Dag 31

Dag 31

10.07.25

Formanden var også oppe tidligt

Jeg havde først sat uret til kl.6. En time måtte vel være nok? Ved nærmere eftertanke rykkede jeg det frem til 5.30. Det viste sig at være klogt. Jeg var ude ved vejen 6.57 og bilen kom 7.15. 

Så er jeg klar...

Der var 2 andre foruden mig. Chaufføren viste sig at være spanier, men havde boet her i 37 år. Var kommet med moderen, der havde været ambassadør. Da hun skulle hjem, valgte han og broderen at  blive. Han var 12 år da de kom hertil, så han havde lært islandsk som barn. Hans engelske var til gengæld ikke noget at prale af.

Da han spottede en cykel var han straks fyr og flamme. Han og konen havde også cyklet meget. Om jeg kendte Team Rynkeby? Det måtte jeg jo sige ja til. Ja, for konen havde været med. Var det på det første islandske hold, for da jeg kørte i 2016, var der en islænding med, som  skulle forberede et islandsk hold året efter. Jeg var hjemme hos dem i Greve, da jeg var ved at forberede min Islandstur i 2017. Han blev enig med aig selv om, at det måtte have været i 2018. Om han så havde været i Paris og modtage hende? Ja, selvfølgelig, det havde været alle tiders. The city of love, som han sagde.

Det hele fungerede meget professionelt, der holder en lufthavnsbus klar, og kort efter er vi på vej mod Keflavik. Selve busterminalen havde jeg ikke været ved, den lå gemt bag et højededrag i den sydøstlige del af byen.

Det første længe stykke er bebygget. Jeg kan se sandstranden, som jeg var ved forleden ovre til højre. Snakkede med én, som mente, at det vist ikke var det naturlige sand. Her plejer sand at være sort. Det er nok importeret, for en rigtig strand man skal bade fra skal have hvidt sand.

Vi kører igennem Hafnarfjörður, der kunne jeg egentlig godt have cyklet til. Der er nogle enkelte mindre bysamfund, før vi kommer til lavamarkerne på vej mod Keflavik. Ser et enkelt par cyklister på en grusvej langs ”motervejen”.

Vi skal ikke ind til selve Keflavik, som ligger ved vandet. Det er ellers der, en del af ”Den gule U-båd” udspiller sig. Og indholdet er til dels det samme som i en eller flere tidligere bøger. Om drengen der mister sin mor og vokser videre i sorgen i et dysfunktionelt forhold med faderen. En tavs stedmoder kommer ind i billedet og tager ham med til Strandir i det høje nord i Vestfjordene, hvor folk er tavse som fjeldene. Her taler drengen med de døde og læser i det Gamle Testamente om den straffende og voldelige Gud, som ydermere slår sig sammen med faderen og sidder på bagsædet i Trabanten med en flaske vodka. De to har jævnligt besøg af først Johnny Cash og senere Rod Stewart og synger sømandsviser. Også The Beatles indgår i handlingen og nogen har gjort Ringo Star til Biskop i Holar. Jeg har undret mig over, hvor dette Holar var, men så på vejen en afvisning til det. Nogen vil halshugge biskoppen, så drengen må skyndsomst redde ham og tage ham med til Strandir. Det handler også om vennen Ørn og hans far og kørelæreren i Keflavik. Hans forhold til faderen bliver aldrig normalt, men efter faderens død, bliver han klar over, at faderen har fulgt med i hans udvikling som forfatter, selv om de aldrig har talt om det.

Så langt Jon Kalman Stefansson. Vi skulle som sagt til lufthavnen, så jeg fik aldrig set boligblokken på Safamyri, hvor en del af handlingen foregår. Men Holmavik, hvor rutebilen med ham og stedmoderen kørte til, fik jeg da set. Men hvor de to gårde Nes 1 og Nes 2 lå, er ikke nærmere specificeret. Måske på den anden side af den gruopvækkende Steingrimsfjärdarheiði?

Det første jeg gør i lufthavnen er at forlade bagagen og gå ind og finde en vogn. Det lykkes da til sidst, og så kan jeg da komme rundt. Der er virkelig mange mennesker og kaotisk vil jeg sige. Og mig der ikke er vant til lufthavne. Det går let med at tjekke ind og cyklen slipper jeg også nemt af med, der er kun to foran mig i køen til odd-sizes. Så får de omsider lidt organisation på køen til af aflevere den øvrige bagage, og så er det bare at vente.

Jeg slipper igennem det hele og har lige 20 min til at nå en kop kaffe. Spiser brød, ost og en banan til. Kommer til at snakke med nogle danskere, som også skal hjem her til formiddag, men med SAS.

Resten går problemfrit. Lander vist ca. 15.30 dansk tid. I Reykjavik kom cyklen ud på det almindelige bånd, gør den mon også det her? Desværre er odd-sizes ved bånd 14, mens den almindelige bagage er på bånd 2, så jeg render frem og tilbage de første 5 gange. Endelig har jeg cyklen og kører ned omkring toget og finder et sted at samle cyklen. Denne gang husker jeg engangshandskerne og har næsten rene hænder, da jeg skal til at pakke taskerne.

Tager et Öresundstog til Kbh H og et s-tog. Aner hurtigt at der er nye sporarbejder. Når lige at smutte ind i et tog til Buddinge? Der kan jeg da cykle fra, nu jeg nok ikke kan komme til Lyngby. Så jeg er tilbage på Carlshøjvej 60 ved 19-tiden. Kører lige forbi Brugsen og får en sandwich med.

Cyklen er muligvis på sammenbruddets rand, men føreren er i fin form. Hele 5 kg lettere, viser det sig. Det var måske lige i overkanten? Selv mine tynde arme ser endnu tyndere ud. Men selvtilliden fejler ikke noget. Det var da ikke noget at snakke om – eller var det?

Tak for denne gang til I der fulgte med.

3 km

Dag 30

 Dag 30

09.07.25

Så er det sidste dag. Det forbløffer mig selv, at jeg stadig kan det her primitive liv i et telt og nyder det på sin måde. Synes jeg sover bedre og bedre selv om madrassen stadig er den samme. Men jeg må dog sige, at rigtige toiletter og badefaciliteter ikke er af vejen.

Kl.5 i morges da jeg var ovre på toilettet var skraldesamleren der igen. Jeg er ikke engang sikker på, det var den samme. Står og roder i skraldecontainerne og kommer ting i poser. Gad vide hvad det er man kan tjene på der? Men de er der også her, dem der lever på kanten af samfundet. Jeg bor nok mere primitivt end han gør, men jeg har da en bankkonto at trække på. Formuen er endda vokset betragteligt. Hele juli måneds lejeindtægt kom ind forleden: 14.000 kr. Nu er der ingen tvivl om, at jeg kan betale skuret i Torup til oktober. Det er 19.000 kr.

Den store franske gruppe, der kom i går og skulle lære, hvordan man satte telte op er væk igen og den franske familie her ved siden af, hvor pigerne fjollede irriterende og larmende, men hvor far kom og talte dunder, så der var gråd og tænders gnidsel, er også ved at pakke. Og snart er jeg også....

Der kom lige en meget ”fin” regnbyge nu, hvor teltet ellers var næsten tørt. Det burde holde tørt indtil i morgen klokken 6, hvor jeg gerne skulle pakke teltet sammen som det sidste. Men man ved aldrig her...

Jeg kører efter Björn’s Bageri, der skulle de have Hjonabandsæla, har jeg set på nettet. Jeg kan ikke se nogen kaffemaskine, men der er et højt bord og nogle stole ud mod gaden... Den er god nok. Jeg får min kaffe og kage og sidder der og ”læser” den lokale avis, mens alle de lokale kommer og handler deres brød og kager. Her kommer der ingen turister undtagen mig. Ser i TV-programmet at Þyskaland og Danmörk skal spille. Er det nu mænd eller kvinder? Tilbage til sportssiderne, der stod også noget med Þyskaland. ”Kvenna”, tror jeg der stod, altså kvinder.

Himmelstræbende beton

Jeg er i et kvarter, jeg ikke har været i før, så jeg kører lige lidt rundt. Støder på en kirke, der ser åben ud. Og der er folk på vej ind. Turister ser det ud til. Det viser sig at være en katolsk kirke. Der kommer løbende folk og korser sig. Endnu en af disse himmelstræbende betonkonstruktioner, de er gyselige. Det er som om man har fået nok af de små beskedne trækirker landet er spækket med, så nu skal den have hele armen!

Det er som om det er blevet koldere. En digitaltavle hævder 13 gr, det tror jeg ikke på, det er ikke hvad mine hænder fortæller. Veður mener da også 11 gr. nok nærmere sandheden.

Der er ikke så megen udeservering i dag

Jeg passerer den danske ambassade og senere den kinesiske, ja det er først nu jeg lægger mærke til dem, jeg har kørt forbi mange gange.

Den danske ambassade i parallelgade til gågaden - Laugarvegur

I morges kunne jeg pludselig ikke finde mit håndklæde. Hovedet går i gang.... Jeg hængte det på en krog i badet forleden.... Der var det i hvert fald ikke mere. Så kommer jeg i tanker om, at jeg senere hængte det over nogle buske – på den ANDEN side i forhold til teltet. Der er det heller ikke. Da jeg nu kommer tilbage igen, ser jeg et håndklæde hænge ovre på hegnet, der hvor der er en, der er ved at pakke sammen. Er det den rigtige farve? Går over og spørger om det er hans? Nej, han havde bare fundet det ude ved vejen og hængt det op så det kunne tørre.... Tak for det!

Han har haft voksne børn med mm, de har vandret fra Landmannalaugar til Skoga. En ret hård men utrolig smuk tur. 4 elv-krydsninger tror jeg han sagde. Den ene lang. Man følte benene blive følelsesløse og så nærmest forsvinde under én. Ikke behageligt.

Mit dejlige håndklæde er kommet hjem. Håber det kan nå at tørre nok til at jeg kan komme i bad i eftermiddag. Det lufter lidt nu, så jeg må ind og finde et stykke snor, så jeg kan få det tøjret. Fik aldrig et par klemmer med, det var en fejl, men jeg har klaret mig.

Netop som det sidder godt fast, ser jeg der er kommet en ny cyklist lidt henne, en pige ser det ud til. Hun skal til at starte sin tur. Er fra Østrig og da jeg spørger om det så er fra Wien, siger hun nej i den anden ende. Så jeg foreslår Feldkirch som jeg kender. Ja, lige præcis.

Og så snakker vi ellers længe, for hun bliver ved med at spørge, og er der noget, jeg efterhånden ved noget om, er det at cykle på Island.

Så er jeg henne for at købe mere Plokkfiskur, men de har solgt den anden pakke, de havde i går. Bestyreren beklager, men de har det alle steder, siger han.

Så kører jeg videre til Kronan, der er næstnærmest og finder det straks.

Håndklædet er tørt. Vi får ligefrem noget sol her sidst på eftermiddagen, så ikke nok med at jeg har noget at tørre mig i, det når også at tørre igen og kan så pakkes endeligt ned.

Nu er også cyklen pakket og med et stykke stiv elledning jeg altid har med, har jeg lavet en ny ”lås”

16,45 km

Total knap 1500 km

Dag 29

 

Dag 29

08.07.25

De havde lovet regn i går ud på eftermiddagen. Det holdt stik. Den blev kraftigere, end jeg havde forventet. Da jeg havde spist, regnede det så meget, at jeg blev i teltet. Læste i ”Den gule u-båd”, jeg skulle vel gerne blive færdig med den, mens jeg er her. Stak selvfølgelig underkroppen i soveposen. Vågnede ved midnat, da var regnen holdt op, så jeg kunne få vasket op og gjort aftentoilette.

Jeg var ude at fæstne alle bardunerne inden regnen kom, de havde lovet op til 9 m/s i enden af regnen.

Det regnede vist med mellemrum i nat og gør det stadig her til morgen. Der ser ikke ud til at blive mere sommervejr her, overskyet de næste dage. Jeg har to tilbage.

Indkørsel til pladsen efter regnen

Tænker jeg tager på Søfartsmuseet i dag. Der er ikke noget så nedslående, som en regnvåd campingplads. Der er propfuldt i fællesrummet, hvor der vel er plads til 60-70 mennesker. Ledige stole bliver hurtigt bortført. Jeg sidder her lige for at skrive og lade lidt på mine ”devices”. Det er den mindste powerbank, der var i stand til at lade telefonen i nat og telefonen selv, den får altid et skud, når der er mulighed for det.

Her er en del børn, små børn. Hvis de absolut skal med på camping – og det synes jeg er fint, så gør det dog hjemme, hvor I bor. Som islændingene gør. Når man ude i landet støder på små børn, er de islandske.

Nu er telefonen på 73% og den er sat til 80%, så det varer ikke længe.

Søfartsmuseet var ikke det store. Meget om den tekniske udvikling. Jeg har selv måttet læse op på 200 sømilegrænsen, eller den eksklusive økonomiske zone, som er en del af FN’s havrets konvention fra 1982. Før det lavede flere lande bilaterale aftaler om denne grænse, men det kneb for islændingene at komme overens med briterne, så man havde en årrække, som benævnes torskekrigen(e), hvor fartøjer undertiden kom FOR tæt på hinanden, og der blev skudt varselsskud. Briterne bøjede sig dog til sidst i 1976.

Kaos billede fra havnen - missilet er med - igen

Kører lidt rundt i byen, før jeg kører hjem og laver en kop kaffe. Så er det efter aftensmad. Det nærmeste supermarked har jeg ikke været i, det er Krambuðin, hvor jeg finder det helt rigtige måltid: ”Plokkfiskur”, man kan vel ikke have været i Island uden at have spist fisk.

Går hen i cafeen efter en dobbelt cappucino, også for at slippe af med mine sidste kontanter. Så tager de ikke cash! Nå, i morgen må jeg ind til byen og finde et sted, hvor de har Hjonabandsæla.

I dag spiller de ”Loveletters in the Sand”, “Walking in the Rain” og den slags. Så er vi nogle år længere tilbage end sidst. 1958? Den første er klassikeren med Pat Boone, den anden i en version med Tommy Steele, hvis jeg ikke tager meget fejl.

Plukfisken er fremragende. 2012 kJ, det kan man cykle det meste af en dag på. Det er med kartofler i en eller anden slags sovs.

Snakkede lige lidt med nogle canadiske cyklister. De havde været så langt som til Höfn på sydkysten og tilbage igen. Der er kommet to mere, som var ved at slå lejr før.

14,32 km

Dag 28

Dag 28

07.07.25

Der er en måge her på pladsen. Den tror den er formand. Kan udstøde de mest rædselsvækkende skrig, som barnegråd, som nogen i stor nød. Hvis man ikke har ur her, er det svært at vide, hvad klokken er. Og det har den åbenbart ikke. Klokken 4.30 i morges slog den alarmen til, så jeg vågnede – og skulle tisse – igen. Blev enig med mig selv om, at jeg lige så godt kunne bemægtige mig en brusekabine nu tid var. Dejligt bad og så i seng igen.

Så her ved 9-tiden tænkte jeg, at jeg hellere måtte betale for de 3 sidste nætter.Receptionen er åben fra 7.30, men havde jeg vidst, at de også står for morgenmaden til Hostel’ets gæster, havde jeg ventet.

Det er en lettere usoigneret ung mand med kasket, jeg får tilkaldt, har sikkert travlt i køkkenet. Hvad kan han hjælpe mig med? Ja, jeg vil gerne betale for 3 nætter mere. ”Do it online” og han peger. ”You’ll have 10% discount” Yes, but I’m here with a bicycle and.... ”Sind Sie deutsch?”, spørger han så. ”Nein”. ”Where are you from?” ”What’s that to do with anything?” ”It’s a simple question”. Han har nok forudfattede meninger om tyskere... Hvor er du selv fra, idiot. Det siger jeg nu ikke, men går bare for at komme igen, når der er en mere serviceminded person til stede.

Kl.10.15 undskylder de på et skilt med, at der ikke er nogen den næste halve time, så jeg kører ud i byen. Først møder jeg dog en bekendt, en scweizer. Hvor var det nu.... Isafjörður, mener han. De skal hjem i morgen.

"Perlan" er bygget på Reykjaviks forsyning af varmt vand

Jeg kører op til Perlan, der ligger højt, så det er til at finde, men hvordan man kommer over Snorrabraut, hovedvejen, er en anden sag. Faktisk hedder den ikke mere Snorrabraut, da jeg endelig kan komme over, men Bustadavegur.

Udsigt fra toppen - budskadset fylder godt

Perlan er for dem, der bare kommer til Reykjavik og ikke har tid til at se det hele in natura. Hele bakken, Öskuhlið er et grønt område gennemkrydset af stier. På den anden side kommer jeg ned til Reykjavik’s lufthavn, altså den lokale ikke den internationale. Der er gode stier hele vejen rundt.

Gad vide hvor varmt vandet er - det i det forreste bassin er utvivlsomt opvarmet

Så havner jeg på Reykjavik’s Bellevue. Anede ikke der findes en strand. Ovre på den anden side er der endnu en halvø: Alftanes, hvor folk også kan lide at bo ud til vandet. Den jeg kører på nu hedder: Seltjanarnes. Det er hovedsagelig villakvarterer, indtil jeg kommer ind mod Reykjavik langs den anden kyst, hvor alle de store blokke med havudsigt ligger.

Halgrimskirken er ikke bare halvgrim, den er helgrim - rager op som et missil, hvor man end er

Det er ikke kun hjemme, man vil have havudsigt

Skal se noget tjekken (var det Oleg han hed?) gjorde opmærksom på. Det er en lille grøn høj et sted yderst ude i havnen. Jeg kører ikke langt nok i første omgang og må på den igen. Det er virkelig yderst ude.

Den lille grønne høj - skal det forestille en gravhøj?

Det er et kunstværk. På toppen af højen er der et lille halvåbent træhus indeholdende ophængte fiskehoveder. Jeg er med på, at fisk altid har været en væsentlig del af islands historie og dagligdag, men alligevel...

Huset med fiskehovederne

På toppen tales der svensk. Det er et svensk par, der er kommet meget tidligt i morges, har været i deres lejlighed og sove et par timer, og nu er ude at se på byen. De skal nogle dage til Landmannalaugar med bus. Det orker jeg ikke, selv om jeg burde.

Billeder fra før og nu 1890 og 2025

Billeder fra før og nu - 1877 og 2025

Da jeg er på vej tilbage, støder jeg ind i de 4 gutter fra Bergarnes. De kan huske, at jeg hedder Steen. De 3 havde almindelige navne, men den fjerde, den mørke, husker jeg. Det er Mr. Pamuk (husker navnet fra Downton Abbey, hvor Mr. Pamuk dog var tyrk. Han her er af indisk afstamning. De skal være her til fredag. Jeg siger, at en cykel er ideel til at udforske byen. De to har fået nok af at cykle i Island.... Men det lykkedes dem dog, at nå rundt om Snæfellsnes.

Da jeg er hjemme igen, er min kode til toilettet allerede udløbet. Jeg får betalt og får en ny.

24,40 km

Dag 27

Dag 27

06.07.25

Teltpladsen blev fyldt i løbet af i går. Og her til morgen igen affolket. Allerede da jeg var oppe og tisse kl.5, var folk ved at pakke sammen. Lørdag er åbenbart typisk dagen, hvor man ankommer for så at skulle videre.

Sådan camperer nogle i dag

Snakkede med én, der nu var min nærmeste nabo. Tjekke. Meget opvakt ung mand. Vi snakkede grænseproblemstillinger bl.a. Han gjorde mig opmærksom på et særpræget kunstværk yderst på havnen. Det skal jeg se på på vej hjem fra Nationalmuseet. Skal blive lidt klogere på den islandske historie.

Så er der dømt koncentration de næste timer. Det står ikke på dansk.

Museet er fint, men efter nogle timers koncentreret læsning, må jeg ned i cafeen og lade op med lidt frokost og den sædvanlige kop. Så er jeg klar til sidste afdeling og kan nu opsummere historien:

De første bosættere bestemte selv og etablerede dette ”Alþingi”. Senere gik det op i interne stridigheder, som blev bilagt ved, at Island kom under den norske krone. Så blev kongerigerne Norge og Danmark forenet under den danske konge, så Island kom under dansk administration. Det varede ved indtil under 2. verdenskrig. Inden da, havde de dog fået hjemmestyre i 1903 og blevet erklæret et selvstændigt land under rigsfællesskabet, indtil man i ly af krigen efter en folkeafstemning i 1944, dannede en republik. Chr.X modsatte sig i første omgang ønsket, med henvisning til krigen, men efter afstemningen lykønskede han islændingene med deres nye regering.

Traditionelle huse i nærheden af gågaden

Det er sommer i Reykjavik også i dag. 13 gr. Der forventes regn i morgen, siger telefonen.

Utradionelt traditionelt hus

Jeg triller lidt rundt i b yen. De sidste dage har der ind imellem været en lyd fra baghjulet, som om noget gik på. Tidligere viste det sig at være en af magnaterne til blinklygten, men det havde jeg rettet. Pludselig er den helt gal. Hjulet blokerer nærmest. SÅ ser jeg det. En knækket eger. Det kunne så også betyde.... JA. Hjulet er blevet ekset. Skal heldigvis ikke køre med bagage mere. Hvor heldig kan man være.....?

Hjem og have sengetøjet lidt ud i luften og have en kop kaffe. Ser en cyklist længere henne på pladsen. Viser sig at være en spanier, fin ny cykel, ekstra brede dæk. Han skal først til at starte sin tur i morgen. Vi snakker lidt. Han skal ud at købe ind.

Ældre dame på gamle plader

Så tager jeg ”Tjulli” med over til cafeen, hvis min næsten islandskkyndige hollænder skulle være der. Han henviser til nogle, han ved er islændinge, og der er én, der hjælper med at afsløre forskel på u  og ú. Jeg kan snart læse op på islandsk – uden at forstå ret meget.

Så er det li'som man føler sig hjemme

Er ude at køre en tur væk fra Reykjavik. Synes jeg har styr på retningen, men byen er ikke sådan at finde ud af. Op og ned og ringveje, og hvad ved jeg.

20.11 km

Dag 26

Dag 26

05.07.25

I aftes var der en irriterende franskmand. Denne gang var det ikke en telefonsamtale, han snakkede til nogen, men det var mest ham,man hørte. Den var efter 23, og det stod på op mod en time. Endelig kom han i nærheden af mit telt, og jeg gav ham et kraftigt: ”Schyy...”

Så blev der ro. Den gnavne gamle mand, var trådt i karakter.

Det er en stor plads, selv telte er der mange af.Toiletterne er noget for sig. De er anbragt langt fra væggen, så man sidder helt oppe i døren. Faktisk kan det være svært overhovedet at komme til at sætte sig. Jeg ved ikke, hvad folk med længere ben end jeg gør. Jeg har ikke set nogen sidde med døren åben.

Ved indskrivningen fik jeg en kode, der skal bruges, når man skal ind til toilet og bad eller fællesrum. Min kode virker som regel først i 3. forsøg, det forstår jeg ikke. Hvad gør jeg galt?

Ja, køn er jeg jo ikke

Morgener er generelt bedst til bad. 6.30 var der ingen og det fungerede upåklageligt. Nu skal jeg på turistbureau’et. Har tænkt, at det ville være nemmest, hvis jeg kunne køre til en bus, pakke cykel og bagage sammen og blive kørt til lufthavnen. Troede det var tirsdag, jeg skulle flyve, det er først torsdag

.Reykjavik har mistet noget af sit provinsielle præg

Det ”gamle” turistkontor synes ikke at være der mere, men det  lykkes at book’e turen til lufthavnen på ét, jeg ikke har været på før. Med pick-up ved campingpladsen.  Det betyder, at jeg kan pakke cyklen aftenen før og det meste af bagagen. Teltet skal alligevel være i håndbagagen. Det . r perfekt. Afhentning kl.7, flyet går 10.35.

Reykjavik's svar på den lille havfrue

Går på Laugavagur så  som gågaden hedder i retning af campingpladsen. (Lauarvegur ved jeg nu, det udtales. Benytter lejligheden til at se efter noget til AM’s vinduekarm. Det er mest glitter og glimmer. Er i 5 souvenirforretninger. En lille islandsk kirke vil passe i samlingen. Den mindste jeg finder er med kæde til nøglering . I nødsfald bliver det den, så må jeg prøve at klippe kæden af, et sted spørger jeg direkte efter en kirke. Inderen, som jeg tager ham for, ved ikke, hvad en kirke er. Jeg savner nogle islændinge at tale med.

Efter frokost er jeg oppe i cafeen og få en dobbelt cappucino, der spilles Pink Floyd i baggrunden. Et nummer fra ”Dark side of the Moon”. I går var det Buffalo Springfield. Det er jo musik fra min ungdom, det kan godt undre mig, det er jo ikke ligefrem min generation, der er overrepræsenteret her.

På campingpladsen kommer folk med kufferter for at campere. Det er særlig asiater. Billigste overnatning i Island utvivlsomt. Nu er det Rolling Stones med et nummer, jeg ikke lige kan sætte navn på. Og lige efter: Good Vibrations, Beach Boys.

Den unge mand i cafeen er hollænder og har boet her i 1 ½ år. Har prøvet at lære islandsk, men så passede lektionerne ikke med arbejdstiderne. Og islændingene foretrækker t tale engelsk fremfor at tale med én, der ikke udtaler ordene ordentligt.

Her kan man køre til byen i ro og mag på en cykelsti

Om eftermiddagen kører jeg til ”The Settlement Exhibition”, altså en udstilling om bosættelsen og udviklingen af Island. Den tager udgangspunkt i en udgravning midt i byen i 2001. Den befinder sig nu i kælderniveau i fuld størrelse. Rester af et langhus med tilbygning. Er dateret til 871 +/- 2 år.

Byggestilen var da på steder uden så meget træ, at væggene byggedes op af græstørv, lag på lag. Tagkonstruktionen lavedes så af drivtømmer, der stadig er en vigtig kilde til træ i Island. Til hegnspæle fx.

Der har også været bosættelser andre steder i Island, men det er en anden historie, det er denne bosættelse i Reykjavik området og dens udvidelser, der er grundlaget for det moderne Island.

Krigen og løsrivelsen fra Danmark omtales ikke, men mon ikke nationalmuseet gør? Der har jeg tænkt mig at skulle hen i morgen.

Kommer i snak med en af pigerne ii billet og information. Hun skal på højskole i Hillerød til august. Jeg viser hende en børnebog, jeg har købt i noget, der mindede om den grå hal. Kom tilfældigt forbi og gik ind og fandt ”Tjulli a fullri ferð”. Den kan hun godt huske fra sin barndom. Hjælper mig med at oversætte begyndelsen. Der er mange ord, der er umiddelbart forståelige.

 

Dag 25

Dag 25

04.07.25

Så bliver der ikke mere stille. Højtrykket har ramt os og skubbet sig ind over landet. Gnæggeren er i gang og har nu fået selskab af den islandske latterfugl. Som muligvis også kan sige som et æsel. Der var i hvert fald noget, der lød sådan her til morgen. Hvor mange de er om at udstøde disse lyde, ved jeg ikke.

Fik ellers besøg af Norge ved 23-tiden i aftes. Først kom der en tysk bil, jeg lige kunne vinke til ud gennem teltåbningen. Da jeg så var gået til ro, kom det norske par og parkerede åbenbart lige oven for mig. Og gav sig til at snakke, som 0om det var midt på dagen. Man vil jo nødig virke som en gammel gnavpotte, så jeg gav dem lige lidt tid til at falde til ro. Det tog sandelig tid...

På et tidspunkt tror jeg, jeg sådan for mig selv fik sagt: ”Det var dog helvedes”, og der er jo noget lydt på sådan en åben plads.... Så de fortrak skyndsomt til bilen og lukkede døren. Tak, Norge.

Det ere da ellers den mest primitive plads, jeg har været på. Der er tag over hovedet på toilettet, det er det mest positive, der er at sige. Og vandet KUNNE blive varmt. Men toiletpapiret slap op. Godt jeg havde min egen rulle, jeg gaflede i Grindavik for en menneskealder siden, her til morgen.

Morgen og kaffevand

Det bliver ikke bare en dag på kontoret her fra morgenstunden. Vejen går op, korte stejle stigninger, og ned igen naturligvis med helt op til 10%, da jeg kommer til hvalfangerstationen. Det er her man har bevaret – og stadig anvender – nogle af de barakker med de runde tage, hvis konstruktion går helt tilbage til 1. verdenskrig. De her er fra den 2. verdenskrig. I dag er finhvalen den eneste hval, man må jage – og det gør man så i islandske farvande.

Her er de omtalte barakker

Toppen af en gammel hvalfangerbåd

Efter 14 km når jeg bunden af fjorden. Der er 3-5 km ind til Islands højeste vandfald, det tænker jeg godt, jeg kan undvære. Vejen ser umiddelbart lidt mere plan ud på sydsiden.

Et blik tilbage ud gennem fjorden

Det viser sig hurtigt at være en misforståelse. Det går op og ned, så det er en lyst.

Jg når til Hvitanes, hvor to tavler, man kan læse på 5 min, giver mig et bedre indblik i Islands forhold under krigen, end museet gav på 2 timer.

Afslutningsvis kommer der en bakke ”Op i himlen”, men det lykkes at køre op over den. Så er der endnu en spids, jeg skal rundt om, så skulle jeg gerne møde tunnel-vejen. Spiser frokost inden, har kigget efter bord og bænk hele dagen – ingen. Jeg sidder på en klippe.

Bakken op i himlen

Når endelig frem til vej 1, og så begynder mareridtet. Nogle steder er der nærmest en smal cykelsti udenfor den optrukne hvide linie, herligt – for det meste ikke. Nogle steder er der rumleriller i siden og 20 cm at køre på udenfor, når der altså ikke lige er en kant ned, der gør det for farligt at køre der. Så fra tid til anden bliver jeg nødt til at køre på vejen til gene for bilerne OG mig, når de ikke holder ordentlig afstand. Nogle steder er vejen 4-sporet, så der kører de rigtig stærkt.

Jeg tror der er 20 km tilbage på dette tidspunkt, så efter at have kørt 60 km i anstrende terræn, kommer nu denne koncentrations øvelse. Hvis man nu kunne bede om en cykelrute hos Google, kunne jeg muligvis have sparet lidt på hovedvejen, men det findes ikke, når man er på Island.

Da jeg finder camp’en er jeg smadret. Du skal bare book’e på nettet, siger nogle, der arbejder der. Så får du 10% i rabat.

Da jeg ser prisen, går jeg i chok. 3375 iskr. Det var dog den stiveste.... Bliver enig med mig selv om, at jeg hellere må finde cafeen og få en dobbelt cappucino og tænke mig om. Cafeen er også reception, så jeg forhører mig lige angående aldersrabat. Det stod der ikke noget om på nettet. Nej, det har de ikke. De har kun rabat til cyklister! Jamen så er det jo godt, jeg har min cykel med. Så jeg får 20% i rabat, så de 3 dage jeg book’er kommer til at koste ca. 10.000 iskr.

Så må jeg lige finde en Bonus, så jeg kan få noget aftensmad – og en Egil’s øl. Og en ny pose Nammi slik. Den sidste gik ret hurtigt.

82.05 km 52.02 km/t