Dag 18

 Dag 18,

27.06.25

Jeg er på cykel. Jeg kører for tæt på kantstenen, og nu rammer jeg den.... Jeg vågner langsomt, registrerer at jeg er gledet ned fra madrassen, der er fugle, der giver lyd fra sig. Én stemme er fuldstændig fremmed for mit øre, men jeg har vænnet mig til den. Jon Kalman nævnte den, og jeg var sikker på, at det var den. Oversætteren havde fået det til en dobbelt-bekkasin, og han havde ret, det fik jeg bekræftet i en fuglebog på dansk på museet i forgårs. Der blev dens lyd kaldt: gnæggende. Et passende udtryk, jeg ikke selv havde fundet frem til. Jeg synes det lyder lidt, som når nogen prøver at starte en bil, der ikke vil.

Nu sagde jeg stemme, det passer faktisk ikke ved jeg nu. Det er halefjerene den får til at vibrere og  give denne dybe brummen. Flyver rundt i cirkler og dykker ind imellem ned til halv højde, og det er i dykket, den laver sit nummer. Lyden kommer aldrig fra det samme sted to gange i træk, derfor ser mann den aldrig. Findes vist også i Danmark.

Nu sidder jeg i fælleskøkkenet og skriver det sidste ud af min kuglepen, menn rolig – jeg har købt en ny. Der er en tunnel og en fjeldovergang på frygtindgydende 500 m på programmet. Den i går var bare 270 m! Dynjansheiði hedder den.

Da jeg går tilbage til teltet, holder der en bil lige ved siden af, som jeg ikke synesn jeg så før. Den er på norske plader, og lidt efter kommer ejeren, som ganske rigtigt lige er kommet. Han har været ude at fotografere i nat og skal nu sove. Vi får os en snak på vores respektive sprog, han har været på Island mange gange, men man bliver bidt af det.

Lidt af et monster

Kom af sted kl. 9 og nåede dårligt ud af byen, før jeg måtte fotografere en af monsterbilerne. Bedst som jeg står der, hører jeg dobbelt-bekkasinen og får sør’me øje på den. Og alting passer. Måske er cirklerne ikke perfekte, men det er vel ikke nødvendigt, når man er en bekkasin.

Nu kl. 10 efter 14 km i let modvind, står jeg ved indgangen til tunnelen. Den er ret ny, 2020 mente Anders, nordmanden.

En ny dejlig oplevelse. 2-sporet, fint belyst. Det første stykke – og det sidste, viser det sig er direkte muret op af grå beton hele vejen rundt. Resten med noget sort beton. Den forrige var i rå klippe.

Efter gearingen at dømme stiger den lidt her i starten. Efter 1 km flader den ud og efter 2 km går det ligefram nedad. Uden at træde kører jeg 23 km/t resten af vejen. Blev overhaler én gang og mødte to biler på de lidt over 5 km.

På den anden side er der et stykke med kraftig sidevind, men den forsvinder efter lidt tid.

Så er det den frygtede overgang venter og efter nogle km langs vandet, venter et af de billeder, der vil blive stående i hukommelsen for evigt. Eller i hvert fald så længe, den virker: Dynjandi vandfaldet i al sin vælde. Det var dér alle de busser skulle hen, jeg blev overhalet af inden tunnelen.

Dynjandi vandfaldet...

...og køretøjerne de alle kom i

Jeg behøver ikke at se det tættere på, men enestående er det, om ikke andet pga sin form. Samtidig er vejen overraskende blevet til grus. Senere forstår jeg lidt af problemstillingen. Efter hele grusstigningen, som jeg hovedsagelig går op ad, kommer der nemlig asfalt igen og hele resten af vejen er den glattet så meget ud, at der ikke er stigninger over 8%. Men hvordan de skal undgå det her på grusstykket, er ikke lige til at se. Andet end med hårnålesving.

Frokost stedet

Resten af stigningen er altså på asfalt, jeg kan køre op over. Spiser frokost på toppen. Så går det nedad dog kun for at byde på en ny stigning, der ender med et udsigtspunkt.

Det er ikke den fjord jeg skal ned til, derfor endnu en stigning

Så kommer endnu en la-a-ng stigning, før det endelig går susende nedad til Flokalundar, som bare er et hotel og en campingplads.

Synes jeg har fortjent en belønning.

De havde ikke Jonabandsæla - Hvad er det? spurgte han. Du er ikke islænding, svarede jeg

Nu kl. 17.30 er teltet for længst oppe, jeg kom ned til sol, og den er stadig fremme og alt, hvad der trænger til tørring er ude. Selv sidder jeg her med en kop kaffe og slik foran toiletbygningen. Pladsen er til én stjerne i mit system. Måske 1 ½ . Den ene er for shower med varmt vand. Den halve er for en slags køkken, hvor man kan lave mad, hvis man selv medbringer det fornødne. Der er køkkenvask, men kun med koldt vand.

Min udsigt - det er usædvanlig stille

Jeg hentede varmt vand til opvasken i bruserummet, hvor der er en vask med V/K vand.

Så er første kuglepen skrevet ud. Snakkede lige med etn polsk par i en monstercamper. De havde været i Landmannalaugar, og jeg så video’er derfra. Jeg er glad for, jeg ikke forsøgte.

58,11 km  max. 52,48 km/t