Dag 22

 Dag 22

01.07.25

Der er vitterlig ikke en vind, der rører sig. Alt er stille, kun fuglene er stået op. Gnæggeren er her også, jeg tror, jeg vil komme til at savne den, den er så speciel. På størrelse med en solsort og alligevel formår den at lave denne dybe hostende lyd.

Nu er der svage dryp på teltet. Skurir i laveste kategori. Det er et mærkeligt land.

Snakker lige med mine naboer, mens jeg pakker sammen, de er schweizere. Hun har været på en gård oppe nordpå for 30 år siden, nu har de 3 uger i en af de små van’s og én af dem, skal de være på gården, hun har stadig kontakt med dem.

Sidder inde i ”mit” rum, handicap toilettet og skriver dette, klokken er godt nok 10, men jeg vil nødig starte i regnvejr, og da jeg nåede her op til bygningen, var det blevet til en rigtig byge. Syntes ikke jeg kunne tage cyklen med herind. Nu er det vist holdt op.

Jeg kører i let regn, men den bliver hurtigt kraftigere. Der er lige en stigning at lægge ud med. Jeg husker den. Så går det ellers nedad. Vejen snor sig lidt nedenfor fjeldene. Det holder op med at regne og så kommer dagens første seværdighed. Kan ikke helt gennemskue, hvad det er, men da jeg kommer op til bilerne , er der en tavle. Det er en kløft – meget dyb. Man skulle kunne se himlen inde fra bunden. Og historier om trolde og underjordiske og den slags.

Jeg vover mig et stykke ind. Man går på stenene i vandløbet. Da jeg ser de unge mennesker foran, kan jeg godt se, det ikke er noget for en gammel  mand.

Det bliver ikke lettere så... jeg vender om

Ud over en enkelt gang, hvor der uvist af hvilken grund kommer en stykke med modvind, holder det med vinden stik, og efterhånden er den hverken 2 eller 3 m/s, men snarere 5-7 m/s.

Det flade land breder sig længere og længere ud fra fjeldsiden. Uendelige flade stykker der fra tid til anden svinger lidt fra den ene til den anden side. En gård i ny og næ, det er alt. Siden i morges har jeg kun set frem til én ting. Så vidt jeg husker var der en cafe der, hvor denne vej møder vejen fra Stykkisholmur? Er den der endnu, og hvor langt er der?

Der er kun én afbrydelse på disse lange flade stykker: pludselig står der en mand lidt fremme med et kamera med et ordentligt teleskop. Og han har kameraet rettet mod mig. Jeg løfter hånden til hilsen, men idet jeg passerer, råber han noget til mig, så jeg standser. Det var mig han tog billeder af, det gjorde vel ikke noget? Nej da, ikke spor. Er han af østeuropæisk herkomst? Nej, han er brasilianer. Jeg er ved at give slip på cyklen af forbavselse, og må jo høre hvordan han er havnet her, for han er ikke turist, men bor her.

Jo, han fandt en pige på nettet. Hun var rumæner, men havde boet på Island nogle år. Hun flyttede først til Brasilien, men senere flyttede de begge her til. Arbejder på et Guesthouse dér, efter det første hus man kan se. Han viser mig billederne og andre, han har taget. De ser ret professionelle ud. Han vil sende dem af mig til mig, så han får min email, så må vi se, om det når at komme med på bloggen i dag?

Allerede efter km 30 begyndte jeg at se efter cafeen. Nu er vi over 40 og jeg må have noget at spise, men der er ingen steder at standse i dette flade land, hvor vinden er blevet kold igen.

Tilbageblik mod Vulkanen for enden af halvøen

Endelig – ved indkørslen til en gård er der en fordybning nogle meter ned, hvor jeg kan sidde i læ. På et tidspunkt virkede det varmere, men så kørte jeg ned i kulden. Jeg vil tro, det er 8 gr.

Det eneste andet der er at sige om disse uendelige flade stræk er, at jeg genkender et lille hus, der på afstand kunne være et toilet, men har dette gule skilt med lynet. Der op ad sad jeg og spiste sidst i læ for vinden.

Vejen fra Stykkisholmur er længe undervejs. Den ene udløber fra fjeldene afløser blot en ny, men til sidst ser jeg, en bil køre på tværs af min køreretning.

Stedet hører til Hotel Snefellsnes og ligner ikke helt det, jeg har haft i hovedet, men jeg kan kende det. Er lige ved at tro, at jeg sidder ved samme bord som sidst. Får en dobbelt cappucino og en kage, de kalder Randalin ligesom den islandske cafe hjemme i byen hedder. Det må jeg vise dem.

Dobbelt cappucino og Randalin

Det var et kærkomment og længe ventet stop. Nyder det så længe det nu kan vare – jeg skal jo videre.

Sidst overnattede jeg ved Hotel Eldborg. Jeg ender med at se noget, dercapps må være det, men der er aldrig nogen afvisning til det, så jeg går ud fra, at det er lukket.

Så begynder regnen og det meste af resten af vejen til Snorrastadir regner det. Det er fjeldene inderst på halvøen, der på en eller anden måde formår at holde på vandet. Da det er hørt op, der hvor jeg er nået til, kan jeg se, hvordan det stadig hænger, der hvor jeg kørte igennem, der er helt mørkt.

Endnu en plads uden personale. I går virkede det, da jeg gik ind på parka.is, men ikke nu, til trods for at jeg denne gang bekræftede med mit-id, at jeg ville overføre 1.800 iskr, og gjorde det.

En rengøringsdame siger, at det sker ustandselig. Nu prøver jeg igen senere.

Pladsen er piv åben, så jeg håber på svage vinde. Huset med fælles faciliteterne er et gammelt hus med tilhørende værkstedsbygning. Værkstedet i to etagers højde er køkken. Der kan sidde 100 mennesker ved lange borde.

Da jeg senere tjekker nærmere, ER betalingen gået igennem.

78,6 km