Dag 4 Island 2025

 Dag 4

Fredag 13.06.25

Jeg gik ud som et lys på et tidspunkt i går aftes. Havde taget kontaktlinserne ud, men var ikke gået rigtig i seng. Lå i soveposen med alt tøjet på, og så ved jeg ikke rigtig, hvad der skete. Vågnede ved 24-tiden og bestemte mig for at blive hvor jeg var. Tøj eller ej. Var vågen et hav af gange. Så sover hånden og vækker dig. Så sover den anden arm og vækker dig. Sproget er noget underligt noget. Hele kroppen kan sove, men du er stadig vågen. Du er faktisk netop vågen, fordi der er noget der sover.

Jeg sov faktisk helt til kl.7. Det var stadig solskin. Nej jeg må nok sige, det var solskin igen, for den har helt sikkert været under horisonten, men lyst er det hele tiden. Mere eller mindre.

Snakker med en hollænder, da jeg er henne for at vaske gryden af efter grødkogningen. Han har været på Island i 2007 med hele familien. Nu er han her bare med konen, børnene er fløjet fra reden. Men har været stort set overalt. Han mener, der kan være meget vand i Landmannalaugar. Sådan at campingpladsen muligvis er oversvømmet. Det må jeg følge op på.

Har man kendt mage - det er solskin

Snakker også med et schweisisk-fransk par, der er på cykel. Der er i det hele taget så meget omkring mig, at jeg ender med at ende med at køre uden at betale. Der skulle også have været en dame i går aftes og tage imod betaling. Det må have været efter jeg var faldet i søvn og hun troede nok, der ingen var.

Der har aldrig været meget etagebyggeri i Island - men det er på vej

Det er blevet modvind igen, men ikke noget af betydning. Bevoksningen er tiltaget i disse områder. Først krat af pil og birk, siden hele træer af birk. Næsten 2 m høje. Det betyder at lavaen nedenunder er meget gammel. Måske 5-600 år? Det tager omkring 300 år, før der vokser græs på den i hvert fald.

Da jeg når frem til hovedvejen, hvor jeg skal til højre for ikke at komme tilbage mod Reykjavik, og lige er standset et øjeblik, kommer der en pige på cykel op til mig. Hun ser japansk ud, men inden jeg har dummet mig, får jeg øje på et islandsk flag på den ene bagtaske og det på den anden er i hvert fald ikke japansk – men taiwanesisk.

Hun er landet dagen efter mig, men har også kørt en kortere vej. Hun er kommet via London, men når hun skal hjem, er det via København, så vidt jeg forstår. Vi snakker en tid og så kører vi. Jeg sætter bare mit sædvanlige tempo og hun sakker agterud.

Landskabet jeg kører igennem. Læg mærke til Myrdalsjökull i baggrunden

I  Eyrabakki kører jeg fra og ind gennem  byen... eller hvad man nu skal kalde den. Jeg har håbet på en cafe, men finder ikke nogen og sætter mig bare på den – eneste? – bænk i byen og spiser en tidlig frokost. To sammenlagte toastbrød med chok.

Så er det tid til de sidste 10 km til Selfoss, hvor jeg tænker, der må være et turistkontor? Inden jeg når helt ud af byen kommer jeg forbi et pigtrådsindhegnet område. Enten er det militært eller et fængsel. Og Island har da vist intet militær?

Da jeg har kørt lidt ser jeg en cyklist på vej mod mig. Inde på noget, der må være en cykelsti? Og lidt tilbage kan man komme ind til den. Det gør jeg – lidt nølende – men manden må vel være kommet et sted fra. Der er en dyb grøft på et par meter mellem mig og vejen, så jeg håber sandelig ikke den fører mig på vildspor.

Der var faktisk cykelsti helt fra Eyrabakki til Selfoss

Alt går godt og jeg triller ind i Sellfoss. Men turistbureau’et ligger i næste by mod vest. Efter en mindre eftersøgning ender jeg foran biblioteket. Jo, men de havde før været turistkontor og havde da også nogle pamfletter og ville i det hele taget gerne hjælpe mig.

Endnu engang blev hele personalet impliceret i mine to spørgsmål om henholdsvis Landmannalaugar og Kjölur-ruten.

Island er kommet med på bølgen

Da jeg forlader biblioteket, kommer taiwaneseren endnu engang frem til mig. Vi snakker en tid, og så kører jeg mod campingpladsen, for nu har jeg besluttet, at blive her og endelig beslutte, hvad jeg gør fremover.

Campingpladsen er af fin kvalitet, men koster også lige et nyk mere, end den sidste. 100-125 dk kr synes at være normaltaksten i dag. Til gengæld kan man ikke regne med at kvaliteten følger prisen.

Jeg sætter mig ind i fællesrummet – hvor der ikke er en levende sjæl på dette tidspunkt af eftermiddagen – og ser på kort og plan og alle de informationer, jeg har fået, for at beslutte.... Jeg har egentlig allerede truffet en afgørelse. Jeg opgiver at tage til Landmannalaugar. I overvejelserne indgår vadesteder og indkøbsstæder. Og på min Kjölur-rute ved jeg nu, at der kun er 10 km ind til et sted, som en af de lokale adspurgte mente, godt kunne måle sig med Landmannalaugar.

Mens jeg bagefter sidder og skriver, dukker taiwanesern op igen. Hun har også besluttet, at blive her.

Jeg kører på indkøb i Netto (den islandske) og køber, så jeg skulle kunne klare mig i 5 dage. Jeg har også set på vejrudsigt. Det gode vejr fortsætter nogle dage, så det gælder om, at give den et ordentligt skud i morgen. Helst helt til Gulfoss – 72 km. Derfra vil der være 75 km til Kerlingarfjöll, hvor der skulle være en campingplads, et hotel – og – en cykelreparatør. Det sidste håber jeg ikke bliver nødvendigt.

Men efter Gulfoss er det ensomme grusveje jeg kører ud på. Det vides ikke hvordan mobilforbindelsen vil være, men jeg tænker, at jeg må kunne kommunikere med omverdenen fra Kerlingarfjöll.

32 km

Dag 3

12.06.25

Så kom der to cyklister. Et fransk par i 50’erne. Der gik noget tid, før jeg fattede hele forløbet. I dag havde de kørt i en forfærdelig modvind, hvad jeg ikke fattede, da de kom fra den modsatte side af mig, og JEG havde kørt i modvind det sidste stykke.

De var vendt om. Havde startet i Grindavik, men havde opgivet. Oprindelig var de kommet med færgen til Seydisfjördur med cykler. Havde cyklet op over fjeldet til Egilsstadir. Der havde været sne og hagl og torden. Men de VAR kommet frem. For så at leje en camper, som også kunne have cyklerne. Så havde de kørt øen rundt, afleveret camperen, og ville så cykle tilbage til Seydisfjördur.

Da jeg fortalte dem om app’en Vedur, havde han den godt nok på sin telefon, men de havde ikke brugt den. ”We’re not organized AT ALL”, var konens kommentar. OM de vil gøre et nyt forsøg i dag, hvor vejret ser ud til at blive perfekt – måske noget sol i eftermiddag – vil tiden vise. Jeg tror det ikke.

Da personalet kom i går klokken 18, var det en ung dreng. Jeg fik det til 500, halv pris, fordi jeg er over 65 – eller handicappet – vælg selv. Da jeg spurgte til om Kjölur ruten var åben, vidste han det ikke. Han vidste tilsyneladende slet ikke, hvad det var!!!! Men da det kom til byen her, kunne han fortælle, at 70% af husene var beskadiget. Sådan et udbrud af lava kan jo ikke begynde ud af ingenting, der skal først brække hul på overfladen, så det må betegnes som et jordskælv. Jeg så også mange steder, hvor vejene var midlertidigt repareret og et enkelt, hvor man så den karakteristiske højdeforskel på vejbanerne. Nu er fundamentet på et hus mere stabilt end en vej, men revner og sprækker er der åbenbart kommet i størstedelen af husene. Det forklarer nok også, hvorfor så mange ikke vender tilbage. Det næste udbrud som forventes i sep-okt ventes ellers at blive det sidste.

Her til morgen var jeg i bad. Har kogt müesli grød, spist en yougurt og drukket kaffe. Og fået to æg af en australier, der nu er hårdkogte – æggene altså.

”Drengen er vendt tilbage. Det er meget indforstået. En henvisning til Jon Kalman Stefansson. Læs ham, hvis ikke I har....

Jeg spørger, om han var i byen, da udbruddet kom? Ja, man mærkede ikke noget på dét tidspunkt, men der havde været rystelser i en rum tid i forvejen, hvor de fleste skader skete. Siden var det truslen fra den fremadskridende lava, der betød, at byen blev evakueret. Hans familie havde et hus i Selfoss, de kunne tage til. Nu bor han for sig selv i Keflavik.

Tegn på forskydninger i jordskorpen

Jeg har ikke kørt mere end 5 km, så viser det sig, at jeg skal over et pas. Det havde jeg ikke ventet, men vejen drejer ind mellem fjeldene og forsvinder højt oppe i et sving. Så er spørgsmålet: hvor mange sving yderligere?

Ja så går det opad

I mindste gear puster jeg voldsomt ved 6 km/t og holder en pause midtvejs på det første stykke. JEG er nok ikke, hvad jeg har været og cyklen har ikke så små gear som den anden, hvor jeg kunne klare 200 m stigninger på 16%. Denne her er vel 6-8%?

På den efterfølgende nedkørsel kommer jeg op på 49.5 km/t og triller bare videre og videre med dalende hastighed, men det er ikke slut endnu. Der kommer en afsluttende tur ned, hvor jeg når 53,5 km/t!

Kommer ned ved kysten – tror jeg. Det eneste man ser, er de uendelige lavamarker, jeg husker så godt fra sidst. Disse er delvis mosbegroede. Så ser jeg havet – en 3-5 km længere ude.

Lavamark for alle pengene

De næste mange km er svagt stigende og dalende lavamarker. Vinden var først lidt fra siden. Nu er den i ryggen. Bare en dag på kontoret, som vi siger.

Gør et kort stop ved Krysuvikubjarg  på min højre side.

De takkede bjerge i baggrunden må være Krysuvikubjarg

Der er modkørende biler på vej og jeg hører en bagfrakommende. Den holder sig bag mig. Da der endelig bliver fri bane, løfter jeg hånden, som t5ak for at den ventede. Og da den har passeret, blinker den lige med lyset, som tegn på at det er forstået. Jeg bliver helt rørt....

Så skal jeg lige have en karamel. Bider den over og lægger resten øverst i styrtasken oven på papiret. Da jeg tager den sidste bid, bliver jeg passeret af en større bil, der får papiret til at blæse ud af tasken og ned på vejen. Og så fører et vindstød det videre væk fra vejen. Katastrofe! Jeg har smidt karamelpapir i den Islandske natur! Stopper og overvejer. Der er ikke rigtig nogen steder at stille cyklen – med mindre...

Jeg får den til at stå op af en vejmarkering og henter det formastelige papir. Py ha, så bliver jeg ikke sat fast denne gang.

Efter endnu en halv time på kontoret, er der en bil, der holder ind til siden foran mig. Da jeg passerer, ser jeg det er franskmændene. Et hjerteligt gensyn. De har lejet en bil igen, som cyklerne kan være i – det tænkte jeg nok, det virkede ikke, som om madame var klar til mere tour cykling foreløbig.

Mine franske venner

Ind imellem bliver jeg passeret af islandske lastbiler, og jeg har tænkt, at her har de ikke alle de lastbiler fra den tidligere østblok, som vi er blevet så vant til. Ingen udlælndinge overhovedet. Kort efter passerer en DANSK. Der er åbenbart ting, det kan svare sig at transportere med lastbil og skib. FISK, tænker jeg.

Der var heldigvis bro over her

Er fremme i Thorshöfn allerede før 14. Har glædet mig til, at skulle sidde inde i et fælleshus og spise frokost. Det har været ret koldt, under 10 tror jeg og der har været skurir med mellemrum.

Det bliver der ikke noget af. Der er en toiletbygning, som det eneste. Kontant betaling i en boks eller bankoverførsel. Jeg ved ikke, hvad en international overførsel koster, men det er sikkert ikke gratis? Og så er det dyrt! 2.000 IsKr for en pensionist.

Får nogle informationer i svømmehallen, der ligger ved siden af. Jeg har jo dummet mig. Havde ikke tænkt på muligheden for at veje kunne være lukkede. Jeg burde ellers være blevet klogere fra den gang i Schweiz... Men åbenbart ikke. Hørte jo godt om usædvanligt sent snefald på Island, men tænkte, at det smeltede før jeg kom frem. Nu er jeg ikke så sikker. Har fundet en islandsk side med vejinformation, men på Kjölurruten som er grøn – fint – er der et lille stykke, der er stiplet grønt. Og hvad mon det betyder?

Så vidt den unge pige forstår kan det forceres af 4WD og lignende. Der er ikke noget om cykler. De tilkalder en ældre, der giver mig mange nyttige informationer. Hun taler også meget varmt for nogle steder langs min rute, men da jeg spørger til en vandpassage på kortet, der er markeret med et stort v, siger hun: Det er frygteligt. Nå, så skal jeg måske ikke den vej.

Må prøve at få de afgørende informationer i morgen i Sellfoss.

64 km

Dag 2 Island 2025

 

Dag 2

11.06.25

Ned kom vi. På en lidt hoppende måde, syntes jeg. Men sådan er det nok ofte at lande i Keflavik. Landingsbanen går nord-syd og vinden er ofte vest-øst, så det bliver nemt sidevind.

Finder mine to tasker på båndet – cyklen kommer bare med ud dér og ikke på odd-size båndet, som jeg ellers har lokaliseret og står ved, da jeg pludselig ser noget genkendeligt blåt ovre på det andet bånd.

Så kommer cykel puslespillet. Jeg fumler lige så meget med det, som da jeg skulle skille den ad, men når da omsider i mål og bliver klar til at køre ud i Island.... Her er fladt. Helt fladt. Selvfølgelig ligger lufthavnen her. Vejen slår en stor sløjfe inden der kommer en rundkørsel, hvor man kan vælge retning. Så jeg får prøvet både at køre i medvind og modvind. Heldigvis går vejen mod Sandgerdi, hvor campingpladsen ligger i medvinds retningen. Det går som en leg, Tænker jeg kan nå frem, mens der stadig er personale og man måske kan købe noget at spise?

Tilbageblik mod lufthavnen - og hvordan her ser ud

Det viser sig IKKE at være tilfældet. Der er slet intet personale, blot et skilt med en QR-kode, der sender én ind på en side, hvor  man kan betale. Det var lykkedes for dem, jeg spurgte til råds. Mig lykkes det ikke for. Jeg prøver to gange uden resultat. Og mindes så en gang i Polen, hvor man også blev bedt om at betale for en eller anden passage og jeg også måtte opgive det. Tror det måske har noget med mit sikkerhedsprogram at gøre. Jeg kan nok ikke betale på sider, der ikke er officielle betalingssider.

Så må jeg jo overnatte gratis, hvis der da ikke kommer nogen, og kræver betaling. Bagsiden af medaljen er, at jeg ingenting har at spise, hverken til nu eller til i morgen tidlig. Nå, så hurtigt dør man ikke af sult.

Byens eneste dagligvareforretning åbner kl. 9 i morgen, så længe må jeg klare mig.  Da jeg ser på næste målby: Grindavik, mener Google at Netto er midlertidigt lukket. Det tegner ikke godt.

Da jeg endelig går til ro efter at have siddet og skrevet et temmelig koldt sted, er det hele ad H til. Jeg fryser, der er hårdt, teltet blafrer og jeg kan ikke sove.

 

Her til morgen går det bedre. Nu er morgenmaden ikke SÅ langt væk. I dag skal det i øvrigt blive regnvejr – lige hvad der manglede. Men her skulle regnen først starte ved 10-tiden.

Jeg er færdig med at pakke og kører mod supermarkedet 8.45.  Finder det hurtigt og triller lidt rundt. Der er nogle unge mennesker i gule jakker, der målrettet rundt og et hold er i gang i skolegården med at luge, feje, ordne. Det er elever i 7.-9. kl. der har ”work school”, siger én der må være læreren.

Med billedhjælp er islandsk ikke svært

Elever på arbejde

Så er kl. 9 og jeg går på indkøb. De har COOP’s müsli ligesom sidst. Men den jeg plejede at købe, og som har været forsvundet, men er kommet igen i Danmark, er åbenbart endnu ikke dukket op igen her. Så jeg må tage det næstbedste. Damen bekræfter, at Netto i Grindavik er lukket, og nok ikke kommer til at åbne igen. Mange folk er flyttet fra stedet og mange kommer nok ikke tilbage. Grindavik var jo byen, der i flere omgange var truet af lava fra en ny sprække i undergrunden, og som vi i TV så spektakulære billeder fra.

Inden jeg kørte opdagede jeg en masse efterladt mad og kastede mig over 3 pølsebrød, så maven har fået lidt at arbejde med. Damen mente at campingpladsen i Grindavik er åben, men for en sikkerheds skyld, går jeg bagefter ind igen og køber en gang Chili con Carne, som ganske vist skal opvarmes, men der ligger en tankstation længere fremme, som nok har gas, nu de ikke havde det her.

Det er nu ikke tilfældet. De har kun 3 og 5 kg flasker – ikke dåser. Nå, maden kan vel også spises kold? Tankbestyreren ved ikke om campingpladsen i Grindavik er åben, men han undersøger det.... I følge Google skulle den være det..... Det kunne jeg også selv være kommet frem til.

Så triller jeg ud af byen med mad til hele dagen. Fik lige en kop kaffe og en snegl først.

Det er Island – det er mageløst. Denne flade slette med dens sparsomme bevoksning. Det perfekte sted for en kommende botaniker. Der er ikke mange arter, at holde styr på. Lupiner overalt langs vejkanten, og ofte har de bredt sig langt ind til siderne – og de blomstrer allerede. Små tuer af engelsk græs. Hist og her den allestedsnærværende mælkebøtte. Så er der enkelte smørblomstlignende gule blomster. Og fuglene....

De har andre lyde end jeg er vant til, men jeg kan godt genkende fornemmelsen fra sidst.

Jeg kører straks ind i et ”Fredlyst” område. Der trives fuglene. Jeg hører dem tæt over mit hovede, hvor de driver skræppende rundt, indtil jeg er kommet langt nok væk fra reden. Jeg kan kende masser af terner mellem dem, uden at kunne sige, hvilke arter.

Jeg passerer den lille kirke, fra guidebogen, som vist ikke mere er i brug og slår et slag ind forbi. Den ser fuldt brugbar ud set gennem vinduerne, men hvis der ikke er mennesker i området, nytter det jo ikke noget. Og husene er virkelig sjældne her på disse kanter, men fra tid til anden ser man også nybyggede huse. Aldrig ved vejen, men nede ved vandet fx. Men kirkegården fungerer i bedste velgående, kan man se, og der er da en enkelt besøgende.

Kirken i Hvalsnes

Det begynder at regne ”skurir”, som jeg lærte det hed sidste gang, når det regner ganske lidt. Så lidt, at man ikke behøver regntøj. Men senere bliver det værre og jeg tager regnbukserne på, men undlader regnjakken.

I en pause i regnen, kommer jeg til endnu et af guidebogens steder. Broen mellem de to kontinenter. Her er der en kløft, hvor den amerikanske og den eurasiske kontinentalplade fjerner sig fra hinanden. Jeg har altså i tektonisk forstand befundet mig i Amerika indtil nu, men krydser nu ind i Europa. På en anden årstid kunne man nok have undgpået at bemærke kløften, men nu, hvor jeg måske bliver passeret af en bil hvert 5 min, vækker det opsigt med sådan en sammenstimlen som tilfældet er.

Mellemrummet mellem den amerikanske og den eurasiske plade

Alle skal fotograferes her - kun ikke jeg

Geotermisk aktivitet i det fjerne - på et tidspunkt kunne man lugte svovl

Det regner ret meget med mellemrum, men ikke så meget, da jeg passerer Reykjanes-Værket, der ser gigantisk ud. Om det også producerer strøm ved hjælp af det varme vand fra undergrunden ved jeg ikke. Der går el ledninger til eller fra det. Måske det bare skal bruge strøm til pumperne, der pumper vand ud i rørledninger, der på et langt stykke følger vejen. Det første stykke der der tryk udlignere, der sender voldsomme dampskyer til vejrs.

Reykjanes-værket

Grindavik i det fjerne. Læg mærke til den mørke stribe der delvis skjuler byen. Det er en af beskyttelsesvoldene

Omsider når jeg tørstig og sulten til Grindavik. Man har ikke lyst til at stoppe og spise, når det regner. Ankommer til det rene paradis. En campingplads med et vidunderligt fællesrum med køkken og elkomfur, hvor jeg straks laver kaffe og spiser noget af det medbragte. Her er der efterladte ting i hobetal. Hvad mangler du? En gasdåse – så gerne. Vælger én med meget i. Muligvis helt ny.

Der kommer nogle spaniere, der skal hjem i morgen. Af dem får jeg 3 poser bogstav suppe, der bare skal peppes op med lidt Schwartzwald schinken el. lign.og en halv pose islandske klejner – som selvfølgelig hedder ”kleinur” – hvor svært kan det være? Før det fik jeg en dåse tun af et tysk par, som også skal hjem i morgen.  Og nu har jeg siddet her og skrevet en evighed. Med kaffe, COOP cookies, cashew nødder jeg også fik af tyskerne og kleiner. 

Nu kører det igen....

49,4 km

 DAG 1

10.06.25.

Så sidder jeg i den fjerneste ende af terminal 2. Klokken er 14.30 og det har været nogle pressede timer. Det startede med, at jeg kom et par minutter for sent ud af døren på Baunehøj. Så jeg måtte vente på det næste s-tog – eller hva’`? Jeg har vænnet mig til, at KAN man nå et tog, så skal man gøre det – eller i det mindste forsøge.

Altså tager jeg en ny underføring på Lyngby St. Vel vidende at der ikke er elevator. Det bliver altså en test af,om jeg kan skubbe cyklen op ad sliskerne. Da jeg er oppe af de to første kommer toget ind. Det går tungere og tungere op ad den sidste. Et trin til... et trin til... Selvfølgelig når jeg det, men en svedig start, det blev det.

Også på Hovedbanen når jeg lige ind i et Øresundstog, der skal til at køre. Men selv om jeg har oceaner af tid, da jeg når lufthavnen, føler jeg ikke helt, at jeg har styr på tingene. Jeg er trods alt ikke vant til at flyve. Slet ikke i disse moderne tider, hvor alt skal være strømlinet.

Finder en stander og får check’et ind. Har nu to bagagelabels og et boardingpas. Finder så ned til luge 157, hvor odd sizes skal afleveres. Jeg skal bruge et odd size mærke, får jeg at vide. Det skal jeg have hos Icelandair. Nå, jeg beslutter at begynde med at pakke cyklen.

Fumler noget med det og synes der går evigheder, men hver gang jeg kigger op på uret, er der ikke gået mange minutter. Da jeg omsider er færdig, går jeg over og vasker hænder. Havde sikret mig, at der var et toilet i nærheden.

Da jeg kommer tilbage, bliver jeg mødt af en sequrity mand, der spørger,om det er min bagage? Den må ikke efterlades alene, så bliver den fjernet. Nu var jeg heldig.... Benytter lejligheden til at spørge ham, om jeg må have teltstængerne med i håndbagagen? Der fik jeg ham. Han ved det ikke. Nå, jeg havde under alle omstændigheder tænkt mig, at lægge dem og pløkkerne med ned i tasken til cyklen.

Så er cyklen pakket

Så pakker jeg cykeltaskerne og deres bagage ned i den store taske. Det går hurtigt.

Da jeg senere kommer tilbage med mit odd size mærke gør cyklen knuder på båndet. Det ender med at gå uhjælpeligt i stå. Personalet inde bagved farer rundt og en ringer efter hjælp. Efter en kærkommen pause fungerer det dog igen og i flere forsøg lykkes det at få den check’et ind.

Nu tror jeg efter en ostebolle og en cappucino – og lidt skrivning – vil gå op til sequrity check’et.

Sidder nu i flyet med lidtb under 2 timer tilbage. Tror det må være Shetlandsøerne vi nærmer os,kortet på skærmen er meget fortegnet. Så går der ikke så længe, så er det Færøerne vi passerer. 3 t 15 min skulle flyvetiden være og 2 timers tidsforskel her om sommeren. Det var det modsatte af, hvad der fremgik af nettet, men jeg spurgte en islænding, der ofte rejser frem og tilbage. Hun må jo vide det.

Sandt at sige har jeg bare lavet en rute på forhånd, som skal bringe mig til Landmannalaugar, Gulfoss, over Kjölur ruten og videre op til Vestfjordene. Først nu læser jeg i guidebogen og finder heldigvis masser af spændende ting allerede på morgendagens tur fra Sandgerdi til Grindavik. Planen for i dag er bare at få samlet køretøjet og køre ca. 10 km til en campingplads i Sandgerdi. Men allerførst skal jeg hæve nogle penge, selv om kort kan bruges stort set alle steder.

Vi ere nu inde over Island. 24 min igen.

8.96 km

Test indlæg Island 2025

 Dette er bare en test. Jeg vil gerne vide OM jeg kan lave indlæg direkte på telefonen. Det plejer jeg nemlig ikke. Jeg plejer at skrive på en lille computer jeg har med, og uploader derefter via min telefon. På denne måde kan jeg springe et led over.

Jeg skal også prøve om jeg kan uploade billeder, så her kommer et lille tillæg om min tur i går gennem Skåne.

Først havde jeg tænkt mig at skulle sejle til Island som sidste gang. Ved de første undersøgelser, så det positivt ud, men da jeg ville til at bestille billet, var det ikke muligt at få billigste køje begge veje, så allerede inden jeg havde bestilt mad mm var det klart billigere at flyve. Der ville også være fordel ved at lande i vest i stedet for øst, da det er i den del af landet mine ønskemål ligger.

Altså skulle jeg have cyklen med fly. Der var en cykelpose med i den kasse cykelting, jeg arvede efter min tidligere cykelven Thomas. Den måtte kunne bruges? Det var hurtigt klart at turcyklen ikke kunne være der.

Min næste tanke var at min anden MTB måtte kunne bruges med nogle justeringer. Det var ikke helt let, men det lykkedes. Det krævede at skærme, bagagebærere, baggear, styr, saddel og pedaler blev skruet af.

Da cyklen var pakket ned fik jeg lånt en stor meget tynd taske af min datter, der gerne skulle kunne indeholde al bagagen. Det lykkedes også. Mængden af undertøj og sokker blev dog reduceret betragteligt.

Her er den pakkede cykel

Da det hele var pakket, skulle det pakkes ud igen for at jeg kunne køre cyklen igennem Skåne til Djævleøen.

Det gjorde jeg så i går. Det var en fin tur. Hovedsagelig modvind men kun en let vind, 4-5 m/s vil jeg tro. Jeg tog den korteste vej, som er vej 101. Og der er der MEGET åbent. Til gengæld er der kun én rigtig lang bakke.

Der er mange smukke stræk i Skåne

Her er cyklen på vej over Øresund

Nu er jeg ankommet til Baunehøj i Lyngby. Heldigvis er der en stor elevator, hvor jeg bare kunne køre cyklen ind. Køre til 1.sal og sætte bagagen af og køre ned igen med cyklen.

Her med er jeg klar til at køre til lufthavnen på tirsdag og pakke det hele ned igen.

Tyskland 2024 Dag 8

Her til morgen står den på hjemrejse, men toget Slesvig-Flensburg kører først kl. 15.50, så der er tibyd til at køre til Slesvig først.

Der bliver smurt madpakker, og de sidste rester fordeler vi imellem os.

Så er vi klar til afgang

Det er om muligt endnu  koldere end i går, men vinden er i ryggen det første stykke. Efter en tur i hver retning i går, begynder omgivelserne allerede at virke bekendte.

Først skal vi til roklubben, for at Pernille kan orientere sig lidt, hun kommer tilbage hertil inden så længe for at ro.

Så kører vi til Domkirken. Bent og jeg var ikke inde i den for nogle år siden, mens Henrik og Pernille har været der og fortæller om en enestående altertavle.

Skæbnen vil, at vi træder ind kl. 11.55, så jeg lige når at tage tavlen i øjesyn uden at kunne gennemskue alle motiverne, men kl. 12.00 tropper en dame op for at fortælle om den. Vi havde godt set et skilt om en "rundvisning?" kl. 12.

Bordesholm alteret

Pernille gør opmærksom på, at vi er danskere, så hun lover at tale højt og tydeligt. Tavlen, kaldt Bordesholm alteret, er kolossal af omfang. Det er træskærearbejde fra 1514-1521 udført af Hans Brüggemann og hans svende. Der er i alt over 300 figurer i tableauer som: "Den vantro Thomas", "Judaskysset", "Tornekroningen", "Vejen til Golgata", "Korsfæstelsen" osv. De yderste dele kan klappes ind over de inderste, så man kun ser den neutrale bagside. Kun ved særlige lejligheder som påske og pinse var tavlen åben i gamle dage.

Dybden i motiverne er lavet ved, at der er mange lag bag hinanden, hvor de bagerste er højest. På fotografier damen har med ser man, at de enkelte figurer har udtryksfulde ansigtstræk. En enkelt menes at være Brüggemann selv. En anden hertug Frederik, den senere Frederik I.

Den centrale del

Hvilket lykketræf at vi netop kom på dette tidspunkt.

Midt i foredraget begynder organisten at øve, og hun må forlade os for at få ham til at vente lidt.

Det gør han så, men senere får den på alle tangenter!

Domkirken set udefra

Vi løsriver os til sidst og triller videre til Rådhustorvet, hvor der er en cafe kaldet "Alte Apothek". Der spiser vi frokost og gemmer madpakkerene til toget. Bagefter kaffe og kage. Hvilken kage!

Vi er også i Altstadt. 

Kirken i Altstadt ligger som et bedre gadekær med huse hele vejen rundt

På banegården holder et tog til Husum, som er blevet fyldt til randen af skolebørn på vej på lejrskole. Ikke alle kan være der. Resten må vente til næste tog om en time.

Der er heldigvis ikke så mange, der skal med vores tog til Flensburg, så der ER plads til cyklerne.

I Flensburg har vi en time til vores tog, og vi når at køre/gå rundt i byen, før vi er tilbage på stationen. Ud over mange hjemløse på gågaden, er der ikke meget at skrive hjem om.

Næste tog skal køre os til Fredericia, hvor vi skal skifte. Det bliver forsinket. Først er der en sort mand, der taler lidt tysk, der har "glemt" sit pas, der skulle ligge i Vejle. Han har et billede af det på sin telefon. Han bliver vist sat af i Padborg. Så holder vi i længere tid i Vamdrup, fordi vi lige skal have klaret en politiforretning. Så....

Samtlige regionaltog over Fyn er erstattet med togbusser - enhver cyklists mareridt, eftersom de ikke medtager cykler.

Det bliver mere og mere klart, at vi ikke når toget i Fredericia 18.23. Der skulle så være ét sidste 18.54, men kan vi få cyklerne med? Henrik prøver lettere desperat at reservere 3 pladser, men det kan man ikke uden en personbillet. Lidt efter er der kun 2 cykelpladser....

I stedet for at toget skulle holde på samme perron, skal vi nu helt over til spor 10.

Dér holder allerede et tog, og det viser sig at være det rigtige, nu er det bare om at få besat cykelpladserne....

Og da toget forlader stationen ånder vi lettet op.

For mig er det held i uheld. Dette tog kører nemlig af den nye Ringsted-bane og holder i Køge Nord.

På den måde kommer JEG hjem før tid.

23.69 km  

Tyskland 2024 Dag 7

Dag 7

Endnu en morgen, i dag har vi aftalt at mødes allerede kl. 9.30. Morgenmaden er udmærket uden at være prangende. Værten har en gammel kassevogn han arbejder på og et hav af motorcykler, som Pernille har fået forevist. Man kan sove på taget af bilen og så kan der være to motorcykler bag i den.

Han og konen skal en tur østpå senere på året.

Det bliver endnu en kold dag.

En af de veje man mest ser i det tidligere øst

Dagens dramatiske højdepunkt kommer inden så længe i byen Hummelfeld. En ret lavflyvende helikopter nærmer sig og laver en bue rundt om byen, hvor vi står. Det står hurtigt klart, at den skal lande. Der holder også en politibil længere fremme på vejen. Skal den ned på vejen?

Helikopter på vej

Det viser sig, at der er en  mark bag husene langs vejen, den kan gå ned på. Så kommer to mand i røde dragter med påskriften "Luftrettungs dienst" og noget der må formodes at være lægetasker. Da vi kører nærmere holder der også en ambulance.

Så står den på jorden

Vi undlader at stille os op og glo, men kører bare forsigtigt forbi.

Senere letter helikopteren bag os og endnu senere kommer ambulancen kørende uden udrykning. Om patienten er blevet kørt eller fløjet væk vides ikke.

I Gyby begynder det at hagle, netop som vi er ved et busskur, så vi standser. Haglene ophører lige så hurtigt, som de begyndte, men det føles om muligt endnu koldere.

Vi passerer nogle små drenge, der sidder og sælger noget ved vejkanten. Vi har snakket om, at der godt kunne mangle noget syltetøj, de gange vi selv laver morgenmad, og det skal vi igen i morgen. Så det bliver hurtigt besluttet, at vi kører tilbage og ser, hvad det er de sælger.

Det er "Löwentann honoung", det står der også på mærkaten. De laver det selv. Vi spørger til, hvor bierne kommer ind i billedet, men det forstår de ikke.

Sagen er åbenbart den, at det er en slags mælkebøtte sirup de sælger. Først koger man mælkebøtte blomsterne i 24 timer og så gør man noget med noget sukker.

Vi kommer frem til overnatningsstedet allerede lige før 12. Det er aldrig sket før. Heldigvis er det et hus og heldigvis kan vi komme ind allerede, så vi stiller bagagen ind, spiser frokost - mælkebøtte siruppen smager særpræget, men ikke dårligt, vil helt sikkert være god til pandekager.

Så kører vi videre frem mod Hedeby - eller Haithabu - som er det oldnordiske navn. Jeg har været der tidligere med Bent, men vi var ikke inde i museumsdelen.

Det er absolut seværdigt. Meget ved man selvfølgelig i forvejen, men historien om Ansgar, der fylder godt i forbindelse med kristendommens indførelse bringer nye kongenavne på banen. Der er også en del af et skibsvrag fra fjorden, der indgår i en model af skibet.

"Gade" i byen - med viking

Så går vi videre til den rekonstruerede Hedeby. Foreløbig er der 6 huse med ét på vej, nemlig fiskerhuset nede ved anløbsbroen. Der kæmpes på pladsen bag husene. Vi snakker lidt med én af deltagerne, der er dansker fra Hedehusene. Kæmperne har ikke noget med stedet at gøre til daglig. De er der bare i weekenden "for sjov". Der er yderligere 2 danskere fra Århus og ellers nogle fra Belgien og Tyskland.

Inde i klædehandlerens hus

Vi forlader området da de lukker kl. 17 og kører videre mod byen, hvor vi ender med at spise på et "fiske-sted" nede ved havnen, hvor Pernille og Henrik spiste for 8 år siden. Jeg har bestilt en "Brötchen mit Krabbensalat", men får en med rejer, små bitte rejer, der er noget tørre i det. Jeg forstår ikke deres forklaring på, at det er det rigtige, jeg har fået, og det er det heller ikke. Ordbogen fortæller tydeligt at "krabbe" på dansk også hedder krabben på tysk. Jeg får lidt majonaise af Henrik og så glider den ned.

Er hjemme igen til en fin solnedgang.

Dele af huset trænger voldsomt til en større renovering, men det indre vi har brug for, er udmærket. 

23.80 km til huset. 39.28 km i alt