uden at betale. Der skulle også have været en dame i går aftes og tage imod betaling. Det må have været efter jeg var faldet i søvn og hun troede nok, der ingen var.

Der har aldrig været meget etagebyggeri i Island - men det er på vej

Det er blevet modvind igen, men ikke noget af betydning. Bevoksningen er tiltaget i disse områder. Først krat af pil og birk, siden hele træer af birk. Næsten 2 m høje. Det betyder at lavaen nedenunder er meget gammel. Måske 5-600 år? Det tager omkring 300 år, før der vokser græs på den i hvert fald.

Da jeg når frem til hovedvejen, hvor jeg skal til højre for ikke at komme tilbage mod Reykjavik, og lige er standset et øjeblik, kommer der en pige på cykel op til mig. Hun ser japansk ud, men inden jeg har dummet mig, får jeg øje på et islandsk flag på den ene bagtaske og det på den anden er i hvert fald ikke japansk – men taiwanesisk.

Hun er landet dagen efter mig, men har også kørt en kortere vej. Hun er kommet via London, men når hun skal hjem, er det via København, så vidt jeg forstår. Vi snakker en tid og så kører vi. Jeg sætter bare mit sædvanlige tempo og hun sakker agterud.

Landskabet jeg kører igennem. Læg mærke til Myrdalsjökull i baggrunden

I  Eyrabakki kører jeg fra og ind gennem  byen... eller hvad man nu skal kalde den. Jeg har håbet på en cafe, men finder ikke nogen og sætter mig bare på den – eneste? – bænk i byen og spiser en tidlig frokost. To sammenlagte toastbrød med chok.

Så er det tid til de sidste 10 km til Selfoss, hvor jeg tænker, der må være et turistkontor? Inden jeg når helt ud af byen kommer jeg forbi et pigtrådsindhegnet område. Enten er det militært eller et fængsel. Og Island har da vist intet militær?

Da jeg har kørt lidt ser jeg en cyklist på vej mod mig. Inde på noget, der må være en cykelsti? Og lidt tilbage kan man komme ind til den. Det gør jeg – lidt nølende – men manden må vel være kommet et sted fra. Der er en dyb grøft på et par meter mellem mig og vejen, så jeg håber sandelig ikke den fører mig på vildspor.

Der var faktisk cykelsti helt fra Eyrabakki til Selfoss

Alt går godt og jeg triller ind i Sellfoss. Men turistbureau’et ligger i næste by mod vest. Efter en mindre eftersøgning ender jeg foran biblioteket. Jo, men de havde før været turistkontor og havde da også nogle pamfletter og ville i det hele taget gerne hjælpe mig.

Endnu engang blev hele personalet impliceret i mine to spørgsmål om henholdsvis Landmannalaugar og Kjölur-ruten.

Island er kommet med på bølgen

Da jeg forlader biblioteket, kommer taiwaneseren endnu engang frem til mig. Vi snakker en tid, og så kører jeg mod campingpladsen, for nu har jeg besluttet, at blive her og endelig beslutte, hvad jeg gør fremover.

Campingpladsen er af fin kvalitet, men koster også lige et nyk mere, end den sidste. 100-125 dk kr synes at være normaltaksten i dag. Til gengæld kan man ikke regne med at kvaliteten følger prisen.

Jeg sætter mig ind i fællesrummet – hvor der ikke er en levende sjæl på dette tidspunkt af eftermiddagen – og ser på kort og plan og alle de informationer, jeg har fået, for at beslutte.... Jeg har egentlig allerede truffet en afgørelse. Jeg opgiver at tage til Landmannalaugar. I overvejelserne indgår vadesteder og indkøbsstæder. Og på min Kjölur-rute ved jeg nu, at der kun er 10 km ind til et sted, som en af de lokale adspurgte mente, godt kunne måle sig med Landmannalaugar.

Mens jeg bagefter sidder og skriver, dukker taiwanesern op igen. Hun har også besluttet, at blive her.

Jeg kører på indkøb i Netto (den islandske) og køber, så jeg skulle kunne klare mig i 5 dage. Jeg har også set på vejrudsigt. Det gode vejr fortsætter nogle dage, så det gælder om, at give den et ordentligt skud i morgen. Helst helt til Gulfoss – 72 km. Derfra vil der være 75 km til Kerlingarfjöll, hvor der skulle være en campingplads, et hotel – og – en cykelreparatør. Det sidste håber jeg ikke bliver nødvendigt.

Men efter Gulfoss er det ensomme grusveje jeg kører ud på. Det vides ikke hvordan mobilforbindelsen vil være, men jeg tænker, at jeg må kunne kommunikere med omverdenen fra Kerlingarfjöll.

32 km

Dag 3

12.06.25

Så kom der to cyklister. Et fransk par i 50’erne. Der gik noget tid, før jeg fattede hele forløbet. I dag havde de kørt i en forfærdelig modvind, hvad jeg ikke fattede, da de kom fra den modsatte side af mig, og JEG havde kørt i modvind det sidste stykke.

De var vendt om. Havde startet i Grindavik, men havde opgivet. Oprindelig var de kommet med færgen til Seydisfjördur med cykler. Havde cyklet op over fjeldet til Egilsstadir. Der havde været sne og hagl og torden. Men de VAR kommet frem. For så at leje en camper, som også kunne have cyklerne. Så havde de kørt øen rundt, afleveret camperen, og ville så cykle tilbage til Seydisfjördur.

Da jeg fortalte dem om app’en Vedur, havde han den godt nok på sin telefon, men de havde ikke brugt den. ”We’re not organized AT ALL”, var konens kommentar. OM de vil gøre et nyt forsøg i dag, hvor vejret ser ud til at blive perfekt – måske noget sol i eftermiddag – vil tiden vise. Jeg tror det ikke.

Da personalet kom i går klokken 18, var det en ung dreng. Jeg fik det til 500, halv pris, fordi jeg er over 65 – eller handicappet – vælg selv. Da jeg spurgte til om Kjölur ruten var åben, vidste han det ikke. Han vidste tilsyneladende slet ikke, hvad det var!!!! Men da det kom til byen her, kunne han fortælle, at 70% af husene var beskadiget. Sådan et udbrud af lava kan jo ikke begynde ud af ingenting, der skal først brække hul på overfladen, så det må betegnes som et jordskælv. Jeg så også mange steder, hvor vejene var midlertidigt repareret og et enkelt, hvor man så den karakteristiske højdeforskel på vejbanerne. Nu er fundamentet på et hus mere stabilt end en vej, men revner og sprækker er der åbenbart kommet i størstedelen af husene. Det forklarer nok også, hvorfor så mange ikke vender tilbage. Det næste udbrud som forventes i sep-okt ventes ellers at blive det sidste.

Her til morgen var jeg i bad. Har kogt müesli grød, spist en yougurt og drukket kaffe. Og fået to æg af en australier, der nu er hårdkogte – æggene altså.

”Drengen er vendt tilbage. Det er meget indforstået. En henvisning til Jon Kalman Stefansson. Læs ham, hvis ikke I har....

Jeg spørger, om han var i byen, da udbruddet kom? Ja, man mærkede ikke noget på dét tidspunkt, men der havde været rystelser i en rum tid i forvejen, hvor de fleste skader skete. Siden var det truslen fra den fremadskridende lava, der betød, at byen blev evakueret. Hans familie havde et hus i Selfoss, de kunne tage til. Nu bor han for sig selv i Keflavik.

Tegn på forskydninger i jordskorpen

Jeg har ikke kørt mere end 5 km, så viser det sig, at jeg skal over et pas. Det havde jeg ikke ventet, men vejen drejer ind mellem fjeldene og forsvinder højt oppe i et sving. Så er spørgsmålet: hvor mange sving yderligere?

Ja så går det opad

I mindste gear puster jeg voldsomt ved 6 km/t og holder en pause midtvejs på det første stykke. JEG er nok ikke, hvad jeg har været og cyklen har ikke så små gear som den anden, hvor jeg kunne klare 200 m stigninger på 16%. Denne her er vel 6-8%?

På den efterfølgende nedkørsel kommer jeg op på 49.5 km/t og triller bare videre og videre med dalende hastighed, men det er ikke slut endnu. Der kommer en afsluttende tur ned, hvor jeg når 53,5 km/t!

Kommer ned ved kysten – tror jeg. Det eneste man ser, er de uendelige lavamarker, jeg husker så godt fra sidst. Disse er delvis mosbegroede. Så ser jeg havet – en 3-5 km længere ude.

Lavamark for alle pengene

De næste mange km er svagt stigende og dalende lavamarker. Vinden var først lidt fra siden. Nu er den i ryggen. Bare en dag på kontoret, som vi siger.

Gør et kort stop ved Krysuvikubjarg  på min højre side.

De takkede bjerge i baggrunden må være Krysuvikubjarg

Der er modkørende biler på vej og jeg hører en bagfrakommende. Den holder sig bag mig. Da der endelig bliver fri bane, løfter jeg hånden, som t5ak for at den ventede. Og da den har passeret, blinker den lige med lyset, som tegn på at det er forstået. Jeg bliver helt rørt....

Så skal jeg lige have en karamel. Bider den over og lægger resten øverst i styrtasken oven på papiret. Da jeg tager den sidste bid, bliver jeg passeret af en større bil, der får papiret til at blæse ud af tasken og ned på vejen. Og så fører et vindstød det videre væk fra vejen. Katastrofe! Jeg har smidt karamelpapir i den Islandske natur! Stopper og overvejer. Der er ikke rigtig nogen steder at stille cyklen – med mindre...

Jeg får den til at stå op af en vejmarkering og henter det formastelige papir. Py ha, så bliver jeg ikke sat fast denne gang.

Efter endnu en halv time på kontoret, er der en bil, der holder ind til siden foran mig. Da jeg passerer, ser jeg det er franskmændene. Et hjerteligt gensyn. De har lejet en bil igen, som cyklerne kan være i – det tænkte jeg nok, det virkede ikke, som om madame var klar til mere tour cykling foreløbig.

Mine franske venner

Ind imellem bliver jeg passeret af islandske lastbiler, og jeg har tænkt, at her har de ikke alle de lastbiler fra den tidligere østblok, som vi er blevet så vant til. Ingen udlælndinge overhovedet. Kort efter passerer en DANSK. Der er åbenbart ting, det kan svare sig at transportere med lastbil og skib. FISK, tænker jeg.

Der var heldigvis bro over her

Er fremme i Thorshöfn allerede før 14. Har glædet mig til, at skulle sidde inde i et fælleshus og spise frokost. Det har været ret koldt, under 10 tror jeg og der har været skurir med mellemrum.

Det bliver der ikke noget af. Der er en toiletbygning, som det eneste. Kontant betaling i en boks eller bankoverførsel. Jeg ved ikke, hvad en international overførsel koster, men det er sikkert ikke gratis? Og så er det dyrt! 2.000 IsKr for en pensionist.

Får nogle informationer i svømmehallen, der ligger ved siden af. Jeg har jo dummet mig. Havde ikke tænkt på muligheden for at veje kunne være lukkede. Jeg burde ellers være blevet klogere fra den gang i Schweiz... Men åbenbart ikke. Hørte jo godt om usædvanligt sent snefald på Island, men tænkte, at det smeltede før jeg kom frem. Nu er jeg ikke så sikker. Har fundet en islandsk side med vejinformation, men på Kjölurruten som er grøn – fint – er der et lille stykke, der er stiplet grønt. Og hvad mon det betyder?

Så vidt den unge pige forstår kan det forceres af 4WD og lignende. Der er ikke noget om cykler. De tilkalder en ældre, der giver mig mange nyttige informationer. Hun taler også meget varmt for nogle steder langs min rute, men da jeg spørger til en vandpassage på kortet, der er markeret med et stort v, siger hun: Det er frygteligt. Nå, så skal jeg måske ikke den vej.

Må prøve at få de afgørende informationer i morgen i Sellfoss.

64 km

Dag 2 Island 2025

 

Dag 2

11.06.25

Ned kom vi. På en lidt hoppende måde, syntes jeg. Men sådan er det nok ofte at lande i Keflavik. Landingsbanen går nord-syd og vinden er ofte vest-øst, så det bliver nemt sidevind.

Finder mine to tasker på båndet – cyklen kommer bare med ud dér og ikke på odd-size båndet, som jeg ellers har lokaliseret og står ved, da jeg pludselig ser noget genkendeligt blåt ovre på det andet bånd.

Så kommer cykel puslespillet. Jeg fumler lige så meget med det, som da jeg skulle skille den ad, men når da omsider i mål og bliver klar til at køre ud i Island.... Her er fladt. Helt fladt. Selvfølgelig ligger lufthavnen her. Vejen slår en stor sløjfe inden der kommer en rundkørsel, hvor man kan vælge retning. Så jeg får prøvet både at køre i medvind og modvind. Heldigvis går vejen mod Sandgerdi, hvor campingpladsen ligger i medvinds retningen. Det går som en leg, Tænker jeg kan nå frem, mens der stadig er personale og man måske kan købe noget at spise?

Tilbageblik mod lufthavnen - og hvordan her ser ud

Det viser sig IKKE at være tilfældet. Der er slet intet personale, blot et skilt med en QR-kode, der sender én ind på en side, hvor  man kan betale. Det var lykkedes for dem, jeg spurgte til råds. Mig lykkes det ikke for. Jeg prøver to gange uden resultat. Og mindes så en gang i Polen, hvor man også blev bedt om at betale for en eller anden passage og jeg også måtte opgive det. Tror det måske har noget med mit sikkerhedsprogram at gøre. Jeg kan nok ikke betale på sider, der ikke er officielle betalingssider.

Så må jeg jo overnatte gratis, hvis der da ikke kommer nogen, og kræver betaling. Bagsiden af medaljen er, at jeg ingenting har at spise, hverken til nu eller til i morgen tidlig. Nå, så hurtigt dør man ikke af sult.

Byens eneste dagligvareforretning åbner kl. 9 i morgen, så længe må jeg klare mig.  Da jeg ser på næste målby: Grindavik, mener Google at Netto er midlertidigt lukket. Det tegner ikke godt.

Da jeg endelig går til ro efter at have siddet og skrevet et temmelig koldt sted, er det hele ad H til. Jeg fryser, der er hårdt, teltet blafrer og jeg kan ikke sove.

 

Her til morgen går det bedre. Nu er morgenmaden ikke SÅ langt væk. I dag skal det i øvrigt blive regnvejr – lige hvad der manglede. Men her skulle regnen først starte ved 10-tiden.

Jeg er færdig med at pakke og kører mod supermarkedet 8.45.  Finder det hurtigt og triller lidt rundt. Der er nogle unge mennesker i gule jakker, der målrettet rundt og et hold er i gang i skolegården med at luge, feje, ordne. Det er elever i 7.-9. kl. der har ”work school”, siger én der må være læreren.

Med billedhjælp er islandsk ikke svært

Elever på arbejde

Så er kl. 9 og jeg går på indkøb. De har COOP’s müsli ligesom sidst. Men den jeg plejede at købe, og som har været forsvundet, men er kommet igen i Danmark, er åbenbart endnu ikke dukket op igen her. Så jeg må tage det næstbedste. Damen bekræfter, at Netto i Grindavik er lukket, og nok ikke kommer til at åbne igen. Mange folk er flyttet fra stedet og mange kommer nok ikke tilbage. Grindavik var jo byen, der i flere omgange var truet af lava fra en ny sprække i undergrunden, og som vi i TV så spektakulære billeder fra.

Inden jeg kørte opdagede jeg en masse efterladt mad og kastede mig over 3 pølsebrød, så maven har fået lidt at arbejde med. Damen mente at campingpladsen i Grindavik er åben, men for en sikkerheds skyld, går jeg bagefter ind igen og køber en gang Chili con Carne, som ganske vist skal opvarmes, men der ligger en tankstation længere fremme, som nok har gas, nu de ikke havde det her.

Det er nu ikke tilfældet. De har kun 3 og 5 kg flasker – ikke dåser. Nå, maden kan vel også spises kold? Tankbestyreren ved ikke om campingpladsen i Grindavik er åben, men han undersøger det.... I følge Google skulle den være det..... Det kunne jeg også selv være kommet frem til.

Så triller jeg ud af byen med mad til hele dagen. Fik lige en kop kaffe og en snegl først.

Det er Island – det er mageløst. Denne flade slette med dens sparsomme bevoksning. Det perfekte sted for en kommende botaniker. Der er ikke mange arter, at holde styr på. Lupiner overalt langs vejkanten, og ofte har de bredt sig langt ind til siderne – og de blomstrer allerede. Små tuer af engelsk græs. Hist og her den allestedsnærværende mælkebøtte. Så er der enkelte smørblomstlignende gule blomster. Og fuglene....

De har andre lyde end jeg er vant til, men jeg kan godt genkende fornemmelsen fra sidst.

Jeg kører straks ind i et ”Fredlyst” område. Der trives fuglene. Jeg hører dem tæt over mit hovede, hvor de driver skræppende rundt, indtil jeg er kommet langt nok væk fra reden. Jeg kan kende masser af terner mellem dem, uden at kunne sige, hvilke arter.

Jeg passerer den lille kirke, fra guidebogen, som vist ikke mere er i brug og slår et slag ind forbi. Den ser fuldt brugbar ud set gennem vinduerne, men hvis der ikke er mennesker i området, nytter det jo ikke noget. Og husene er virkelig sjældne her på disse kanter, men fra tid til anden ser man også nybyggede huse. Aldrig ved vejen, men nede ved vandet fx. Men kirkegården fungerer i bedste velgående, kan man se, og der er da en enkelt besøgende.

Kirken i Hvalsnes

Det begynder at regne ”skurir”, som jeg lærte det hed sidste gang, når det regner ganske lidt. Så lidt, at man ikke behøver regntøj. Men senere bliver det værre og jeg tager regnbukserne på, men undlader regnjakken.

I en pause i regnen, kommer jeg til endnu et af guidebogens steder. Broen mellem de to kontinenter. Her er der en kløft, hvor den amerikanske og den eurasiske kontinentalplade fjerner sig fra hinanden. Jeg har altså i tektonisk forstand befundet mig i Amerika indtil nu, men krydser nu ind i Europa. På en anden årstid kunne man nok have undgpået at bemærke kløften, men nu, hvor jeg måske bliver passeret af en bil hvert 5 min, vækker det opsigt med sådan en sammenstimlen som tilfældet er.

Mellemrummet mellem den amerikanske og den eurasiske plade

Alle skal fotograferes her - kun ikke jeg

Geotermisk aktivitet i det fjerne - på et tidspunkt kunne man lugte svovl

Det regner ret meget med mellemrum, men ikke så meget, da jeg passerer Reykjanes-Værket, der ser gigantisk ud. Om det også producerer strøm ved hjælp af det varme vand fra undergrunden ved jeg ikke. Der går el ledninger til eller fra det. Måske det bare skal bruge strøm til pumperne, der pumper vand ud i rørledninger, der på et langt stykke følger vejen. Det første stykke der der tryk udlignere, der sender voldsomme dampskyer til vejrs.

Reykjanes-værket

Grindavik i det fjerne. Læg mærke til den mørke stribe der delvis skjuler byen. Det er en af beskyttelsesvoldene

Omsider når jeg tørstig og sulten til Grindavik. Man har ikke lyst til at stoppe og spise, når det regner. Ankommer til det rene paradis. En campingplads med et vidunderligt fællesrum med køkken og elkomfur, hvor jeg straks laver kaffe og spiser noget af det medbragte. Her er der efterladte ting i hobetal. Hvad mangler du? En gasdåse – så gerne. Vælger én med meget i. Muligvis helt ny.

Der kommer nogle spaniere, der skal hjem i morgen. Af dem får jeg 3 poser bogstav suppe, der bare skal peppes op med lidt Schwartzwald schinken el. lign.og en halv pose islandske klejner – som selvfølgelig hedder ”kleinur” – hvor svært kan det være? Før det fik jeg en dåse tun af et tysk par, som også skal hjem i morgen.  Og nu har jeg siddet her og skrevet en evighed. Med kaffe, COOP cookies, cashew nødder jeg også fik af tyskerne og kleiner. 

Nu kører det igen....

49,4 km

 DAG 1

10.06.25.

Så sidder jeg i den fjerneste ende af terminal 2. Klokken er 14.30 og det har været nogle pressede timer. Det startede med, at jeg kom et par minutter for sent ud af døren på Baunehøj. Så jeg måtte vente på det næste s-tog – eller hva’`? Jeg har vænnet mig til, at KAN man nå et tog, så skal man gøre det – eller i det mindste forsøge.

Altså tager jeg en ny underføring på Lyngby St. Vel vidende at der ikke er elevator. Det bliver altså en test af,om jeg kan skubbe cyklen op ad sliskerne. Da jeg er oppe af de to første kommer toget ind. Det går tungere og tungere op ad den sidste. Et trin til... et trin til... Selvfølgelig når jeg det, men en svedig start, det blev det.

Også på Hovedbanen når jeg lige ind i et Øresundstog, der skal til at køre. Men selv om jeg har oceaner af tid, da jeg når lufthavnen, føler jeg ikke helt, at jeg har styr på tingene. Jeg er trods alt ikke vant til at flyve. Slet ikke i disse moderne tider, hvor alt skal være strømlinet.

Finder en stander og får check’et ind. Har nu to bagagelabels og et boardingpas. Finder så ned til luge 157, hvor odd sizes skal afleveres. Jeg skal bruge et odd size mærke, får jeg at vide. Det skal jeg have hos Icelandair. Nå, jeg beslutter at begynde med at pakke cyklen.

Fumler noget med det og synes der går evigheder, men hver gang jeg kigger op på uret, er der ikke gået mange minutter. Da jeg omsider er færdig, går jeg over og vasker hænder. Havde sikret mig, at der var et toilet i nærheden.

Da jeg kommer tilbage, bliver jeg mødt af en sequrity mand, der spørger,om det er min bagage? Den må ikke efterlades alene, så bliver den fjernet. Nu var jeg heldig.... Benytter lejligheden til at spørge ham, om jeg må have teltstængerne med i håndbagagen? Der fik jeg ham. Han ved det ikke. Nå, jeg havde under alle omstændigheder tænkt mig, at lægge dem og pløkkerne med ned i tasken til cyklen.

Så er cyklen pakket

Så pakker jeg cykeltaskerne og deres bagage ned i den store taske. Det går hurtigt.

Da jeg senere kommer tilbage med mit odd size mærke gør cyklen knuder på båndet. Det ender med at gå uhjælpeligt i stå. Personalet inde bagved farer rundt og en ringer efter hjælp. Efter en kærkommen pause fungerer det dog igen og i flere forsøg lykkes det at få den check’et ind.

Nu tror jeg efter en ostebolle og en cappucino – og lidt skrivning – vil gå op til sequrity check’et.

Sidder nu i flyet med lidtb under 2 timer tilbage. Tror det må være Shetlandsøerne vi nærmer os,kortet på skærmen er meget fortegnet. Så går der ikke så længe, så er det Færøerne vi passerer. 3 t 15 min skulle flyvetiden være og 2 timers tidsforskel her om sommeren. Det var det modsatte af, hvad der fremgik af nettet, men jeg spurgte en islænding, der ofte rejser frem og tilbage. Hun må jo vide det.

Sandt at sige har jeg bare lavet en rute på forhånd, som skal bringe mig til Landmannalaugar, Gulfoss, over Kjölur ruten og videre op til Vestfjordene. Først nu læser jeg i guidebogen og finder heldigvis masser af spændende ting allerede på morgendagens tur fra Sandgerdi til Grindavik. Planen for i dag er bare at få samlet køretøjet og køre ca. 10 km til en campingplads i Sandgerdi. Men allerførst skal jeg hæve nogle penge, selv om kort kan bruges stort set alle steder.

Vi ere nu inde over Island. 24 min igen.

8.96 km

Test indlæg Island 2025

 Dette er bare en test. Jeg vil gerne vide OM jeg kan lave indlæg direkte på telefonen. Det plejer jeg nemlig ikke. Jeg plejer at skrive på en lille computer jeg har med, og uploader derefter via min telefon. På denne måde kan jeg springe et led over.

Jeg skal også prøve om jeg kan uploade billeder, så her kommer et lille tillæg om min tur i går gennem Skåne.

Først havde jeg tænkt mig at skulle sejle til Island som sidste gang. Ved de første undersøgelser, så det positivt ud, men da jeg ville til at bestille billet, var det ikke muligt at få billigste køje begge veje, så allerede inden jeg havde bestilt mad mm var det klart billigere at flyve. Der ville også være fordel ved at lande i vest i stedet for øst, da det er i den del af landet mine ønskemål ligger.

Altså skulle jeg have cyklen med fly. Der var en cykelpose med i den kasse cykelting, jeg arvede efter min tidligere cykelven Thomas. Den måtte kunne bruges? Det var hurtigt klart at turcyklen ikke kunne være der.

Min næste tanke var at min anden MTB måtte kunne bruges med nogle justeringer. Det var ikke helt let, men det lykkedes. Det krævede at skærme, bagagebærere, baggear, styr, saddel og pedaler blev skruet af.

Da cyklen var pakket ned fik jeg lånt en stor meget tynd taske af min datter, der gerne skulle kunne indeholde al bagagen. Det lykkedes også. Mængden af undertøj og sokker blev dog reduceret betragteligt.

Her er den pakkede cykel

Da det hele var pakket, skulle det pakkes ud igen for at jeg kunne køre cyklen igennem Skåne til Djævleøen.

Det gjorde jeg så i går. Det var en fin tur. Hovedsagelig modvind men kun en let vind, 4-5 m/s vil jeg tro. Jeg tog den korteste vej, som er vej 101. Og der er der MEGET åbent. Til gengæld er der kun én rigtig lang bakke.

Der er mange smukke stræk i Skåne

Her er cyklen på vej over Øresund

Nu er jeg ankommet til Baunehøj i Lyngby. Heldigvis er der en stor elevator, hvor jeg bare kunne køre cyklen ind. Køre til 1.sal og sætte bagagen af og køre ned igen med cyklen.

Her med er jeg klar til at køre til lufthavnen på tirsdag og pakke det hele ned igen.