torsdag den 2. februar 2017

Dag_20


Torsdag 02.02.17

Der er kommet en sms. Jeg har ikke briller på, men jeg kan da se, at det er fra Pil. Og så står der: Jeg skal med far til Spanien….? Lettere mystificeret læser jeg videre: Og besøge farfar og farmor… SÅ begynder noget at gå op for mig, det er ikke hende, der har skrevet det – jo det er det selvfølgelig – men det er Sixten, der har fået mit fødselsdagskort – 2 dage for sent. 5 dage var altså ikke nok for det spanske postvæsen – eller er det i Danmark, det har ligget og samlet støv?

Endnu en dag ser det ud til strandvejr, og det er meget passende. Jeg har dog fået en tanke angående netværk, som lige skal undersøges. På listen over tilgængelige netværk er der nemlig et par stykker, der hedder noget med Agaete Parque. Og AM har set, at der er en reception længere henne i bygningen. Måske man kan købe sig til netværksadgang?

Det viser sig ganske rigtigt at være tilfældet. For 7 € får jeg internetadgang 24 timer. Jeg betaler, får en fremgangsmåde med og går op. Det skulle være såre simpelt. Man logger sig på den af dem, der har bedst signalstyrke, åbner browseren og så skal der gerne komme en log-in side frem. Det gør der bare ikke. Så jeg står der med mit user name og password og skægget i postkassen.

Ned i receptionen igen. MED computeren. Det lykkes ham – efter en del besvær - at logge på Agaete Parque 25. Den er fin tænker jeg, nu er jeg accepteret som bruger, så nu går jeg bare op, prøver først om 25’eren går igennem og logger ellers af og på 2’eren, som er bedst hos os.

Lortet virker ikke. Eller rettere meget kortvarigt. Jeg får Google frem, men ikke noget andet. Ned igen. Det er bedst på altanen, siger han så, og jeg går op og prøver. Det lykkes mig at opdatere én dag på min blog. Med billeder og det hele. (Dem har jeg skaleret ned til 1200 x 900 – ellers tager det ALT for lang tid. Så, midt i opdateringen af den næste side, virker det ikke mere. Jeg går ned igen og brokker mig. Det forstår han ikke. For en eller anden stor procentdel virker det perfekt. Jeg opgiver, og går hen mod elevatoren. Så ser jeg én, jeg har snakket lidt med i elevatoren en anden dag. Jeg tror, han er svensker, vi snakkede ganske vist engelsk.

De er ganske rigtigt svenskere, og jeg spørger, om de ved, hvordan det er med det lokale netværk? ”Bara skidt”, svarer han. De har købt en lejlighed og har nu abonnement andet steds, men i starten, da de bare lejede, prøvede de det. Det kom aldrig til at fungere. Han ringede til selskabet bag og fik sine penge tilbage. Jamen manden siger, at det fungerer i størstedelen af tilfældene, indvender jeg. ”Han bara ljugar”, siger han.

Således bekræftet og opmuntret går jeg op igen, og vi begiver os til stranden, hvor vi går et stykke ud ad ligesom i går. Solen er for længst gået væk. For resten af dagen ser det ud til. Det blæser dog kun lidt, og vi finder læ bag en klit og ligger lidt og ser på dem, der defilerer forbi.
Der vandres på stranden

På vejen hjem ser vi for første gang et dansk Ekstrablad. Det er oven i købet fra i dag. Det køber vi. Bare for sjov. 4 € 60. Hjemme skulle det koste 21 kr, men det har jo også rejst langt. Da vi er kommet hjem og bladrer i det, er det lidt tyndt i trykket. Og da AM læser det, er der én side med dobbelt tryk, der er ulæselig. Vi bliver enige om, at det nok er kassable eksemplarer, der afslutningsvis får påtrykt 4 € 60 og sendt ned til nogen, der ikke rigtig har mulighed for at brokke sig…?
Nogle af fyrretræerne kan ses viden om og står nærmest som vartegn

Da jeg tænder computeren lykkes det den at koble sig på netværket. Men jeg kan se, hvor ufattelig langsomt det går. Tror jeg bare for sjov vil lave en hastigheds test. Nå nej ikke lige nu. Jeg havde flyttet mig hen til køkkensektionen – nu er der slet ikke forbindelse.
Det er nu lykkedes mig, at få lavet en kladde til dagens tekst. Netværket er så ufatteligt langsomt, at jeg faktisk aldrig har set noget lignende. I 1993, hvor jeg startede på internettet med et 44 kB modem til telefonen, gik det nok 100 gange hurtigere.
8839 skridt (indtil nu 18.00 - nej i mellemtiden er klokken blevet 18.30 - det har taget mig en halv time at få billederne upload'et)

Dag_19


Onsdag 01.02.17

Jeg må sige, at jeg føler mig lidt handicappet ved ikke mere at have netforbindelse. Men senere på dagen vil jeg gå over på The Red Onion og få opdateret blog’en. Jeg var vågen en tid i nat. Og lå og hørte fulderikker råbe og synge et sted derude. Dem om det. Men det virker som om flaskecontainerne bliver tømt hver eneste morgen. Det er noget, der kan høres. Det er med andre ord voldsomme mængder, der bliver hældt indenbords løbende.

Vi har ikke lært nogen at kende her i blokken. Jeg vil tro, der er 300 lejligheder, så det er kun dem, der benytter vores elevator, man evt. støder på. Den eneste jeg genkender, er én med sådan en læder hat, der aldrig er helt appelsinfri – altså manden. Jeg tror han er finne. Han bor etagen over os. Ikke engang naboerne, ved vi, hvem er, og vi hører dem heldigvis heller ikke.

Det ser ud til strandvejr. Vi vil gå ud ad stranden mod sydspidsen. Til vi finder et sted for os selv – ha ha. Det tager sin tid, før vi kommer af sted, så inden er solen gået væk, og til sidst når det også at blæse op. Da vi når ned på strandpromenaden, er det med en frisk vind i ryggen.

Da vi kommer helt ned på stranden viser det sig, at alle åbenbart har besluttet at gå enten fra Playa del Ingles til Fyrtårnet eller det omvendte. Stranden er simpelthen fuld af mennesker, der er på vej entn den ene eller den anden vej. Vi har dog den fordel at have vinden i ryggen. Efterhånden som vi nærmer os sydspidsen kommer vinden mere og mere fra siden og sandet fyger om benene på os. Mange af de modgående ser ud som om de taler i mobil, men det er fordi de forsøger at skærme sig mod det fygende sand.
Nu har vi fået fyrtårnet i sigte

Da vi runder spidsen, kommer vi om i læsiden. Barkanerne, som jeg er kommet i tanker om, de hedder i ørkenen, er af en betragtelig højde. Rigeligt til at læ. På den måde når vi for anden dag i træk frem til fyrtårnet, Faro de Maspalomas.
DET er nogle klitter, der vil noget

Vi traver længe rundt og leder efter et toilet, der har været skiltet med, og ender også med at finde det. Så sætter vi os ellers ned på strandpromenadens lave mur og spiser de medbragte sandwich. Her er sandet endt og stranden overtaget af sten. Efter et besøg på endnu en afdeling af Café de Paris og en iskaffe, bliver vi opmærksom på resterne af nogle huse de oprindelige beboere har opført her. AM får øje på en rotte, hvad der vel egentlig ikke er så mærkeligt, mere overraskende er, at det indhegnede område åbenbart er tilholdssted for det canariske kæmpefirben. Jeg havde opgivet at se dem, men her – så at sige i menneske mylderet – findes de altså. Nu er disse eksemplarer ikke ligefrem 80 cm. Højest 30-40 cm vil jeg mene. Men store er de.

Det kanariske kæmpefirben

Jeg tænker, at det er tid til at tage bussen hjem, men AM har mod på at gå hjem samme vej, vi kom. Lige her virker det også som om, vinden har vendt, og vi har den i ryggen. Desuden er solen kommet frem. Bølgerne vælter ind mod den flade strand, så det er klogt at tage sandalerne af, man ved aldrig, hvornår en ekstra stor bølge overskyller ens fødder.

Det sorte sand har det med at lejre sig bag forhøjninger

Det utrolige ER virkelig sket: vinden er vendt og i øvrigt næsten forsvundet, så vi har en behagelig tur tilbage, om end der er nøjagtig lige så langt som den anden vej. Efter over 23.000 skridt er vi hjemme igen og kan udmattede falde om på altanen. Det gik der det meste af en dag med.

AM vil spise græsk, så det går vi ud for at gøre. Vi traver rundt for at finde den. Jeg synes, jeg kan huske, hvor det var, hun snakkede om en græsk restaurant. Men det er ikke den gade, og hun ved ikke selv, hvor det var. Så vi ender på den indiske her i gaden med det lidet flatterende navn: Bollywood, masala restaurant. Vi er de eneste gæster, men maden er god. Butter Chicken. Jeg får den medium – det er lige tilpas.  De har kun haft åbent et par uger. Senere kommer der dog flere gæster.

26549 skridt

Dag_18


Tirsdag 31.01.17

Jeg har sat uret til kl. 8, for jeg skal tanke bilen og aflevere den kl. 9. Så vidt kommer det aldrig. Kl 7:38 ringer telefonen. Det er en pige fra Dansk Flygtningehjælp. Hun vil bare sige, at …. Jeg svarer med enstavelsesord, indtil jeg er blevet vågen nok til at sige, at jeg ikke ønsker at bidrage med mere, end jeg allerede gør. Så får vi sluttet samtalen.

Det er først nu en halv time efter, at sagen helt går op for mig. Jeg har for nylig reageret på et nødråb og sendt dem nogle penge. Det var det samme, der skete sidste år, og jeg er ret sikker på, at det var den samme pige. Teknikken og den overfriske stemme var den samme. Dengang lykkedes det mig efterfølgende at ringe én op højere oppe i systemet og sige, at jeg ikke ønskede at blive ringet op af dem. Jeg har altid bidraget én gang om året ud over, hvad de måtte have af husstandsindsamlinger.  Men nu slutter festen!

Afleveringen af bilen er der heldigvis ingen problemer med, og jeg får mine 50 € tilbage. Jeg påpeger, at der ikke er sprinklervæske på, og det lader han til godt at være klar over. Jeg undlader at spørge, om han har tænkt sig at fylde noget på. I går måtte vi finde et sted at holde ind på vej ned ad bjerget. Den lave sol og den støvede rude gjorde, at det kortvarigt var umuligt at se noget fremad. Vi måtte tage af drikkevandet for at få ruden vasket ren.

Så har vi et problem. Jeg tolkede abonnements siden hos 3, som at jeg max kunne tilkøbe 10 GB data, når jeg var i udlandet. Jeg KØBTE faktisk 10 GB, men siden kom der en utvetydig sms: i udlandet kan man max BRUGE 10 GB/md. Og det er vi ved at have nået. Altså ringer jeg til kundeservice og klager min nød. Ny kunde og misforståelige tekster på deres sider. Jeg får godskrevet de 130 kr, jeg har betalt og kan bruge videre af de 8 resterende GB, når jeg kommer hjem, men i situationen, kan hun ikke gøre noget – desværre.

Samtidig har AM undret sig over, at hun hverken på telefonen eller på Ipad’en kan gå på nettet. Uanset om roaming bliver slået til. Hun har også lige skiftet selskab. Hun ringer op på min telefon. Man skal bede om at få udlands data slået til, viser det sig. Så nu har vi hendes telefon til at gå på nettet fra – i nødsfald. Min blog må jeg ud i byen og opdatere. Heldigvis har de Wi-fi ovre på The Green Onion.

Så går vi ellers ud i byen. Ud mod Fyrtårnet. Der er en ”brolagt” kanal, som vi flere gange er kørt over med bussen, og jeg har også gjort det på cykel. Nu går vi langs med den og ender helt ude ved stranden ved en mærkelig lille lagune. Det er egentlig en indsø, men den bliver sikkert født fra havsiden, når bølgerne er store nok til at skylle over sandet. Der er nogle, der ligner vanlige hejrer, som vi kender dem, og så er der en hvis variant. Ligner nogle jeg har set i Kina og Japan, men om det er samme art, ved jeg ikke. På den anden side begynder Las Dunas de Maspalomas, sandørkenen.



Vi får en kop kaffe på busstationen og tager siden en 39’er hjem. Efter en pause hjemme på altanen, der nu er dejlig varm, går vi over hovedvejen for at købe ind. Denne gang i det nærmeste supermarked. De har ikke noget lammekød hos slagteren, men vi finder en pakke med noget, der vel nærmest må kaldes lamme buco.

Vi får strikket et udmærket måltid sammen, selv om den indkøbte ”mojo” – en speciel canarisk foreteelse, der findes i forskellige farver – viser sig at være ”picante” – stærk. Det er en slags pesto, der bl.a. spises til de små saltede kartofler, ”papas arrugadas”. Med drinks før maden og en rosé til, når vi aldrig til desserten, nogle chokoladekager med blødende hjerte. De må vente til en anden dag.

På EuroNews er speak’en pludselig på spansk og ikke på tysk. I stedet ser jeg sidste sæt af finalen fra Australian Open, som utvivlsomt blev spillet i søndags. Eurosport Deutschland har åbenbart valgt at genudsende den. Det er fremragende tennis og underholdning, som det oftest er når de store koryfæer mødes.

Vi er ikke så langt fra ækvator, for månens segl ligger ned.



19400 skridt


mandag den 30. januar 2017

Dag_17


Mandag 30.01.17

I dag er det sidste dag med bilen, Planen er at køre hen langs kysten mod vest. Vi har allerede været på de kanter før, men der skulle være en underskøn strand, Playa de Amadores, længere ude end Puerto Rico. Uret ringer, vi kommer op og af sted. Allerede kvart over 10 er vi der, og det er muligt at få en parkeringsplads. Stranden er næsten fyldt op med strandstole,  men de nederste 15 m er fri. Det er som der står i guidebogen en megabred halvmåneformet strand, hvor man roligt kan lade børnene lege. Vi lægger os meed vores håndklæder et sted på de nederste 5 m. Indtil nogle lidt større bølger skyller op og truer med at opsluge os. Der er én meter igen. Så rykker vi 3 meter længere op. Sandet er temmelig groft og når man går i vandet, hvad vi gør efter en halv times tid, synker man ret dybt ned, så det er ikke så nemt at gå. Vandet er nok et par grader varmere end sidst på vores egen, men bliver hurtigt dybt. SÅ børnevenligt er det trods alt ikke.


Luften er ikke så varm, men solen skinner da. Vi bliver der til omkring halv ét. Så finder vi et supermarked og køber 2 sandwich og nogle bananer, som vi spiser et sted længere ude af vejen med udsigt over Atlanterhavet. Der er en fin sten at sidde på, men AM synes den er for tæt på kanten.

Så kører vi videre til Puerto Mogan for at finde en kop kaffe. Det lykkes i et dødsygt nærmest forladt shopping center. Så tanker vi for en sikkerheds skyld og kører op i bjergene. På kortet ser det ud, som om vejen stiger jævnt til selve byen Mogan. Det holder også stik, men senere stiger den selvfølgelig. Det udvikler sig til de mest hårrejsende hårnålesving og afgrunde. AM mener, hun burde have haft en blodtrykssænkende pille mere i morges. Jeg tror, hun er lige ved at kræve, at vi kører tilbage, men det ville bare være at skulle gentage det, vi netop HAR overstået. Mod slutningen kører vi nærmest ind i skyerne. Bilerne imod begynder at komme med lys på.

Til sidst når vi vejen, jeg kom fra forleden. Den hvor man ikke måtte cykle. Her fra og frem er det mere en slags plateau, man kører på, om end det ikke er helt så fladt, som jeg husker det. Til gengæld forsvinder skyerne og solen skinner igen.

Omsider når vi til Ayacata, og drikker kaffe sammen med alle cyklisterne, hvor jeg også gjorde det sidst. Så kommer sidste etape: Roque Nublo. Vi kører videre op og når til sidst parkeringspladsen, der er omtalt i guidebogen. Herfra skulle man ad en vandringsvenlig sti, eller hvordan de nu formulerer det, kunne nå Roque Nublo på en halv time.
På vej - Roque Nublo i baggrunden                           Tættere på - bemærk menneskene

Stien er pæn, nærmest brolagt, det første stykke. Den er vedblivende til at gå på, men stiger en del. Til sidst kommer der et mere tvivlsomt stejlt stykke uden trin eller noget. AM beslutter, at her slutter turen for hendes vedkommende. Jeg efterlader hende dér, mens jeg haster videre. Det lykkes mig at nå op og tilbage på 20 min. Når man kommer op ad noget trappelignende stejlt, er der et vældigt fuldstændig bart plateau op mod Roque Nublo og dens mindre fætter. Det ER mageløst, hvordan denne enorme klippe står der på toppen af bjerget. Vejret er perfekt. Tåge og kulde er sædvanligt her, men ikke i dag. Jeg skynder mig at tage en række billeder.
Klippen i sine vante omgivelser


Da jeg kommer tilbage, står AM endnu og klamrer sig til træet. Der har været flere, der har spurgt, om hun ”var OK?” Og det mente hun. Vi når uskadte tilbage til bilen og begynder den relativt lange nedkørsel til Maspalomas.

Vi kører lige hjem og jeg går ned med et postkort og hører om man kan få pizza med hjem fra The Red Onion. Det er dér, man ubetinget får de bedste pizza’er. Det kan man heldigvis, og jeg kommer tilbage med yderligere 8 l vand og en flaske Faustino V rosado. Så kan man heller ikke bære mere i to hænder. Når der også er dessert, er én pizza rigeligt til to mennesker.


Dag_16


Søndag 29.01.17

Vi skal til marked i Las Palmas og har kun en noget ubestemmelig ring som manden i autoudlejningen satte, efter at han havde nægtet, at der var marked i Las Palmas på søndage. I nærheden af havnen ser det ud til. At finde til Las Palmas ad motorvejen er intet problem – men så…. Det bliver lidt på lykke og fromme, men da vi kører langs havnen, er der pludselig et glimt af nogle boder inde til venstre. Første problem er at finde et sted, hvor man kan komme tilbage, hvor vi kom fra. Det lykkes, men det er ikke den samme gade, så det næste er, at vide, hvornår vi er tilbage på samme niveau.

Et nyt glimt, igen til venstre. Vi får drejet ved en kirke – en rød kirke – og AM får øje på et P-skilt. Det er ind i et parkeringshus. Jeg når at opfatte to baner og tænker at det er den højre – men nej. Så jeg kommer for langt. Heldigvis er det en venlig bilist bag ved, som bakker så vi også kan bakke og komme ind. Selvfølgelig skal jeg to gange trykke på en trykknap, før det går op for mig, at det er skærmen man skal trykke på. Så kommer billetten, og vi kan drøne rundt i en sneglegang et par etager op. Jeg spørger med det samme en mand, hvordan man betaler, når man skal ud. Han peger hen på en automat – aha. Det er et stormagasin, vi kommer ind i. I herreafdelingen. To etager ned og ud i den anden ende. Det er gaden ved den røde kirke, det må være til at finde igen. Og faktisk holder vi ganske tæt på. Nogle hundrede meter ned mod havnen og hundrede meter til venstre. Perfekt.

Markedet er ikke noget særligt. Der hvor der er mest gang i den, er ved boderne med brugt tøj. Vi traver det igennem systematisk. Der er også nogle, der sælger kaffe, men det er bare pulverkaffe, som vi kan lave den derhjemme, så vi forlader markedet uden at have købt så meget som en kop, og kører tilbage, hvor vi kom fra. Nu gælder det, den botaniske have. AM’s evner og lyst som navigatør er noget begrænsede. Jeg skal helst køre og kigge på kort og læse i bogen samtidigt. Det kan jeg ikke. Der er ikke steder at holde på motorvejen, så jeg drejer fra, når jeg mener det må være. Endelig kan vi holde. Heroppe i denne ende af øen, er der meget bebygget og en væld af større og mindre veje. Flere end kortet kan klare. Nede sydpå er det glimrende, men her slår det ikke til. Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad det er vi kører efter, da vi kører, men så dukker navnet Marzagan op. Vi har faktisk allerede passeret Marzagan og Tafira er den næste by, vi skal køre efter. Endelig dukker der skilte op til haven, og så er det nemt. Der er ikke nogen parkeringsplads, man holder bare langs vejen. Det gør vi så også.
             Fødder og mosaik                                                            Is it a bird?

Det er åbenbart gratis, guidebogen siger ellers noget andet. Vi undrer os over hvem eller hvad der så betaler for vedligehold, men det er da heller ikke alt, det virker efter hensigten. Det er en svensker, der har grundlagt den for meget længe siden. Der er flere end 2000 arter. Alene i en subtropisk regnskov er der 18 forskellige træer. Der er dejlig fredeligt, selv om der naturligvis ER andre besøgende. I kaktushaven er der kaktusser i træ størrelse. Et enkelt sted er der et vandfald der løber. Det må være naturligt, for de springvand, der burde springe, springer ingen steder. Der er en slags hovedbygning med udstilling, men den er lukket. Formodentlig permanent, sådan ser det ud. Ingen steder at købe noget, ikke engang en automat.


Vi forlader stedet igen og tager en medbragt banan inden vi kører efter nogle huler oppe ved Galdar. Dem burde vi jo have set i går – men… Jeg har i sinde at vende for at køre tilbage og tage vejen langs kysten, men der er ingen steder at vende, så vi ender med at køre op ad. Kommet op kan man pludselig ane kysten, det kan kun være nordkysten. Sådan kan det gå. Den vej jeg troede ville bringe os længere ind på øen, går den modsatte vej.


Hulerne i Galdar

Huleboernes udsigt

Så vi finder kystvejen til Galdar og finder – efter at jeg har holdt ind og konfereret med bog og kort – et skilt med vejen til hulerne. Det er oppe i en slugt. Der kan måske holde 6 biler på p-pladsen, men der er også kun 3. Man går et stykke langs vejen, så er der en trappe udhugget i klippen op ad. Et stykke oppe er der et lille hus, og hvis man bøjer sig ned, kan man se, at der sidder én ved billetlugen. Vi får 2 senior-tickets.

I dette hule kompleks har de oprindelige ”Canarii’ere” boet og haft kornkammer. En noget besværlig tilgang, men en fin udsigt, må man sige. Anne-Marie undrer sig over, hvor og hvad de har gjort med børnene. Men dem, der ikke faldt ned, overlevede vel.

Så kører vi eller den nemme vej hjem rundt langs kysten. Den lille City Go kommer op på 130 på vejen. Bare det ikke går opad.

Om aftenen er vi ude at spise på en Tapas restaurant lidt henne i gaden. Her koster det penge, men så får jeg også den lækreste, lækreste lammeskulder med hvidløg og rosmarin. I nordisk stil ligger rosmarinen som en ordentlig kvist ovenpå. Kødet bogstavelig talt falder af benet.

lørdag den 28. januar 2017

Dag_15


Lørdag 28.01.17

Vi er oppe i god tid, hvilket betyder at alarmen vækker kl. 7.00. Bilen skal først hentes kl. 9, så der er god tid. Da vi ankommer til udlejningen, er der et par før os. De er tyskere. Han virker som om, han er mellem 80 og skindød. Og det er åbenbart ham, der skal køre. Da hun spørger efter Passport og han ikke forstår, blander jeg mig og siger Reisepass. Det mener jeg, det hedder. Men jeg skal blive klogere. Jeg bliver belært af konen, om at det han præsenterer er et ”ausweiss”. Og det er åbenbart godt nok. Jeg ved ikke om det ville svare til et personnummer-bevis med billede. For billede går jeg ud fra der er? Det er i kreditkort format.

Nå, jeg håber bare ikke, vi møder dem på vejen, jeg er ikke sikker på, at reaktionsevnen er til den spanske trafik. Vi får papirarbejdet af vejen. Vi har nærlæst folderen og er blevet enige om, at betale for fuld kasko. Så skulle det samlede beløb blive ca. 100 €. Men det koster kun 15 € ekstra for fuld kasko, så vi betaler 75 € i alt for de 3 dage. Jeg husker at spørge, hvad det er, der skal fyldes på. Resten må komme hen ad vejen. En væsentlig detalje er bakgearet, men når man har prøvet Volvo’s trækken op og andre bilmærkers trykken ned, så er der ingen problemer. Det er en Skoda CityGo. Stor er den ikke. Men køre kan den. Snart triller vi hen og ud af byen. Allerede på den første bakke står det klart, at det ikke er en Oktavia. Den klarer den i 3. gear, men der skal ikke så meget til, før 2. er nødvendigt. Nå, på motorvejen kan den også køre i 5. bare det ikke går op ad.
Vidunderet - nå nej, det er nok for meget sagt


Det kommer selvfølgelig helt bag på AM, at hun måske forventes at se på kortet i ny og næ, så vi holder ind ved en tank og får fundet kort og briller. Det går nu overraskende nemt. Et 8-tal ved den afkørsel vi gerne skal af ved, viser sig at være nummeret på afkørslen, så vi kommer af det rigtige sted og kører mod Valsequillo. Det er der, der er Mandel Blomst Festival i dag og i morgen. På et tidspunkt står der 8 km, og da vi har kørt en del og pludselig er i en by, holder vi ind og ser på Google Map på telefonen. Der er ingen tvivl, det er Valsequillo vi er i. Vi finder overraskende en parkeringsplads, og begynder at gå. Der er ikke noget der tyder på nogen festival, så vi spørger en mor med nogle børn. Nej det er længere fremme. Hun er inde på at man kan tage en bus. Så røg den parkeringsplads. Tilbage igen og videre frem.

Noget efter – det var godt vi ikke gik – kommer så skiltet med ”Valsequillo”. Igen lykkes det at finde en parkeringsplads og vi går. Nu er der i det mindste afspærring og sat op til boder. Men der er ingen. Klokken er 10.50 og det skal starte kl. 11.00. Mærkeligt. Der er et turistkontor, så der går vi ind. Manden bliver lykkelig. Dér i byen er det nemlig først i morgen, så i dag har han ingen kunder. Og så får vi ellers alt at vide om hvor det er i dag og hvor i morgen og fanden og hans pumpestok. I dag skal vi køre videre til noget, der hedder Tenteniguada. Vi når at se nogle busser passere, inden vi kommer videre. Ingen tvivl om, hvor de skal hen.

Mod forventning lykkes det, at finde en parkeringsplads i Tenteniguada, så vi kommer til Mandel Blomst Festival med musik, dans og sang og hundredvis af boder. Mandeltræer er der ikke mange af. I hvert fald ikke i byen. Vi traver det hele tyndt i en times tid. Så kører vi videre til San Mateo. Der er kun 8 km, men man skal ned – op – ned – op og ned igen, før man er der. På et tidspunkt kører vi forbi noget, som AM påstår er et grøntsagsmarked. Hendes stedsans taget i betragtning er det forbløffende for det er helt korrekt. Vi finder igen uden de store problemer et sted at parkere – for fjerde gang i dag. Går tilbage ad hovedgaden, traver markedet tyndt og finder endelig en kop kaffe og et stykke kage. Nu er det godt nok nærmest bare en sandkage, alligevel er prisen rørende: 4 € for det hele. Vi er sandelig kommet udenfor turistområderne.

Så går det eller tilbage til motorvejen og mod Galdar. Vi kommer til et langs stykke, hvor vejen går langs kysten. Havet ser nogenlunde roligt ud, men der er en imponerende brænding. Så skummet gør luften diset langt ind i landet.  Vi har ikke fået læst ordentlig på lektien til i dag. Der er noget med nogle hulemalerier og noget historie. Det var vist konge by, før spanierne kom (i 1400-tallet). Vi kører efter nogle skilte med Cueva Pintada og ender efter mange km på en blind vej, Tilbage igen. Nu ligger Galdar op ad et bjerg, så der er nogle meget stejle gader. Jeg får brugt 1. gear flere gange. Vi ender med at få parkeret bilen og finder turist informationen, der naturligvis er lukket. Vi finder også kirken, der ikke er noget at skrive hjem om.

I stedet kører vi hjemad. I fugleflugtslinie, hvilket vil sige ad snoede bjergveje. En helt igennem fantastisk tur. Nordøens frodighed afløses af store fyrreskove, der igen går over i mere sparsom vegetation. Det bliver en tur i 2. og 3. gear. Hvis det stiger kraftigt i hårnålesvingene, skal den faktisk helst ned i 1., men det vænner man sig til. Jeg synes, jeg kører sikkert og alligevel hurtigere end de andre turister. For så vidt som det kan lade sig gøre i en Skoda CityGo. Der er den ene enestående udsigt efter den anden.
Jeg er glad for panoramafunktionen i telefonens kamera


Vi når hjem inden det bliver mørkt og får handlet ”ovre på den anden side”. Jeg og vi har gået der ovre flere gange, men at køre i bil med ensretninger og den slags, er noget ganske andet, så der er nye erfaringer at gøre.

Nu er klokken over halv elleve og jeg er HELT færdig. Det kræver en del koncentration at køre i bjerge.

fredag den 27. januar 2017

Dag 14


Fredag 27.01.17

I går aftes REGNEDE det. Så det massive skybælte KOM virkelig ind over øen. Her til morgen kan man stadig se fugtige områder nede ved pool’en, men ellers ligner himlen så mange andre morgeners.

Jeg har tænkt, at jeg skal hen langs kysten og lige før Arguineguin dreje fra og køre op gennem det, der kaldes Barranco de Arguineguin. Jeg tror  Barranco betyder kløft. Det er jo det, der karakteriserer øen: en top midt på og så alle disse kløfter, der skærer sig ned i alle retninger. Efter mine foreløbige erfaringer med kortet fra turistkontoret burde det være asfaltvej undtagen de sidste 5-7 km.
Drageblodstræer langs vejen


Det går som planlagt. Jeg finder kystvejen og undlader at køre op til motorvejen, som bussen har gjort, de to gange, vi har været i denne retning. Det går lidt op og ned med fin udsigt over havet. Jeg passerer et militært anlæg og finder vejen mod Soria. Den hedder vist GC 505, men det står ikke på kortet. Som ventet stiger den stille og roligt indtil jeg kommer til Las Filipinas, så tager fanden ved den, og den stiger voldsomt. Jeg tror, der stod 7,7%, men det må da være i gennemsnit. Jeg er hurtigt nede i det næstmindste gear.

Da jeg kommer op til en by, der hedder Barranquillo Andrès, går den lille røde vej fra mod venstre. Desværre når jeg at se et skilt, der utvivlsomt betyder cykling forbudt. Jeg bliver hurtigt enig med mig selv om, at det må være tåberne, det gælder. Der er – desværre – en tendens til, at når mere end to cyklister cykler sammen, opfører de sig, som om de ejer vejen. Sådan én som mig, der tager pænt hensyn til Gud og hver mand, må gerne. Og desuden har politiet alt for travlt med at drikker kaffe til at komme på disse kanter.  Den sidste bemærkning skal ses i relation til vores besøg på ”Café de Paris”. Da mødte politiet op – altså ikke for at btale med os – men fordi de skulle drikke kaffe. Tjenestebilen havde de demonstrativt parkeret, hvor parkering var forbudt.
Man fatter som oftest ikke, at man virkelig er kommet op her


Nå, jeg kører altså op ad vejen. Den er asfalteret, men det sker at belægningen er mere eller mindre forsvundet. Det er ikke mange, der passerer mig på vej op. 3 cyklister på racere og en håndfuld biler, der ligner/er lejebiler med turister. Det lykkes mig at nå frem til GC 605, men det sidste stykke var lige så stejlt som det forrige. Faktisk værre.

Det næste stykke stiger det i det mindste ikke konstant. Jeg kommer forbi et af disse grønne telte på kortet. Det viser sig at være et område, hvor man må campere. Hvor mange faciliteter der er, ved jeg ikke, for det går nedad til området, så jeg bliver oppe ved vejen og drikker lidt og kigger på kortet.
Mandeltræer i blomst


Hver gang jeg er stoppet, skal benene lige ”rulles i gang” igen. Jeg er ved at være udmattet og det sidste stykke op til GC 60 er hårdt, men frem kommer jeg. Til noget der hedder Ayacata og hvor der meget passende er en restaurant og en bar, hvor cyklisterne (racer) sidder i lag. Jeg finder dog et tomt bord og får en kop kaffe med mælk. Jeg er i 1300 m’s højde siger min højdemåler. Det er altså næsten Mt. Ventoux, jeg er kørt op ad. Dér starter man i 400 m’s højde og ender i 1900 m. Altså 1500 højdemeter og her har jeg kørt godt 1300. Ikke underligt at jeg er mør. Nå men nu skal det hovedsagelig gå nedad, så jeg får cykeljakken på.
Smukke landskaber var der nok af


Da jeg kommer frem til San Bartolomé de Tirajana (som har givet navn til hele kommunen, vi bor i – den største kommune på øen. Dækker hele sydøen) er det en meget charmerende by. Jeg gør et kort holdt ved et udsigtspunkt, men triller ellers videre. Ganske kort efter kommer jeg til stedet jeg var sidst, hvor jeg kom fra den anden side og drejede fra til højre. Nu drejer jeg så fra til venstre og følger altså vejen fra sidst på hele nedkørslen til Rosiana (Jeg kaldte den vist Rosita sidst) og Santa Lucia. Ifølge de svenske guider er det her Santa  Lucia traditionen stammer fra.

Jeg har besluttet mig for at prøve den grønne vej, GC 550, jeg opgav sidst. Inden jeg begynder på den for alvor, spiser jeg midt sidste forråd, en banan. Jeg kan se, at vejen stiger op mod et hjørne, men så går det forhåbentlig nedad igen på den anden side? Det viser sig at holde stik, men kun for at vejen igen stiger mod et hjørne. Sådan fortsætter det de næste 8 km. Stigningerne er ikke så slemme, men klokken er blevet over 15 og jeg rammer ned på kysten nordligere end sidst. Og er det modvind det sidste stykke?
Den gamle tiltalte mig med noget der lød som "Mojn"


Til sidst kommer en forrygende nedkørsel. Vejen går til Agüimes og Ingenio, men ifølge kortet kan jeg skyde genvej fra Agüimes til noget der hedder Cruce de Arinaga. Det gør jeg og klokken 16 er jeg i Vecindario, hvor vi sidst hørte om madrasser og uld. Det er gudskelov MEDVIND. Det burde også være den fremherskende vindretning her.

Hu hej, hvor det går, da jeg først er kommet igennem Vecindario. Fra El Doctoral kender jeg hovedvejen og i løbet af en time er jeg hjemme. 16.59 står jeg nede ved elevatoren. AM kommer nu ikke ned. Hun har været ude at gå og dukker derfor op fra den anden side. Benene har gjort det godt på det sidste stykke. Det er meget, at man kan være så smadret, som jeg var, og så alligevel igen finde kræfter frem. Jeg var godt nok også inde i et supermarked i Agüimes og købe en plade chokolade at køre hjem på. Først bagefter kom jeg i tanker om, at jeg skulle have haft købt en cola.

Da jeg senere har været ude og fået skyllet saltet af kroppen, går vi over og spiser pizza på The Green Onion. Vi er der længe nok til at musikken starter.

Nu er den over 22, og det er tid til at gå i seng. I morgen skal vi ud og køre i bil til Mandel Blomst Festivalen i Valsequillo m.m.

100 km (anslået ud fra km tal på kortet)