Baltikum2019 Dag 6

08.05.19 Druskininkai

Mine ben fik lidt farve i går og jeg er blevet stribet i knolden, som jeg jo bliver af cykelhjælmen.
Der er desværre ikke buffet til morgen. Vi overvejer at gemme to af fire skiver brød til frokosten, men de ryger ned uden problemer sammen med yogurt og to pandekager.

Broens skygge på floden

Alytus er meget lidt spændende, men man har gjort noget ud af området omkring floden. Inden vi begiver os videre, kører vi ad en cykelsti ned til en cykel-og fodgængerbro over floden. Før floden er der en sø, hvor der er fritidsmuligheder af alle slags inkl. badning og beach volley.

Thomas på broen

Så går det i retning af Druskininkai. Landskabet skifter karakter. Det bliver mere blidt bølgende med en vej, der ustandselig går op og ned uden at bakkerne dog er alvorlige.

Billeder fra dagens....

…..landskaber

En typisk mindre litauisk hovedvej (132) hvor der kun er et spor i hver retning, men hvor den desværre er bred nok til, at to biler kan passere hinanden og os på samme tid. Og der bliver kørt stærkt! Heldigvis er vi ikke sådan at ryste. Og trafikken tynder noget ud som vi fjerner os fra byen.
Spiser en Snickers undervejs, før vi når til Leipalingis, og drejer ind til byen. Vi finder Supermarkedet. Køber noget af det gode mørke skivebrød med kommen og en stykke ost og to bananer.

Så sidder vi og nyder solen på en bænk med vores frokost. Man har pant system i Litauen og vi har udsigt til huset, hvor det foregår. Inden længe er der kø. Det er ligesom hjemme, der kommer nogle med nogle ordentlige sække!

Solen har skinnet fra en skyfri himmel siden i morges og de sidste 12 km går som en leg. Og så er man alligevel udmattet og "træt" i hovedet af al den sol.

Garmin leder os frem til hotellet, som vi har døbt Lolita. Det hedder De Lita. For en gangs skyld med en mand i receptionen. Cyklerne kan komme ind i konferencerummet i nat. Vi får anvisninger  på, hvordan vi finder museet for en berømt litauisk komponist og maler. I skal få navnet senere, jeg har ikke rigtig fået det ind på lystavlen. Begynder med C og ender på nis. Det lukker klokken 17, så vi har 1½ tim.

Den blå ortodokse kirke i Druskininkai

Det viser sig at være gratis. I 2 af 4 huse har han og konen boet med deres 9 børn. Det er som på frilandsmuseet. Men man kan undre sig over, hvor de 9 børn har sovet, det ser kun ud som om, der er en seng til forældrene.

I det 3. hus er nogle af hans billeder, dog kun reproduktioner. De virkelige findes i Vilnius. Noget af hans klavermusik, der lyder fra en ghetto blaster er dog det bedste. Billederne virker drømmende og lidt primitive og fyldt med symboler.

Damen i det sidste hus med billederne vil have os til at skrive noget i nogle gæstebøger. Da vi har adlydt overrækker hun os en folder af en slags og skal lige have et billede af os udenfor. Det har været en stor dag. Ikke nok med der var gæster på museet - de var oven i købet udlændinge!!

Postbudene er svagtseende her

Druskininkai er en gammel kurby og man er ikke i tvivl om, at det er turister man lever af her. Der er gynger og karusseller og man kan leje elektriske løbehjul. Man kan levende forestille sig hvilket gedemarked det er om en måned. Men selv om nogle allerede er kommet, fylder de ikke meget. Værelsesprisen er dog højere end vanligt og værelset mere spartansk end vi er vant til.

Typiske ældre litauiske huse - i typiske farver

Vi triller lidt rundt bl.a. ved floden, som er vores følgesvend over flere dage: Nemunas.
Vi er noget af det nærmeste man kan komme på Hviderusland, og har særlig på det sidste stykke kunnet se det på nummerpladerne: mange hviderussere.

Vi spiser på hotellet. Det viser sig at være det nye litauiske køkken, inspireret af det nye nordiske. Jeg får en ret med auberginer til forret. Aubergineskiverne er drysset med sesamfrø og rullet om en velsmagende creme af en slags. En mørkebrun streg af indkogt syrlig sauce krydser tallerkenen. Smager fremragende. Så en hovedret, der hedder kyllingebryst med blå ost. Til kyllingen er der ris og diverse frugter som ferskner, ananas og cocktailbær i både grøn og rød. Det lyder måske mørkeligt, men smager himmelsk. Porteren til er det eneste minus. Ikke at det ikke er en udmærket mørk øl - men porter smager det ikke af.

PS. Jeg ligner en kogt krebs i hovedet efter de sidste dages sol. For slet ikke at tale om "tatoveringen" fra cykelhjælmen oven i skallen.

63.68 km

Baltikum2019 Dag 5

07.05.19 Alytus

Vejret ser ud til at blive som i går. Det er skyet til morgen, men skyer der ser ud til at spredes. Jeg vover at trække i cykeltøjet. Altså med en "rigtig" jakke yderst, men med bare ben. Det føles ikke specielt koldt på benene og så længe overkroppen er varm - og det må man jo sørge for ved at cykle - går det fint.

Vi er ved at forlade vores hjem fra de to sidste dage

Vi skal ned ad den lange bakke og over floden. Og SÅ går det ellers opad. Vi så på ruteprofilen i går, og der skulle være nogle lange bakker imellem.

Det viser sig at holde stik. Men på en pæn strækning går det da temmelig lige ud. Vinden er lidt mere fra siden end ventet.

Da vi kører - efter Garmins rute - på en stor vej med nødspor, kommer der en bro over vejen. Desværre går den ikke bare over den vej vi kører på, men også over en vej, der gik til højre fra vores. Og der er højt støjhegn og autoværn både til siden og i midten og det hele, så vi er låst til denne vej, med mindre vi kører tilbage i den forkerte retning.

Der var ingen mulighed for at komme op på broen

Altså fremad.

Så kom den frelsende vendemulighed

Heldigvis kommer der indenfor en kilometer en mulighed for at vende, så på den måde er vi reddet. Skal man til venstre af de to sidste veje, skal man altså vende og køre tilbage, hvad vi så gør.

Ikke alle veje er asfalt

Vejen vi skal videre af en ikke stor, men med fin belægning. Til en start! Inden længe er vi ovre i grus. Sådan går det nogle kilometer, men alt har en ende - også grusveje. Tilbage på en stor vej.
I Prienai ca. halvvejs finder vi et kaffested. Netop som vi skal til at tage i døren, kommer der to damer for at åbne. Man kan sidde udenfor i solen og i læ. Det er en dejlig kop kaffe. Vi spiser vores "madpakke" fra morgenmaden.

Der er servering på kaffestedet

På vejen ud af Prienai kommer vi igen på grus. Det er ulempen ved alle disse elektroniske kort: man kan som regel ikke se hvilken type overflade vejen har.

Mere grus....

Da vi endelig kommer ud på en stor vej igen er besværlighederne slut for i dag. Efter et udsigtspunkt med en fin udsigt over floden Nemunas, drejer vejen så vi endelig får vinden rigtig i ryggen og efter at have spist nødrationen bestående af en Snickers, tager vi resten af vejen i et stræk.
Efter 72,5 km er vi fremme i byen Alytus ved Hotel Vaidila.

Alytus er der et sted i det fjerne

Byen virker temmelig ny. Vi ser ingen tegn på nogen gammel bydel. Faktisk ikke nogen huse, der er mere end 50-60, maximalt 100 år gamle. Vi diskuterer forskellige teorier. Det er den med krigen, viser det sig, da vi spørger på turistkontoret. Den oprindelige by lå i øvrigt på den anden side af floden. Dér er der en kirke med tråde tilbage til 1500-tallet. Men for det øvrige Alytus vedkommende, var byen garnisonsby og blev af den grund udraderet af nazisterne i starten af krigen. Med en hovedpart af træhuse er det, der ikke blev sprængt i stumper vel brændt væk.

Kirken her klarede nogenlunde skærene under krigen, men er kun fra 1920

72,5 km

Baltikum2019 Dag 4

06.05.19 Kaunas

Morgenmaden indtager vi henne på hotellet. Det er med i deres deal. Fint morgenbord. Der er et dansk par, hvor Thomas snakker lidt med manden. De er herovre, fordi konen skal have lavet bedre bryster. Også dét er åbenbart billigere her, jeg kan dog allerede nu afsløre, at det er cykeltilbehør IKKE.

Det er vores med nr. 1

Efter at have vristet låsen op til vores private garage, triller vi ned til byen. Den gamle bydel altså. Og det er virkelig NED.

Alle museer er lukket, så vi beslutter os for en sightseeing dag. Starter med at finde slottet, som stammer fra engang i 1300-tallet. Det ligger på et næs, hvor floderne Neris og Nemunas mødes. Som de har for vane her er de væsentligste dele af ruinen genopbygget, så det står nogenlunde som det har set ud.

Der er ingen tvivl om, hvor vi er - her uden andre turister

Det er først i nyere tid man er begyndt at bygge på den anden side af Neris

Der er turister men ikke mange. Flest russere er det mit indtryk. Men selv de få der er, gør det vanskeligt at fotografere uden at få dem med. Som de dog skal posere. Der er særlig en mor, der springer rundt på datterens mindste vink. Hun ved godt, hvordan hun gerne vil tage sig ud - datteren altså.

Rådhuspladsen - med rådhus, turistinfo og Thomas der fotograferer en tidligere borgmester

Finder turistinformationen. Jo, det er rigtigt, alle museer er lukket om mandagen. Undtagen ét. Jeg er nok ikke interesseret nok, for da jeg kommer ud til Thomas og vi går ud for at kigge på det, er det ikke der, hvor hun sagde - eller også har jeg ikke hørt ordentlig efter. Det sidste er nok tilfældet. Vi er også ligeglade, byen virker rar at gå rundt i.

Arkæologiske udgravninger i den gamle by

Når man ser på gågaden med alle dens udeserveringer, kan man levende forestille sig, hvordan her ser ud om en måneds tid, men nu - dejlig fredeligt.

Jeg har fået en cykelforretning udpeget for enden af gågaden, så vi begiver os på vej, efter en kop kaffe hos en sur servitrice, som vi dog får vristet et halvt smil ud af til sidst.

Der er vejarbejde i gågaden. For at sige det mildt. Der skal være flisebelægning i forskellige mønstre overalt og store dele er spærret af. Trods kulden i morges kan man nu gå rundt i korte ærmer. I solen altså, så det er bare om at komme over i den side.

Jeg får mig en cykelcomputer. En helt basic én med kabel koster 40 €. Det er jeg lettere rystet over. Deres cykelbriller ligger mellem 100 og 200 €! Jeg tror LIGE jeg venter.

På den anden side af floden kunne man sidde i fred

Vi cykler langs floden (Nemunas) tilbage til Rådhuspladsen for at spise noget på en restaurant, der skulle have litauiske specialiteter. Vi har rester af gårsdagens pizza'er derhjemme, men fremfor at skulle op af bakken TO gange, kan vi nøjes med én, hvis vi tager pizza'erne i aften. Så kan vi købe nogle øl og holde en mindre fest i vores "lejlighed".

Sidste år fik vi en kartoffelmenu i Vilnius og også her er der kartofler i mange afskygninger. Jeg får en lille terrin med kartoffel og bacon og noget creme fraiche til. Og så en lokal mørk øl. Det smager fint og ligger tungt.

Så begiver vi os hjemad. Bakken er lang, meget lang, men egentlig ikke så stejl. Mens jeg monterer den nye computer og får fastgjort front bagagebæreren med en ny strip, er Thomas ude for at hente øl.

Så var det ellers bare op ad bakken

Den virker. Nu skal den muligvis bare justeres ind de næste dage. Der var ikke nogen indstilling, der hed 26 x 1,90 kun 1,95. Men man kan også indstille den efter dækomkredsen, den skal jeg bare lige finde på nettet.

10 km, måske

Baltikum2019 Dag 3

05.05.19

Crepe med curd og æble viser sig at være pandekager - ikke overraskende - lagt sirligt sammen om et indhold af friskost og  - æble? Muligvis. Creme fraiche og syltetøj som tilbehør. Efter to sådanne er man klar til adskillige kilometre.

Vejret ser gråt ud. Formodentlig ingen regn, men K - O - L - D - T!

Vi begiver os - efter at efterladt bagagen i receptionen - nordpå mod Plokstine, hvor "Cold war Museum" ligger. Der var vejarbejde sidste år, siger Thomas, men nu er vejen blevet færdig. Fin vej, hvor bilerne kan køre RIGTIG hurtigt -og det gør de.

Efter 5 km drejer vi fra ind i Nationalparken hvor vejen gennemgående går opad. Mange smukke steder. På et tidspunkt kommer der endog cykelsti - asfalteret, og da vi drejer fra til højre, sker det forunderlige, at cykelstiens asfalt fortsætter, mens vejen bliver til grus. Sjældent set.

Et sjældent syn 

Selve museet består af kommandobunkeren omgivet af sine 4 raketsiloer. Man kan frit gå rundt, der er en hvid linie, som gerne skulle hjælpe én til at finde ud igen. Men ellers er der kameraer alle vegne, så vi skal nok blive fundet, beroliger de os i billetsalget.

Et udsnit af anlægget med låget på en af siloerne

Raketterne har stået i deres siloer og ventet. I løbet af godt 45 min kunne de blive klargjort og armeret. Armeringen gik ud på at anbringe sprænghovedet som - af sikkerhedshensyn? - befandt sig  i en anden facilitet. Man ser arbejdere, der i sikkerhedsdragter og gasmasker monterer sprænghovedet. Det er jo radioaktivt materiale der er tale om - atombomber.

Et kig ned i en silo

Der er ca. lige så koldt i bunkeren som udenfor, så efter en times tid trænger vi voldsomt til noget varme og går tilbage til billetsalget, hvor der er en automat med varme drikke.

Vi kom op samme sted vi gik ned - men der var en nemmere vej

Sådanne anlæg har begge parter haft 100'vis af tilbage i 60-70'erne, men med spionsatellitternes fremkomst blev de umulige at skjule for fjenden, så de mistede deres betydning. Begge parter kunne overrumble den anden ved at slå først. De blev overtaget af mobile systemer inkl. neddykkede u-både.

Idyl på vejen tilbage

Vi kører de 15,58 km tilbage til hotellet og bliver enige om, at vente dér til senere. Vores tog går først 16.41 og klokken er vist 13.30.

Det er ikke til at få bord i restauranten sådan en søndag, men der er et bord i bowlinghallen, hvis vi vil tage til takke med det?

Det vil vi. I dag er der mange børn, mens det i går var voksne. Det er åbenbart en alm. familieudflugt at tage på bowlingbanen. Der er også en dreng, der holder fødselsdag. Man kan lave børnebaner ved at der hæves nogle bander, så kuglen ikke kan ryge ned i rendestenen. Nogle kan dårligt løfte kuglen...

Vi spiser suppe og drikker en stor øl. Grimbergen har fået etableret sig her i landet. "Dubbel" havde de også på færgen. En god øl!

Til sidst bliver vi trætte af larmen i hallen, får vores bagage og triller ned til byen via den "hemmelige" sti over banen.

Vi valgte lige at vente på at toget kørte forbi

Der er ventesal med rimelig temperatur, men i øvrigt skinner solen for det meste. Vores vogn hedder nr. 6, men hvad rækkefølge de kommer i ved man ikke. Efterhånden som tiden nærmer sig kommer der flere og flere folk. Nok 100 i alt. Så siges der noget i højttaleren, som vi ikke forstår, men det gør alle andre, så der er ingen tvivl. Samtlige begived sig hen mod overgangen til det andet spor, det er åbenbart her toget kommer.

Vi kommer faktisk til at stå lige hvor vogn 6 holder og der er en cykel på døren. Men døren kan ikke åbnes, og togdamen kan først hjælpe os, da hun har gelejdet alle andre ind. Så forsvinder hun ind og får med stort besvær åbnet døren. Det er høj indstigning. RIGTIG høj. Jeg er i tvivl om min cykel kan komme ind MED bagage, men det lykkes. Allerede på næste station må vi dog flytte rundt på cyklerne, for der kommer en cykel mere, der skal længere end os. Den skal til Vilnius mens vi skal af i Jonava for at cykle til Kaunas.

Togturen har vi allerede kørt sidste år, hvor vi kørte helt fra Klaipeda til Vilnius. I dagens solskin er det en smuk tur mellem grønne og gule skovomkransede marker og over små floder.

Efter jeg har fået bakket min cykel ud til døren bliver jeg opmærksom på, at vi måske skal ud til den anden side? Ganske rigtigt. Ind med den igen og dreje rundt. Døren til den anden side er heldigvis til at få op, men jeg kender ikke dette tog - der er et trick med en plade, der skal løftes op for at man kan få trinene drejet ud. Den holder jeg på, så nu er der lige 1,5 m ned til perronen.

Jeg klarer springet uden forstuvninger og cyklen kommer også ned - uden mén - nok så vigtigt. Thomas har jo kun tasker bagpå, så det går lidt lettere.

Så er det bare at følge Garmins rute og inden længe befinder vi os på en dobbeltsporet hovedvej, der er lagt efter en lineal. Heldigvis er der nødspor og det har vi for os selv.

På vej over floden Neris i aftenlys

Der er vist kun et sted vejen for alvor drejer og der fortsætter vi ad den gamle vej og kommer på den måde over Bobbebrødrenes litauiske modstykke.

Bobbebrødrene på litauisk

Det sidste stykke ind i Kaunas opdager jeg at for tasken i højre side har løsnet sig øverst. Det er en plastikstrip, der er knækket. Jeg ser for mig den gang i Chile, hvor jeg havde måttet købe nye tasker til at have foran. Jeg kørte ned i et stort hul, den ene tasker blev løftet af, ramte pedalen og jeg faldt ud på vejen - der kom dog ingen bagfra.

Nå, der er ikke tid til at gøre noget nu, det er ved at blive mørkt og vi skal frem inden. Men jeg ser nu at det er frontbagagebæreren strippen har holdt og den har forbindelse til den anden side, så det går nok. Og det gjorde det.

Vi følger ruten ind i et lidt skummelt kvarter. Skulle der være et hotel her? Så fortæller Garmin, at vi har nået destinationen. Såh....

Heldigvis er der en ung mand i en bil, der kan fortælle, at det er det grønne hus der ovre. Kan vi komme derhen, hvis vi kører videre? Ja, ja. Og der er en sti, der ikke er bredere end at en pige med en hund må stå inde i bedet, mens vi passerer. Hotel den vej? Ja.

Således ankommer vi så at sige af bagvejen. LT Guesthouse har ikke nogen reception, man skal henvende sig i receptionen på et nærliggende hotel. Mens Thomas finder det, kommer ejeren ud, efter der har været ringet på klokken. Ja, det er derhenne vi skal "register".

Man kan kun betale kontant - de to steder har ikke fælles økonomi - godt vi har Euro med - og vi bliver udstyret med 3 nøgler foruden én til garagen. Én til første hoveddør. Én til anden hoveddør på første sal og endelig én til værelset. Det er sådan hostel agtigt med fælles køkken og dagligstue _ og der er ikke andre end os.

Vi er henne og hente 2 pizza'er og 2 cola'er i nærheden og hjemme igen for at spise sen aftensmad. Man kan ikke købe øl og lign. efter kl.18, bortset fra på restauranter.

Så går jeg ud som et lys - sov også dårligt i går.

67 km

Baltikum2019 Dag 2

04.05.19 Hotel Porto, Plungé

Så er vi nået frem til første bestemmelsessted. Uden problemer. Men problemer har jeg ellers haft nok af.

Efter 45,7 km i går frøs cykelcomputeren pludselig. Tænkte at jeg senere måtte tage batteriet ud og lade den genstarte. Det viste sig ikke at virke helt, men efter nogle ganges forløb, fik jeg den i en tilstand, hvor man kunne skifte mellem de forskellige funktioner. Det så lovende ud. Indtil jeg fik den ide at ville stille uret. Så fik jeg ødelagt set-knappen bagpå, så nu vil den ingenting. I forvejen er det ikke den computer, der sad på cyklen. Den var død og det hjalp ikke at sætte nyt batteri i. Men så var det, at jeg opdagede, at jeg havde en til på den gamle racer. Så nu er de begge døde. Nå, så længe jeg følges med Thomas har jeg styr på kilometrene.

Et andet problem er min telefon. I den senere tid har den i voksende grad ikke villet gå på hverken bluetooth eller wifi. Og senest slet ikke. Jeg var lige ved at købe en ny billigere, men den jeg havde kig på, havde ikke en funktion jeg har brug for til mit nye fjernsyn. Så jeg valgte i stedet at tage min gamle telefon med. Det jeg har brug for er et "net" at tilslutte min lille computer til, når jeg skal uploade til bloggen uden at være på noget fremmed wifi.

Det besværlige ved det er at flytte sim-kortet fra den ene til den anden, når den skal bruges. For der er ikke ret mange af de tjenester jeg bruger, som kan køre på den gamle telefon.

Nå, her til morgen fik jeg så pludselig en ny ide. Når nu bjerget ikke vil komme til Muhamed... Kunne jeg ikke bare uploade direkte fra telefonen? Så skulle jeg bare overføre filen fra computeren til telefonen, kopiere den og indsætte den. De sidste to ting vidste jeg, hvordan skulle gøres, og det første.... Det viste sig at være muligt alt sammen. Det eneste jeg ikke lige kunne, var at indsætte billeder. Så de kom først på her til eftermiddag, hvor jeg har et wifi netværk at koble mig på. Men det skal nu nok lykkes mig også.

Baggrunden er typisk for dagen - veje i flere etager så vi ikke andre af

Kørslen i dag var der ingen problemer med. Thomas havde ruten på sin Garmin. Det var den han kørte sidste år, han bare havde vendt, så da han ikke sluttede ved færgen, men i centrum af byen skulle vi lige køre lidt for at finde ruten.

Der kom en voldsom byge lige før færgen lagde til kaj, og da vi kørte fra borde så det stadig skummelt ud, men der kom ikke mere regn i første omgang.

For anden gang i historien er der nu taget et billede af et sort hul

Bygerne passerede højre og venstre om os i løbet af formiddagen, men vi slap hver gang. Rapsmarkerne er knap så langt fremme som hjemme og i dag er temperaturen da også 7-8 gr. Det er lige før jeg skal have de tynde uden på cykelhandskerne. Skulle helst ikke blive koldere.
Som lovet har vi vinden i ryggen - så er det jo ingen sag, men regnjakken, som jeg starter med yderst, må snart af. Det bliver for varmt - og det regner jo heller ikke.

Første storkerede - absolut ikke den sidste

Den første storkerede er snart en realitet og inden længe nærmest vrimler det med storke. Vi ser telefonpæle, som jo er et sjældent syn og det er der storkene har reder. Jeg har godt undret mig over hvordan de bærer sig ad, men forstår, da jeg ser en "tom byggegrund" i toppen af én. Et gitterværk lavet af mennesker til hjemløse storke.

Han var ude på en gåtur - på den nye sti

Der bliver kørt stærkt. I store biler. De mange små vi er blevet vant til vil Litauerne ikke vide af. Jo større jo bedre synes at være kriteriet. Der er vist ikke nogen lovgivning der inspirerer til miljøbevidsthed.

Telefonpæle - ikke noget vanligt syn hjemme - men læg mærke til mobilmasten

 Vi tog en madpakke med fra morgenmaden på færgen og i et buslæ spiser vi den. Der står to kvinder en ung og en ældre og prøver at få et lift. Går der ingen bus, spørger jeg. Nej, er svaret, og senere ser jeg, at der kun er 2 afgange hver dag. Ved 9-tiden og ved 17-tiden. Inden vi har spist færdigt, er de kommet med, men der var godt nok MANGE biler, der godt kunne have taget dem med. Det var en ung mand, der endelig standsede.

Må vi komme med....

I Plunge er vejen pludselig spærret af vejarbejde. Det har Garmin ikke spottet. Så vi spørger en ung mand hvordan vi kommer videre. Han kæmper med at finde nogle engelske ord, men ender med at sige: Where people walk. Og det er tilstrækkeligt til at vi nede af vejen til højre finder en sti over banen og på den måde kommer hen til vejens fortsættelse.

Teksten er måske ikke til at forstå, men meningen er klar nok: Pas på toget

Efter ankomsten til hotellet er vi tilbage for at recognosere. Vi skal med eftermiddagstoget i morgen til Jonava, efter at vi har været oppe at se "The cold war museum", som raketsiloerne i Plokstine kaldes.

Vi beslutter os for i morgen at tage tilbage via gangstien over banen efter at have prøvet en anden vej tilbage. Stationen lå i øvrigt lige ved vejarbejdet, der viste sig at dreje sig om en tunnel under banen. Der er i det hele taget gang i vejprojekter her i byen. På én af vejene har man gjort klar til at reparere hullerne. Asfalten er barberet af i 10 cm's dybde, men hullerne er ikke fyldt med noget. Gad vide hvornår de bliver det...

Og så var der dømt kold rødbedesuppe til forret

65,39 km

Baltikum2019 Dag 1

Fredag 03.05.19
Der er mere modvind end ventet denne morgen. En frisk vind lige i ansigtet, men jeg er kørt et kvarter før, jeg oprindelig havde tænkt mig.

Jeg opdager hurtigt, at jeg har glemt pumpen, men for sent til at ville vende om. Jeg VED at Thomas har pumpe med - en fodpumpe for at det ikke skal være løgn - men jeg må jo have en pumpe til efter vi skilles.... Så tænker jeg, at cykelforretningen - én af dem - måske har åbent allerede 9.30, så jeg kan købe en i Rønne.

På vej mod Rønne

En orkidé ved vejen - formodentlig maj gøgeurt, den er almindelig her på øen  

Jeg møder ikke et eneste menneske på cykelvejen. I Rønne kører jeg ud til Patrick, da jeg ser en af de andre cykelforretninger har åbent. Så har han sikkert også. Patrick var mekaniker på turen til Paris, og har nu, efter at have arbejdet nogle år i Rødovre, åbnet sin egen butik i Rønne. Det må jeg støtte.

Pumpen koster ikke mindre end 99 kr, men ser også solid ud, det kan være, den ikke bøjer med alderen, ligesom de andre har gjort. VI andre skulle jeg måske sige? Ha, ha. Nu mangler jeg bare solbriller. Dem har jeg tilsyneladende mistet på min sidste tur til Køge. Patrick har nogle, men det er til 700 kr. SÅ fine briller har jeg ikke brug for.
Da jeg når havnen, sidder Thomas på en bænk i læ i solen og råber mig an.

Som ventet kan vi lige nøjagtig ikke nå toget 12.00 i Ystad, men vi har også først regnet med 12.30. Vi skal jo til Karlshamn for at tage med færgen til Klaipeda. Og op langs Skånes østkyst kan man kun komme til Simrishamn med toget. Og så bliver det for langt. Derfor skal vi den anden vej ind over Malmö og så skifte til et Öresundstog med kurs mod Karlskrona.

Vi bliver enige med togdamen om at det nok er bedst at skifte på Triangln og det går problemfrit. Nu skal vi til Bromölla og cykle resten af vejen. Vejret ser ikke for godt ud. Kraftige byger i alle retninger.

Det regner nu ikke i Bromölla og Thomas har lagt ruten ind på sin Garmin, så fra stationen bliver vi ledt hele vejen. Vi træder dog selv, men der er en passende medvind.
Efter 15-20 km indhenter regnen os dog. Først kun lidt, men med små stik på kinderne, som om der er hagl eller slud i regnen. Efter vi er blevet noget våde dukker et frelsende busskur op. Det eneste vi har set. Her står vi så, mens regnen i korte øjeblikke går over i sne.

5-10 min efter er det overstået, og vi  kører videre i tørvejr, men det er k-o-l-d-t.

Så er vi ved at være der

Efter ialt 36,8 km når vi frem til færgelejet inden et nyt regnvejr indhenter os. Kommer ombord med det samme og finder frem til vores dejlige kahyt forrest i skibet, som dog er lidt usædvanligt. Passagerområderne er ikke store og derfor godt fyldte og ligger helt fremme. For at komme til dem skulle vi af en L-A-N-G gang, der lignede de terminal gange man tit går af for at komme TIL skibet.

Telen har lige forkortet gangen en hel del

Kahytterne er oven på og nedenunder en bar, en restaurant og et cafeteria. Og et diminutivt legeområde ikke at forglemme.

50,8 km

Baltikum 2019 - INTRO

Marts måned 2019

Jeg var begyndt at planlægge en ny baltisk tur i maj, da Thomas kontaktede mig, og vi blev hurtigt enige om, at gøre i hvert fald noget af den sammen.
Tilføjelsen for mig skulle være turen fra Tallinn over Skt. Petersborg til Helsinki rundt om den Finske Bugt. Tallinn var han også med på, så det bliver dér, vi skilles. Det bliver lidt mere tog end sidste år, for vi vil længere ned i Litauen denne gang og samtidig have alle 3 hovedstæder med.
Altså skal jeg søge russisk visum igen, men sidste år gik det jo forholdsvis nemt.

Jeg tænker, at jeg hellere måtte gå i gang i god tid, og da man ikke kan søge før 3 mdr. før, er vi i slutningen af februar, da jeg finder frem til ansøgningsskemaet på nettet. Man skal jo også have en "invitation", som man kan købe sig til, og jeg finder et sted, der er billigere end det sidste år. 300 kr. mod 325. Til gengæld er der ikke noget telefonnummer, og da jeg fik brug for telefonnummeret sidste år, foretrækker jeg at betale de 25 kr. ekstra og så have nogen at ringe til. Et godt valg, viser det sig.

Også forsikringsselskabet får jeg ringet til, og de lover at sende et "russerbrev". Det kaldte han det sidste år, nu hedder det noget andet. Det er et papir, hvor de bekræfter at jeg har en rejseforsikring, der gælder den pågældende periode.

Nu mangler jeg bare at få en "appointment". Her begynder det at gå skævt. På hjemmesiden står der, at de ikke kan tage imod ansøgninger i øjeblikket, og der henvises til Konsulatet. Ikke noget om HVORNÅR tingene bliver anderledes - eller HVORFOR.
Det nærmeste jeg kommer er at komme på en venteliste. Ikke desto mindre får jeg brevet fra Lærerstandens Brandforsikring allerede om lørdagen, så jeg får mulighed for at tage ind på konsulatet i Kristianiagade allerede den følgende mandag. Der står ikke nogen tider i henvisningen til Konsulatet, så jeg gætter på, at det er de samme tider som på visumkontoret.

Jeg når frem til Kristianiagade lige omkring kl. 11 mandag. Døren er åben, det ser godt ud. Netop som jeg er på vej ind, dukker der en mand op, der spærrer mig vejen. Hans sproglige kundskaber begrænser sig til russisk - går jeg ud fra - og nogle få engelske brokker. Ind kan jeg ikke komme, DET er i hvert fald sikkert. Men hvorfor....? Heldigvis dukker der en dame op, der kan dansk. Én fra de bureauer der ordner det hele for én, tror jeg. Hun kan fortælle mig, at de lukker kl. 11. Ærgerligt. Jeg må gå med uforrettet sag. Der er dog dukket en dansk dame op, som viser mig hvor jeg søger om tid. Jeg kan til gengæld fortælle hende, hvor hun finder ansøgningsskemaet.

Ugen efter gør jeg et nyt forsøg. Nu har jeg tjekket KONSULATETS åbningstider og kommer som jeg skal. Bliver desværre endnu engang standset af en vagt. Do I have an appointment? No, it wasn't possible for me. Uden kan jeg ikke komme ind. Men denne vagt har en lidt længere skolegang bag sig og kan forklare, at visumkontoret åbner igen 15.marts og, så kan man godt komme UDEN en tid.
Efter d.15.marts er jeg inde og se på hjemmesiden. INGEN ændringer.

Jeg finder på at ringe til Private Guide, der er "mit" bureau. Ikke noget under jeg ikke kan finde ud af, hvad der foregår. Alt er kaos, siger han. Han bruger 5 tim på det hver dag. De er ved at flytte. Den nye adresse bliver Nørre Voldgade 16, når de flytter 1.april. Om ikke de skal ordne det for mig? Nej, jeg er ret stædig, siger jeg. Det skal da kunne lade sig gøre at skaffe sig et visum selv. Du er en modig mand, er hans kommentar.... Jeg nåede dog også at hæfte mig ved, at han sagde, man også skulle have en kopi med af passet. Det står der ikke nogen steder....

Jeg lader lidt tid gå og mandag d.25.marts starter jeg tidligt fra Bornholm. Tidligt betyder op kl. 4.50 og med bussen 5.39. Øresundstoget er 17 min forsinket, men de skulle vist have åbent til 11.30 og så igen senere. Jeg er indstillet på, at det kan tage det meste af dagen.

Visumkontoret ser noget tomt ud. Der er lige ankommet et par før mig, hvoraf hun er russer og han er dansker. Hun har en intens diskussion med en dame - på russisk. Kontoret er åbenbart flyttet længere hen i gaden, og der er noget med at licensen er blevet taget fra dem. Aha...
Fra Cort Adelersgade 12 bliver vi vist hen til nr. 4. Der er ingen tvivl. Straks døren bliver åbnet ser man på menneskemængden og deres udslukte ansigter, at det ikke er noget, der går stærkt.
Jeg spørger ud i lokalet, om der er noget med at trække nummer? Det synes ikke at være tilfældet. De fleste HAR en aftale, altså et tidspunkt. Nogen har fået det i fredags på nettet. Noget af forklaringen er, at dette er et andet firma, med en anden hjemmeside. Nemlig det firma, der åbenbart har fået licensen. Altså prøver jeg sporenstrengs på telefonen, om jeg kan få en aftale, men trods beredvillig hjælp fra omkringstående lykkes det ikke. Jeg kan godt få oprettet mig i systemet, men så løber alt ud i sandet...
En anden ting er, at et yngre par kan fortælle, at hvis der står AMBASSADE og ikke VISUMKONTOR et sted sidst i skemaet, så kan man godt gå hjem igen. Det har de nemlig prøvet, og er her nu med et rettet skema. Rettet betyder, at de har lavet skemaet på ny på nettet og så skrevet det ud. Det er den eneste måde, der accepteres.
På mit står der desværre AMBASSADE. Jeg skal alligevel ud til Pil bagefter, så jeg beslutter at gøre det STRAKS. Måske kan jeg nå at få rettet det og komme ind igen inden kl. 14, hvor de lukker. De har andre tider end det gamle.

Pil og Sixten - han har første dag i sin nye børnehave - spiser frokost hos Susanne, og det lykkes mig at sidde og lave et nyt skema og bagefter få et par stykker mad og en halv øl og få udskrevet skemaet inden Susanne kører mig til stationen, for at jeg kan nå toget 13.19. Så skulle jeg kunne være der ca. 13.50.

Jeg har absolut INGEN forventninger til noget resultat, men håber da, at kunne få at vide HVORDAN jeg skal skaffe mig en aftale.

Da jeg åbner døren, sidder der 3 sølle mennesker og inden så længe kommer der én og spørger, hvad jeg vil dér? Jo, jeg vil søge om visum - og jeg har alle papirerne, skynder jeg mig at sige. Nå, men så kan jeg godt komme nærmere, hvis hun må få mit pas og ansøgningsskemaet? Og har jeg også kopi af pas, brev fra forsikringsselskab og invitation? Ja, ja og atter ja. Og jeg stikker hende det hele. Det er vist lige før, hun er imponeret. Ingen sure miner eller noget, og jeg får skannet mine fingre. Venstre lillefinger må lige have en tur til. Betaler jeg med kort? Ja, gerne. For den nette sum af 470 kr + en invitation til 325 kr har jeg fået lov til at komme 4 gange, før det lykkedes. Men så er det også overstået. Kl. 14.00 står jeg målløs ude på gaden med en kvittering, jeg skal medbringe, når jeg henter passet med visummet d.10.april i Nørre Voldgade.
Så kom jeg SÅ langt.

Det bliver 1.april og kontoret bør nu være flyttet til Nørre Voldgade. Det bliver også d.10. som er det tidligste jeg kan hente passet. Fredag d.12 passer det i programmet. I følge min kvittering har de åbent 14-16. For en sikkerheds skyld tjekker jeg med hjemmesiden. Der står der noget andet: 15-17. Altså møder jeg op lidt i 15. Må vente til der kommer nogen ud for at komme ind af gadedøren. På den næste dør står der 15-17, altså går jeg igen for at komme igen kl.15.

Da jeg ankommer lidt over 15 overraskes jeg over at kontoret er propfuldt. Hvordan har alle de mennesker nået at komme ind på de par minutter? Det har de heller ikke, viser det sig. De troede jo det var kl. 14, for det stod der jo. Så de har allerede været her en time eller mere. Skrankerne er i det næste rum, så det er ikke til at se, hvad der foregår, men der er højlydt tale. En kraftig lidt ældre mand fra et af bureau'erne, der ordner det hele for én, skal åbenbart have et pas tilbage for at det kan overgå til ekspres ekspedition, og det kan tilsyneladende ikke lade sig gøre. Man må sige han er ihærdig, taler med store bogstaver, men hidser sig ikke op. Jeg får den tanke, at det er min ven fra PrivateGuides, jeg har talt med i telefonen. Det viser sig senere at være rigtigt. Hvis det er sådan hver dag forstår jeg godt, at han er lidt træt af det.

Der går vel en halv time og pludselig begynder der at komme skred i tingene, og jeg forstår, at NU begynder afhentningen af pas. Det andet var dem der skulle SØGE - og som nok har været der fra om morgenen. Det er derfor de har lavet om på tiderne. De har indset, at de ikke kan blive færdige med ansøgningerne til kl.14. Det ku' de så heller ikke til kl 15.
Men efter en times tid kommer jeg frem til skranken og skriver under to steder og får mit pas MED visum. Alt er korrekt. Det tog max 2 minutter.

SÅ er jeg klar til at tage af sted....