Mandag 30.01.17
I dag er det sidste dag med bilen, Planen er at køre hen
langs kysten mod vest. Vi har allerede været på de kanter før, men der skulle
være en underskøn strand, Playa de Amadores, længere ude end Puerto Rico. Uret
ringer, vi kommer op og af sted. Allerede kvart over 10 er vi der, og det er
muligt at få en parkeringsplads. Stranden er næsten fyldt op med
strandstole, men de nederste 15 m er fri.
Det er som der står i guidebogen en megabred halvmåneformet strand, hvor man
roligt kan lade børnene lege. Vi lægger os meed vores håndklæder et sted på de
nederste 5 m. Indtil nogle lidt større bølger skyller op og truer med at
opsluge os. Der er én meter igen. Så rykker vi 3 meter længere op. Sandet er
temmelig groft og når man går i vandet, hvad vi gør efter en halv times tid,
synker man ret dybt ned, så det er ikke så nemt at gå. Vandet er nok et par
grader varmere end sidst på vores egen, men bliver hurtigt dybt. SÅ
børnevenligt er det trods alt ikke.
Luften er ikke så varm, men solen skinner da. Vi bliver der
til omkring halv ét. Så finder vi et supermarked og køber 2 sandwich og nogle
bananer, som vi spiser et sted længere ude af vejen med udsigt over
Atlanterhavet. Der er en fin sten at sidde på, men AM synes den er for tæt på
kanten.
Så kører vi videre til Puerto Mogan for at finde en kop
kaffe. Det lykkes i et dødsygt nærmest forladt shopping center. Så tanker vi
for en sikkerheds skyld og kører op i bjergene. På kortet ser det ud, som om
vejen stiger jævnt til selve byen Mogan. Det holder også stik, men senere
stiger den selvfølgelig. Det udvikler sig til de mest hårrejsende hårnålesving
og afgrunde. AM mener, hun burde have haft en blodtrykssænkende pille mere i
morges. Jeg tror, hun er lige ved at kræve, at vi kører tilbage, men det ville
bare være at skulle gentage det, vi netop HAR overstået. Mod slutningen kører
vi nærmest ind i skyerne. Bilerne imod begynder at komme med lys på.
Til sidst når vi vejen, jeg kom fra forleden. Den hvor man
ikke måtte cykle. Her fra og frem er det mere en slags plateau, man kører på, om
end det ikke er helt så fladt, som jeg husker det. Til gengæld forsvinder
skyerne og solen skinner igen.
Omsider når vi til Ayacata, og drikker kaffe sammen med alle
cyklisterne, hvor jeg også gjorde det sidst. Så kommer sidste etape: Roque
Nublo. Vi kører videre op og når til sidst parkeringspladsen, der er omtalt i
guidebogen. Herfra skulle man ad en vandringsvenlig sti, eller hvordan de nu
formulerer det, kunne nå Roque Nublo på en halv time.
På vej - Roque Nublo i baggrunden Tættere på - bemærk menneskene
Stien er pæn, nærmest brolagt, det første stykke. Den er
vedblivende til at gå på, men stiger en del. Til sidst kommer der et mere
tvivlsomt stejlt stykke uden trin eller noget. AM beslutter, at her slutter
turen for hendes vedkommende. Jeg efterlader hende dér, mens jeg haster videre.
Det lykkes mig at nå op og tilbage på 20 min. Når man kommer op ad noget
trappelignende stejlt, er der et vældigt fuldstændig bart plateau op mod Roque
Nublo og dens mindre fætter. Det ER mageløst, hvordan denne enorme klippe står
der på toppen af bjerget. Vejret er perfekt. Tåge og kulde er sædvanligt her, men
ikke i dag. Jeg skynder mig at tage en række billeder.
Klippen i sine vante omgivelser
Da jeg kommer tilbage, står AM endnu og klamrer sig til
træet. Der har været flere, der har spurgt, om hun ”var OK?” Og det mente hun.
Vi når uskadte tilbage til bilen og begynder den relativt lange nedkørsel til
Maspalomas.
Vi kører lige hjem og jeg går ned med et postkort og hører
om man kan få pizza med hjem fra The Red Onion. Det er dér, man ubetinget får
de bedste pizza’er. Det kan man heldigvis, og jeg kommer tilbage med yderligere
8 l vand og en flaske Faustino V rosado. Så kan man heller ikke bære mere i to
hænder. Når der også er dessert, er én pizza rigeligt til to mennesker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar