Island Rundt 14

14.07.17

Det er ikke dårligt med en rigtig seng. For slet ikke at tale om HOVEDPUDE. Det er et 8-bed dormitory. Der er nogle søde finner, jeg snakkede med i går. Og en italiener, der blaffer. Ellers er de noget mærkelige. Der er en spanier, der har ligget og set film på sin computer fra det øjeblik, han ankom.

Jeg vågner en gang i nattens løb, og jeg hører stemmer. Først tror jeg, det er udenfor, men bliver klar over, at det er det ikke. Og lidt senere kan jeg høre, det er en film. Der er K.E.M. én, der ligger og ser film midt om natten - UDEN hovedtelefoner.

Efter at jeg havde forsøgt - så stille som man kan - at råbe vedkommende op, hørte jeg åndedrættet. Det var én, der sov. Jeg kravlede ned fra overkøjen og gik over og ruskede i vedkommende. To gange. Det var en dyb søvn. Så slukkede jeg den og gik op og sov videre. Det er nok mig, der er mærkelig....?

Det er ikke helt den Netto vi kender

I hvert fald ikke hvis vi ser på, hvilke varer de sælger (skal nærlæses)

Er nu flyttet hen på campingpladsen. Jeg har ændret lidt på planerne, nu hvor jeg efterhånden har vænnet mig til forholdene og mulighederne. Har download'et Vedur's app. Vedur er den islandske vejrtjeneste.

Planen er stadig at køre ad Kjölur ruten ind over højlandet. Det er den, hvor der er broer. Men der er jo ingen grund til at gøre det, når det blæser 7 m/s imod én. Ikke hvis man kan undgå det. Så jeg har ved at konsultere vejrudsigterne strøget turen op til Siglufjörður og rundt om halvøen.

Og nu vil jeg bruge dagen til at se lidt på Akureyri. Det skulle blive lidt regn i eftermiddag. Lad os se.....
Det er forudsagt, at det skal regne kl. 16. Kl. 15.30 begynder de første dråber. Det var meget godt ramt.

Så skulle det blive bedre senere og nu kl. 18.30 kan jeg se blå himmel flere steder. De er ikke så tossede de vejrprofeter.

Alex, pigen fra Utah, dukkede op og vi snakkede lidt.Om politik bl.a. Hun havde ikke været så meget for Obama, men nu savnede hun ham. Hun skal med bussen tilbage til Rejkjavik i morgen. Hun havde fødselsdag i går, og hendes far har givet hende 3 dage på Hilton Rejkjavik i gave.

Byen er den næststørste i Island. 17.000 indb. Den har universitet, som jeg var oppe at se på. Ja, stort var det ikke. Én bygning på 3-4 etaget og nogle lavere. Der var sommerferie.

Triller rundt i byen, der har store villakvarterer med meget forskellige huse. Det ser ud til, at mange af de nye er træhuse, der får en finish til sidst, der får dem til at ligne murede huse?
Så brød solen frem.!

Jeg bliver klar over, at der er en botanisk have, den nordligste i verden. Lystigarðurinn. Det er jo aften, men hvorfor skulle udendørs ting lukke, når det ikke bliver mørkt? Den er da også stadig åben og absolut et besøg værd. Artsrigdom er jo ikke noget, man bliver forvænt med på Island.

Fra den botaniske have

16 km

Island Rundt 13

13.07.17

Her er nogle små fluer, de er møgirriterende. Ikke så meget at de svirrer om hovedet på én og sætter sig, nej, de kravler ind i øjne og ører. Nå, når man bare cykler hurtigt nok forsvinder de.
Jeg vågnede i morges til den klukkende lyd af vand. Jeg har lagt mig ved siden af vandløbet, der afgrænser pladsen. Himlen ser LIDT lovende ud. Tør ikke sige mere, de sidste regndråber faldt for en halv time siden.

Min lejrplads ved Goðafoss

Der kom en hollandsk cyklist efter mig i går. Havde planlagt en 4 ugers tur. Nu var han "fed up" efter lidt mere end 2. Mente han havde set det, han ville. Var skuffet over den manglende autencitet. Ikke andet end turister. Havde også været ude i det værste: Opad i højlandet i modvind på dårlig vej. Var vendt om. Nu havde han book'et om og skulle med bus fra Akureyri og hjem. Var nok omkring 60.

Sidst kom en polak. Rablede på et halvuforståeligt engelsk, men jeg fik da nogle vigtige informationer ang. Kjölur ruten, jeg skal af mod Reykjavik.

Det er efter islandske forhold vindstille. Nu er der bare at pakke. Et vådt telt.

Inden jeg når så langt, er miraklet sket. Skyerne er ved at spredes, og solen skinner. Teltet når at blive tørt, og jeg udveksler email og tlf. med hollænderen. Vi skal have en øl sammen i Akureyri.

Goðafoss trækker folk til

Et sted i det fjerne skal jeg over mellem bjergene

Cykelkortet fortæller om en mere end 200 højdemeter stigning næsten midtvejs. Jeg har længe spejdet efter den. Nu er den der, men falder heldigvis mindst i 2 etaper. Jeg laver en kort pause efter den første. Så viser det sig desværre, at der kun var 2. Nu kommer dræberen.

Heldigvis er der ingen fluer her, det er ellers mega irriterende, når man kører 6-7 km/t, og ikke kan slippe fra dem
.
Gør et enkelt stop, da jeg mener, jeg er mere end halvvejs. Det er både godt og ondt med sådan et stop. Når man sætter i gang igen bagefter, dør benene efter ca. 20 tråd. SÅ er det, man ikke skal pive men bare holde ud. Som jeg håbede, var det stort set ovre efter det sidste sving, jeg kunne se.

Jeg tror, jeg var ca. 40 min om turen op. Med 44 km/t tager det nok max. 5 min at køre ned, det sidste stykke med ekstra fart, da jeg får medvind sydpå mod Akureyri.

Det er 14 gr. Jeg har kørt op i t-shirt, men må have cykeljakken på på nedkørslen - og så er det endda koldt.

Et kig nordpå mod ishavet - eller hvad det nu hedder

Akureyri ligger i bunden af en beskyttende fjord.

Akureyri set fra den anden side af fjorden

Jeg kører det sidste stykke på en sti med bænke m.m. og en rædsom skulptur, om den også er til cykler, ved jeg ikke.

På vej mod det centrale Akureyri

Finder også turistinfo og dernæst vandrehjemmet. Receptionen åbner først kl. 15, så jeg går over i supermarkedet, der ligger næsten ved siden af. Går så tilbage og spiser anden frokost - og så er der åbent.

Nu kl. 17.30 har jeg fået fat i en ekstra gasdåse, en adapter, så jeg kan bruge min forlænger med stikdåsen til alle mine opladere OG fået vasket. Alting koster åbenbart 1.000 i dette land. 1.032, 995, 1.000.

Et alm. dansk firkantet stik kan IKKE gå i de islandske stikdåser. Så ved I det, hvis I kommer på disse kanter.

Jeg har travlt med at få opdateret blog'en. Skriver med hollænderen og vi aftaler at mødes 20.15 på den centrale plads. Det må være til at finde, SÅ stor er byen heller ikke.

Da vi mødes, har han en amerikansk pige med, som også cykler. Vi får bare en enkelt øl. Efter Egil's på 2%, slår en almindelig hårdt. Også selv om man kun har cyklet 60 km.

60.31 km

Island Rundt 12

12.07.17

Ved 23-tiden lagde jeg mig lige lidt ned i soveposen. Bare for at holde varmen. Kl. 0.30 måtte jeg stable mig på benene og gå op og børste tænder. Det bliver nok ikke sidste gang det sker.

Vinden er vendt. Efter en ualmindelig stille dag i går, blæser det nu fra syd. Det begyndte i går aftes.
Så nu har jeg igen modvind, men rolig. Kun til jeg når syd enden af søen. Kommer forbi en seværdighed, der ikke er nævnt i bogen: Höfði, et lille naturreservat. En skov må vi vist kalde det, men det er i sig selv også en seværdighed på Island. Samtlige de træer og buske, jeg har set hidtil og en hel del flere: en art lærk og fyr. For en islænding - eller en cyklist - må dette nærme sig paradis. Der er fuldstændig læ. Og her dufter.

Der begynder at komme dryp i luften. Ikke regn.

Jeg standser ved Skútustaðagigar (prøv LIGE at sige det), der er et område med såkaldte pseudokratere. Min vable fod har ikke så godt af at gå i dag, men jeg går lige en mindre runde. Må videre.

Pseudokraterne ved Skútustaðagigar

Aldrig så snart er jeg nået frem til Ringvejen, før der kommer en bakke. Jeg vil ikke kalde det et bjerg, men 75 højdemeter er der. Den falder i 3 dele med sving imellem. (Først nu indser jeg, at det jo er kraterranden i den anden side. Den er bare meget mere bevokset)

Der er sandelig forskel på at køre opad i medvind og modvind. Og nu er den med. Så er det ingen sag. Og så de bakker, der kommer nedad bagefter!!!

Jeg er kommet ind i mere gæstfri egne. Grønne dale med brusende vandløb. Et hus i ny og næ. Til sidst ligefrem en bebyggelse: Laugar. Ikke længe efter kommer dagens arbejde, en ny "bakke", jeg skal over. 50 m ved starten og 270 m ved slut, det giver 220 højdemeter. Så skal der arbejdes!

Da nedkørslen så småt er begyndt, kan jeg allerede se det majestætiske Goðafoss nede i det fjerne. Dér skal jeg bare ned, og cyklen kører af sig selv.

Så allerede kl.15 har jeg spist frokost, slået telt op og konstateret, at computeren stadig er i live. Den ville ikke starte i går, og jeg frygtede det værste. Den var omkring 50%, da jeg slukkede den sidst. Men jeg må have ramt ved siden af, så den stod på slumre og lige så stille slumrede helt ind.

Det er bare en lille plads, men de lade til ofte at være de bedste. Der er shower og el, det sidste dog udenfor, og som senior fik jeg det for 1000. Så har jeg råd til en kop kaffe henne på caféen. Goðafoss lokker jo mennesker til og så blomstrer turismen.

Jeg nåede aldrig kaffen. Det begyndte at regne, men jeg fandt et stik i toiletbygningen, som er en ombygget container. Dér stod jeg så og overførte billeder og skrev.

Det regnede uafbrudt til kl.20. Jeg lå og var ved at falde i søvn, da jeg pludselig registrerede, at solen skinnede og skyndte mig over for at se på vandfaldet.

Goðafoss i aftenlys

56.62 km

Island Rundt 11

11.07.17

Jeg sidder klar i bussen og klokken er 8.02. Vi har ventet forgæves på de to sidste og kører nu. Jeg ankom som én af de sidste kl. 7.47, to minutter for sent.

Sådan ser en 4WD islandsk bus ud

Vi kører tilbage den vej jeg kom fra og jeg kan ikke kende det. Nu har jeg selvfølgelig også mere tid til at se mig om. På nedkørslen var jeg bare koncentreret om vejen.
Vores guide skal vi kalde Sigga. Hun har været på højskole i Bjerringbro, så hun taler lidt dansk - den første jeg har mødt.

Den række af stenmarkører, jeg bemærkede på min vej, er ikke grænsemarkering, men vejvisere. Før de rigtige veje. De står tæt. Mange kunne jo være dækket af sne om vinteren.

Da vi kommer til vej F88 ned mod Askja, samler vi én op som kommer fra Grimstunga. Hun siger, der er blevet ringet, men guiden ved det ikke, men tager gerne mod betaling.

Så mangler vi bare 100 km - men asfalten er sluppet op

Der sidder et ungt par foran mig. Han hører musik, og hun sover vist. Læner i hvert fald hovedet mod hans skulder. Så se dog ud på dette ensformige, øde, enestående landsskab - I har betalt for det!

Vi kommer forbi en bil, der har kørt 5 m væk fra vejen. Der står et lille telt. Chaufføren standser og tager et billede af den. Illegal offroad driving. Og muligvis også ulovlig overnatning i nationalpark. Man tager tingene meget seriøst her i Island.

Bussen hopper og danser ind imellem, men gennemgående er vejen god. Vi kører op på et højdedrag og vejen vrider og vender sig der, hvor lavaen stadig står som klippe, men det allermeste er for længst blevet eroderet til stenørken. Plantevæksten er for det meste ikke eksisterende, og dog er der områder med lidt sparsomt græs. Vi har 100 km foran os på denne vej...

Vi passerer endnu en bil, men den står på en lille vigeplads - den eneste jeg har set - så den bliver ikke fotograferet.

Vi gør holdt ved det første vadested - efter vi er kommet over. Det ser ikke sværere ud, end dem jeg har passeret. Der er et grønt område omkring floden - eller LIDT grønt er nok rigtigere. En bus passerer os, det eneste i bevægelse vi har set, siden vi drejede fra for 1 time siden.

På vej over elven

Bjerget Herðubreið - den hærdebrede - er desværre klædt i skyer, så man ikke ser den flade top. 1683 m højt er de islandske bjerges dronning. Da vi gør holdt ved Herðubreidarlindir, foran bjerget, er solen kommet frem og skyerne spredes om bjerget. Intet kunne være bedre. Så kom jeg her alligevel!!!

Den hærdebrede

Der er en emergency airport tæt ved. Bare man fjerner de store sten, er der mange mulige landingspladser.

Vi passerer en sø, "Svanesøen". Der er et svanepar, der kommer og yngler her hvert år. Nu kommer vi gennem en af de mere faste lavamarker, hvor vejen snor sig helt sindssygt.
Og sådan skifter det....

Stopper et sted, hvor bussen kører lidt frem og venter, mens vi går ned til et vandfald. Jeg vil tro vi kører 30 km/t på de gode stykker og højst 10 på de dårlige.

Kører gennem et gult pimpstensområde fra et udbrud i 1875. Man har tidligere brugt pimpsten til isolering i Island.

Vejen ender. Vi møder vej 910,og det hedder den nu. Samtidig kommer vi til området, hvor Neil Armstrong og Buzz Aldrin i 1965 og 67 trænede, før turen til Månen. Det ligner det også - altså billeder jeg har set. Her er vejen meget sandet. Ikke noget for en cykel. Men jeg har prøvet noget lignende i Bolivia.

Afskyelige sandede strækninger - her gør 4WD godt

Vi når frem til Dreki. Herfra må man gå. Gennem sne, sjap og lavaområder. Jeg ved ikke hvor langt, 3 km måske, men ikke nemt at gå i. Min vable plager mig lidt, men ikke mere, end at jeg er forrest sammen med guiden.

Så kommer vi til Öskjuvatn, som søen i Askja hedder. En kratersø af nyere dato. Stor.1 km i diameter. Men endnu nyere er det mindre krater i siden af søen, Viti. Det er også vandfyldt. Fyldt med noget meget smukt smaragdgrønt vand. Det skulle man vist kunne bade i. Jeg spørger guiden, hvor varmt det er? Hun er noget tøvende. 40  gr. måske. Nå. så er det for varmt. Men da jeg kommer nærmere, ser jeg skiltet: Vandet er 22-24 gr. og færdsel derned er på eget ansvar, underskrevet Rangeren. Man skal holde sig ved vandløbet.

Der er stejlt og ingen sti eller reb eller noget. Men der svømmer folk rundt dernede. Hvis man ikke passer på, kører man på r.... hele vejen ned. Man brækker nok højst en arm eller et ben. Men jeg passer på. Ligesom de andre.

Viti krateret

Det er ikke helt nemt at komme derned

Og inden længe svømmer jeg rundt i dette behageligt tempererede grønne vand. Det er lavt et stykke ud, og så forsvinder bunden ned i dybet. Jeg bliver ikke i længe. Senere opdager jeg, hvordan mine hænder lugter svovl-metal-agtigt. Jeg skal vist under bruseren, når jeg er kommet "hjem".

Så er jeg på vej

Halløj alle sammen - kan I se mig

Jeg snakker lidt med nogle islændinge. De har heller aldrig været der før. Senere viser det sig, at de lige er kommet hjem fra staterne og stadig kører rundt i en kæmpe amerikansk 4WD på New Hampshire plader.

På vej tilbage

Jeg synes lige, jeg skal lidt mere rundt, men så ser jeg guiden sætte næsen hjem over. Jeg ser heller ikke andre fra bussen. Det lykkes mig stort et hver gang, vi holder pause, at være den sidste, der stiger om bord. Men altid til tiden.

Så kører vi tilbage og NU kan guiden komme med de skrækkelige historier om folk, der er forsvundet i området.

Ikke ligefrem noget gæstfrit landskab

Øjnene bliver tunge, men man sover hverken meget eller behageligt i dén bus på dén vej. Efter 11,5 tim og 268 km er vi tilbage, og det var alle pengene værd.

Jeg har forventet, at der sidder endnu et rødt skilt på mit telt. Om at jeg skal henvende mig i receptionen. Eftersom receptionen åbnede kl.8 og jeg skulle køre kl.8, kunne jeg jo ikke betale i morges, så det gør jeg nu på vejen. Og da jeg kommer til teltet, er skiltet der ganske rigtigt.

0 km

Island Rundt 10

10.07.17

Kl.23.15 gik solen ned bag bjerget, som dog nærmest bare er en bakke. Ikke længe efter beslutter jeg at gå til ro, selv om der stadig er uro på pladsen. Nogle børn larmer - men noget væk - tættere på snakker nogle kvinder højt. Italiensk tror jeg.

Netop som jeg er godt på vej mod drømmeland rykker det voldsomt i teltet. Som hvis én faldt over en bardun. Jeg HAR bare ingen barduner. Ikke spændt ud i hvert fald. Kunne være et pludseligt vindstød??

Da jeg næsten er faldet i søvn igen, sker det igen. Denne gang er jeg ret sikker ppå, at det er pludselige vinde. Mærkeligt....

Så falder jeg ellers rigtig i søvn -  og bliver revet tilbage til virkeligheden af noget, der tilsyneladende prøver at komme op af jorden et sted under mit hovede. Hvad er det? Hvad sker der? siger jeg i min halvsovende tilstand. Der lyder en stemme. You have a steckar. A Steckar? What's a steckar? siger jeg, og tænker på hvilket dyr, der har en vis størrelse og prøver at komme op af jorden. A steckar, a red steckar. You have not paid....

Så dæmrer det.... jeg glemte at sætte mærkaten på teltet i går. Oh, I forgot to put it on, I have it here. How many are in the tent? Oh, you think it's big? It's just me.

Og endelig, kl. 01.30, kan jeg komme til at sove for alvor. Jeg kan ikke lade være at more mig over det, men samtidig er jeg også lidt oprørt. Hvorfor skulle jeg vækkes TRE gange?

Kl. 7.00 er jeg oppe for at bade. Begge båse er optaget, men der går ikke så længe. Det er igen dette svovllugtende varme vand. Man har separat rørføring for varmt og koldt vand.Det er vel det samme varme vand, man bruger til opvarmning?

Det er gråt og ikke en vind rører sig, men ovre mod vest, lidt efter krateret, er det som om skyerne spredes. Ligesom det var dér, der var blå himmel i går.Da tænkte jeg, at der var noget magisk her omkring Myvatn.

Det er der definitivt ikke i dag. Snart støvregner det. Men meget lidt og ikke længe. Jeg går op og book'er min tour til Askja i morgen.

Den er hjemme. Når man køber her betaler man 23.000, men får så 1000 tilbage i penge. Penge der nok ikke er helt hvide.

Da jeg siger, at jeg vil klage og fortæller hende historien fra i nat, er hun ved at dø af grin. Det var ejeren, og han er åbenbart en gammel gnier. Ikke bare render han rundt om natten for at genere evt. gratister, han har også lyssky aftaler og ansætter østeuropæisk personale. Pigen i receptionen er lette og en anden ansat taler et andet østeuropæisk sprog.

Jeg kører først til Hverfjall (udtales [kværfjall]). En grusbunke på mere end 1 km's diameter og 100 m's højde. Med et hul i midten. Altså et uddødt krater. Man kan gå op og gå hele vejen rundt på kanten.

Bagefter kører jeg videre til Dimmuborgir, et større område med sære lavaformationer. De ER virkelig sære. Jeg er der nu ikke så længe. Der er stier af mange farver. Jeg går kun på den blå og den gule. Her op til er vejen asfalteret. Det er altså hovedattraktionen. Den anden vej var bare grus.

Jeg opgiver at køre ned til sydenden af søen. Det er koldt og selv om jeg nyder at køre uden bagage, trænger jeg til en fridag fra cyklen.Og jeg harv mange dage, der skal skrives ind på computeren.

Og dagen kan hurtigt gå. Der kom lige nogle cyklister fra et sted midtvejs mellem her og Akureyri. Jeg havde ikke tjekket, men nu ved jeg, at jeg ikke behøver at køre dertil i ét stræk - over 100 km.

14,3 km

Island Rundt 9

09.07.17

Det regnede i nat. Temmelig meget. 6.30 føler jeg, det er tid til at stå op. Det er koldt. En grå himmel, hvor skyer delvis skjuler nogle af de omkringliggende fjelde. Ikke opmuntrende.

Det tager tid at komme af sted, også fordi der altid er nogle at snakke med og udveksle oplevelser med. Toiletfaciliteterne her er noget begrænsede, selv om der er træk-og-slip. Men der er en hyggelig køkkenbygning opført i en slags oldislandsk stil. Der kan man ikke undgå at komme hinanden ved for der er kun 2 gasblus.

Det indre af køkkenbygningen 

Og udefra med mit telt i baggrunden

Da jeg kører kl.10 er det netop begyndt at regne. Hmm.

Så er selv nok så stor bil ikke til megen nytte

Tilbage på hovedvejen starter det med en tur op over en fjeldryg. Vejen snor sig i store slyngninger af sted. Det regner - nogle gange mere and andre. Som regel kan man se 3-4 km frem til det næste sving. Svinger vejen nu til venstre så vinden kommer mere fra siden eller til højre så den bliver stik imod - det er de store og væsentlige spørgsmål som cykelturist.

Det blæser ikke HELT så meget som i går. Men det er koldt. Nok koldere. Ind imellem er mine fingre følelsesløse.

Holder ind imellem pauser, hvor jeg bare står med cyklen et par minutter. Det hjælper.

Den nye rulle kiks smager fortræffeligt. Der skal komme et beboet sted med camping om 26 km.
Da der ikke er noget som helst at sidde i læ af, for ikke at tale om at stille cyklen op ad, er det det eneste jeg kan se frem til.

Regnen har været holdt op. Jeg opdagede det først, da den begyndte igen, nu regner det meget.
Jeg har besluttet at droppe Dettifoss, det var ellers et af hovedpunkterne i planen. Men hvem gider køre 35 km på dårlig vej i modvind for at se på en vandfald i regnvejr? Om end det er Islands vandrigeste. Så planen er at køre direkte til Myvatn.

Jeg spejder længe efter pause stedet. Jeg har kig på en større mørk klump. Kn det være træer? Jeg er så focuseret, at jeg først sent ser broen. En hængebro på en 100 m. Det må Dettifoss elven, der løber her. Faldet er desværre 35 km væk. Her kommer også Grimstunga, som det åbenbart hedder. Men det er 4 km nede til siden. Gider jeg køre så langt på grus for en kop kaffe?

Et blik mod syd - bjerget Herðubreið - og lupiner i forgrunden

Jeg beslutter mig for at gøre forsøget. Det er også vejen mod Dettifoss, så jeg kan få et indtryk af vejen og vinden.

Først sidder jeg ude i kulden og spiser min frokost - det får jeg lov til. Så er der kaffe og kage til 1200 is.kr. ca. 70 d.kr.

Det er vidunderligt at komme ind i varmen og selv om jordbærkagen dårlig nok er tøet op fra fryseren og kaffen er yderst sædvanlig, så er det alle pengene værd. Og så er der Wi-Fi!!!
Jeg spurgte damen, hvordan det kunne gå til? Det er kabel, viste det sig. Der kommer TV også. Og telefon. Det er sgu nogle lange kabler, de har fået lagt heroppe nord på.

Så er det ud i kulden igen. De 40 km til Myvatn.

Den første chikanebilist har nu passeret. Kører bevidst så tæt på han tør i høj fart. Jeg skriver bevidst HAN.
Vejen bugter sig i store slyngninger gennem landskabet, nogle gange op, nogle ned. Der er kommet får igen. Det kan blive for småt for enhver.

Ulovlig offroad kørsel

Vinden er bedre, så jeg kommer fremad. Ydermere er det holdt op med at regne og et sted langt fremme, kan man se solen skinne. Jeg tæller ned. Nu er der kun halvdelen tilbage.

Civilisationen melder sig. Noget der utvivlsomt er en mobilmast og en målestation, tror jeg. Og der kommer nogle elledninger fra et sted nede mod SØ. Formodentlig på vej samme sted som jeg.
Da der kun er 10 km igen begynder jeg at spejde frem. Jeg ved ikke, hvad jeg ser efter, men Myvatn er i hvert fald en sø. Der er nogle bjerge, der ser ud som om, solen skinner på dem. De er helt lyse, og der ER sol i den retning.

Efterhånden er der bjerge hele vejen foran mig. Det damper nedenfor dem et bestemt sted. Og jeg kan lugte svovl. Lidt efter er lugten nu væk.

Så ser jeg vejen. Den slynger sig op af det lyse bjerg og forsvinder. Det må være den vej, jeg skal. Og nu går det først op for mig, at man naturligvis skal op i krateret for at komme til en kratersø
.
Og et øjeblik ligger hele sceneriet til venstre for vejen før opkørslen foran mig. Et mere eller mindre gulfarvet område med det ene osende punkt ved siden af det andet. Og en p-plads og en masse mennesker, som dog ikke syner af meget på det store område. Det hedder Namafjall eller Hverir.
Jeg kører ind og parkerer og går rundt i svovldunsterne sammen med de andre. Boblende mudderpøle og hylende udledninger af gasser.

Det lyse bjerg i sigte

Da jeg kører igen, ved jeg ikke, hvad land, jeg er i. Jeg ved ikke hvorfor, måske er det en del af den fornemmelse, jeg ofte får, når jeg er længe væk. Det bliver bare til "landet" jeg færdes i, og som jeg tager i besiddelse efterhånden, som jeg lærer det at kende. Jeg bliver overrasket, da det går op for mig, at det er Island.

Der er et skilt, der truer med 10% de næste 4,5 km. Så ved man godt, hvad den næste halve time skal bruges på!.

Jeg holder en enkelt pause, men så ser det ud til at jeg er oppe. Allerede?
Det er faktisk tilfældet. Nu skal jeg bare ned på den anden side. Lige som nedkørslen begynder, er der en p-plads. Jeg kører ind og tager Myvatn og omgivelser i øjensyn. Det er meget fremmedartet. Der er lidt Tolkien over det. Oser op af jorden rundt omkring.

Så drøner jeg ned og når omsider et skilt med: Reykjahlið. Det skal byen hedde. Jeg har aldrig hørt nogle omtale stedet sådan. Det er altid bare Myvatn både om sø og by. Der er da også et skilt med Myvatn S.

Campingpladsen jeg har hørt om ligger lige overfor smukt ned til søen, men man må dog ikke gå de sidste  5 m, det er "restricted area".

Jeg tegner mig for 2 dage, kan altid forlænge. Tanken er at sightsee'e i morgen på egen hånd og book'e en tour til Askja i overmorgen. Det er en 11 tim's tur i en 4WD bus til 23.000 is.kr. Det er dyrt, men jeg kommer nok ikke igen foreløbig.

Jeg ankom vist 19.30. Nu er den 21.30 og jeg har rejst telt og spist og skrevet og drukket the, så nu er jeg klar til en "early night", bortset fra at solen, som kom til at skinne allerede inden jeg var fremme, står temmelig højt på himlen. Der er nok hedt i teltet. Sært - når man tænker på, hvor koldt det har været i dag.

82,14 km

Island Rundt 8

08.07.17

Kl. 6.15 regner det. Ikke uventet. Men inden længe hører det op, og det virker som om solen skinner, der bliver varmt i teltet.

Da jeg har spist morgenmad beslutter jeg, at få teltet ned mens jeg kan i tørvejr. Alt bliver efterhånden flyttet ind i "spisesalen" og udenfor er der et halvtag cyklen kan stå under, mens jeg læsser den.

En klog beslutning viser det sig. Netop som jeg er ved at give mig på vej, begynder regnen rigtigt. Jeg har ca. 65 km foran mig, men har hele tiden været indstillet på at få regn i dag. Farvel Adalsbol - og dit dejlige badeværelse.

Da jeg er ved at køre, er der også et hold gæster, der har overnattet inden for, der skal til at køre. De snakker et østeuropæisk sprog. "Is that Tjek or....", siger jeg. Yes, it is, how could you tell, siger en af kvinderne glad. Jeg syntes ikke helt det lød polsk og så gættede jeg. Vi udveksler lidt oplevelser. De har lejet disse 4WD i Keflavik ligesom rigtig mange andre. Jeg tror, at mindst hver anden bil, man ser, er en udlejningsbil.

Jeg har forhørt mig om vejene her omkring hos værten, og har ikke besluttet mig endnu. Vil se, hvordan det ser ud.

Vejen er absolut hæderlig

Det regner med mellemrum hele formiddagen. Aldrig voldsomt, mere en let regn. Da jeg kommer til Brú, er der to muligheder. Den højre skulle være den nemmeste, den anden den korteste, men den går stejlt op det første stykke tid. Den første går kun lidt op, siger han.

Set fra broen over til Brú

Hvis jeg vidste, hvad jeg ved nu, havde jeg taget den korte. Det er nemt at være bagklog.
Jeg kommer igennem Eriksstadir, der har 2 huse ligesom Brú. Men også en kirke. Godt nok den mindste, jeg har set. Der er nogle kedelige stigninger og vinden er imod. Men vejen er god. Igennem Eriksstadir ligefrem asfalteret.

Dette gentager sig i den næste by, der har hele 4 huse, men ingen kirke. Der skulle være 40 km ud til Vej 1. Når dalen bliver smal, skal man typisk op, og det sker adskillige gange. Efterhånden hører regnen op.

Man mangler sjældent vand

Jeg når frem til Vej 1, som jeg har kunnet se et stykke tid. Altså ikke HELT frem, for nu måjeg vælge. Enten tager jeg turen ned til den, men skal så de meter op igen, eftersom Vej 1 skal op over en højderyg. Eller også bliver jeg på denne vej, der i følge kortet går parallelt med Vej 1 for så at slutte sig til den længere fremme.

Jeg beslutter det sidste for at spare højdemetrene - og forbander det senere. Dels har denne vej ikke samme jævne stigning som vej 1, dels bliver dette stykke øjensynlig ikke vedligeholdt så godt, da enhver bilist med hjernen i behold vil foretrække at komme hurtigst mulig på asfalt, hvad enten det går ned eller op.

Nuvel, frem kommer jeg til sidst til dejlig asfalt. Desværre er jeg også kommet ud på en vej, der er FULDSTÆNDIG åben. Og vinden synes at komme direkte fra Nordpolen. Kold og heftig.
Det er ikke direkte modvind, men jeg kører kun 9-11 km/t i evigheder. Synes ikke jeg kommer ud af stedet. Timerne går. Jeg havde håbet at nå frem til et sted længere fremme på 1'eren, det bliver umuligt. Eneste mulighed - hvis ikke jeg vil slå telt op på den forblæste ødemark - og der er virkelig INTET - er at køre ned til mit oprindelige mål Mödrudalur nordfra. Der kan ikke være mere end 10 km fra 1'eren.

Det må vel kaldes stenørken

Omsider tilsmiler heldet mig: vejen drejer, for at blive i den vinkel. Jeg kommer pludselig op at køre 16 - 20 - 24 km/t. Og netop som jeg kommer ind i et måneagtigt landskab - nu er der hverken mos, lav eller græs - kommer der en L-A-N-G nedkørsel. Jeg har åbenbart kørt opad længe. Med over 60 suser jeg nedad. Og på mindre end en time, når jeg lige så langt som på de foregående 3.

Skiltet kommer: 8 km. Jeg er tilbage på grus, men af en god kvalitet og svinger ind foran caféen foran camping området kl. 20.00.

97,26 km