fredag den 14. juli 2017

Island Rundt 14

14.07.17

Det er ikke dårligt med en rigtig seng. For slet ikke at tale om HOVEDPUDE. Det er et 8-bed dormitory. Der er nogle søde finner, jeg snakkede med i går. Og en italiener, der blaffer. Ellers er de noget mærkelige. Der er en spanier, der har ligget og set film på sin computer fra det øjeblik, han ankom.

Jeg vågner en gang i nattens løb, og jeg hører stemmer. Først tror jeg, det er udenfor, men bliver klar over, at det er det ikke. Og lidt senere kan jeg høre, det er en film. Der er K.E.M. én, der ligger og ser film midt om natten - UDEN hovedtelefoner.

Efter at jeg havde forsøgt - så stille som man kan - at råbe vedkommende op, hørte jeg åndedrættet. Det var én, der sov. Jeg kravlede ned fra overkøjen og gik over og ruskede i vedkommende. To gange. Det var en dyb søvn. Så slukkede jeg den og gik op og sov videre. Det er nok mig, der er mærkelig....?

Det er ikke helt den Netto vi kender

I hvert fald ikke hvis vi ser på, hvilke varer de sælger (skal nærlæses)


Er nu flyttet hen på campingpladsen. Jeg har ændret lidt på planerne, nu hvor jeg efterhånden har vænnet mig til forholdene og mulighederne. Har download'et Vedur's app. Vedur er den islandske vejrtjeneste.

Planen er stadig at køre ad Kjölur ruten ind over højlandet. Det er den, hvor der er broer. Men der er jo ingen grund til at gøre det, når det blæser 7 m/s imod én. Ikke hvis man kan undgå det. Så jeg har ved at konsultere vejrudsigterne strøget turen op til Siglufjörður og rundt om halvøen.

Og nu vil jeg bruge dagen til at se lidt på Akureyri. Det skulle blive lidt regn i eftermiddag. Lad os se.....
Det er forudsagt, at det skal regne kl. 16. Kl. 15.30 begynder de første dråber. Det var meget godt ramt.

Så skulle det blive bedre senere og nu kl. 18.30 kan jeg se blå himmel flere steder. De er ikke så tossede de vejrprofeter.

Alex, pigen fra Utah, dukkede op og vi snakkede lidt.Om politik bl.a. Hun havde ikke været så meget for Obama, men nu savnede hun ham. Hun skal med bussen tilbage til Rejkjavik i morgen. Hun havde fødselsdag i går, og hendes far har givet hende 3 dage på Hilton Rejkjavik i gave.

Byen er den næststørste i Island. 17.000 indb. Den har universitet, som jeg var oppe at se på. Ja, stort var det ikke. Én bygning på 3-4 etaget og nogle lavere. Der var sommerferie.

Triller rundt i byen, der har store villakvarterer med meget forskellige huse. Det ser ud til, at mange af de nye er træhuse, der får en finish til sidst, der får dem til at ligne murede huse?
Så brød solen frem.!

Jeg bliver klar over, at der er en botanisk have, den nordligste i verden. Lystigarðurinn. Det er jo aften, men hvorfor skulle udendørs ting lukke, når det ikke bliver mørkt? Den er da også stadig åben og absolut et besøg værd. Artsrigdom er jo ikke noget, man bliver forvænt med på Island.


Fra den botaniske have


16 km

Ingen kommentarer:

Send en kommentar