Dag 14

Dag 14

23.06.25

Vågner kl.4.30 og laver dagens ordspil. Tænker at efter en tissetår kan jeg måske sove lidt mere? Som sagt så gjort, så nu er den 6.30, men så har jeg også spist morgenmad. Den nye müesli er kedelig. Ingen mandler eller nødder. Den hedder også frugtmüesli. Skulle indeholde rosiner og bananflager. De første kunne jeg se nogle enkelte af, men bananerne? Flagen ligger nok på bunden af posen. Men det er utvivlsomt en god müesli at køre på.

Det er en fornøjelse ikke at skulle lede efter noget. Alt har efterhånden sin faste plads. Behøver bare række hånden ud.

Vinden har flået godt i teltet her til morgen. Det må være heden på den anden side, der er vågnet. Temperaturen er steget til 7 gr. Det kan man ikke mærke. Skulle man ikke være helt vågen, skal vinden nok vække én. Men så at nå frem til et varmt badeværelse, med varmt og koldt vand. Himmelsk. Og at vaske op i varmt vand!

Hotellet ligner ellers noget fra den tidligere østblok i hvert fald udefra. Inde var der dejlig varmt. Sad inde og ladede min telefon i går aftes. Og ”læste” en islandsk avis.

Hotellet

Temperaturen gør, at man ikke behøver at tænke på madvarernes holdbarhed. Man har jo køleskabet med, eller rettere: man bor i det.

Igen med åben udestue

Af sted 7.50. En enkelt spids skal forceres, men den næste skal man ikke ud på, men op over højdedraget. Det ser lidt drabeligt ud, men med vinden i ryggen går det. Men der er langt op endnu.

Det blev ikke det eneste højdedrag, men klart det højeste. Vinden er nærmest øst, som jeg har forventet fra Veður, men den er ikke specielt generende bortset fra visse steder, hvor det virker, som om at dér, skal man sgu ikke have lov at passere.

Dagens højdepunkt – indtil videre – er, da jeg møder en anden cyklist, en franskmand. Det er også anden gang han er på Island, så vi har meget til fælles. Pierre hedder han (som jo betyder sten), så vi er virkelig brødre af en slags.

Holder oste-frokost på en rasteplads med bord, men det blæser lidt for meget. Vejen har været perfekt siden Holmavik, der synes mod forventning ikke at komme nogen grusstykker.

Disse stenmure har jeg snart set mange gange - har der været tag over? Til en båd?

Der er vel egentlig 6 bi-fjorde, skal de vel kaldes til den store Isafjörður. Den første kørte jeg i går på vej til hotellet ved Reykjarfjörður (for lille til at regne med til de 6). Man kører tæt på vandet for det meste, der er altså ret fladt, når altså ikke lige fjeldene gør, at man har måttet have vejen højere op. Så er der nogle gevaldige bakker, som dog sjældent er særlig stejle.

Læg mærke til fugleskræmslerne. De er ikke til for at skræmme fuglene, men...

Hovedregelen er: vinden i ryggen ind i fjorden, modvind ud af den.

Franskmanden snakkede om nogle englændere længere tilbage, så da to cyklister kommer i mod mig, spørger jeg: Are you the englishmen? No, we’re canadiens. Vi udveksler erfaringer, jeg advarer dem om Steingrimsfjarðarheiði og den stærke vind – og kastevinde. De var kommet med færgen til Vestfjordene, den jeg skal tilbage med. Det tog kun 2 tim.

Flere dødningeklipper

Der er lang vej ud inden jeg skal ind ad Skötufjörður, til gengæld kommer et l-a-a-ngt medvindsstykke.

Kommer forbi ”Litla Husið”, som jo nærmest lyder bornholmsk. Et gammelt traditionelt hus på disse kanter, hvor der i dag serveres kaffe mm. Her kommer nærigheden op i mig. 700 (35dkr) for en kop alm. Kaffe. Jeg har egentlig heller ikke brug for den. Bare pausen gør godt her.

Jeg kommer til til Google kalder ”Seal Lookout”, og jeg ser virkelig en sæl. Den laver denne ”bukke begge ender op”-bevægelse, der afslører den, ellers havde jeg aldrig kunnet se, det var en sæl på den afstand. Og jeg er endda tættere på end de øvrige turister, der ikke kan holde her, hvor der er hegn i siden med deres biler.

Her er en ensom cykel...

...og her sidder ejeren i læ og gumler

Omkring de 70 km begynder jeg for alvor at lede efter et sted at overnatte. Da vejen går over højdedraget mellem Hestfjörður og Seyðisfjörður, hvor man springer to fjordsider over, er jeg rundt og se mig omkring. Der er enten ikke plant nok eller ikke læ nok, og da jeg kommer ned tilfjorden på den anden side er der huse.

Altså fortsætter jeg. Det begynder at stå klart, at jeg nok må satse på at nå til campingpladsen i Suðavik, jeg hvis jeg orker det. Har allerede holdt makrel-frokost, så de næste små pauser er slik-pauser.

Svanefar er gået i forvejen

Kæmper mig op til spidsen mellem de to sidste fjorde, der er et udsigtspunkt. Der SER jeg Suðavik lige ovre på den anden side af fjorden. Dette er den sidste: Alftafjörður.

Da jeg kører videre ned mod fjorden, bliver jeg igen ramt af denne vind, der ud af ingenting rejser sig til storm og truer med at kaste mig af vejen. Kortvarigt men ubehageligt.

Det går fint i medvinden ind. Knap så fint i modvinden ud. Vinden er egentlig ikke så slem, men igen kommer disse steder, hvor fanden pludselig tager ved den, og jeg skal ned i mindste gear.

Det er ikke nam-nam for børn, skulle jeg hilse og sige

Jeg når frem. Der er en fremragende inderste plads til telte, hvor jeg finder det perfekte sted og inden længe er teltet oppe og aftensmaden ”på bordet”. Det er Bali-retten igen med Serrano-skinke og ¼ fløde.

Og ikke længe efter har jeg også været i bad. Nok er spisestuen bare overdækket og udendørs, pyt, jeg spiser i teltet, men det opvarmede badeværelse med alt, hvad en campist kan ønske, er det hele værd.

116 km