Dag_19

Onsdag 01.02.17

Jeg må sige, at jeg føler mig lidt handicappet ved ikke mere at have netforbindelse. Men senere på dagen vil jeg gå over på The Red Onion og få opdateret blog’en. Jeg var vågen en tid i nat. Og lå og hørte fulderikker råbe og synge et sted derude. Dem om det. Men det virker som om flaskecontainerne bliver tømt hver eneste morgen. Det er noget, der kan høres. Det er med andre ord voldsomme mængder, der bliver hældt indenbords løbende.

Vi har ikke lært nogen at kende her i blokken. Jeg vil tro, der er 300 lejligheder, så det er kun dem, der benytter vores elevator, man evt. støder på. Den eneste jeg genkender, er én med sådan en læder hat, der aldrig er helt appelsinfri – altså manden. Jeg tror han er finne. Han bor etagen over os. Ikke engang naboerne, ved vi, hvem er, og vi hører dem heldigvis heller ikke.

Det ser ud til strandvejr. Vi vil gå ud ad stranden mod sydspidsen. Til vi finder et sted for os selv – ha ha. Det tager sin tid, før vi kommer af sted, så inden er solen gået væk, og til sidst når det også at blæse op. Da vi når ned på strandpromenaden, er det med en frisk vind i ryggen.

Da vi kommer helt ned på stranden viser det sig, at alle åbenbart har besluttet at gå enten fra Playa del Ingles til Fyrtårnet eller det omvendte. Stranden er simpelthen fuld af mennesker, der er på vej entn den ene eller den anden vej. Vi har dog den fordel at have vinden i ryggen. Efterhånden som vi nærmer os sydspidsen kommer vinden mere og mere fra siden og sandet fyger om benene på os. Mange af de modgående ser ud som om de taler i mobil, men det er fordi de forsøger at skærme sig mod det fygende sand.

Nu har vi fået fyrtårnet i sigte

Da vi runder spidsen, kommer vi om i læsiden. Barkanerne, som jeg er kommet i tanker om, de hedder i ørkenen, er af en betragtelig højde. Rigeligt til at læ. På den måde når vi for anden dag i træk frem til fyrtårnet, Faro de Maspalomas.

DET er nogle klitter, der vil noget

Vi traver længe rundt og leder efter et toilet, der har været skiltet med, og ender også med at finde det. Så sætter vi os ellers ned på strandpromenadens lave mur og spiser de medbragte sandwich. Her er sandet endt og stranden overtaget af sten. Efter et besøg på endnu en afdeling af Café de Paris og en iskaffe, bliver vi opmærksom på resterne af nogle huse de oprindelige beboere har opført her. AM får øje på en rotte, hvad der vel egentlig ikke er så mærkeligt, mere overraskende er, at det indhegnede område åbenbart er tilholdssted for det canariske kæmpefirben. Jeg havde opgivet at se dem, men her – så at sige i menneske mylderet – findes de altså. Nu er disse eksemplarer ikke ligefrem 80 cm. Højest 30-40 cm vil jeg mene. Men store er de.

Det kanariske kæmpefirben

Jeg tænker, at det er tid til at tage bussen hjem, men AM har mod på at gå hjem samme vej, vi kom. Lige her virker det også som om, vinden har vendt, og vi har den i ryggen. Desuden er solen kommet frem. Bølgerne vælter ind mod den flade strand, så det er klogt at tage sandalerne af, man ved aldrig, hvornår en ekstra stor bølge overskyller ens fødder.

Det sorte sand har det med at lejre sig bag forhøjninger

Det utrolige ER virkelig sket: vinden er vendt og i øvrigt næsten forsvundet, så vi har en behagelig tur tilbage, om end der er nøjagtig lige så langt som den anden vej. Efter over 23.000 skridt er vi hjemme igen og kan udmattede falde om på altanen. Det gik der det meste af en dag med.

AM vil spise græsk, så det går vi ud for at gøre. Vi traver rundt for at finde den. Jeg synes, jeg kan huske, hvor det var, hun snakkede om en græsk restaurant. Men det er ikke den gade, og hun ved ikke selv, hvor det var. Så vi ender på den indiske her i gaden med det lidet flatterende navn: Bollywood, masala restaurant. Vi er de eneste gæster, men maden er god. Butter Chicken. Jeg får den medium – det er lige tilpas.  De har kun haft åbent et par uger. Senere kommer der dog flere gæster.

26549 skridt