Dag 25

Dag 25

04.07.25

Så bliver der ikke mere stille. Højtrykket har ramt os og skubbet sig ind over landet. Gnæggeren er i gang og har nu fået selskab af den islandske latterfugl. Som muligvis også kan sige som et æsel. Der var i hvert fald noget, der lød sådan her til morgen. Hvor mange de er om at udstøde disse lyde, ved jeg ikke.

Fik ellers besøg af Norge ved 23-tiden i aftes. Først kom der en tysk bil, jeg lige kunne vinke til ud gennem teltåbningen. Da jeg så var gået til ro, kom det norske par og parkerede åbenbart lige oven for mig. Og gav sig til at snakke, som 0om det var midt på dagen. Man vil jo nødig virke som en gammel gnavpotte, så jeg gav dem lige lidt tid til at falde til ro. Det tog sandelig tid...

På et tidspunkt tror jeg, jeg sådan for mig selv fik sagt: ”Det var dog helvedes”, og der er jo noget lydt på sådan en åben plads.... Så de fortrak skyndsomt til bilen og lukkede døren. Tak, Norge.

Det ere da ellers den mest primitive plads, jeg har været på. Der er tag over hovedet på toilettet, det er det mest positive, der er at sige. Og vandet KUNNE blive varmt. Men toiletpapiret slap op. Godt jeg havde min egen rulle, jeg gaflede i Grindavik for en menneskealder siden, her til morgen.

Morgen og kaffevand

Det bliver ikke bare en dag på kontoret her fra morgenstunden. Vejen går op, korte stejle stigninger, og ned igen naturligvis med helt op til 10%, da jeg kommer til hvalfangerstationen. Det er her man har bevaret – og stadig anvender – nogle af de barakker med de runde tage, hvis konstruktion går helt tilbage til 1. verdenskrig. De her er fra den 2. verdenskrig. I dag er finhvalen den eneste hval, man må jage – og det gør man så i islandske farvande.

Her er de omtalte barakker

Toppen af en gammel hvalfangerbåd

Efter 14 km når jeg bunden af fjorden. Der er 3-5 km ind til Islands højeste vandfald, det tænker jeg godt, jeg kan undvære. Vejen ser umiddelbart lidt mere plan ud på sydsiden.

Et blik tilbage ud gennem fjorden

Det viser sig hurtigt at være en misforståelse. Det går op og ned, så det er en lyst.

Jg når til Hvitanes, hvor to tavler, man kan læse på 5 min, giver mig et bedre indblik i Islands forhold under krigen, end museet gav på 2 timer.

Afslutningsvis kommer der en bakke ”Op i himlen”, men det lykkes at køre op over den. Så er der endnu en spids, jeg skal rundt om, så skulle jeg gerne møde tunnel-vejen. Spiser frokost inden, har kigget efter bord og bænk hele dagen – ingen. Jeg sidder på en klippe.

Bakken op i himlen

Når endelig frem til vej 1, og så begynder mareridtet. Nogle steder er der nærmest en smal cykelsti udenfor den optrukne hvide linie, herligt – for det meste ikke. Nogle steder er der rumleriller i siden og 20 cm at køre på udenfor, når der altså ikke lige er en kant ned, der gør det for farligt at køre der. Så fra tid til anden bliver jeg nødt til at køre på vejen til gene for bilerne OG mig, når de ikke holder ordentlig afstand. Nogle steder er vejen 4-sporet, så der kører de rigtig stærkt.

Jeg tror der er 20 km tilbage på dette tidspunkt, så efter at have kørt 60 km i anstrende terræn, kommer nu denne koncentrations øvelse. Hvis man nu kunne bede om en cykelrute hos Google, kunne jeg muligvis have sparet lidt på hovedvejen, men det findes ikke, når man er på Island.

Da jeg finder camp’en er jeg smadret. Du skal bare book’e på nettet, siger nogle, der arbejder der. Så får du 10% i rabat.

Da jeg ser prisen, går jeg i chok. 3375 iskr. Det var dog den stiveste.... Bliver enig med mig selv om, at jeg hellere må finde cafeen og få en dobbelt cappucino og tænke mig om. Cafeen er også reception, så jeg forhører mig lige angående aldersrabat. Det stod der ikke noget om på nettet. Nej, det har de ikke. De har kun rabat til cyklister! Jamen så er det jo godt, jeg har min cykel med. Så jeg får 20% i rabat, så de 3 dage jeg book’er kommer til at koste ca. 10.000 iskr.

Så må jeg lige finde en Bonus, så jeg kan få noget aftensmad – og en Egil’s øl. Og en ny pose Nammi slik. Den sidste gik ret hurtigt.

82.05 km 52.02 km/t