Dag_11

Tirsdag 24.01.17

Vi kender allerede det hele. Præcis hvor vi skal stå. At der nok kommer en ”frontløber” og siger, at nu kommer bussen snart. Der er kun én ting, der undrer mig. De har to forskellige ture i dag. Og yderligere to forskellige opsamlingsruter. Der er med andre ord noget logistik, der skal tilpasses, specielt når de ikke på forhånd ved, hvem der vil på hvilke ture.

Bussen kommer og vi bliver spurgt, hvilken tur vi vil på, og det bliver noteret. Guiden er finsk, men taler nogenlunde svensk. Alle ”kunderne” synes at være finner. Vi samler op og ender ude ved fyrtårnet, hvor den anden bus også skal komme. Der bliver alle finnerne beordret over i en anden bus og vi benytter lejligheden til at kapre forsædet, der er blevet ledigt. Der er 4 busser i alt, men ikke lige store. Vores der befolkes af svenskere, nordmænd og danskere er stor og får en svensktalende guide, Sebastian. Så langt så godt.

Så kører vi til den obligatoriske salgsforestilling. Det viser sig at være i Vecindario ikke langt fra det andet foretagendes hovedsæde i Ingenio. Vi bliver fordelt i flere forevisningslokaler. Det er en norsk dame, der står for løjerne i vores. Det er fra ende til anden, det samme som sidst. Madrasser, topmadrasser, tæpper, sutsko, siddeunderlag, veste. Man kan undre sig over, at 3 foretagender laver nøjagtig det samme, men det skal vel bare ses fra et konkurrence-synspunkt. Først er der én, der får ideen. Så viser det sig, at markedet er stort nok til, at konkurrenter kan komme på banen. I dette tilfælde er der åbenbart med den nuværende mængde skandinaviske pensionister – for dem er det hovedsagelig for, de er begyndt at lide af alskens gebrækkeligheder og er derfor potentielle ofre for en god salgstale – plads til 3. Stiger antallet af pensionister, kommer de nok nye aktører på banen.

Damen er lige så irriterende som manden var sidst. Måltidet, der bare består af to indpakkede – med deres eget logo – sandwich'er, er bedre end sidst, og det samme gælder vinen. Om end den ikke er canarisk. Omsider triller vi ud på det, vi er kommet for. Ud for at se ”Fantastiske Gran Canaria”.  Der er lige et kaffe-stop først omkring Telde. Det skal man selv betale, hvis man vil have noget, men det vil vi godt. Så bliver bussen nødt til at køre en afkørsel tilbage, før vi kan komme i den rigtige retning: Mod Las Palmas. Vi drejer dog af før, for at køre ind mod midten af øen mod Santa Brigida. Det er faktisk mageløst, hvordan frodigheden tiltager, som vi kommer op ad. Såre simpelt: nordøst passaten blæser den fugtige luft op ad bjerget, hvor den så afgiver sin fugtighed. Inden den har nået toppen er det meste forsvundet, så til sidst bliver der igen mere goldt. På sydøen er der så tørt som bare f..

Et kig ud af ruden på vejen

Gran Canaria har stort set én top hvorfra dale og canyons skærer sig ned til alle sider. Der er et kort tissestop i Tejeda, som er en af de højest beliggende byer, og så kører vi ellers til Roque Nublo, der er en enligt stående klippe på toppen af et massiv på omkring 1800 m. Der udgår mange vandreruter fra parkeringspladsen, hvor vi holder, men det må blive, når vi selv lejer bil. Selve klippen ser vi kun på afstand. På den anden side af vejen har Manuel sin forretning, hvor man kan prøvesmage og købe forskelligt.

Manuel's hund havde åbenbart gjort sit

Et kig gennem forruden

Det er en fryd at se chaufføren tumle den store bus på de smalle bjergveje. I hårnålesvingene skal bussen bruge hele vejen for at komme rundt. Det er også tydeligt, at man generelt tager hensyn til hinanden her på disse veje. En enkelt gang må bussen dog stoppe og vente, mens en lille bil bakker og giver plads. I de overskuelige sving bruger han naturligvis hornet, men jeg tror aldrig, der er nogen, der trutter igen.

Roque Nublo i det fjerne

Vi kommer til der, hvor jeg drejede fra forleden, for at køre ud mod kysten, og følger derefter GC 60 hele vejen tilbage til Maspalomas. Så jeg får set det stykke, jeg ikke så forleden. Det er meget anderledes end ventet. I stedet for en rolig nedkørsel skal vi først HØJT op over en kam, før det endelig går stejlt ned til byen.

Før det har vi det sidste stop, hvor man kan bestille mad i forvejen. Det er en skuffelse. Nej, ikke bare det. Det er oprørende. En skål suppe – lokal grønsagssuppe ”potaje” – et glas juice og en – Lubomba tror jeg de kalder det, ikke Lumumba – cognac og varm kakaomælk. Der er et stykke yderst kedeligt brød til suppen. Og det har vi betalt 14 € for – HVER. Anne-Marie vender tilbage til det gang på gang i aftenens løb. Der er et lotteri til fordel for nogle børn, der har det svært, og vi køber et lod til 5 €. Som noget af det allersidste trækkes det. Jeg har tænkt, at der nok var held ved nummer 02855, som vi har. Det er jo starten på mit tlf.nr. Nummer 02856 vinder!!!

Vi er udmattede, da vi står af, selv om vi kun har siddet ned næsten hele dagen.