Dag8

Lørdag 21.01.17

I nattens løb vågner jeg ved lyden af en tysk dame. Jeg ved godt, at det ikke er mig hun taler til, men det er højt nok til, at det ligeså godt kunnet have været det. Nu har alle lejlighederne indgang fra en lang svalegang, der løber mellem de 3 elevatortårne, så nogle af os, har desværre soveværelse ud mod denne gang – og vi bor tæt på elevatoren, hvor folk jo tit står og venter.

Hvor hun står, ved jeg ikke, men det er foruroligende nær mit øre, og jeg bliver vågen nok til at få en trang til at springe ud af sengen, flå døren op og råbe: ”Hold kæææft!”. Jeg modstår trangen, men bliver alt for vågen. Gad vide om det er én af vores naboer, for jeg synes, jeg bliver ved med at høre hende længe efter, at hun er forsvundet fra gangen. Hendes ledsager – for en sådan var der vel – hører man ikke, Kun denne ene skræppende papegøje.

Klokken 7 vækker mit ur, jeg er selvfølgelig vågnet ti minutter i, det gør jeg næsten altid. Egentlig behøver jeg ikke noget ur, men det er bedst at være på den sikre side. Jeg kommer af sted til planlagt tid, men jeg har glemt én ting: kontrakten. Den må jeg have med for en ordens skyld og papiret jeg skal vise for at få cyklen kan ikke undværes. Altså må jeg sende en sms til AM, om at hun må komme ned og hente mig. Der er ikke megen aktivitet i blokken så tidligt, så jeg gider ikke stå og vente ved elevatoren.

I anden omgang kommer jeg af sted. Cyklen er et orange monster. Med det mener jeg, at den har oversize hjul, 29 ’’. Hjælmen ligner en fra en byggeplads, men den skal nok beskytte mit hoved. Jeg peger straks på en diminutiv saddeltaske og spørger, hvad det er. ”A spare inner tube in case of a flat”. Det kan jeg godt lide. Der sidder også en lille pumpe på skrårøret. Det er prof. Cyklen er nærmest ny med skivebremser, det har jeg ikke prøvet før. Ingen skærme, men det bliver forhåbentlig heller ikke regn? Jeg har min rygsæk med til cykeljakke, vand, kort og låsen, som jeg får med. Jeg har også solcreme med. Den lille vandflaske passer ikke i flaskeholderen, men pyt, jeg skal vel også stoppe en gang i mellem? Jeg tager bestik af sadlen. Den er for høj. Så sætter jeg den et stykke ned og prøver. Perfekt. Enten har jeg efterhånden sans for det - eller også er jeg ikke så sart.

På vej op gennem dalen - den blå mand er kontormanden

Så kører jeg ellers ud i byen efter en rute der er tegnet ind på et kort jeg fik med. Jeg har tænkt mig at følge den til vendepunktet og så tage en anden vej over til hovedvejen GC 60, der fører op over øen. På vejen passerer jeg flere gange en mand helt i blåt, han kører lidt langsommere end jeg, men jeg stopper med mellemrum og tager billeder, og så kommer han foran igen. Oppe ved Ayagaures hvor jeg lige stopper lidt sammen med en del andre cyklister, når han frem og vi kommer til at snakke sammen. Han bor i Maspalomas og arbejder til daglig på et kontor. Det er kun i weekenderne han er ude at motionere.

Udsigten tilbage fra Ayagaures

Fortæller om de forskellige muligheder fra der hvor vi er nu. Den vej jeg havde tænkt mig at tage, viser sig at være en grusvej/klippesti. Det var sandelig godt de ikke havde flere city-bikes. Nu kommer monsteret til sin ret. Jeg følges med ham op ad skærverne. Han skal kun op til toppen, men jeg kan bare fortsætte, så kommer jeg til hovedvejen. På det hårdeste stykke mener han, vi hellere må køre hver vores tempo, men da jeg når toppen og tager et par billeder, når han også frem og vi tager behørigt afsked.

Udsigten fra toppen

Cyklen har kun 2 klinger og 10 kranse, men det største bagpå er 32 eller 34 og det mindste foran det mindste jeg nogensinde har set. 24 vil jeg tro. Så der er ingen problemer bortset at man skal passe på den ikke stejler i de mindste gear.

Der var kun klipper og grus - i forskelligt blandingsforhold

Det sker at en 4WD kører på vejen, men jeg skal ikke regne med at møde nogen, siger han. Det gør jeg heller ikke. I første omgang er det kun en cyklist der kommer imod, senere nogle vandrere, der kommer dryssende lidt efter lidt, men så – en bil – og uden 4WD. En helt almindelig lille personbil. Jeg møder den efter at jeg netop har overstået det absolut vanskeligste stykke, og jeg føler mig ikke sikker på at bilen klarer det stykke uden at få smadret et eller andet i undervognen. Nå, ham om det.

Et længe ventet syn

Jeg tror jeg kører på grusstykket 1½ time, den er i hvert fald omkring 12, da jeg – ENDELIG – når frem til hovedvejen. Da har jeg spist min medbragte sandwich. Ikke længe efter når jeg frem til Fataga, en meget charmerende men også temmelig turistet by, hvor alle cyklisterne sidder. Jeg skal videre. Det viser sig, at vejen nu først for alvor begynder at stige. Heldigvis er det også blevet koldere og solen skinner ikke uafbrudt. Omsider når jeg skillevejen, hvor jeg har besluttet at ”stige af” og tage vejen mod østkysten i stedet for at fortsætte videre opad mod Pico de Nieves og Roque Nublo. Det bliver vist for meget i dag.

Da jeg kommer til den første by, Rosita, er der et meget spartansk sted, hvor der står Bar og Cafeteria. Jeg kører først forbi for at se, om der ikke skulle være mere, men det ser det ikke ud til. Det var vist byens centrum, jeg passerede. Så jeg kører tilbage. Engelsk er tilsyneladende et meget fremmed sprog, men han har da et kort, hvor jeg hurtigt finder en passende sandwich og bestille en ”agua con gaz”. De taler tydeligt dialekt. Anderledes end nede i Maspalomas, hvor sproget også er lidt anderledes end på hovedlandet, ifølge min kontormand. Sandwich’en er udmærket og da jeg går ind for at betale, er kokken i stand til at sige ”four fifty” efter at have talt sammen på maskinen.

Det orange monster

Oppe på plateau'et

Jeg havde troet, at jeg skulle have fulgt et flodleje stille og roligt ned til kysten, men sådan er det vist sjældent på Gran Canaria. I stedet bliver vejen højt oppe på bjerget og jeg kan se huse ligge der dybt, dybt nede i canyon’en. Op og ned går det, men mest ned. Det er den næste by man gør holdt i, når man er cyklist. Den er større og har restauranter m.m. men hvor skulle jeg vide det fra?

Efter at vejen er drejet om på den anden side af bjerget, går det for alvor ned ad. Så længe vejen svinger meget kan jeg godt følge med bilerne. Jeg kører først mod Vecindario, men drejer fra til højre for ikke at komme for meget mod Las Palmas. El Doctoral hedder byen. Den er grim. Virker fattig og forsømt. Da jeg til sidst kommer ned til hovedvejen langs kysten er det MODVIND. I dagens anledning har det besluttet sig for at blæse fra sydvest. Jeg troede eller nordøst var den fremherskende vindretning?

Bortset fra at jeg på et tidspunkt er på vej ind på motorvejen, er der ikke meget at sige om denne del af turen. Den skal bare overstås. I min sidste sms skrev jeg, at jeg regnede med at være hjemme om 2 timer, det ender med kun at være én. I San Agustin skriver jeg, at den bliver 16.20. Jeg bliver på hovedvejen og tager fodgængerbroen over lige ved vores blok.

Præcis 16.15 ruller jeg ind og samtidig kommer AM ned. Timing.

Jeg tager cyklen med op i elevatoren. På højkant kan den lige akkurat være der sammen med mig.

Efter at have hvilet lidt og taget et bad, går jeg hen med den. Bortset fra, at de ikke kan finde deres egen genpart af kontrakten, fungerer det fint. Absolut et anbefalelsesværdigt sted.

Senere går vi ud for at spise kinesisk. Da vi sad helt alene på den japanske forleden, var der proppende fuldt på den kinesiske lige ved siden af. Det er der igen, men vi får et bord efter først at være sat ned ved et stort rundt med et menukort. Der er buffet til 7 €. Aha, det er forklaringen. Det står der ikke noget om på kortet, men måske udenfor uden at vi så det? Eller også er det bare noget man ved.

For mig har det været en lang dag. Jeg ved ikke hvor langt jeg har kørt. Endomondo stod af oppe på klippevejen efter 18 km. Jeg gætter på 90-100 km. Det højeste punkt var 930 m. Min egen højdemåler sagde 860 og jeg kunne ikke få den justeret ude i solen. Men efter jeg er kommet hjem og den viste -40 m har jeg fået den op på +40. Lufttrykket her er nok ret konstant.

90 km og ca. 3.000 skridt