Dag 14

Fredag 27.01.17

I går aftes REGNEDE det. Så det massive skybælte KOM virkelig ind over øen. Her til morgen kan man stadig se fugtige områder nede ved pool’en, men ellers ligner himlen så mange andre morgeners.

Jeg har tænkt, at jeg skal hen langs kysten og lige før Arguineguin dreje fra og køre op gennem det, der kaldes Barranco de Arguineguin. Jeg tror  Barranco betyder kløft. Det er jo det, der karakteriserer øen: en top midt på og så alle disse kløfter, der skærer sig ned i alle retninger. Efter mine foreløbige erfaringer med kortet fra turistkontoret burde det være asfaltvej undtagen de sidste 5-7 km.

Drageblodstræer langs vejen

Det går som planlagt. Jeg finder kystvejen og undlader at køre op til motorvejen, som bussen har gjort, de to gange, vi har været i denne retning. Det går lidt op og ned med fin udsigt over havet. Jeg passerer et militært anlæg og finder vejen mod Soria. Den hedder vist GC 505, men det står ikke på kortet. Som ventet stiger den stille og roligt indtil jeg kommer til Las Filipinas, så tager fanden ved den, og den stiger voldsomt. Jeg tror, der stod 7,7%, men det må da være i gennemsnit. Jeg er hurtigt nede i det næstmindste gear.

Da jeg kommer op til en by, der hedder Barranquillo Andrès, går den lille røde vej fra mod venstre. Desværre når jeg at se et skilt, der utvivlsomt betyder cykling forbudt. Jeg bliver hurtigt enig med mig selv om, at det må være tåberne, det gælder. Der er – desværre – en tendens til, at når mere end to cyklister cykler sammen, opfører de sig, som om de ejer vejen. Sådan én som mig, der tager pænt hensyn til Gud og hver mand, må gerne. Og desuden har politiet alt for travlt med at drikker kaffe til at komme på disse kanter.  Den sidste bemærkning skal ses i relation til vores besøg på ”Café de Paris”. Da mødte politiet op – altså ikke for at btale med os – men fordi de skulle drikke kaffe. Tjenestebilen havde de demonstrativt parkeret, hvor parkering var forbudt.

Man fatter som oftest ikke, at man virkelig er kommet op her

Nå, jeg kører altså op ad vejen. Den er asfalteret, men det sker at belægningen er mere eller mindre forsvundet. Det er ikke mange, der passerer mig på vej op. 3 cyklister på racere og en håndfuld biler, der ligner/er lejebiler med turister. Det lykkes mig at nå frem til GC 605, men det sidste stykke var lige så stejlt som det forrige. Faktisk værre.

Det næste stykke stiger det i det mindste ikke konstant. Jeg kommer forbi et af disse grønne telte på kortet. Det viser sig at være et område, hvor man må campere. Hvor mange faciliteter der er, ved jeg ikke, for det går nedad til området, så jeg bliver oppe ved vejen og drikker lidt og kigger på kortet.

Mandeltræer i blomst

Hver gang jeg er stoppet, skal benene lige ”rulles i gang” igen. Jeg er ved at være udmattet og det sidste stykke op til GC 60 er hårdt, men frem kommer jeg. Til noget der hedder Ayacata og hvor der meget passende er en restaurant og en bar, hvor cyklisterne (racer) sidder i lag. Jeg finder dog et tomt bord og får en kop kaffe med mælk. Jeg er i 1300 m’s højde siger min højdemåler. Det er altså næsten Mt. Ventoux, jeg er kørt op ad. Dér starter man i 400 m’s højde og ender i 1900 m. Altså 1500 højdemeter og her har jeg kørt godt 1300. Ikke underligt at jeg er mør. Nå men nu skal det hovedsagelig gå nedad, så jeg får cykeljakken på.

Smukke landskaber var der nok af

Da jeg kommer frem til San Bartolomé de Tirajana (som har givet navn til hele kommunen, vi bor i – den største kommune på øen. Dækker hele sydøen) er det en meget charmerende by. Jeg gør et kort holdt ved et udsigtspunkt, men triller ellers videre. Ganske kort efter kommer jeg til stedet jeg var sidst, hvor jeg kom fra den anden side og drejede fra til højre. Nu drejer jeg så fra til venstre og følger altså vejen fra sidst på hele nedkørslen til Rosiana (Jeg kaldte den vist Rosita sidst) og Santa Lucia. Ifølge de svenske guider er det her Santa  Lucia traditionen stammer fra.

Jeg har besluttet mig for at prøve den grønne vej, GC 550, jeg opgav sidst. Inden jeg begynder på den for alvor, spiser jeg midt sidste forråd, en banan. Jeg kan se, at vejen stiger op mod et hjørne, men så går det forhåbentlig nedad igen på den anden side? Det viser sig at holde stik, men kun for at vejen igen stiger mod et hjørne. Sådan fortsætter det de næste 8 km. Stigningerne er ikke så slemme, men klokken er blevet over 15 og jeg rammer ned på kysten nordligere end sidst. Og er det modvind det sidste stykke?

Den gamle tiltalte mig med noget der lød som "Mojn"

Til sidst kommer en forrygende nedkørsel. Vejen går til Agüimes og Ingenio, men ifølge kortet kan jeg skyde genvej fra Agüimes til noget der hedder Cruce de Arinaga. Det gør jeg og klokken 16 er jeg i Vecindario, hvor vi sidst hørte om madrasser og uld. Det er gudskelov MEDVIND. Det burde også være den fremherskende vindretning her.

Hu hej, hvor det går, da jeg først er kommet igennem Vecindario. Fra El Doctoral kender jeg hovedvejen og i løbet af en time er jeg hjemme. 16.59 står jeg nede ved elevatoren. AM kommer nu ikke ned. Hun har været ude at gå og dukker derfor op fra den anden side. Benene har gjort det godt på det sidste stykke. Det er meget, at man kan være så smadret, som jeg var, og så alligevel igen finde kræfter frem. Jeg var godt nok også inde i et supermarked i Agüimes og købe en plade chokolade at køre hjem på. Først bagefter kom jeg i tanker om, at jeg skulle have haft købt en cola.

Da jeg senere har været ude og fået skyllet saltet af kroppen, går vi over og spiser pizza på The Green Onion. Vi er der længe nok til at musikken starter.

Nu er den over 22, og det er tid til at gå i seng. I morgen skal vi ud og køre i bil til Mandel Blomst Festivalen i Valsequillo m.m.

100 km (anslået ud fra km tal på kortet)