Dag 21

 Dag 21

30.06.25

Møder et tysk par, jeg snakkede med i aftes ved morgenbordet kl.7. Vi ender med at udveksle e-mails. Julian og Sarina. Bor tæt ved Angela jeg kender i Alpirsbach.

Jeg er ved at ændre planer. Meget lidt. Hvis jeg bliver her på enden af Snefellsnes i dag, vil vinden vende, så jeg – forhåbentlig – får medvind hele vejen på sydsiden af halvøen. Så jeg sigter efter Arnarstapi, hvor jeg overnattede sidst. Den ringeste plads dengang. Mener at have hørt, at den er blevet forbedret. Belgierne talte også meget positivt, om deres oplevelser yderst på halvøen. Så kan jeg også køre fra til Helissandur, hvor min islandske ven derhjemme har tilbragt en del af sit liv.

Det første solstrejf kommer, mens jeg pakker teltet sammen. Jo længere ud mod spidsen jeg kommer, jo bedre skulle vejret blive. Blæsten er der ikke noget at gøre ved, den er vel 6-7 m/s, men jeg har medvind – indtil videre.

Kirken i Olafsvik

Der dukker en seværdighed op: Suðafoss, 1,3 km. Vel vidende at jeg skal tilbage i modvind, kører jeg derind. Alle vandfald er flotte. Dette er specielt på sin måde. Ved at5 springe over nogle af sideløbene, kan man komme helt op til det. Egentlig ikke noget for en mand i min alder, men selvfølgelig skal jeg prøve det. Til min undskyldning er det ikke farligt, men man kunne risikere at blive MEGET våd og MEGET kold.

Suðafoss tæt på

Det går godt indtil jeg skal tilbage igen. Kan ikke genfinde stedet, hvor jeg kom over. Finder et sted, men ender med at fortryde og gå længere ned, hvor jeg i et elegant spring sætter over.

Kører lidt, der er en bebyggelse, der hedder Rif og der kommer en ny seværdighed. Det handler om fugle. Her er der ikke andre end mig. Der er en lille sø og tavler med alle de forskellige arter.Jeg hæfter mig ved, at den arktiske terne hedder Kria på islandsk. Det illustrerer meget godt dens vrede skrig.

Så kører jeg videre mod Helissandur. Der er cykelsti, som går ned til byen, der ligger ud til vandet med klipper som i Gudhjem, blot i en anden farve.

Længere fremme er der et besøgscenter, der er passet pænt ind i landskabet. Det var der ikke sidst? Nej, det stod først færdigt i 2023, svarer damen. Jeg spørger til vulkanen, som bliver benævnt ”aktiv”. Ja, der har ikke været noget udbrud i 1000 år, men magmaet rører på sig ind imellem og forårsager jordskælv, så helt udelukke, at der en dag sker noget, kan man ikke. Det er ikke sådan med vulkaner, de arbejder ikke på daglig basis som os andre. Nyder en kop cappucino og to af mine egne klejner i cafeen.

Besøgscenteret

Så kører jeg videre i medvinden. Vejen slår en stor bue, så det undrer mig ikke, at jeg havner i modvind til sidst. Og op ad bakke.

Saxholl krateret på afstand

Og et kik på tværs

Når endelig frem til kraterne. Sidst kørte jeg bare forbi dem, men nu er man ikke i tvivl om, at her er en seværdighed ud fra antallet af parkerede biler. Og der er en fin trappe op, som jeg heller ikke tror, var her sidste gang. Det er et pænt lille overskueligt krater, som man ikke sådan kan bevæge sig ned i. 40 m i højden.

Og så er der den store vulkan. Skal det virkelig lykkes mig at se toppen denne gang? Der hvor Jules Verne i sin tid lod sine personer begynde nedstigningen i ”Rejsen til Jordens indre”.

Toppen er endnu skjult

Det er lidt uklart, hvor toppen befinder sig, men inden for den næste halve time viser det sig, at det er, som om der er to toppe, som ser nogenlunde lige høje ud. Det er et mageløst syn, som jeg har ventet 8 år på. Og nu LYKKEDES det altså. Dagen er reddet.

Så er toppen fri i det fjerne

Det kommer jeg også til at betale for. Der er væmmelig sidevind, og det skal blive endnu værre.

Toppene med lidt skylag

Først er der dog kommet endnu en seværdighed. Ja, den har selvfølgelig været der hele tiden, men nu er det blevet en officiel én med alt, hvad det kræver af stier, platforme og rækværk.

Ved ikke helt hvad de to hedder

Da jeg kommer tilbage til cyklen, ser jeg en cyklist nærme sig og svinge ind på parkeringspladsen. Det er en tysk pige, som vist er på dag 6. Hun er vildt begejstret for Island. Gad vide om hun nu er kommet gennem modvinden til Olafsvik? Havde 40 dage til at komme øen rundt. Det kommer til at knibe, men så er der jo også busser at ty til.

For mig kommer det modbydeligste stykke nu, de 12 km til Arnarstapi. En pibende sidevind og bakke på bakke op ad. Men bliver man ved, kommer man frem.

Kan ikke rigtig genkende noget. Gad vide om pladsen er flyttet? Der er i hvert fald kommet bedre toiletter. Men først skal man registrere sig og betale på nettet. Det gør jeg så. 1800 for en gammel mand som mig og 400 i skat. Det er OK. Så får man en kode på mail, som kan åbne til toiletterne. Køkken og fællesrum eksisterer kun udenfor og ikke overdækket og bad er ikke inkluderet, det koster 500 for 6 min. Det stod der ikke noget om. Så skulle det da være et eller andet med småt. Meget småt. Det er svindel efter min mening. Og så er der kun ét stik til opladning.

Jeg glemte helt ternerne. I dag fik de mig. Jeg startede med at finde det bedste læ-sted. Angrebet af 3 terner lykkedes det mig at få cyklen derhen, men det lykkedes dem, at få mig væk. Det er ikke til at slå telt op med terner styrtdykkende ned omkring 5 cm over ens hoved, mens de skriger deres ”kri-a”.

Hentede cyklen og gik ned til et mere vind om sust sted, hvor jeg fik sat teltet op og uploadede et billede af det, som man skulle.

Resultatet af angrebet - de skiderikker

Nu sidder jeg inde på handicap toilettet og skriver. Det er det eneste sted, hvor der er noget at sidde på, bortset fra på toiletterne, men dem er der jo nogen, der skal bruge. Og her er ingen handicappede, udover mig.

53.60 km