Dag6

Torsdag 19.01.17

Jeg er vågen igen og skal tisse. Klokken viser sig at være 6. Det er mørkt endnu. Jeg går ind igen, men ligesom når jeg er på mine cykelture begynder gårsdagens hændelser og planer for de kommende dage at myldre frem i hovedet på mig, så jeg ligger kun og halvslumrer en rum tid. Så står jeg op. Klokken er blevet hen mod 8. Det ser ud til at blive en fin dag. Næsten ingen skyer og – frem for alt – ingen vind. Det må være i dag, vi skal ud i ørkenen. Må hellere lade batteriet op i det store kamera.

Jeg sidder et øjeblik på altanen med min ostemad og te, men det er lige køligt nok blot i en t-shirt. Halv 9 dukker AM op.

Inden så længe begiver vi os af sted. Ned til strandpromenaden og langs den. Til sidst når vi den yderste ende, hvor sandet for alvor tager over.

Tilbageblik fra hvor vi er kommet til

Det bliver hurtigt anstrengende at gå. Sandet er ret fint, så når man skal over klitterne, skrider man. Vi strider os langsomt gennem ørkensandet. Det er ufatteligt så få levende væsner man ser – bortset fra pensionister. Det gælder overalt også hjemme på altanen. Her i sandet, ser man spor efter nogle små dyr, firben eller lignende. De bevæger sig nok rundt om natten og tidligt om morgenen. Meget mere end 1 km bliver det vist ikke til, så lykkes det os at ramme en trappe op til promenaden.

Orker jeg snart mere?

Små mennesker i den STORE verden

Jeg kunne trave rundt her en halv dag, men det er ikke rigtig terræn for AM. Så vi traver den lange tur tilbage gennem byen. Jeg synes allerede, jeg er ved at kende den. Fra Jumbo Shopping er det ikke nødvendigt med den lille hjælper. Spiser Pizza på ”the Green Onion” som vi spiste på den allerførste dag. Der har de Pizza Napoletana – den med ansjoser og oliven.

En del af eftermiddagen bliver tilbragt ved pool’en. Jeg er i vandet – som den eneste af de tilstedeværende. Det er lige så koldt som sidst, men det skal bare overstås, så er det herligt.

Læser en bog jeg købte i lufthavnen: ”Danselærerens genkomst”. Jeg tror det er den eneste bog af Henning Mankell, jeg endnu ikke har læst. Den er udmærket.

Ved 4-tiden går solen væk, men der er allerede gået en sky for lidt inden. Så går vi op. Inden længe er det tid til en drink. Jeg tror, jeg skal i gang med et seriøst træningsprogram, når jeg en gang kommer hjem. Må snart se at få lejet en cykel.

Ca. 10.000 skridt

Dag5

Onsdag 18.01.17

Jeg er vågen igen. Denne gang føles det mere som morgen. Jeg prøver at tyde urets visere. Efter nogen tid kan jeg identificere sekundviseren. Jeg synes den ser ud til at være lidt over 8, det er på tide at stå op.

Da jeg står på badeværelset, ser jeg at det kun er 7, den er lidt over, men skidt, nu er jeg oppe. Det er ganske vist ikke lyst endnu, men en kop te og lidt morgenmad, kan man vel altid starte med. Jeg får ført bloggen a jour før AM viser sit ansigt. Da er den kvart over 8.

Der er ikke voldsomme planer for i dag. Turist kontoret er én af dem. Kvart over 10 er vi på vej mod Jumbo Shopping Center. Det var vist dér, vi så kontoret.

Det viser sig at holde stik. Vi får et kort over Maspalomas og resten af øen, og får opklaret, at der ikke mere er noget der hedder "Tarjeta Insular". Der er heller ikke mere noget, der hedder retur billetter. Tjaa.. en guide bog bliver hurtigt forældet. Men så meget enklere…

Jumbo Shopping Centeret er stort. Vi driver lidt rundt og kigger. Jeg har ikke tænkt mig, at jeg skal købe noget hernede, men man kan da altid kigge og spørge. Vi kommer forbi en fotoforretning. Planen er, at købe en linse mere til mit nye spejlrefleks kamera, når jeg kommer hjem. Jeg kigger på nogle, men da jeg ikke har kameraet med, er fyren ikke SÅ ivrig. Han ville ellers gerne have demonstreret en hel masse. Er jeg sikker på. Han er inder. Det lader til at være indere, der har forretningerne her omkring for næste sted, hvor jeg får trang til at spørge efter noget, er de også indere.

Det er en afløser til mit Casio ur fra 2001, jeg er ude efter. Det der har fulgt mig så trofast på alle mine rejser og pligtskyldigt fortalt højden, når jeg ønskede det. Jeg ved ikke helt sikkert, OM jeg skal have et andet. Kontakterne er så irrede, at det er næsten umuligt at skifte mode, men det kan ikke meget min nye telefon ikke kan. Ud over at være uafhængig af GPS-signal og mobilmaster. Og det er heller ikke så ringe endda.

Et moderne Casio med næsten de samme funktioner, kan jeg få for 99 €. Det er 750 kr. Mit kostede over 1000 kr. i 2001. Men så er der ikke analog del på det nye. Men ud over det vil de tage mit gamle i bytte for et nedslag på 30. Så er vi nede på 69 € = 525 kr. Men hvordan ser jeg, om det er fake? Allerhelst fik jeg skiftet kontakterne i det gamle. Hvis det kan gøres for 500 kr, betaler jeg gerne det. Men det kan det nok ikke. Foreløbig har to urmagere sagt, at det ikke kan betale sig.

Jeg spiser ikke min sædvanlige morgenmad her. Sådan en lille yogurt og lidt brød med ost, er der ikke meget mad i. Jeg føler mig helt svag i knæene og må have noget indenbords. Vi sætter os ind på Café de Paris (som der er noget Barbie-agtigt over nok mest pga. farverne). Vi får kaffe og en bolle med ost og deler et stykke Sacher Torte. Så begiver vi os videre ned til stranden og går den vej hjem. Uforvarende havner vi helt nede ved sandet og går ned og mærker på vandet. Det er k-o-l-d-t. En grad koldere end pool’en vil jeg tro. Altså omkring 17 gr. Der er ikke mange i vandet, omkring 4-5 stykker.

Striber af hvidt sand i det mørke

Hjemme igen har vi allerede nået de første 9000 skridt, så vi deler en Carlsberg.

SÅ glade er vi

Senere går vi ud for at lede efter Lidl. Eller rettere vi leder efter der, hvor de lokale bor, for det er i hvert fald ikke i selve Playa del Ingles. Efter at have rekognosceret i Google Maps, finder vi en fodgængerbro, der fører over hovedvejen, der faktisk løber lige bag ved vores blok. På den anden side af hovedvejen er prisen for en lejlighed pludselig nede i 30.000 € for over 50 m² . I Arguineguin kostede 36 m² over 1 mill. d.kr. Omgivelserne ser også ud derefter. Ikke nogle fine fortove. Ikke alle parkeringspladser er asfalterede. Det er her kanarierne bor. Og her ligger naturligvis Lidl, som de handler i. Vi går tilbage til hovedvejen og følger den tilbage til en anden fodgængerbro, som vi har kunnet se fra vores svalegang, og kommer således frelst tilbage fra udflugten til det fremmede.

Vores egen blok "Agaete Parque" set fra fodgængerbroen

På det sidste stykke ad vores egen vej, går vi forsøgsvis ind i et lille uanseeligt supermarked for at se efter Campari. Og hvilket held. Det er ikke meget de har – udover drikkevarer. Og det inkl. Campari.

Så går vi hjem og får en drink, før vi går ud igen for at spise. På en japansk restaurant. Bestiller 2 menu’er. Det var ikke meget, jeg spiste på restaurant i Japan, så der er jeg ikke meget bevendt som guide. Miso suppe først. Så små forårsruller. Så en salat af agurk og tang. Anne-Marie synes ikke det smager af noget. Jeg vil snarere sige, at det ikke er så fremtrædende smage, så man bliver nødt til at hæfte sig ved de finere detaljer. Så kommer sushi’en med ingefær og wasabi og endelig nogle spid med and i en sødlig sauce. Noget lig den man får til Peking And. Og til slut kaffe. Menu’en inkluderede også øl, vand eller vin efter eget valg. Jeg synes det var virkelig godt.

På vejen hjem går vi lige ned til strandpromenaden og den vej hjem. Det er blevet til nogle skridt i dagens løb. Men sandelig også nogle kalorier.

I går var det skyfrit næsten hele dagen. I dag har det været overskyet det meste af dagen. Der var lige lidt sol, da vi sad på altanen i eftermiddags. Men ud over at tage en bluse på, hvis det blæser, behøver man ikke at klæde sig på.

17741 skridt

Dag4

Tirsdag 17.01.17

Igen er vi tidligt oppe. Kl. 7. Det er ikke lyst endnu. Planen er at tage til en by i nærheden, Arguineguin, med lokal bus. Der er marked indtil kl. 14.

Om Arguineguin ved vi, at det skulle være nordmændenes by, at det skulle være en gammel fiskerby, og at havnen skulle ligge godt beskyttet for nordøst passaten, dér på vestkysten.

På stoppestedernes glas står der meget bekvemt, hvad det koster at køre til de forskellige destinationer. Der står også, at man kan spare 15% ved at købe Ida et Vuelta -  tur-retur. Det vil chaufføren nu ikke høre tale om. Mærkeligt. Måske skal man have det rabatkort, der omtales i guidebogen for at kunne?  Det hedder ”Tarjeta Insular” og skulle kunne købes i kioskerne.

Bussen fyldes hurtigt og folk ender med at stå op. Der skulle være en mindre vej tættere på kysten, men bussen ender med at køre op til motorvejen. På den måde kommer vi hurtigt til byen, og man behøver ikke være i tvivl om, hvornår man skal af. Bussen tømmes stort set, selv om den kører videre til Puerto Rico og Puerto Mogan, hvor motorvejen ender. Derfra fører en lille vej videre, men den skulle være helt lukket i øjeblikket ifølge guiden forleden. Dét kan man ikke se på Google Maps.

Man skal ikke have været længe i byen for at bemærke det norske islæt, der er norsk hjørne, læge, kirke, ejendomsmægler osv. Markedet er ikke så spændende. Der er ikke mange fødevarer. Mest tøj, ure, lædervarer. Og de sædvanlige negre.

Ønsker Dere leilighed?

Der er ikke megen oprindelig by tilbage. Også Arguineguin er blevet overtaget af turisterne. Vi må på jagt efter det forsvundne Gran Canaria…. Nordia har en tur med netop denne titel, men det bliver IKKE MED DEM.

Vi er for første gang i et rigtig stort supermarked, men det er begrænset, hvad vi gider slæbe med hjem i bussen. Den lader i øvrigt vente på sig, det er en 1’er, da der endelig kommer én, og den vil ikke have nogen med til Maspalomas. Måske forståeligt nok, da det er hurtigruten til Las Palmas. Så venter vi en rum tid og der bliver flere og flere omkring os.

Vi ender med at stå op det meste af vejen hjem.

Sidst på eftermiddagen er vi for første gang nede ved pool’en. Vandet er koldt. Max 18 gr. vil jeg sige, hvilket vist er det samme som havet, som vi dog endnu ikke har dyppet tæerne i. Bassinet er ret langt, så jeg er udmattet allerede efter én længde. Det lykkes dog at nå tilbage uden at gå til bunds.

Vi laver selv mad. Købte to koteletter og noget pasta med hjem. Kogefaciliteterne udgøres af to små kogeplader. Grundet konstruktionen kan kun den mindste kasserolle og den mindste pande være der samtidig. Smart, hva’?

Efter flere forsøg lykkedes det med et aftenbillede fra altanen

6127 skridt.  Nu har jeg fået måleren i gang igen.

Dag3

Mandag 16.01.17

Vi er tidligt oppe. Faktisk kl. 6. Anne-Marie skal have god tid til at komme op og af sted. Vi har fundet stedet, hvor vi skal stå på bussen. Det er ved minitoget. Det er et svensk selskab, der hedder Nordia, der kører. Et blandt – om ikke mange -  så i hvert fald flere. Der er en meget præcis køreplan til opsamlingsstederne og den bliver overholdt. Først kommer der dog en ”spejder” i en alm. bil. Han instruerer os i at gå lidt tilbage til det ordinære busstop.

Guiden hedder Marinette og taler fremragende. Godt nok svensk, men så langsomt og tydeligt at alle, der har været i nærheden af de nordiske lande forstår det. Brochuren var på svensk og norsk og det lader også til at være svenskere og nordmænd, der står på.

Bussen fyldes efterhånden. Til sidst må et par med et barn og en klapvogn afvises, men der er lige plads til et sidste par, der viser sig at være danske. 59 personer. Så holder vi mens de 10 € pr. næse bliver opkrævet.

Turen holder stort set, hvad den lover. Der er dog én kedelig tilføjelse: det første stop er ved en madrasfabrik, som slet ikke var omtalt. Den hedder sjovt nok Nordia, og der bliver vi i noget der ligner 2 timer holdt fast af en temmelig irriterende type, der ikke når Marinette til sokkeholderne, hvad angår tale.

Ortopædiske madrasser og topmadrasser med overtræk af merinould. Vi har øjensynlig været heldige at overleve så længe uden en sådan madras.

Det er også her, der bydes på det lovede måltid. Det minder i uhyggelig grad om måltid i flyet, men en lille indbagt banan gør lige en forskel. Rødvinen er nærmest udrikkelig. Toiletfaciliteterne er noget begrænsede til 60 mennesker.

Et kig ind mod midten af øen

Endelig slipper vi derfra. Dog for at gøre et nyt ufrivilligt ophold på en tankstation, mens vi venter på en anden bus. Bagdøren nægter nemlig at lukke på vores.

Vi har bevæget os op langs østkysten – samme vej vi kom fra forleden – og kun lidt op i bjergene. Der er et kortere ophold i en kaktus plantage, hvor de bl.a. dyrker aloe vera. Jeg smager det – altså indholdet i bladene. En underlig geleagtig konsistens med en lidt bitter smag af løg. Men sikkert sundt.

Så kører vi til rom fabrikken i Arucas. Vilkårene har ændret sig siden brochuren blev trykt. Nu må hun ikke mere selv vise rundt, så hvis man vil på rundvisning må man betale, men det behøver man ikke, man kan bare gå direkte til prøvesmagning. Det gør vi, og de fleste.

Romsmagning i Arucas

Der er nok at smage på. De to gange vi har været ude at spise, har vi hver gang afslutningsvis fået en drink ”på huset”. Det har været noget rom lignende noget med hedvins-procenter. Vi finder ud af, at det må være det, der hedder Ron Miel. Det ender med at vi køber sådan en flaske med.

Vi har jo nok kunnet regne ud, at det nok ville blive nødvendigt at spise noget også senere på turen, hvis vi først som annonceret vil være tilbage ved 18-18.30 tiden, og hvis man vil spise, når vi kommer til Agaete kan man bestille hos guiden. Man kan få en menu med forret, hovedret og kaffe for 12 €. Det bestiller vi. Så kører vi ellers ned langs vestkysten, hvor der er meget mere frodigt end på den anden side. Banan plantager og en enkelt kaffe plantage, som vi tror vi skal besøge. Så vidt kommer det nu ikke. Men inden vi når til Agaete er vi i Moya. Kirken bliver åbnet for os og vi er inde i en lille bar og smage på ost.

En meget charmerende bar i Moya

Middagen i fiskerestauranten i Agaete er fin. Jeg får fiskesuppe til forret og fisk med de specielle kanariske kartofler til hovedret. Og en øl til. Det er nu lidt underligt med traditionerne på fiskespisningsområdet. Det er jo ikke fordi kanarierne ikke ville være i stand til at filetere en fisk. Men man får den altså med ben – og hoved med øjne og det hele.

Der er tid til at drive lidt rundt i Agaete, hvor antallet af turister IKKE er stort. Her virker dejlig fredeligt, og så er husene traditionelt hvide med blåt træværk som mange steder i Grækenland.

Kaffeplantagen som vi tror vi skal besøge, bliver desværre sprunget over. Senere viser det sig ved nærlæsning, at der bare stod, at den lå lige i nærheden. Men vi er også ret sent på den. Undervejs ser vi Las Palmas i forbifarten.

Alt i alt har det været en fin dag, når vi ser bort fra de 2 timer på Nordia. Desværre indgår det i alle deres ture, så det bliver nok den eneste. Der er ganske vist også et andet selskab, der laver lignende ture, men de er også tilknyttet et firma, der har med uldproduktion at gøre.

AM siger, at hun ikke skal på flere ture med svenskere….

Ca. 3.000 skridt – tælleren var på en eller anden måde blevet slået fra.  

Dag2

Søndag 15.01.17

Det blæste ret meget i går og gør det stadig her til morgen. En dejlig lang nat. Det var lige koldt nok bare med et lagen over sig, og engang sidst på natten fik jeg taget mig sammen og trukket sengetæppet over også. Vi var ude og rekognoscere lidt i går aftes og fik købt ind så morgenmaden i det mindste var i hus.

Udsigt fra 5.sal tidlig morgen

Vi har endnu ikke været nede ved pool'en

Fik jeg skrevet, at vi bor i den finske lejr. Finsk karaoke bar, Suomiklinnika og finner overalt. Der høres dog også tysk, svensk, dansk og engelsk. Efter morgenmaden begiver vi os ud i byen. Ned til strandpromenaden og vest på. Vores del af byen hedder Playa del Ingles – trods det forholdsvis beskedne antal englændere. Det er ufatteligt så mange mennesker på vores alder, der sidder på barerne og restauranterne ved strandpromenaden. Resten er tøj og tingel-tangel. Vi kommer til ”Ørkenen”. Den sydligste spids af øen er sand, der er blæst op i fine klitter som i en rigtig sandørken. Og dagens blæst gør, at vi ikke vover os derned. Faktisk må vi til sidst dreje fra, da sandet blæser helt op på strandpromenaden.

Vi skal bruge et toilet på et tidspunkt, så det er tid til en kop kaffe. Vi er netop kommet til Copenhagen, et sted hvor de serverer dansk mad bl.a. Vi ender nu med at gå ind ved siden af hvor det er nordmænd, der har stedet. Hun står for det praktiske, han underholder kunderne. Han siger, at det er det svenske kvarter vi er i. Danskerne er de mindst talstærke af de nordiske lande bortset fra Island, hvor vi dog også ser en enkelt reklame for nogle arrangementer: ”Allir Vilkomnir”, står der.

Den svensk/skandinaviske kirke på en søndag

Efter mere end 10.000 skridt er vi hjemme igen. Jeg er lige i supermarkedet for bl.a. at sørge for vandforsyningen. Italienerne mente ikke, man skulle bruge vandet i hanen til andet end at vaske i, og supermarkedet har da også vand i ret store mængder. Jeg køber 2 x 8 l.

Efter lidt sen frokost er vi ude igen, for at se hvor vi skal stige på bussen i morgen. Vi har tænkt, at vi skal på ”Den store ø-tur” med et svensk selskab. 10 € pr. næse inkl. Lunch, det lyder for billigt til at være sandt…?

Spiser til slut aftensmad: de specielle kanariske kartofler med hvidløgssauce. Små kartofler med skræl, der er saltet og smager virkelig specielt.

17321 skridt

Dag1

Lørdag 14.01.17

Vi var oppe 3.45 for at kunne være i lufthavnen kl. 6.00. Flyet skulle først afgå 8.30, men jeg kan godt lide at have en time ekstra at løbe på. Siden den gang i Chengdu, hvor taxaen var blevet bestilt til 7.00 P.M. og ikke 7.00 A.M.

Vi endte med at være i ualmindelig god tid, men det var godt nok. Turen gik uden problemer, 5.000 km sydvest på, hvor de er en time senere end her. Ikke nogen stor lufthavn, vi steg direkte ned på jorden og ind i nogle busser, der var kommet til lejligheden. Så ind og vente på bagagen. Vores kom ret hurtigt og så ud for at finde en bus. Det skulle ifølge guidebogen være linje 30. Det var ikke helt lige til. Fik endelig spurgt nogle unge mennesker. Det var oven på og så over på den anden side. Heller ikke det var helt nemt, men til sidst fandt vi et busstop. Lufthavnen ligger ca. midtvejs på østkysten, så der er næsten lige langt til hovedbyen Las Palmas mod nord og den næststørste Maspalomas mod syd, hvor vi skulle bo.

Bussen kom næsten med det samme. Det var nu ikke 30’eren men 90’eren, men den kørte også til Maspalomas. Lige kommet ud af flyet var jeg lidt betænkelig, da min telefon ikke havde fundet noget net, men allerede inden vi havde fået bagagen var jeg ”på”. Advaret af guidebogen overraskede det ikke, at det ikke var 4G – ej heller 3G, men kun H+. Når jeg bare kritikløst havde roaming slået til, er det fordi jeg er gået fra Oister til 3, og har fået det de kalder 3LikeHome, hvilket betyder, at man betaler samme pris i hele Europa inkl. Spanien.

Så kørte vi eller sydpå på denne brune ø, der umiddelbart virker noget gold. Store delle af den stenede jord ser kultiveret ud, men der var i hvert fald ingen afgrøder i øjeblikket, undtagen dem under store grå net. Jeg vidste, hvad gaden skulle hedde i Maspalomas og nogenlunde, hvor den lå, men hvordan ved man lige, hvornår man er der? Her må jeg sige, at jeg er ret begejstret for min nye telefon, en Huawei P9. Ikke nok med, at den har et af de bedste kameraer med Leica optik  (det var derfor jeg købte den), den fortæller mig også alt muligt. Også noget, jeg aldrig har bedt den om. Fx er der en App der hver dag tæller skridt. Ikke livsnødvendigt, men meget interessant. I dette tilfælde gik jeg bare ind på Google Maps og – vupti kunne jeg på kortet følge bussens færd. På vejen passerede vi Den Svenska Skolan og Den Svenska Kyrkan, det er ikke kun danskere, der tager her til. Da vi nærmede os Maspalomas kunne jeg finde Avenida de Tenerife og dermed finde ud af, hvornår vi skulle af. Smart må jeg sige. Chaufføren kunne ikke sige, om den næste gade var førnævnte, men det kunne telefonen. Ikke underligt, at han ikke vidste det, der stod ikke noget gadenavn, og så er det jo godt at have sin lille hjælper ved hånden.

Således  nåede vi frem til Av. Tenerife 8 og kiggede efter kontoret og navnet: Apartemento Roby. Man kunne tjekke ind fra kl. 15, men nu havde jeg jo sagt, at vi først var der kl. 17, men vi kunne da altid bruge tiden på at finde ud af, hvor det var. Det var ikke til at se husnumrene, den slags gør man ikke meget i her nede. Efter at jeg havde været videre fremme ved hjørnet, opdagede jeg på tilbagevejen at restauranten, jeg havde passeret, faktisk havde nr. 8, altså gik jeg håbefuldt der ind. Han havde aldrig hørt navnet….  Så var jeg inde i boligblokken ved siden af. Det var det finske kvarter, vi var havnet i og i en lille bar der, fandt jeg nogle at spørge til råds. Alle pegede på en dame, der formodentlig boede der, som den, der måtte vide det. Heller ikke hun havde NOGEN SINDE hørt om Apartemento Roby. Det var noget bekymrende. Vi begyndte at føle os overbevist om, at vi var blevet fuppet. At der ikke eksisterede nogen lejlighed, men at jeg heldigvis ikke havde betalt noget. Vi besluttede, at se at få noget at spise, mens vi overvejede, hvad der skulle gøres. Jeg fandt et bord længst inde i skyggen, hvor jeg kunne se noget på computeren. Jeg undrede mig lidt over, at de alle sammen sad og stirrede på os, før det gik op for mig, at jeg havde fået sat mig foran fjernsynsskærmen, hvor Barca spille mod et hold, der var benævnt LPA. Måske Las Palmas? Messi scorede flere gange, mens vi sad der.

Først ringede jeg til udlejeren eller kontorets nummer. Der var ingen der svarede. Bekymrende. Så prøvede jeg at finde booking.com’s kontor i DK, som jeg jo havde ringet til en gang for længe siden. Da jeg ikke lige kunne finde det igen, valgte jeg hovedkontoret i Amsterdam. Der var ventetid, da jeg endelig kom så langt. Til sidst opgave jeg at vente, og vi spiste vores mad. Inden vi var færdige ringede min telefon. Nu havde jeg lige skrevet numrene ind, jeg havde ringet til, så jeg så straks, at det var ”kontoret” – ”Manuel” der ringede.

Jeg havde ringet til ham? Vi skulle møde ham i Av. De Tenerife overfor minigolfbanen kl. 18. Helt fuppet var vi altså ikke blevet – endnu. Jeg havde godt tænkt tanken, at det ikke var noget bureau, men en enkelt privat udlejer, der var tale om. Men alle de uregelmæssigheder der var forekommet, virkede det stadig ikke spor betryggende – tværtimod. Vi overvejede, hvad vi skulle gøre. Chancen for at vi betalte alle pengene og at der dukkede nogle nye lejere op om en uge eller to syntes at være til stede. Altså tænkte vi, at vi kunne foreslå kun at betale for en uge af gangen.

Vi fik lov at lade kufferterne stå i restauranten en halv times tid, mens vi gik ud for at orientere os lidt. Kl. 18.00 stod vi foran boligblokken og Alberto og hans kone dukkede op. Han viste sig kun at være vicevært og opkræver. Lejligheden så ganske ud som på billedet, så det var godt nok, men betalingen kunne vi ikke blive enige om. Han fortalte om deres problemer med lejere, der ikke mødte op og de penge de mistede osv. Og jeg fortalte om vores betænkeligheder. Jeg spurgte efter ejeren, kunne han findes? Og en lejekontrakt?

Efter en telefonsamtale og 5 min dukkede ejeren op. En lille langhåret italiener, der så meget mindre tillidsvækkende ud end Alberto, der helt sikkert kun var bange for at få ballade i den anden ende. Vi startede forfra med vores betænkeligheder. Roberto som ejeren hed endte med at blande Gud ind i billedet, og vi endte med at betale samtlige 1500 € mod at få en kvittering, hvor adresse, datoer og lejlighedsnummer fremgik.

Omsider kunne vi trække os tilbage til vores nye domicil og gå i seng før 21. Sengebundene føltes gode. En lur ville gøre godt…..

Dag0

Forhistorien

Jeg er landet på Gran Canaria med Anne-Marie. Så langt så godt. Men først lidt om forhistorien. Kun én gang har jeg været på charterrejse. Det var til Albanien i 1974. Ellers foretrækker jeg ture man selv arrangerer. Så denne gang enedes vi om at gøre det selv. Altså finde en lejlighed og købe en flybillet.

Vi startede med lejligheden en gang i november. På booking.com fandt jeg en lejlighed til godt 11.000 kr for 3 uger. Det meste var hoteller til svimlende priser, men denne lejlighed lød passende, og man skulle ikke betale noget, før man kom frem. Til gengæld skulle det så være i lokal valuta – altså euro.

Det næste var så flybilletter. Det endte med Norwegian som det billigste, 4.600 kr frem og tilbage for os begge. Så var dén klaret!

Men så nemt skulle det ikke gå. Efter et par uger kom der besked fra Norwegian, om at det ikke var dem selv der fløj, men derimod Smart-Lynx. Som om man nogen sinde har hørt om dette selskab? Det viste sig at være et lettisk selskab med en mindre flåde af Airbus-maskiner, der var op til 18 år gamle. Det ville AM ikke høre tale om, og jeg var også indstillet på at prøve at få pengene retur, hvad man skulle kunne uden problemer. Jeg købte dog nye billetter først. Nu var det pludselig SAS der var billigst, og vi endte med at få dem til under 4.000 kr inkl. kuffert, sædevalg og morgenmad/frokost. Ja, vi flottede os rigtigt.

Næste var at få pengene retur fra Norwegian. Man skulle ringe til et norsk nummer, og meget overraskende gik det let. Inden en uge var pengene tilbage på kontoen. Så var der bare at vente på at skulle af sted d. 14. jan…. Der var dog lige et lille aber derbei. Jeg fik en del mails fra booking.com i perioden og læste dem ikke så nøje – før 2. juledag: Hvis ikke jeg betalte 20% af beløbet for lejligheden inden 31.12.16, ville aftalen blive ”cancelled”. Mail’en var tilsyneladende sendt fra udlejeren gennem en booking.com adresse. Så måtte jeg på nettet og tjekke op på booking.com. Det var åbenbart verdensomspændende med kontorer i de fleste europæiske lande inkl. Danmark. Jeg fandt også et nummer til det danske kontor og ringede…. Der var åbenbart – ikke overraskende en 2. juledag – ingen, men samtalen blev viderestillet til en engelsktalende person, der straks medgav at det ikke var i orden med udlejeren. Han havde ham sideløbende i røret, men endte med at spørge, om ikke han måtte ringe mig op senere, for han skulle lige bruge lidt mere tid med ham…. Senere ringede han og sagde, at nu skulle det være i orden…. Ikke helt betryggende, men jeg modtog da ikke flere mails med trusler om aflysning. Faktisk modtog jeg SLET ingen mails fra udlejeren. Så jeg ringede selv til det anførte nummer, hvor man gerne ifølge aftalen ville vide hvornår vi ankom den 14. januar?

Samtalen var lidt ”hat og briller”. Jeg fik en association til ”Faulty Towers”, hvor de fleste sikkert husker tjeneren Manuel?  ”Que?” ”si, si”. Jeg fik fortalt at vi ankom efter kl. 17 i den formodning, at der så ville være nogen på kontoret fra kl. 17 af. Siden fik jeg en mail direkte fra booking.com, hvor jeg kunne meddele, hvornår vi tænkte at ankomme. Da jeg havde svaret på denne henvendelse, ville jeg få en bekræftelse fra udlejeren. Den kom dog aldrig.

Så var vi ellers klar til at tage af sted, efter at jeg havde været i banken og hente 1.500 € til huslejen.

Vi hentede Tage på vejen. Tage er Anne-Maries nevø, og han var blevet lovet at låne bilen mod at køre med til lufthavnen. Hans far  - altså AM’s bror - ligger på hospitalet i Nykøbing F. og er ved at dø. Forhåbentlig venter han, til vi kommer hjem igen.