Dag 20
29.06.25
Her er så stille. Man skulle ikke tro, man var omgivet af en
hel by, for så mange bor der på campingpladsen, 500 mindst.
Så brydes tavsheden. Gnæggeren (dobbeltbekkasinen) er på
spil. Den tager nogle runder her, og forsvinder så, den skal vel også have
morgenmad? Jeg har spist min. Klokken er 6.30 og det er søndag morgen. Måske
har butikken ikke åbent, når jeg kommer til Olafsvik? Jeg tror, jeg vil kunne
overleve til Borgarnes på det, jeg har. Har købt et helt kilo granula som drys
på müsli-grøden. Og en pose med 15 klejner.
Det blev ellers sent i går. Ja, ikke for mig, men for
islændingene, der bor her. Jeg hørte børnene rende rundt, da jeg lagde mig ved
22-tiden. Vågnede så ved 24-tiden, hvor mange af de voksne var på vej hjem til
sig selv. Det gik ikke helt stille for sig. Men det er om at nyde og udnytte
lyset mens det er her. Til vinter er her mørkt.
Netop som jeg er kommet af sted, tager regnen så meget til,
at jeg finder det nødvendigt med regnbukserne og styrtasken får også sit omslag
på.
På vej mod fjeldene
Vinden er mest i ryggen, som Veður har forudsagt. Nu går vejen desværre ikke bare
lige ud helt ind til fjeldene, særlig er der én slyngning, der sender mig i
modvind og op ad bakke i det mindste gear. Jeg er tilbage gennem lavamarker
inden længe og vinden er i ryggen. Tak for det. Husker ikke lige vejen, før jeg
kommer til et sted, hvor jeg bliver i tvivl om, jeg skal højre eller venstre om
et fjeld. Det var jeg også i tvivl om sidst, men husker ikke hvordan det endte.
Det ved jeg nu: venstre om.
Det er da gået
svagt opad, men at det må have været SÅ meget overrasker mig flere gange på
nogle dejlige nedkørsler.
Regnen var hørt
op, men begynder netop igen på en nedkørsel, hvor den pisker mig i ansigtet.
Hører snart op igen.
Så møder jeg
Jennie fra Vermont. Jeg ser en cyklist komme imod mig, og da der er hegn til
begge sider på det næste stykke, venter jeg på vedkommende her før hegnet.
Det viser sig at
være en pige, der er på sit første „bicycle trip“. Det var da ellers et valg
til det: Island! Hun kan fortælle at campingpladsen i Olafsvik er fremragende –
jeg glæder mig allerede. Jeg kan selvfølgelig fortælle om Vestfjordene og
tunneler og „heiði“s og om Islands udfordringer generelt. Og lære hende lidt om
udtalen af islandske stednavne.
Kommer til en
fjord, hvor 50.000 tons sild døde i 2013. Sildene havde vænnet sig til at komme
her i de snere år, men dette år var det varmere end vanligt så for meget
plantevækst og en lavvandet fjord gav det resultat, vi kun kender alt for godt i
Danmark: iltsvind. Her var det ikke landbrugets skyld, men naturlige
omstændigheder. Det medførte, at nogle fuglearter forsvandt fra området, da
fedtet fra sildene ødelagde deres fjers (som da vist ellers skal være fedtede?)
isoleringsevne, men generelt er økosystemet genskabt.
Endelig når jeg
til Grundarfjörður. Jeg har drømt om biblioteket hele vejen, vel vidende at det
nok er lukket i dag, søndag. Der var turistinfo der sidst og de havde vist også
en kaffeautomat.
Ganske rigtigt.
Det er der stadig, men der er lukket søndag. Men overfor ligger Kjörbuðin, der
åbner kl.12, om 20 min. Det ser ud til man kan få kaffe der.
Der kommer en
ældre islænding og vil ind, jeg kan fortælle, at de først åbner kl.12. Nå det
kan han også godt selv se, nu jeg siger det. Det er ikke meget engelsk han kan,
men uden at jeg har spurgt, siger han, at der er et toilet nede ved havnen.
Det kan jeg da
lige så godt bruge tiden på. Det skader vel ikke at tisse på et rigtigt toilet
fremfor i naturen og måske der er en håndvask?
Jeg finder det
ved at få øje på en masse mennesker og en bus. Der er en hel bus før mig.
Snakker lidt med én, jeg tror er chaufføren, indtil han skal udtale
Snæfellsnes. Sådan går tiden og alle er blevet færdige. Aha...det koster
penge... 300 iskr. Jeg er lige ved at fortryde, men kommer i tanker om
mønterne, der skulle have været til bussen i Isafjörður. De skal alligevel
bruges på et tidspunkt. Ahhh, at vaske hænder i varmt vand.
Da jeg er ude
igen, savner jeg pludselig mine vanter. Åh nej, de må være derinde et sted...
Der er ingen, der
ser det, da jeg kryber under slusen – godt at vide til en anden gang. Finder
dem – alt er godt.
Så har butikken
åbent, og jeg får min cappucino med refill og en basse. Nu gælder det Olafsvik!
Endelig fra de danske søfolks vinkel, de kaldte det nemlig "Sukkertoppen"
Det er et meget
smukt stykke med en enkelt større stigning, jeg genkender, straks jeg ser den.
Det var her jeg fulgtes med colombianeren og en spansk pige frem til Olafsvik,
hvor i hvert fald han blev, mens jeg piskede videre for at nå at komme i
sikkerhed, før stormen kom den følgende aften. Det ser det ikke ud til, jeg
skal denne gang.
Pladsen lever op
til Jennies lovprisninger. Køkkenet er dog ikke stort, men det er selve pladsen
heller ikke. Der er en ny variation af keramisk kogeplade, jeg fumler med længe
for at varme vand til kaffe. Og da jeg senere finder ud af, at skulle have en
kop til, husker jeg ikke den første del af proceduren og må fumle igen.
NU ved jeg det og
ville kunne skrive en ordentlig instruktion, og ikke det mangelfulde vås, der
står over komfuret.
Inden jeg kom SÅ
langt, var jeg nu nede i byen for at nå i „Kassinn“, før de lukkede. Jeg kørte
og kørte gennem byen og i den anden ende, så jeg et bekendt syn: dér har jeg
været før. Op ad den lille grusbakke.
Nu har jeg en 4
portioners ret, der kun skal tilsættes vand og oksekød. I mit tilfælde bliver
det nu 2 x 2 polske pølser, jeg købte i går.
I Kassinn havde
de ligefrem en mindre afdeling udelukkende med polske varer. Det lader til at
holde stik, hvad jeg fik fortalt, at polakkerne er den største indvandrer gruppe
i Island.
Senere er der
kommet en bil tilbage til teltet, jeg slog op i nærheden af og jeg er henne at
hilse på naboerne. Det er en belgisk far og hans søn. Faderen har også været på
Island før, og vi har på mange måder den samme holdning til det at rejse her,
så det er en meget givende meningsudveksling vi har.
Mens jeg laver
mad snakker jeg med de andre i køkkenet, som er henholdsvis tyskere og tjekker.
Tjekkerne er også kommet fra Vestfjordene med færgen og har også været på
cafeen med de tjekkiske par. Og spurgt dem om de samme ting, jeg gjorde.
Min mad er
selvfølgelig ved at brænde på, fordi jeg skal snakke samtidig, men jeg redder
den. Den var fin. Jeg glæder mig allerede til i morgen.
Nu er den 21.30,
det er tid til et bad og så i seng.
64,63 km max 61,83
km/t
Ingen kommentarer:
Send en kommentar