Tyskland-Polen 2023 Dag 6

 Dag 6

Apartement A&M, som overnatningsstedet hed, var virkelig nyt og strømlinjet. Ikke lige hvad man forventede, da man kørte ned ad vejen dertil.

Receptionen til A&M

Det ser ud til at blive en dejlig sommerdag, selv om efteråret vel officielt er begyndt.

Da jeg kiggede på noget af det materiale vi tog på turistkontoret i Gryfino, opdager jeg en polsk cykel app. Den kan tilsyneladende vise, hvor der er afmærket cykelsti, og skal da afprøves. Ved hjælp af den kører vi ud af Stargard, og lærer den lidt at kende. Er der streget cykelbane op på vejen, må man kun køre "i den rigtige retnng". Vi prøver det andet, men det er folk tydeligt nok ikke vant til. Slet ikke.

Men den er ellers meget præcis, de steder vi kommer.

Endnu en kirke med storkerede - uden storke

Den ene nye bebyggelse afløser den anden langs vejen ud af Stargard. Det er tydeligt, hvad mange polakker drømmer om. Der er ret mange huse med solceller. Og hegn. Hegn er de glade for. Og når de ikke har tradition for hække, vælger mange trådhegn.

Alting tager sig bedre ud i solskin

Efter vi har forladt app'ens sidste cykelsti kommer vi igennem "Smukke Lise", som vi har døbt Smogolice. Efter den kommer der en vej til højre, som min rute siger, vi skal af. Henrik påpeger, at der er et cykelskilt, der viser ligeud, men bliver underkendt. Det er en noget befærdet vej vi kører på, så lidt mindre trafik vil være at foretrække. 

Vejen viser sig hurtigt at være umådelig dårlig asfalt. Vi passerer en lille by Poczernin, senere skal vi krydse en hovedvej. Da vi kommer til hovedvejen, viser det sig, at vi har missed at dreje et sted efter byen. Jeg erindrer ikke overhovedet at have set nogen vej.

Løsningen er at køre en kilometer på hovedvejen for at komme hen til krydsningsstedet. De kører STÆRKT her. Måske må cykler slet ikke køre her?

Da vi når stedet, hvor vi  - viser det sig nu - skulle have krydset under hovedvejen, er det der krydser under ikke en vej, men to hjulspor. Og der er ikke nogen autoriseret måde at komme derned på. Det lykkes dog at komme ned.

På vej ned ad skråningen

Så kører vi ad hjulsporet. Så længe det varer. 

Sporet bliver mere og mere utydeligt

Stien slutter. Er vist blevet pløjet op af bondemanden. Hvad gør en klog? Der burde være en sti/vej whatever længere fremme, så vi trækker cyklerne gennem budskads og langs mark. Det er måske 500 m, hvad der under disse omstændigheder virker ret voldsomt. Men vi når en markvej.

På vej ud i ingenting

Trængslerne er tilsyneladende overstået. Ikke at her er godt at køre, men man KAN dog køre her. Så skal  vi til venstre og følge nogle højspændingsledninger. Vejen går fra dårlig til umulig. Der er en stejl bakke ned efterfulgt af en stejl bakke op. I ved sikkeret, hvordan det går med stejle jordveje når det regner? 

Jeg forsøger at KØRE ned. Og bortset fra to gange, hvor jeg havner i brombærkrattet henholdsvis brændenælderne, går det godt.

På vej ned i slugten 

Vi får kæmpet os videre og vejen er blevet bedre. Alt ser lysere ud. Så er et træ væltet henover stien. Jeg forsøger at finde en vej rundt om til højre gennem krat og grene. Jeg har cyklen med for det tilfælde at det skulle lykkes.... Det gør det ikke. Heldigvis har Pernille i mellemtiden fundet vejen rundt om til venstre. Så tilbage gennem brændenælder m.m.

Stien er spærret

Efter disse udfordringer når vi omsider frem til beboede egne og en asfaltvej. Fra Tarnowko går det rimeligt frem til Goleniow, som er den eneste større  by, vi skal passere i dag. Her kommer der igen cykelsti og et check med cykel app'en viser, at der er enighed.

Vi kører frem til stationen, som lidt uventet er meget moderne. Overfor er der et fast-food-sted, hvor vi spiser frokost. Og inde i et center er der en bager, hvor vi drikker kaffe. Der er ingen, der kan sprog. Ikke en gang en ung pige, der står udenfor med noget fra UNICEF, vover at indrømme, at hun har lært lidt engelsk i skolen.

Det bliver en lang dag. I forvejen var det "kongeetapen", den længste. Nu har forskellige problemer forlænget den yderligere.

Endnu en polsk landkirke - der er mange variationer

Vi passerer byen Niewiadowo. På det seneste stykke har asfalten været fremragende, men noget sådant varer aldrig ved.

Vi passerer Dzisna og kommer fra Babigoszcz til at køre langs motorvejen. På en bred fremragende vej med vigespor på begge sider. Vi undrer os over, hvad den laver her, og når frem til: mulig landingsbane for jagerfly i en krigssituation?

Den er fremragende at køre på og det går rask derudaf. Senere skifter vejen side fra øst for motorvejen til vest for, og sådan kører vi omsider ind i Przybiernow. (Vist udtalt: pjysbjerno)

Finder "Dino" der i følge Google har åbent til 22.30 og køber ind til aftensmad. Jeg prøver at ringe til "Ranchen", hvor vi skal sove. Ingen tager den. Lidt efter tikker en besked ind. Kan jeg ikke skrive? Og sådan får vi aftalt, at vi KAN få morgenmad i morgen formedelst 37 pzl pr.person. Så behøver vi ikke også at sørge for dét.

Kokken kan desværre ikke før kl. 9. Det accepterede vi så.

Så er det de sidste 5 km. Asfaltvejen slutter til sidst og det er grus/jord/sand for resten, før vi får "Annabella" i sigte.

Ranchen er et sted længere fremme

Og så - sidder vi i køkkenet og spiser aftensmad. Alle trængslerne er bare blevet et muntert minde.

73,6 km

Tyskland-Polen 2023 Dag 5

 Dag 5

Efter et - efter omstændighederne overdådigt morgenbord - begiver vi os som det første mod turistkontoret. Det er ikke helt let at finde, indtil vi finder den rigtige side af  bygningen.

Vi får et kort og tager nogle brochurer. Han taler engelsk og har en overdreven tiltro til det polske folks engelsk kundskaber. I hvert fald efter vores erfaringer.

Den rigtige side af bygningen

Da vi har kørt det første stykke til Stare Czarnowo, kan vi se, at han ikke havde noget  overblik over cykelforholdene. De er også meget blandede. Der er mange fine strækninger. Cykelstien - når den er der - skifter ofte side og afløses af stifri strækninger, som med ringe biltrafik.

Pludselig så cykelstien sådan ud. Men kort efter var den normal igen.

I Stare Czarnowo spørger vi efter et supermarked og finder frem til "Dino", hvor vi køber frokost. Lige overfor viser det sig, at der begynder en CYKELSTI. Altså en sti KUN til gående  vi på en og cyklende. Det er også den vej min rute viser os.

Sådan når vi frem til byen Kosciol. Der spiser vi på en bænk ved nogle kedelige boligblokke. Det er bag en kæmpe kirke, der ser noget misrøgtet ud. Der var også et herresæde af den slags, der venter på midler til restaurering.

Der kommer og går mennesker i en lille bygning lidt væk. Kan man mon få kaffe der? Jeg bliver sendt i byen, for at undersøge sagen.

Det er ganske rigtigt en butik, åbenbart den, der omtales Chata Polska på Google Maps. Det er en mellemting mellem en gammeldags købmand og   et supermarked. Nok byens eneste butik.

Jeg bliver budt indenfor af en stor ældre mand. Café? Prøver jeg. Han tager en koffeindrik i kølemontren. Nej, ikke det. En drikkende bevægelse med hånden hjælper på sagen. Nej, den slags har de ikke her. Så skal jeg til Kobylanka. Jeg hiver telefonen frem og vi finder den på kortet.

Det er vist på denne del af turen, det begynder at regne. Ikke så meget, men nok til at vi standser under nogle træer. Her tager regnen til - kortvarigt. Så kan vi fortsætte, og nå frem til et stort center, hvor der både er Biedronka, Dino og en café og et konditori. Vi vælger konditoriet og sidder indenfor, mens det lige regner lidt igen.

Resten af vejen til Stargard er ret flad og går uden problemer. Jeg sætter rutevejledningen til. Det betyder, at jeg først med en app "Screen Alive", sørger for at skærmen ikke går i sort. Så åbner jeg dagens rute og zoomer ind på det interessante område, og skal nu sørge for, at vi kommer frem til mål ved at få placeringsnarkøren til at følge rutens blå streg.

Vi kommer ud i et område syd for byen, hvor man ikke ville drømme om at finde en lejlighed. Ikke desto mindre. Der er en reception, hvor der ikke er nogen, selv om man skulle kunne komme fra kl. 14 og klokken nu er 15.

Receptionen.

Men der dukker hurtigt en dame op. Hun har nok set os på overvågningskameraet. Vi skal være på 2. sal.... Hun kigger nøjere på os, og mener så, at vi hellere må ned på jorden. Ser vi virkelig SÅ affældige ud. Men det er da dejligt, der er også en lille terrasse, hvor cyklerne kan stå, siger hun.

Her taler man tysk. Det er nok hovedsagelig tyskere, der kommer her.

Der er en Lidl inden ved byen og i nærheden et spisested, får vi at vide.

Mens Henrik og jeg er inde i kirken begynder aftenmessen. Eller rettere: opvarmningen. For efter skiltet udenfor at dømme er messen først kl. 18. Præsten synger/messer og ind imellem svarer menigheden.

Kirken var gigantisk

Efter at vi har været lidt rundt i byen, ender vi på det omtalte spisested. Det er et bryggeri, som vi aldrig havde fundet uden at få det udpeget. Det viser sig også at være "Instedet" i byen. Det er ikke polsk men international mad man får her. Det må vi så leve med. Og det gør vi gerne. Det er virkelig lækkert.

58 km

Tyskland-Polen 2023 Dag 4

Dag 4

Vi mødes ved morgenmaden kl. 8 ligesom de andre dage. Heller ikke her var morgenmad inkluderet, men kunne tilkøbes.

Da jeg senere betalere spørger jeg, om her også var pension i DDR-tiden? Nej, da var her kontorer i forbindelse med landbrugsproduktionen. Det var først efter die Wende, at det blev pension. Og navnet "Pension am Tanger" refererer ikke til en by i Marokko, men til fyrreskoven overfor, der hedder Tanger.

Også hotellet længere nede af vejen, var før noget andet. Men nu har det stået tomt i 10 år.

Vejret er skyet og temmelig koldt, men det ser da ikke ud til regn lige med det samme.

Strømmen fra alle vindmøllerne skal jo et sted hen.

Vi sætter kurs mod Prenzlau og når ret hurtigt frem. De har deres eget "Gåsetårn", det er vist den gamle byport. En ældre mand vil gerne vise os vej, og jeg er helt enig med ham, for jeg har lige set på min rute på telefonen. Kun på et område udtrykker vi os forskelligt. Han siger vi skal til venstre ved tankstationen, jeg mener det er ved McDonald. Det kommer selvfølgelig ud på ét.

Der skal ikke altid så meget til, for at lyse lidt op

Lige før McDonalds kommer vi forbi en fantastisk bygning fra 1300-tallet, der har været hospital for spedalske bl.a. Nu huser den en Klokkemager og et Ingeniørfirma.

Her er bygget på og til i mange århundreder

Selv om det er en grøn cykelvej på kortet, er den ikke særlig cykelvenlig. Der er ingen cykelsti, og ikke bare er der en del trafik, bilerne kører også meget hurtigt.

Efter vi har krydset to motorveje med til-og frakørsler falder trafikmængden dog.

Det småbølgende landskab, vi har kørt i hidtil, bliver afløst af et storbølgende. I stedet for små lidt hidsige bakker bliver de nu kilometer lange. Heldigvis går de også NEDAD.

Fra gårsdagens vindstille er der blæst i dag, og da vi drejer mod Polen, får vi den i ryggen. Perfekt!

Der er truende regnskyer fremme, men indtil videre når vi dem ikke. 

Vi passerer en bager og de har kaffe. Så vi holder en kaffepause sammen med hvepsene. Pernille bliver stukket på halsen. Bagerdamen har en modgift: et råt stykke løg. Det synes at hjælpe noget.

Vi prøvede at lokke hvepsene hen til et andet bord - men de var for mange

I Penkun spørger vi efter et supermarked og kommer derved til Penny Markt, hvor vi både spiser frokost og får en kop kaffe. Desværre viser det sig, at vi er kommet på afveje, så vi må tilbage. Jeg har fået vendt rundt på ruten, så jeg er ved at lede os på vej tilbage. På den måde kommer vi op til Slottet ad den vej, vi burde være kommet af første gang.

Så er vi endelig på noget, der mere ligner en cykelvej, og den bliver bare bedre og bedre. De sidste 10-15 km er en ren fornøjelse og vi undgår endnu en gang regnen.

Sådan skal en cykelvej se ud - og så skal den være uden biler

Vi kommer til en sted, der netop rammer den polske grænse. Der er der lavet et lille pausested for cyklister. En stander fortæller om, hvordan Tyskland og Polen udvekslede to små områder efter krigen. Tyskerne fik noget her mod til gengæld at give polakkerne noget omkring Stettin.

Så kommer  vi ind i Polen, da vi krydser broen over vest-Oder, og ikke længe efter broen  over øst-Oder. Den sidste går vi over. Der er for smalt til at cykle. Allerede her afsløres det, at der er myg. Mange myg. Sultne myg. Sådan er det også inde i byen.

Broen over vest-Oder

Finder adressen på lejligheden, men det tager noget tid at komme ind. Efter at jeg forgæves har forsøgt at ringe på det angivne nummer, trykker jeg på "skriv til overnatningsstedet", og der har DE skrevet, hvordan man kommer ind. En nøgleboks på anden sal og en kode giver  os et nøglebundt i hånden. Der er TO låse og den ene skal drejes 2 gange den "forkerte" vej. Nemt skal det ikke være.

Lejligheden kan der ikke klages over og nu kl. 21.30 har vi både været ude at spise - lige ved siden af - pelmeni og to forskellige slags pirogger. Ikke store måltider men også kun til 16 zlt stykket. Lidt over 20 kroner. OG købt ind til i morgen tidlig i "Biedronka", polakkernes Netto.

66 km 

Tyskland-Polen 2023 Dag 3

Templin-Prenzlau Dag 3

Vi bor på hotel her i Templin. "Zum Eichwerder". Cyklerne er omhyggeligt låst inde, ikke bare i "tief keller", men også i et særligt cykelrum, hvor der står yderligere 10-12 cykler. En meget myndig receptionist sagde klart nej, da vi antydede, at vi måske skulle bruge cyklerne om aftenen. Det var slet ikke nødvendigt, da vi kunne spise.... og så remsede hun en del steder op inklusive pizzariaet, vi havde passeret og en indisk restaurant, som vi senere kom til at spise på.

Det regnede ganske vist da vi gik ud for at spise, men ikke meget.

Tyskerne er mestre i brolægning - ikke altid godt at cykle på

Her på hotellet er der ikke trange forhold som sidste nat. Man kan hurtigt bringes til at synes, at et almindeligt hotelværelse virker som en balsal.

Ved en fejl begynder vi med at køre op til torvet, hvor vi spiste i går. Og dermed havner vi midt i noget, som muligvis bare er en øvelse. På torvet holder i gul ADAC helikopter. Der ser ikke ud til at være nogen, der er kommet til skade, derfor antagelsen om, at det er en øvelse.

 Men de ser ud til at skulle lette, så vi bliver lige stående lidt. En af besætningen går rundt og beder folk om at fjerne sig og rotoren sætter i gang. Da de sidste har fjernet sig går han ind i helikopteren og lidt efter forsvinder den først op og siden væk.

Tilbage står spørgsmålet, om hvordan den nogensinde kom ned? Var der nogen på jorden til at rydde pladsen til den? Det får vi nok aldrig svar på.

Øvelse? på torvet

Vi begiver os på vej. Allerede inden vi er kommet ud af byen, viser der sig en lille botanisk have i forbindelse med et større ældre bygningskompleks, der er under renovering. Der snakker vi lidt med nogle "kustoder", der kan fortælle både om planter og bygningerne, der vist igen skal til at være skole af en slags.

Der restaureres generelt meget i det område vi kører i

Cykelvejen viser sig længere fremme ikke at være helt billøs. Og nogen kører ret hurtigt. Vi slipper dog uskadt frem til roligere strækninger indtil vi stopper for at se på kortet og bliver tiltalt af en mand ovre på hjørnet.

Han viser sig at have meninger om alt, som han gladelig deler med hvem som helst. Taler vældig hurtigt og er ikke specielt interesseret i dialog. Mere i enetale. Det går bl.a. ud på at man har platstret hans område til med vindmøller og nu skal staten - og dermed ham - betale for at der kan lægges kabler til Bayern, hvor de ikke har en eneste vindmølle. Og han betaler i forvejen den dyreste strøm i Tyskland.

Ikke nogen vindmølleeventyr på de flestes bekostning og til gavn for de få

Desuden har han andre kæpheste. Man kunne få indtryk af, at han slet ikke stemmer, for de misbruger alligevel alle sammen bare ens stemme. Men lur mig, om han ikke er en af AFD's støtter. Uden direkte at være ved det.

Desværre forstår vi ikke nok til helt at afgøre sagen. Men at kværulere elsker han i hvert fald.

Ved en fejltagelse ender vi i Boitzenburg, hvor der er et slot. Det er heldigvis ikke nogen stor omvej, og det er heldigt, for vi finder en cafe, der er indrettet i en gammel hestestald. Det har været gaststätte siden efter 30 års krigen, hvor en familie overtog den tidligere post-kro. Der var dengang med 50 km's mellemrum steder, hvor postdillicencen kunne holde hvil for natten.

 Så er der kaffepause

Således opmuntret af en Dobbelt Macchiato og en peanut-cookie kører vi videre hen til Edeka, som skulle åbne kl. 14. Tidspunktet er blevet bekræftet af Google Maps.

I Edeka provianterer vi til et aftensmåltid, for det virker meget tvivlsomt, om der skulle findes spisemuligheder omkring overnatningsstedet.

Vejen er fin - næsten hele dagen

Så kører vi videre og kommer til det vindmølleland, vores AFD ven, havde så meget imod. Der advares mod nedfaldende is fra møllevingerne!

De står ikke skævt det ere bare min vidvinkel.....

Lidt overraskende kommer så den store nedkørsel fra højlandet. Vi skal ikke overnatte i selve Prenzlau, men 5-7 km udenfor, så jeg tænkte, det først var i morgen, vi skulle ned. Vi så nemlig Prenzlau på afstand et sted nede i dalen.

Dedelow viser sig at være præcis så butiksforladt som ventet. Receptionen åbner først kl. 17 på "Pension am Tanger", så er lige en tur byen rundt. Der er nogle store boligblokke fra DDR-tiden, der er blevet shinet op og en enkelt, der ikke er. Den er til gengæld forladt. Har åbenbart været "Land Hotel", som der står, sidenhen, men nu er der ikke brug fo r mere end en pension.

Det er ren DDR nostalgi

Pension am Tanger er et rigtigt DDR levn. Fælles bad på gangen og et lidt slidt udseende. Kl. 17 er damen i receptionen/køkkenet kommet og lader sig kalde frem. Kun for straks lige at blive nødt til at tage telefonen. Og inden vi er blevet ekspederet færdig, ringer den igen.

Endelig får vi nøglerne, får bestilt morgenmad - for det kan man i det mindste - og går op og finder maden - og rødvinen - frem og sætter os ud for at spise under en primitiv pavillon, hvor der kun er ét hul i taget.

46 km

Tyskland-Polen 2023 Dag 2

 Am Stadthafen 4, Neustrelitz

Klokken er 7 og der lyder en let snorken oppe fra. Ellers er alt tyst. Der er blevet fyldt godt op i rørene siden vi kom hjem i går aftes, at dømme efter antallet af biler og motorcykler på parkeringen. Der står også et par cykler mere ved et rør.

Henrik og jeg bor i venstre "Slube"

Vejrudsigten taget i betragtning bliver det været en fortryllende dag. Der var lovet regn det meste af dagen både i start-og slutbyen. Ikke i store mængder, men alligevel.

Resultatet var, at den eneste gang det kunne kaldes regn for alvor, sad vi under to kæmpe piletræer og spiste frokost. Med smuk udsigt ud over søen Nesselpfühl.

Det er for alvor sø-land vi kører i i dag. Det første vi erfarer er, at vandstanden en gang var 4 m lavere end i dag. Så har der ikke været nær så mange søer. Men vandet blev stemmet op. Det står ikke helt klart hvorfor.

En anden ting er at der har været gravet. Dels efter ler til teglværkerne, dels efter brunkul. Det efterlader normalt også huller, der kan fyldes med vand og blive til søer. Så helt naturligt er det ikke altsammen.

Vi starter med at spise morgenmad et sted lige overfor. Man kan kun få morgenmads-buffet, så vi fylder godt op med hvad de har af gode sager. Kaffen er dog ringe.

Så en spadseretur langs lidt af søen. De har nogle sjove "husbåde", der må være levn fra den kommunistiske tid. En dame, vi møder, er lykkelig over at have fundet tilhørere. Det er svært at forstå alt, hvad hun siger, det er vist en lyngennemgang af de sidste 60 års (øst)tysk historie fra de russiske soldater, der var søde overfor børnene, da hun var barn til Putin, som hun hader af en godt hjerte. Undervejs er der også noget om hendes søn, der vist taler grimt om amerikanerne.

Mange af bygningerne til elforsyning er blevet kunstnerisk dekoreret. Det pynter da lidt på den grimme mast.

Elforsyningskunst

Kun en enkelt så vi som denne:

Grafitti på landet

Jeg opfatter beskeden: "Die Mauer steht immer", som at nok er muren væk, men opdelingen er der stadig...?

Der er ikke så mange middelalderkirker, som vi kender det hjemmefra. De kan se ud som denne i Wokuhl:

Denne kirke var stadig i brug

Eller denne i Dabelow, som i dag bruges til udstillinger. En bindingsværks kirke.

Denne havde udspillet sin rolle som alm. kirke

En enkelt fra middelalderen kom vi dog forbi. Men den var blevet ødelagt ved en krig i 1430.

Kirken i Retzov

Udsigten fra vores frokoststed

Kort efter frokosten fandt vi en nyåbnet café ned til søen til den anden side: Lychener Stadtsee. Den var lavet af to containere og lidt træudsmykning. Der hørte vi om en museum, der skulle være i byen. Bl.a. om omgivelsernes udvikling efter sidste istid, hvor isranden gik syd for Berlin. Der er gammelt morænelandskab, som vi kender det hjemmefra.

Det er kun nogle hundrede meters omvej, så vi kører derhen. Det er et blåt hus vi leder efter. Lige efter bymuren. 

Vi finder det: Flösserei Museum. 2€ i entre. Det er ikke galt. Slet ikke da der er toilet. Ellers er det bare et stort rum hovedsagelig optaget af en stor model af området. Det er tømmerflådning det drejer sig om. I de store skovområder har man naturligvis fældet træer og brugt vandvejene til at transportere dem på. Det har været måden at gøre det på et par hundrede år. Indtil 1960'erne, hvor lastbilerne overtager transporten.

Herudover er der beskrivelser af landskabets opståen i forbindelse med istiden. Det er ikke rettet mod internationale turister, men dem er der nok heller ikke så mange af. Og vi da øvet vores tysk.

Det bakkede landskab der bliver beskrevet, oplever vi bagefter endnu engang i virkeligheden i skovklædt udgave. Det er ikke meget lange eller meget stejle bakker, men op og ned går det ustandseligt. 

Et sted i skoven møder vi et par, der har været ude at plukke dels blåbær, dels kantareller. I anseelige mængder. De bor ellers i Berlin, men har et lille fritidshus her oppe, hvor de nyder freden væk fra den hektiske by.

Længere fremme kører vi lidt ned til siden og ser "Kirchlein im Grünen". Der er parkeret en hoben cykler udenfor og de viser sig at tilhøre nogle mennesker, der hører et foredrag inde i kirken. Kan vi høre. Vi lader dem være i fred og nøjes med at se kirken udefra.

Kirchlein im Grünen - endnu engang en form for bindingsværk

Vi prøver at fortsætte videre ad denne vej, der er blevet til brosten, grus, sand-vej, men opgiver hurtigt. Så er det alligevel bedre at køre de 500 m tilbage til "Hoved"-cykelstien som har så fin belægning.

Efter at være kommet til de sidste strækninger mod Templin, hvor der ikke er cykelsti, sætter Pernille farten op, for at komme væk herfra så hurtigt som muligt. På den måde kommer vi til Templin i et snuptag. Men klokken er også henad 17.30.

Da vi skal ud at spise regner det rigtigt. Det bliver indisk. Virkelig delikat i forhold til i går.

52,5 km

Tyskland-Polen 2023 Dag 1

 Dag 1

Så er jeg af sted. Klokken er 6.50 og jeg sidder i toget mod Næstved, hvor jeg skal skifte - og forhåbentlig møde Henrik og Pernille.

Det gik fint nok til stationen i Køge. Så var det nær gået galt. Jeg har snart kørt mange gange med Næstved-toget mod Kbh. Det plejer at køre 14 og 44. I dag skal jeg den anden vej, og det er så 49. Det holdt allerede og ventede på at køre ind på stationen, kunne jeg se.

Altså ventede jeg også. Men oh ve oh skræk. Da det satte i gang kørte det ind på den anden perron - det havde jeg ikke skænket en tanke. Der burde være 5 min, men der var nok allerede gået ét. Og jeg skal nu op med én elevator og ned med en anden. Jeg ser i ånden, at jeg ikke når toget, selv om jeg var på stationen 10 min før tid.

Lettere panisk farer jeg hen til elevatoren, men da den virker og bare skal ned først, føler jeg mig roligere. Og da den anden også virker slapper jeg af. "Det skulle være vogn 14", siger jeg til togdamen. "Så er det nede i den anden ende".

Der er stadig et par minutter, men da jeg kommer frem så kommer næste udfordring. Det er med høj indstigning - meget høj. Havde jeg været fuldt lastet, var det aldrig lykkedes at komme op i ét hug. Men jeg har kun to cykeltasker, så det lykkes! Med besvær.

Så burde alt vel gå smertefrit herefter? Nej, desværre. I toget spørger jeg togdamen, hvor Nykøbing-toget kører fra? "Spor 2 og vi kommer ind på 5". "Men du har 5 minutter", siger hun beroligende.

Vi er vist inde til tiden, men elevatoren viser sig at være helt nede i den anden ende. Jeg løber for en sikkerheds skyld derned.

Elevatoren kører netop op, men kommer da ned igen. Og så vælter folk ellers ud - i flere minutter føles det. Hvorfor fanden bruger folk ikke trappen, det er sundere. Da jeg kommer op, ser jeg mit tog komme ind. Må igen vente på elevatoren, men der er dog ingen med.

Må løbe hele vejen tilbage på denne perron for at finde vogn 22, hvor cyklen skal være. Og da jeg endelig står ved døren bliver der fløjtet og jeg er ved at blive klemt, da døren lukker. Men vi kommer da med - både cyklen og jeg. Det var lige på det yderste.... 5 min skiftetid er lige i underkanten på en travl morgen.

Pernille står og tager imod mig. De sidder nede i en anden vogn. Jeg stiller lige cyklen og går med.

Den nye Storstrømsbro set gennem et togvindue

Resten af dagen er uproblematisk. Der er rigelig tid til at cykle de 25 km til Gedser fra Nykøbing.

Gedser er ikke hvad den har været

Hvis man ikke må stille sin cykel op ad muren, hvor fanden skal den så være?

Det er en skandale, at tyskerne ikke kan lave en ordentlig skiltning mod Rostock for cyklister, men en yngre mand på løbehjul kan heldigvis vise vejen til cykelstien.

 På vej mod Altstadt Rostock

Vi når lige at gå fra banegården  til bymuren og kigge ind i Altstadt Rostock, før vi skal tilbage og med 16.21 mod Chemnitz. Der er kun 1 tim til vi står af i Neustrelitz.

"Sleep in a tube" er kodeordet til WiFi  på overnatningsstedet. Det er uden betjening. Og det er virkelig nogle lodrette rør, man sover i. En sjov ide, men komplet upraktisk. Det er stort set som at sove i telt. Man kan ikke røre sig uden at involvere den anden. Yderligere virker koden til det ene rør ikke, så der må en del telefoneren til før vi har en nøgle i stedet for en kode.

Nul stjerner.

45 km

Alte grenze afslutning

 04.09.22 Aakirkeby

Den endelige afslutning på cykelturen for mit vedkommende blev lige udsat nogle dage. Cyklen blev i Køge, mens jeg lige var en smut tilbage på øen, så først i dag skulle den køres hjem gennem Sverige.

Først s-toget til Hovedbanen. Jeg havde nået at tænke, at de jo kører hvert 10. min, så det ikke betød så meget, hvornår jeg kom til stationen. Indtil jeg lige nøjagtig IKKE nåede et tog. Så gik det op for mig, at det var søndag. Så er der 20 min imellem og det standser ved alle stationer.

Nå, jeg nåede Kbh.H og fik købt billet til både mig og cyklen. Jeg havde ellers set nogle opslag, der reklamerede med, at det var gratis at tage cyklen med i Øresundstoget. Da jeg for en ordens skyld tjekkede det, viste det sig at være rigtigt – for så vidt – for Øresundstog der kører til Sverige er det gratis, MEN…. Kun i Danmark, altså indtil lufthavnen….

Der var mange med toget, men der er en kupe, der er forbeholdt barnevogne, klapvogne, cykler og kørestole. Jeg var hurtig og fik anbragt min cykel det autoriserede sted, og den anden cyklist anbragte sin udenpå min. Men der sad allerede en række og optog pladsen for de klapvogne, der fristede en krank skæbne henne foran dørene, Flere af de andre passagerer havde prøvet at gøre opmærksom på problemer, og det lykkedes nogle nordmænd at fatte beskeden. Tilbage sad en mand, jeg høfligt henvendte mig til: ”Undskyld?” Han stirrede vedholdende ned på skærmen på sin telefon. ”Do you speak english?” Manden blev siddende uden at reagere. Da togdamen et øjeblik efter kom og tog skolestemmen på, kunne han pludselig høre og der kom orden på køretøjerne. Det er da utroligt, som folk kun har næse for sig selv…

Havde en meget hyggelig snak med den anden cyklist. Han var svensker, men boede i Danmark og talte dansk. Skulle over og cykle en 80 km’s tur med en kammerat, som stod på i lufthavnen – uden cykel. ;in svenske ven havde endnu en cykel i Malmø, som han kunne låne.

Jeg kom af i Hyllie og satte navigationssystemet i gang. Det består af en rute, jeg på forhånd har lavet i Google Maps. Desuden en app, der kan sørge for at skærmen ikke slukker og endelig en holder og et hylster til telefonen. Jeg skal selv sørge for at flytte kortet efterhånden som jeg flytter mig, men det kan man godt gennem plastikken. Man kan også zoome om nødvendigt.

Min hjemmekonstruerede rute ville passere alle stationerne på strækningen til Ystad, bortset fra den første Oxie. Dagens problem var nemlig vinden. 5-10 m/s modvind er ikke til at spøge med i det åbne skånske landskab. Vinden er jo som oftest vestlig, men der er snart intet, der er som det plejer, hvad angår vejret. Så derfor ruten. Så kunne jeg altid tage toget, hvis det kom til at knibe med tiden.

Normalt ville jeg starte med at køre til Svogertorp St., hvor man kan krydse banen og komme ud af det, jeg vil kalde Malmøs trafikale helvede. Et hav af motorveje og jernbaner med ud- ind- og sammenfletninger er vanskelig at have med at gøre som cyklist. Hvor kommer man over? Eller under…..?

Men med min navigationshjælper går det. I stedet for at køre ud af helvedet med det samme, leder den mig stille og roligt igennem det.

På et tidspunkt kører jeg langs den motorvej, jeg plejer at køre i bil på. Har aldrig bemærket, at der også er cykelsti på et stykke.

Da vejen videre frem mod Svedala ser enkel ud, slår jeg navigationen fra. Når skærmen skal være tændt hele tiden, bruger den MEGET strøm.

Fra Svedala følger jeg en rute, jeg har kørt på før. Det er min største force. Jeg kan straks genkende steder, jeg har været før. Og huske forløb på veje og stier temmelig godt. Det er fx ved Börringe Kloster, hvor Google Maps laver cykelrute på E45, hvor man bestemt ikke må cykle. Allerede da jeg lavede ruten, måtte jeg tvinge Google væk fra E45. Det lykkedes, men der skulle zoomes kraftigt, så skovstien kom frem.

Senere kommer en endnu mere tricky vej i Grönby, hvor det bare er en smal sti gennem skoven. Sidst mødte jeg en løber her. Denne gang er her INGEN. Skovstierne fortsætter og bliver til grusede skovveje, og jeg genkender dem.

Havde jeg ikke kørt her før, ville jeg have været betænkelig

Der er betydeligt flere bakker end længere sydpå

Da jeg omsider kæmper mig frem til Skurup, kører jeg til stationen for at se på togtiderne. Det begynder at knibe med tiden. Klokken er 16.30 og Google mener, at jeg har 1 t 45 min tilbage. Vel at mærke ved 20 km/t. Det vil mindst være 2 t i denne modvind og så bliver den 18.30, og der sejler færgen….

Jeg troede, der var timedrift på Pågatoget om søndagen, men det er åbenbart kun om morgenen. Nu er tiderne 08 og 38 her i Skurup. Jeg beslutter at tage én station mere: Rydsgård. Der vil tiderne nok være 15 og 45 og 17.15 skulle jeg kunne nå.

Netop, som jeg ser jernbaneoverskæringen forude, kommer jeg til at tænke på, at 38 toget fra Skurup snart må være her, og i samme øjeblik går signalet i gang og bommene ned. Der er orden i sagerne.

16.38 fra Skurup har netop passeret

I Rydsgård kommer der nye udfordringer, Billetautomaten har ”hængt sig”. Den kæmper forgæves med at afbryde et køb. Prisen lyder på over 2.000 kr. Der er nok en spøgefugl her, der ved, hvordan man får den ud af drift….? Da jeg har prøvet at trykke på alt uden resultat, kommer jeg til at se over på den anden peroon. Der er jo også en automat. Men hvordan kommer man derover, der er hegn mellem sporene. Jeg finder en undergang. Samme sag. Blot lyder købet her på over 12.000 kr.

Jeg tager et billede af begge automater, så jeg har dokumentation, når jeg må fortælle togpersonalet, at jeg ingen billet har.

Automaten arbejdede på højtryk - men....

Da der stadig er tid, får jeg en ny ide. Når man kan købe billet i Danmark gennem rejseplanen, må man også kunne det i Skånetrafikens app? Jeg harv faktisk en gang haft den for at kunne tjekke uregelmæssigheder på den svenske side. Henter den, og efter lidt bøvl med at betale – jeg har ikke ”swiss” eller hvad deres MobilePay nu hedder – har jeg en autoriseret billet på telefonen. 53 sv.kr. Det lyder dyrt, synes jeg, men oversat til danske er det vist kun 38 kr.

Togmanden beder IKKE om at se min billet! Han ved muligvis at automaten ikke virker! Det kunne jeg have sparet mig! Hvorfor skal jeg også altid være så lovlydig….? Fordi, det skal man. Basta.

Cyklen skal jo være et bestemt sted i toget, og jeg gider ikke binde den fast for de 10 min. Så jeg er tvangsindlagt til at høre og se på to møg irriterende unger og deres far. De taler engelsk sammen, så jeg er flere gange ved at buse ud med et: ”This is a train – not a playground”….

Da jeg er nået frem og står i bane 1 og venter på at færgen skal ankomme, ser jeg at bussen ved siden af er finsk! Det har jeg aldrig set før. Finner på Bornholm! De taler finsk-svensk, så jeg spørger chaufføren, om det er den første finske bus på vej til Bornholm? Nej, han har været her én gang før. Lige før coronaen.

Ombord på færgen kommer jeg til at sidde tæt på en ny irriterende unge og en passiv far. Ungen laver lyde hele tiden. Nogle gange en slags sang. Højt. Faren har lukket sig inde i sig selv med sin skærm.

Bedst som jeg er ved at eksplodere bliver mit bord invaderet af svenskere. Det viser sig at være nogle af passagererne fra den finske bus.

Det bliver en interessant overfart, som har sikret mig et overnatningssted i Helsingfors næste gang, jeg kommer der. Det er kvinderne der regerer i Finland. Statsministeren har vi jo lige hørt om – det hidser de sig ikke op over. Hun er god nok. Og alle koalitionspartierne ledes også af kvinder. Bortset fra at statens underskud er øget, er alt godt.

Vi snakker om alt muligt fra den finske borgerkrig til Sol over Gudhjem. ”Inbördeskriget” hedder det. Det tog tid at forstå hinanden der.

Det er mørkt da jeg kommer i land i Rønne, men udover det ubehagelige ved at møde en mørk cyklist på cykelstien, sker der ikke noget

74.50 km i alt ca. 55 modvinds km i Skåne.