Dag 28
07.07.25
Der er en måge her på pladsen. Den tror den er formand. Kan
udstøde de mest rædselsvækkende skrig, som barnegråd, som nogen i stor nød.
Hvis man ikke har ur her, er det svært at vide, hvad klokken er. Og det har den
åbenbart ikke. Klokken 4.30 i morges slog den alarmen til, så jeg vågnede – og skulle
tisse – igen. Blev enig med mig selv om, at jeg lige så godt kunne bemægtige
mig en brusekabine nu tid var. Dejligt bad og så i seng igen.
Så her ved 9-tiden tænkte jeg, at jeg hellere måtte betale for
de 3 sidste nætter.Receptionen er åben fra 7.30, men havde jeg vidst, at de
også står for morgenmaden til Hostel’ets gæster, havde jeg ventet.
Det er en lettere usoigneret ung mand med kasket, jeg får
tilkaldt, har sikkert travlt i køkkenet. Hvad kan han hjælpe mig med? Ja, jeg
vil gerne betale for 3 nætter mere. ”Do it online” og han peger. ”You’ll have
10% discount” Yes, but I’m here with a bicycle and.... ”Sind Sie deutsch?”,
spørger han så. ”Nein”. ”Where are you from?” ”What’s that to do with anything?”
”It’s a simple question”. Han har nok forudfattede meninger om tyskere... Hvor
er du selv fra, idiot. Det siger jeg nu ikke, men går bare for at komme igen,
når der er en mere serviceminded person til stede.
Kl.10.15 undskylder de på et skilt med, at der ikke er nogen
den næste halve time, så jeg kører ud i byen. Først møder jeg dog en bekendt,
en scweizer. Hvor var det nu.... Isafjörður, mener han. De skal hjem i morgen.
"Perlan" er bygget på Reykjaviks forsyning af varmt vand
Jeg kører op til Perlan, der ligger højt, så det er til at
finde, men hvordan man kommer over Snorrabraut, hovedvejen, er en anden sag.
Faktisk hedder den ikke mere Snorrabraut, da jeg endelig kan komme over, men
Bustadavegur.
Udsigt fra toppen - budskadset fylder godt
Perlan er for dem, der bare kommer til Reykjavik og ikke har
tid til at se det hele in natura. Hele bakken, Öskuhlið er et grønt område gennemkrydset af
stier. På den anden side kommer jeg ned til Reykjavik’s lufthavn, altså den
lokale ikke den internationale. Der er gode stier hele vejen rundt.
Gad vide hvor varmt vandet er - det i det forreste bassin er utvivlsomt opvarmet
Så havner jeg på Reykjavik’s Bellevue. Anede ikke der findes
en strand. Ovre på den anden side er der endnu en halvø: Alftanes, hvor folk
også kan lide at bo ud til vandet. Den jeg kører på nu hedder: Seltjanarnes.
Det er hovedsagelig villakvarterer, indtil jeg kommer ind mod Reykjavik langs
den anden kyst, hvor alle de store blokke med havudsigt ligger.
Halgrimskirken er ikke bare halvgrim, den er helgrim - rager op som et missil, hvor man end er
Det er ikke kun hjemme, man vil have havudsigt
Skal se noget tjekken (var det Oleg han hed?) gjorde
opmærksom på. Det er en lille grøn høj et sted yderst ude i havnen. Jeg kører
ikke langt nok i første omgang og må på den igen. Det er virkelig yderst ude.
Den lille grønne høj - skal det forestille en gravhøj?
Det er et kunstværk. På toppen af højen er der et lille
halvåbent træhus indeholdende ophængte fiskehoveder. Jeg er med på, at fisk
altid har været en væsentlig del af islands historie og dagligdag, men
alligevel...
Huset med fiskehovederne
På toppen tales der svensk. Det er et svensk par, der er
kommet meget tidligt i morges, har været i deres lejlighed og sove et par
timer, og nu er ude at se på byen. De skal nogle dage til Landmannalaugar med
bus. Det orker jeg ikke, selv om jeg burde.
Billeder fra før og nu 1890 og 2025
Da jeg er på vej tilbage, støder jeg ind i de 4 gutter fra
Bergarnes. De kan huske, at jeg hedder Steen. De 3 havde almindelige navne, men
den fjerde, den mørke, husker jeg. Det er Mr. Pamuk (husker navnet fra Downton
Abbey, hvor Mr. Pamuk dog var tyrk. Han her er af indisk afstamning. De skal
være her til fredag. Jeg siger, at en cykel er ideel til at udforske byen. De
to har fået nok af at cykle i Island.... Men det lykkedes dem dog, at nå rundt
om Snæfellsnes.
Da jeg er hjemme igen, er min kode til toilettet allerede
udløbet. Jeg får betalt og får en ny.
24,40 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar