torsdag den 18. april 2024

Tyskland 2024 Dag 4

 Vi begynder dagen med morgenmad i den "fine" stue med havudsigt. Henrik og Pernille har haft hvert deres værelse mens jeg har overnattet på "sovesalen".

Udsigt fra vores vindue mod havnen

Dog som den eneste, så der var nok af senge at vælge imellem.

Vi forlader lejligheden 10.15 og cykler først til stationen for at købe togbilletter fra Slesvig til Flensborg på mandag. Resten af vejen har vi billet til allerede.

Det er umuligt at købe billet hjemmefra, når man skal have en cykel med. Manden i billetsalget indrømmer, at også han synes det er helt vanvittigt. Tyskland har helt sikkert Europa rekord i uigennemskuelige billetsystemer. Men han mestrer heldigvis kunsten og vi får billetterne, OGSÅ til cyklerne.

Så kører vi mod Glücksborg i første omgang. Der er en større byge, vi stort set undgår, men længere fremme er det tydeligt, at den har været ret heftig.

Glücksborg tog sig godt ud i dagens anledning

På den videre færd holder vi frokost i et busskur, hvor der også er fint læ til brænderen, som nu skal afprøves for alvor. Kaffe får vi, den kunne måske godt have været stærkere og lidt mælk havde heller ikke været af vejen, men bedre end ingenting.

I dag er vinden virkelig en hjælp. Det meste af dagen er den lige i ryggen og hjælper på den måde én op over bakkerne. Men på én af dem går der noget galt.

Jeg når lige at tænke, nå der tabte jeg kæden, da jeg ser en ende af den ligge på jorden. Kæden er knækket. Det viser sig, at det snarere er samleleddet, der er sprunget op og revet fra hinanden. Heldigvis HAR jeg kædeadskilleren (som jeg kalder den) med, så det er egentlig ikke nogen større operation, da jeg netop gav kæden olie i går, ser mine hænder ikke så pæne ud bagefter. Men jeg får tørret det værste af og vi kommer videre.

Er vist fremme i Gelting omkring kl.16.

Det er "Hellas" vi skal på på, her taler man ikke så meget tysk og slet ikke engelsk. Men gerne græsk, som ingen af os forstår os på. Det viser sig at opholdet er INKL. morgenmad. Det er vi ikke kede af.

Er en tur op og ned ad hovedgaden og drikker kaffe hos bageren skråt overfor hotellet.

Middagen bliver nydt i restauranten nedenunder. Jeg får Mousakas, som ikke smager af noget særligt.

40.93 km   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar