Han nåede færgen....

 Jeg rejser frem og tilbage til Bornholm hver uge. Næsten altid med DSB. Der kan jeg få en billet, der gælder hele vejen. Bus til Køge station, s-tog til Hovedbanen, Øresundstog til Hyllie station, Pågatog til Ystad, færge til Rønne og endelig bus til Aakirkeby. Alt sammen til 111 kr for en 65-billet. Det kan ikke gøres billigere.

Til gengæld KAN der være udfordringer undervejs.

Nu i mandags skulle jeg med 16.27 fra Hovedbanen. Så går jeg ud af døren 15.03 for at nå bussen 15.14. Om alt går vel, kan jeg så nå et tog FØR på Hovedbanen og dermed også i Hyllie. Det giver lidt mere ventetid i Ystad, men hellere være på den sikre side….

Nu SKER det at den første bus er forsinket, men chaufføren når næsten altid at indhente det forsømte. Nu skal der kun være 2 min til s-toget kører efter planen, men det er sjældent det fejler.

Men det gjorde det i mandags. Da vi nærmede os stationen, kunne jeg se s-toget forlade perronen. Nå, så når jeg bare det tog, jeg egentlig skulle med. Men så skal der heller ikke gå noget galt – og det plejer der heller ikke.

Allerede på perronen i Hyllie gjorde de opmærksom på, at toget kun kørte til Svarte, og at der derefter var togbusser helt til Simrishamn. Hmm. Det lød ikke godt, men vi må se….

I toget var jeg inde for at se, om Skånetrafikken havde et bud på, hvornår jeg ville være i Ystad. 18.15. Bussen skulle køre 18.00, og Svarte er sidste station før Ystad. Der er vist 8 km. Det lød lidt betryggende. De lukker for adgang til skibet 10 min før afgang, hvilket ville være 18.20, og man skal stort set bare over sporet, så er man i Terminalen. Snært men muligt. Hvis altså….

For en sikkerheds skyld ringede jeg til Bornholmslinjen og fortalte, at jeg sad i toget og at der var togbus MED den usikkerhed, det nu giver. En ikke særlig imødekommende dame. Jo, de var adviseret i Ystad, om at der var togbusser. MEN, pointerede hun, færgen skulle jo sejle til tiden. Med andre ord: man venter ikke på en enkelt sk… togpassager. Det var jeg nu heller ikke i tvivl om.

Nå, vi nåede til Svarte 17.55. Jeg har prøvet det før, så jeg vidste, hvor jeg skulle hen. Men de var også bare at følge strømmen. Alle busserne til højre kørte over Ystad blev der sagt, da jeg spurgte. Det hele var nydeligt linet op. Jeg tog den forreste. Vi kørte præcis 18.00, alt gik efter planen.

Allerede 18.12 ankom vi til stationen. Min bus kørte desværre LÆNGST frem på busholdepladsen, så der blev det stykke ekstra at gå tilbage… men 8 minutter….. a piece of cake.

Indtil jeg kom til overgangen over sporet. Den var spærret. Effektivt. Man arbejdede på sporet. Forbudt. Livsfare. Da havde jeg allerede overvejet, hvordan jeg skulle kravle over hegnet, og OM jeg kunne. Nu opgav jeg det. Der henvistes til nogle gadenavne, hvor man skulle kunne krydse sporet. Jeg havde ingen anelse om, hvor de var.

Bagude skal man helt ud til, hvor bilerne drejer – og DET er langt – så det måtte være videre frem…

På vejen – i løb – råbte jeg til en dame, hvordan man kom over på den anden side, og hun bekræftede, at det var længere fremme. Helt fremme ved det næste trafiklys.

I mine velmagtsdage kunne jeg løbe en kilometer på 5 min – det kan jeg ikke mere. Slet ikke med 6 kg på ryggen. Og der var vel lidt over 1 km i alt. Jeg satte min lid til, at personalet var orienteret og gik lidt for at få vejret.

Så løb jeg igen.

I ankomsthallen bliver jeg bare vinket igennem, da jeg viser billetten, så det er bare fuld gas frem og op ad trapperne. Men døren er lukket. De har allerede lukket. De venter ikke, selv om klokken vel ikke engang er 7 min i halv.

Så er det, jeg ser, at der er et håndtag til nødåbning. Man kan åbne den første dør – og også den næste – og så er det, at den tredje er uhjælpelig låst – og de to første er smækket bag mig, så jeg nu er låst inde som en løve i et bur.

Jeg hamrer på glasset og råber…. Lige meget hjælper det, her er ingen i miles omkreds.

Så er det, jeg ser endnu en dør lidt ude af den lukkede sliske til højre. Dér er der en trappe ned til kajen. Og døren kan åbnes fra denne side… Trappen er glat, men det lykkes mig at blive på benene og krybe under spærringen nederst. Det er ikke nogen autoriseret adgangsvej….

Jeg styrter hen ad kajen mod rampen til bilerne. Jeg ER faktisk én gang før kommet den vej ombord, men da blev jeg vist igennem af personalet af en anden dør, de kunne åbne.

Jeg registrerer, at waterjet’sene allerede er i gang.

Da jeg når frem til broklappen, har de allerede lukket portene oppe på skibet, men der er grønt lys på klappen, så jeg løber videre op ad klappen, mens nogle skoleelever et sted oppe på skibet hujer og hepper på mig. Jeg vurderer, at jeg vil være i stand til at klatre over, hvis der ikke bliver åbnet….

Men det bliver der. Der er utvivlsomt kameraer overalt her bag til. Jeg bliver taget i forhør. Har jeg billet? Selvfølgelig har jeg billet. Og jeg viser den. Ja, egentlig skulle de jo tilkalde politiet. Det gør du bare, siger jeg. Jeg føler mig på sikker grund. Jeg ER ombord på færgen, og jeg har bare gjort, som jeg skulle. Jeg blev jo vinket igennem…. Så tog jeg måske sagen i egen hånd efterfølgende, men det følte jeg mig tvunget til. Han snakker videre om terrorisme, og jeg kan da godt se, at jeg mageligt kunne have haft 6 kg sprængstof i min taske. Men så havde det vel været nemmere, bare at gå ombord sammen med de øvrige passagerer?

Jeg bliver sluppet løs og bevæger mig op. Nu er min faste plads garanteret taget… Ganske rigtigt, men tilbage står:

Han nåede færgen….