Island Rundt 7

07.07.17

Jeg ligger ved siden af tyskerne. I går aftes kom der 3 unge spaniere og lagde sig klos op ad os. Børn rendte stadig rundt og råbte og skreg, da jeg var ved at gå til ro, og spanierne kæftede op. På mirakuløs vis faldt jeg alligevel i søvn, men her til morgen siger tyskeren, at  han havde måttet be' dem klappe i klokken halv tolv.

Her hvor jeg er ved at skulle af sted, er de ved at få øjne. Jeg indleder en samtale med en af dem, om hvordan vi har sovet, så jeg får lejlighed til at sige, at der var nogle, der snakkede højt i aftes. De skal have den fra alle sider. Så snakker vi om, hvor vi skal hen, og jeg giver dem en god ide, de kan arbejde videre med. Og slutter med at sige, at de skal huske, der er andre på Island end dem.
Jeg føler mig meget hellig.

Triller af sted syd på på vej 1 - eller ringvejen - som den slet og ret kaldes. Om end i en anden forst and end vores ringveje.

Det er et noget andet landskab end i går. På den anden side af søen Lagarflojt, som jeg kører langs med, rejser højlandet sig som en kolossal ås. Vejen er perfekt, trafikken minimal. Vejen er kantet med Lupiner og gul snaerre og fuglelivet er fremmed. Jeg kan efterhånden skelne 3 forskellige fuglelyde, jeg ikke kender, som de dominerende. Jeg nåede at være inde på vejvæsnets side. Det ser ud til, at jeg godt kan køre ned til Snæfell alligevel. Det er kun vejen videre til gletscheren, der stadig er lukket.

Meget behagelig vej sydpå

Jeg var også inde og se på vejret de næste 4 dage. I morgen skulle det blive regn, men ikke de næste.
Allerede fra starten ser jeg et bjerg, der utvivlsomt er Snæfell, rejser sig majestætisk nede mod sydvest.

Denne plante kommer til at følge mig - var ikke helt sikker først - det er kvan

Vej 1 drejer fra, men her er stadig fin asfalt. I starten var der lidt spredte granbevoksninger, men her nede i den sydlige ende af søen, bliver det til en hel skov. Mest gran, men også birk, pil og rønnebær. Nogle af rønnebærrene har stammer fuldstændig som birk.

Allerede for længe siden har jeg set et indsnit i højlandet et godt stykke fremme. Det går op for mig, at det må være her Hengifoss har skåret sig ned i klippen gennem millioner af år.

Da jeg er kommet ned til søen og har krydset broen, er der ikke langt til p-pladsen nedenfor.  De 1,2 km's spadserertur er betydelig længere og så går det stejlt op. Men det er rigelig tiden værd. Undervejs er der de mest utrolige klippeformationer og masser af mindre vandfald.

Vandfaldet set nede fra vejen

Selve hovedvandfaldet kan man ikke komme helt tæt på, i hvert fald ikke med den tid, jeg har til rådighed. Jeg tager de billeder, jeg synes, og så haster jeg ned igen. På Nelle's kort syntes jeg altid, jeg vidste, hvornår der kom opkørsler og hårnålesving, men ikke på dette.

Det er en regulær opkørsel med 10% stigning over 4 km og hårnålesving og det hele. Det havde jeg ikke lige regnet med. 10% over så lang en strækning, er lige på kanten af min ydeevne. Men op kommer jeg, og tid tager det. Næsten 1 tim med 5 km/t - og så er det islet ikke slut. Gang på gang tror jeg, jeg er oppe- og gang på gang bliver jeg skuffet.

Det tager nok 2 timer - mindst - før jeg kan sige at være oppe i højlandet: det store ingenting. Mos og lav og lejlighedsvis nogle smaukke violette blomsterpuder, det er, hvad der er.

En kedelig modvind tager til og der er intet til at standse den -andet end mig.

Snæfell har hele dagen været vejviseren, nu ligger det foran mig i al sin pragt og vælde. Og lige bagved har vi sneen og isen: Vatnajökul.

Retningen er der ikke tvivl om

Stadig fineste asfalt og ingen trafik.Der er vel 10-15 min mellem bilerne - flest imod mig. Her kan man godt føle sig lidt alene.

Tiden går, vejen slynger sig hele tiden uden om søer, men ordenen genoprettes hver gang: Snæfell ret fremme. Jeg synes ikke, jeg har haft tid til spise, så det er blevet lidt sporadisk. Nu melder sulten sig. Jeg finder nogle store sten, hvor den ene giver læ, og den anden kan bruges som bord. Fortærer en dåse tun i olie og en ordentlig humpel flerkorns baguette, jeg købte to af i morges.

Fortsætter. Langt borte ser jeg en af de store camping 4WD. Den holder stille. Da jeg kommer derhen, er det ved vejen hen/ned til Laugarfell, hvor der er mennesker. Overnatning, dog ikke camping. Parret i bilen viser sig at være tyskere. De har besteget Snæfell i dag og havde tænkt sig at campere i Laugarfell, men det kan man ikke, og da det er nationalpark, må man ikke som ellers campere hvor som helst. Nå, for Søren, det var jeg ikke opmærksom på. Men jeg har da også lige  besluttet at køre nordpå til en gård, der hedder Aðalsbol, som har camping, i stedet for sydpå til campingen ved Snæfell. Jeg skal jo videre nordpð i morgen, og det har været en lang dag. Det fðr dem til at beslutte sig. Det vil de ogsð. Vi studerer mine to kort. I følge cykelkortet, skulle man kunne skyde genvej af F923, som dog helt sikkert IKKE er asfalt.

Beslutningen om F923 skal vise sig ikke helt at være, hvad den giver sig ud for. Omsider når jeg stedet. I følge cykelkortet skulle der være 2 crossing's eller ford's, som de kaldes der. Altså steder hvor vejen krydser en flod UDEN en bro. Begge skal være "easy". Vejen er forfærdelig det første stykke, men der kommer ind imellem stykker, hvor jeg kan køre 14-15 km/t.

Inden længe når jeg frem til en bil. Den ligner ikke umiddelbart tyskernes, men der ER dem. De mener, de er uden for nationalparken nu (de er i hvert fald kørt så langt væk fra "hovedvejen", at de ikke kan ses). De har været fremme og tjekke den første overgang. Han mener, jeg får våde fødder, det er ikke så lavt og megen strøm. Tja, hvad er der at sige? Andet end at jeg tager sandaler på og smøger bukserne op.

Det første vadested

Det gør jeg så, da jeg kommer til stedet. Cyklen synker ned i rullestenene, og der skal virkelig bruges kræfter for at komme igennem. Cykeltaskerne undgår ikke at blive dyppet og bukserne bliver våde, men over kommer jeg.

Så kommer et LANGT stykke af skiftende kvalitet. Cykelkortet har nogle vigtige informationer, som mit eget kort ikke har. 730 står der ved en prik på vejen, altså et højdepunkt jeg skal over. Og op går det i små hidsige bakker. Det er ikke noget tiltalende syn, der møder mig deroppe. En elv dal med stejle sider ligger foran mig. Vejen er så stejl og med løst underlag, at jeg ender med at gå ned. Styret er for længst løst igen.

Hvad værre er, der går ingen vej på den anden side af elven. Kan en vej med nummer ende blindt?
Helt nede viser det sig, at det ikke er her overgangen er. Vejen langs elven er meget bedre end den har været længe. Jeg passerer én gård og kan se en anden længere fremme. Kan det være Aðalbol? Der har været et mindre vandløb, jeg kunne cykle over og et vandhul i vejen, jeg kunne gå uden om. NU kommer overgangen.

Belært af erfaringen har jeg taget det nederste af buksebenene af. Overgangen kommer i 3 eller 4 dele og den er meget værre end sidste. Taskerne er for alvor i vandet. Computeren er i én af dem.
Det ER virkelig Aðalbol. Klokken er 21.30 og jeg er fremme!!!

Det koster 2000, men der er rigtig toilet, bruser med varmt vand, et lille hus med en kogeplade og bord og stole og et stik. Alt hvad man kan ønske sig. Kl. 23.30 kan jeg gå til ro, ren og pæn og med maven fuld.

Det paradoksale er, at havde jeg ikke taget denne forfærdelige vej, var jeg ikke nået frem til dette sted. På mit kort ser det ud til at gården ligger ved vej F910, men det er ikke tilfældet.

99,45 km

Island Rundt 6

06.07.17

Ud over nogle lidt voldsomme lyde, som jeg tror skyldtes nogle lidt større/skæve bølger, er det en rolig nat.

Der er én, der har sat alarmen til 6.30. Så står jeg op. Prøver ikke at være stille. Så kan de bare lade være at vække mig.

Vejret er gråt og det regner vist lidt - ikke uventet. På denne tid er det muligt at finde et ledigt stik, og da jeg tænder telefonen, melder Island sig straks. Du kan roligt bruge din telefon.... Spørger i receptionen om han ved, hvad max hævebeløbet er i is.kr.? Det ved han ikke, men 2000 d.kr. svarer til lige under 32.000 is.kr. så det bliver der, jeg starter.

Der er endnu en times tidsforskel i forhold til skibets tid, så lokal tid er den kun 8.30, når vi ankommer.

At dømme efter de sprog man hører, er tyskerne i overtal. Der er også en del svenskere og englændere. Franskmænd og danskere kommer nok derefter. Én sad og skrev ved siden af mig og det var hollandsk. Jeg glemte lige islændingene, dem er der naturligvis også mange af. Men tilsyneladende ingen østeuropæere.

Skibet ankommer og jeg triller ud på islandsk jord. Fjeldene rejser sig på fjordens sider og forsvinder ind i skyerne deroppe. Det regner, men intet kan tage storheden fra dette voldsomme landskab. Vandfald styrter i forskellig størrelse ned ad fjeldsiderne. Byen er mindre end jeg ventede, selv om kortet sagde < 1000 indb.

Mange smukke træhuse i Seyðisfjörður

Jeg finder en pengeautomat, den er meget praktisk anbragt ved supermarkedet. Kan ikke få lov til at hæve 32.000, så jeg må ned på 30.000 is.kr. Går på opdagelse i supermarkedet. De har papkartoner med skruelåg, men kun på mælken ikke på yogurt. Køber bare sådan en italiensk ostebolle, jeg ikke kan huske hvad hedder i bagerafdelingen. Jeg har en banan, en muffin og masser af forsk. chokolade slik.

Så følger  jeg skiltet mod Egilsstaðir - 28 km. Den oprindelige plan er ændret under rejsen. Jeg forstod på Larus, at passet her ikke er bare sådan lige.... og det får jeg bekræftet af de to tyske cyklister. Det er 13. gang de er på Island og de vil tage bussen til Egilsstaðir - belært af erfaringen. Han kalder mig "junger Mann", hvorpå jeg siger: Jeg er altså 68. Nå, men han er 86, så han har vel ret - trods alt. Konen er dog 10 år yngre.

Den første stigning klares på den midterste klinge med vinden i ryggen, men det bliver hurtigt værre med stigningen. Inden længe er jeg nede på 8 km/t på den mindste klinge og også snart i det mindste gear. Der kommer en dræbende lang stejl stigning, og vinden, der startede med at være en behagelig medvind, bliver en ubehagelig tiltagende sidevind, som jeg husker det fra Færøerne. Man kastes enten ud midt på vejen eller ud i gruset. Prøver at holde mig midt i højre vejbane. Så må bilerne selv om det.

Mit første vandfald - af en vis størrelse - nok ikke det sidste

Skyerne lukker sig snart sammen om mig for med mellemrum at spredes. I Japan var der noget, jeg kaldte "det grønne helvede". Det var, når man på vej op af et pas blev indhyllet i den frodige vegetation til alle sider. Intet overblik, ingen indikation af, hvor man befandt sig eller, hvor langt der var igen. Bare op, op, op. Det fortsatte i det uendelige.

Her er det "det hvide helvede", jeg omsluttes af. Sigtbarheden er under 100 m. Er netop kommet op over den hidtil værste stigning, det kunne se ud til - et kort øjeblik er skyerne væk - at der kun er 2 slyngninger tilbage.... Tilbage i det hvide viser det sig, at det ikke holdt. Jeg holder et par korte pauser undervejs og til sidst spredes skyerne heroppe i fjeldovergangen og landskabet bliver næsten plant. Der ligger spredte sneklatter heroppe, toppene er utvivlsomt dækket af sne.

Det værste er overstået - højden er 825 m

Der kommer en opdæmning og en sø. Så ved man da, at her går det vandret. Jeg tjekker højden i mit ur. 825 m. Søen ender. Jeg havde gættet på noget vandkraft på Egilsstaðir siden - næ, det er ikke tilfældet. Der kommer en sidste bakke, og så går det nedad. Det ser egentlig ikke sådan ud, men jeg er hurtigt oppe på først 42 så 46 km/t. Efter endnu en lille bakke går det for alvor nedad et langt lige stykke. Jeg slår rekorden fra Chile: 72 km/t er jeg oppe på i medvinden, så er jeg fremme ved slyngningerne ned mod Egilsstaðir. Jeg standser for at tage regnjakken på igen. Den havde jeg taget af, da det ikke regnede SÅ meget, og det blev for varmt og vådt indeni.

Vinden er nu isnende kold. Med besvær får jeg regnjakken på, og så går det nedad de næste 12 km - og ikke stærkt. Jeg må læne mig og cyklen mod vinden for ikke at blæse af vejen - men ned kommer jeg.

Så før frokost har jeg fundet campingpladsen og indskrevet mig. Jeg sidder lige inde og skriver lidt og får varmen, før jeg sætter telt op og kører over til cykelreparatøren, der skulle bo i en bygning lige overfor pladsen.

Jeg finder stedet. Døren står åben - han reparerer vist lidt af hvert - men han er ikke at finde. I forretningen ved siden af, ved de ikke, hvor han er.

Det er styret, der lige har fået nye lejer, der nu er løst. Det ligner ikke min cykelmand ikke at lave det ordentligt. Jeg HAR styrnøgler derhjemme, men det var ikke lige DET, jeg regnede med at få brug for. Må prøve lidt senere.

Campingpladsen i Egilsstaðir - det blå håndklæde er mit - og teltet foran

Næste gang træffer jeg ham. Det er heldigt, for han kommer kun en gang imellem. Bor i Faskrudsfjörður og tager ofte cykler og den slags med hjem til værkstedet. Han synes det virker mærkeligt. Det synes jeg også. Han kan godt stramme det, men det bliver strammere end det bør, og så risikerer man at lejet ødelægges. Vi finder en middelvej. Der er en reparatør i Akureyri, hvis det bliver nødvendigt, men jeg kan godt køre med det - også som det var - men det var fint at få en pro til at komme med en vurdering. Og det er bedre end det var.

Har forhørt mig om vejene. Jeg havde allerede set på en skærm de har kørende at vejen til Askja vestfra stadig er vinterlukket. Nu fortæller hun, at vejen ned til Snæfell heller ikke er åben endnu og F88 vest for Jökulså har de sværeste overgange på Island, så den vil hun ikke anbefale mig. Så det ser ud til at Askja er ude af billedet.

Den nye plan har stadig 4 dage udenfor lands lov og ret, men så har jeg også Dettifoss med. Om 4 dage skulle jeg gerne være ved Myvatn. Byen hedder Reykjahlið og ligger på Vej 1 og man kan proviantere.

Det ser ud som om der er 4G her. Herligt.

32,5 km

Island Rundt 5

05.07.17

Jeg går til ro kl 22. Sover rigtig godt. Er vågen et par gange. Den sidste kan jeg mærke, at jeg vil sove hurtigere, hvis jeg lige går ud og tisser. Skal huske boarding-kortet, ellers kan jeg ikke komme ind på gangen med couchetterne igen. Ku' lige se mig stå der i underbukser og vente....

Da jeg er kommet tilbage er der en elefant, der vender sig i køjen ovenover. Det er måske lidt grimt sagt, men det lyder nærmest sådan. Det er måske også køjens skyld.

Da jeg står op kl 7, ser jeg, at han utvivlsomt er islænding. Af den tætbyggede type, der tilsyneladende er mange af. Nogle med skæg. Nogle rigtige vikinger!

Da jeg kommer op på dækket, passerer vi netop nogle svagt bølgede øer, og skulle jeg være i tvivl, får jeg straks hjælp fra telefonen. Jeg kan roligt bruge den i Storbrittanien. Altså Shetlandsøerne. Vi skal også først være i Thorshavn kl 17.30.

Shetlands Øerne i det fjerne

Næsten alle de ansatte er færinger! Jeg har taget dem for islændinge efter accenten, men den er vist også næsten ens. Men det er også et færøsk skib, fortæller pigen i caféen. Jeg spørger i receptionen efter en folder, pigen fra i går lovede at lede efter på nattevagten og sør'me! Den er der. Jeg prøver at blive klog på, om det kan betale sig at købe et campingkort til 1100 d.kr. De siger, at det kan betale sig, hvis man har 25 overnatninger.

Efter at have studeret sagerne i længere tid, er jeg ikke i tvivl. Det er meget få af de 44 campingpladser, der er med i ordningen, som jeg overhovedet vil kunne bruge med min rute.
Jeg har også fået kortlagt de vandrerhjem, der er med i IYH. Suppleret med oplysningerne på mit kort, tror jeg, jeg har, hvad jeg skal bruge.

Det har indtil videre været en usædvanlig rolig tur. Vi er nu ude i det store ingenting, hvor der ikke er andet end hav at se horisonten rundt. Mens jeg spiser min frokost , ser jeg pludselig en lavflyvende fugl ret langt fra skibet og snart efter én til. Det ser ud til at de bevæger sig uafhængigt af skibet, men på næsten samme kurs. Gad vide hvor de skal hen?

Vi forlader den blå himmel

Der er pludselig snooker på skærmen i caféen på Eurosport. Gad vide, om de viser Tour'en bagefter? Da jeg ser op igen, er skærmen slukket.

Lidt efter går jeg hen og spørger ham i baren. Han er ikke til sport og ved ikke noget om Tour de France, men han vil straks tænde igen. Nej, nej, nej, siger jeg, jeg gider ikke se snooker. Jamen det skal køre, siger han, og sætter den over på TV 6.

Klokken nærmer sig 14, da jeg får en sms om, at jeg nu kan ringe fra Færøerne!? Jeg går op på øverste dæk og spejder efter land. Ingen øer af nogen slags at se. Kan mobil signaler bøje? Det troede jeg ikke. Måske stikker der virkelig en mast op over horisonten et sted. Én jeg ikke kan se.

Nu hvor den er 10 over 16, er der for længst kommet netforbindelse, og jeg kan se, at vi befinder os ca. 30 km fra Thorshavn. Færøernes kystlinie har også længe været synlig. De er noget mere skarpskårne end Shetland.

Vi ankommer planmæssigt til Thorshavn.

Trafik på kajen

Denne video er bare en test. Den fylder 36 MB og det tog 5 min at uploade den. Det var heller ikke hverken 3G eller 4G, men bare H+, hvis det siger jer noget. Skulle være i HD format, så den ser nogenlunde ud på fuld skærm. Det gør den nu ikke. Jeg beklager, at den ikke kan ses på IPhone og IPad. Det er ellers MP4 format som Apple også bruger, men det er åbenbart det samme som med deres Bluetooth. De lægger noget ind, så der ikke kan overføres ting fra andre platforme.

Udsigt over Thorshavn fra skibet.

0 km (på cykel) 

Island Rundt 4

04.07.17

Jeg sidder på færgen og kan gøre foreløbig status. Det var endnu en vidunderlig morgen. Efter vestjyske forhold må vi vist kalde det vindstille. En svag vind fra nord. Vi sidder ude i haven og nyder solen og morgenmaden. Endnu en "Hotel overnatning". Bare meget bedre end et rigtigt hotel. Hvor stykket gennem Danmark egentlig bare var noget, der skulle overstås, føler jeg nu, at jeg virkelig har fået noget ud af den. Det var også fint lige at få afprøvet campingudstyret.

Kl 8.35 - 5 min efter tidsplanen, triller jeg ned ad grusvejen på vej mod Brugsen i Tornby, hvor jeg skal proviantere til færgeturen. Næsten 2 døgn på havet, og jeg har to frokoster inkluderet. Så jeg køber ind til i hvert fald 2 måltider.

Kører videre mod Hirtshals og færgen bare 3 min efter planen. Jeg har for en sikkerheds skyld regnet med en time til de 8-10 km. Det skramler regelmæssigt fra bagskærmen, men det ser jeg først på, når  jeg er fremme....

I en rundkørsel er der to veje til havnen, jeg spørger en ældre mand, om han er lokal. Det overvejer han tilsyneladende, men når frem til, at det er han. Men hvor færgen til Island ligger, kan han ikke lige sige. "De laver hele tiden om på det!" Ja tak, det kender jeg. De nye tider er øjensynlig også kommet til Hirtshals.

Vi bliver enige om, at det nok er den højre vej, jeg skal vælge, og længere fremme står der endelig "Smyril Line" med en pil, og så er det ellers en tur rundt på et par km, før jeg kan køre frem indenom bilerne - helt frem til check-in. Nogle fordele er der ved at køre på cykel.

Der er to andre cyklister - et ældre tysk par - foruden mig. Og så ellers et hav af motorcykler. Det minder om færgen til Hokkaido i Japan. Der var man heller ikke rigtig motorcyklist før man havde kørt rundt oppe på nordøen. Det synes nu at være blevet det samme i Europa.

Motorcykler - og en enkelt cykel

Jeg tænker, at alle vi oppe på dæk 4 skal helt til Island, og at dem til Færøerne er nede på dæk 3. Jeg fik prøvet de små gear på vej op ad rampen. Jeg er kommet i god tid, for færgen kører efter færøsk tid, så vi skal først sejle 12.30 og ikke 11.30.

Af de hundredevis af biler, der skulle med, var der alt fra almindelige Toyota'er til ekspeditionsbiler, jeg aldrig har set magen til.

Her lidt ud på eftermiddagen - langt ude på havet - giver min telefon pludselig lyd fra sig. Midt ude på havet? Det viser sig at være Norge. Jeg kan roligt begynde at bruge den uden at det koster ekstra, fortæller 3 mig. Og da jeg går op på øverste dæk, hvor man kan komme udenfor, ser jeg virkelig Norges kystlinie i det fjerne.

Jeg tror, jeg har styr på alt, jeg har brug for at vide. Min couchette er på dæk 2, altså helt nede i dybet. At dømme efter antallet af soveposer, er vi vist kun 3 eller 4 ud af de 9 pladser, der er.

Allerdybest nede er der pool og motionsrum. Pool'en er ca. 6 x 4 m, så det er vist mest til børn. Motionsrummet har jeg ikke set. Jeg har fået rigelig motion de sidste 3 dage. På dæk 5 findes "The Diner", hvor jeg skal indtage de 2 måltider, jeg har købt på forhånd. Den første frokost har jeg spist - den var ikke ophidsende. Øverst - dæk 7 og 8 - kan man gå udenfor. Helt oppe i stævnen blæser det voldsomt. Jeg kunne ikke holde kameraet stille, da jeg prøvede at tage et billede af kysten med min kraftigste zoom.

Jeg har ikke fået kamera ledningen med op fra bildækket, så det billede må I have til gode.

ca. 14 km

Island Rundt 3

03.07.17

Det er en vidunderlig morgen, sol og lidt spredte skyer. Vinden er det samme. På trods af de 90 kr hun sagde i går, betaler jeg kun 75 inkl. et bad til 5 kr.

Jeg skal love for at campingpladserne er noget andet end sidst jeg var på én i Danmark. Små private aflukker med toilet og vask og spejl. Da jeg ankommer er der nu ikke lys alle steder. Jeg går ud af én boks og ind i en anden. Heller ikke lys. Nå, der er jo ikke decideret mørkt. Jeg når at undre mig over at spejlet sidder usædvanlig lavt. Selv for mig - jeg kan ikke en gang se mit eget ansigt?? Da jeg drejer hovedet må jeg le. E lillebitte miniature toilet. Det er en særlig børnekabine. Til små børn. I receptionen siger de også, at folk efterhånden kræver, at der er pænere end derhjemme.

Min første lejrplads i Dokkedal

Jeg får teltbunden helt tør i solen og pakker sammen og er klar 8.30. I aften har jeg en aftale om overnatning, der lige blev klaret i går trods den dårlige mobildækning.. Så teltet skal ikke bruges før på Island.

Jeg ankommer til færgen i Egense præcis tidsnok til, at jeg kan rulle ind efter bilerne.
Jeg skulle have været til højre ad Ulstedvej, men jeg har vurderet galt, da jeg kiggede på Google Maps, og da jeg tjekker efter et par km, er jeg langt firbi. Altså ser jeg efter en vej længere fremme, jeg kan bruge i stedet.

På den måde kommer jeg ind i Hals Nørreskov. Vejen er til at begynde med asfalt, men går på et tidspunkt over i grus. Det er som at køre i Dyrehaven - meget smukt. Nørreskov Gods er nogle helt moderne bygninger, det gamle må være revet ned. Vejen bliver mere og mere primitiv, gruset er nærmest skærver. Til sidst deler vejen sig, hvor den skulle have gået lige ud. Jeg prøver til højre, men den ender ved et hus. Så ,å jeg vel prøve den til den anden side, selv om retningen er helt forkert?
Heldigvis får jeg øje på en bil, hvor jeg kom fra, jeg har ellers ikke set et menneske. En stor terrængående bil nærmer sig. Føreren kan fortælle mig, at det er evigheder siden, vejen blev lukket. Jeg er ikke den første, der har forvildet sig herind efter at GPS blev almindeligt. De har - indtil videre forgæves - forsøgt at få det ændret. Altså må jeg tilbage igen. Jeg kan dog skyde genvej til venstre et sted, og efter et par km kommer jeg ud på Udsted-vejen.

Der kan man se. Selv om man HAR brugt sin sunde fornuft, kan man ikke nødvendigvis stole på Google Maps.

Den er gal med min telefon. Den var opladt til 100% i går aftes. Her til morgen var den allerede nede på 74% og ryger støt nedad. Jeg får brug for at finde den korteste vej og i særdeleshed til at finde adressen, hvor jeg skal overnatte. Uden telefon bliver det svært at finde.

I Hjallerup ser jeg en ventesal til bussen. En rigtig én med dør og toiletter. Dér må der være en stikkontakt, der skal jo gøres rent og en støvsuger behøver strøm. Ganske rigtigt. Og jeg får en tiltrængt pause.

Det er ligesom i Japan, der gik revnerne bare altid på tværs

Tilfældighederne er med mig. To gange undgår jeg med nød og næppe en af de byger, der fra tid til anden driver ind over landet. En enkelt gang er jeg af andre grunde standset ved et busskur, da dryppene bliver heftigere. Jeg trækker cyklen ind og spiser en banan - og så var det overstået.

Det sidste stykke går uden problemer mellem markklædte bakker og endelig op ad en lille grusvej. Vi er virkelig ude på bøhlandet.

95,67 km

Island Rundt 2

02.07.17

Det er svært at komme af sted i gode venners lag, men 10.15 lykkes det dog. Vanen tro regner det en anelse, da jeg sætter i gang, men det holder hurtigt op. Jeg skal op ad bakken mod Haar, over Sandby til Hadsten, og så skulle det gå direkte mod Randers.

Det er ikke meget, jeg har cyklet i Jylland og vist aldrig i dette område. Det er ikke rart, at starte dagen med en bakke, og bakken mod Haar er heftig. Og aldrig så snart er jeg kommet op, så skal jeg ned igen over en å, og så op igen og sådan går det til Hadsten.

På vej

Her skifter vejen karakter. Det er en hovedvej og de små stejle bakker er afløst af nogle meget blødere. Til gengæld er de længere, 1-2 km. Og sådan kommer jeg gennem det smukt kuperede Østjylland til Randers. Der blæser en frisk vind fra en vestlig retning, så jeg har den da hovedsagelig fra siden.
I Randers finder jeg en bænk i centrum, hvor jeg kan sidde i solen, der med mellemrum er fremme. Dejligt. Jeg sidder og ser på et smukt gammelt hus med en Matas i bunden. Der er et skærende misforhold mellem Matas store blå skilte og det gamle murværk.

Matas i Randers

Der er langt op fra Randers, men der var sandelig også langt ned. Landskabet flader noget ud, og den friske vind er ikke blevet mindre frisk. Det er en noget ubehagelig vej at køre på. Ingen cykelsti. Meget trafik. Af de mere generende hændelser kan nævnes: En stor modkørende SUV trækker ud - helt over i min bane - for at overhale. Trods min viftende arm insisterer den. Og selv om den ikke ligefrem er ved at ramme mig, er det dog stærkt ubehageligt. Og helt unødvendigt. En bagfra kommende finder det nødvendigt at overhale en bil med trailer, der i forvejen er i færd med at overhale mig, og endelig den bevidste provokation: En bil bagfra kører meget tæt forbi i høj fart. Min viftende arm, der ellers aldrig reageres på, får for en gangs skyld svar. En hånd kommer ud af forruden med en gestus, der helt sikkert kan tydes som: Fuck dig! Så han skulle lige se, om jeg reagerede.

Pause før Hadsund

Og sådan går tiden, til jeg når til Hadsund og spiser en soft-ice. Ih, hvor den smager!

Så går det over stok og sten ud mod Als - altså byen, ikke øen. Endelig medvind. I den fart tager de 6 km ikke længe, så drejer vejen nordpå op langs kysten, og vinden er tilbage, hvor den var.

Da jeg når campingpladserne, hvor jeg havde tænkt mig at overnatte, tjekker jeg lige, hvor langt, der vil være at kære i morgen: 109 km. Det er for meget, så meget mod min vilje må jeg fortsætte de 8-9 km til Dokkedal Camping. Jeg er nu på vej til at krydse Limfjorden ved færgeoverfarten Egense - Hals og ikke ved Ålborg.

Der er ikke så meget læ og en vind, der nærmer sig kuling, så teltet får lige et par ekstra barduner i den ene side. Her er tilsyneladende ikke mobil forbindelse.

89,33 km

Island Rundt 1

Lørdag 01.07.17

I går var jeg  i Solrød for at blive opdateret på islandske forhokld og for at få gode råd. Det er en islænding, jeg stødte på, da jeg cyklede til Paris med Rynkeby sidste år Hans hold var ppå Bornholm og cyklede med os en gang i foråret. Og siden sagde vi lige hej i Paris.

Nu skal jeg cykle til Island i morgen, mens han skal mod Paris igen om en uge. På det første islandske hold nogensinde!!! Konen er med på service-teamet.

Det er to meget koncentrerede og givende timer, vi har. Han har været overalt på Island - på nær TO bebyggelser - og  har mange gode forslag.

Her til morgen regner det kun meget lidt, men så snart jeg sætter i gang, tager det til. Jeg har regntøjet på, men ikke regnovertrækkene på taskerne. Jeg skal også kun til stationen. Så er det meningen, jeg tager toget til Hillerød, cykler til Hundested, tager færgen til Rørvig og cykler til Odden for at tage færgen til Århus.

Egentlig skulle jeg have været med færgen til Ebeltoft og have besøgt min niece og hendes familie, men i går så jeg temmelig tilfældigt at alle afgangene til Ebeltoft var aflyst i hele weekenden. I forvejen sejler den rute kun i weekenden, så det er da lidt af et afbræk. Heldigvis har jeg venner lidt nord for Århus, så nu bliver det dér, jeg overnatter.

Jeg var lige ved at købe billetten i går - nu erfarer jeg i s-toget, at det SKULLE jeg have gjort. Billig-billetterne skal købes senest dagen før. Det kan man ikke se i Mols-liniens app, men det får jeg at vide af en mand, der også har cykel med,og som jeg kommer til at snakke med. Nu kommer jeg til at betale 395 kr i stedet for 149 kr. Jeg er forarget. Ikke over deres priser - jo også det - men mest over deres manglende skiltning. Det står selvfølgelig med småt et eller andet sted på hjemmesiden, men den læser man jo ikke igennem i detaljer, bare fordi man skal sejle med dem én gang. Og de skal til at sejle på Bornholm fra 2018!! Øv!

Klar til afgang fra Køge

Jeg når et tog i Køge før det beregnede og skiftet i Ny Ellebjerg går problemfrit. Jeg har tænkt tanken at elevatoren er ude af drift. Det er det heldigvis ikke - for der er LANGT ned....

I Hillerød begynder cykelturen rigtigt. Jeg tror, jeg kender turen mod Frederiksværk, men cykelstien langs Herredsvejen ender på et tidspunkt, og så må jeg have Google Maps frem på telefonen. Jeg finder ret hurtigt frem til Frederiksværksgade og dermed cykelvejen mod Hundested. Det regner ikke og turen går problemfrit. Eneste rigtige stigning er bakken før Frederiksværk. Den klares med 9 km/t.
Omkring 11.15 er jeg i Hundested og kommer med færgen formedelst 72 kr. Spiser to bananer og noget rugbrød.

Jeg er ikke imponeret over afmærkningen af cykelruten mod Odden Havn. Et langt stykke kommer jeg til at på bilvejen p.g.a. manglende skiltning.

Når frem til Odden Havn kl 14, og der er en færge kl. 14.15. Den kan jeg imidlertid ikke få plads på. Én person og én cykel? siger jeg vantro, men sådan er det. Først 15.45 er der plads. Jeg brokker mig naturligvis over, at der ikke står i app'en at billig-billetter skal købes dagen før, men hun siger som forventet, at det står et sted på hjemmesiden, og det er der da ingen tvivl om - men de har gemt det godt. Nå, jeg slipper med 349 kr. Så er der bare tilbage at vente ......

Omsider sidder jeg på færgen og kan tænke tilbage på alle fortrædelighederne. I tirsdags kom jeg på, at jeg nok hellere måtte opdatere Windows på den lille computer, som jeg skulle have med. Som sagt så gjort - og der var selvfølgelig en opdatering. Klokken var 22, og det viste sig at være nærmest en genetablering af WIN10.

Jeg gik i seng og lod den stå. Kl. 3 var jeg oppe at tisse og gik lige ned og så til den. Den ventede på mig ..... Efter at have sendt den videre i cyber space, sov jeg videre. Til morgen var den færdig. Omsider .....

Da jeg prøvede at tænde den igen, efter at den havde været slukket, nægtede den. Den var tilsyneladende afgået ved en alt for tidlig død.

Efter mange overvejelser, hvor jeg også undersøgte OM man kunne få den model endnu - det kunne man ikke - og hvor en senere model 320 kun kunne fås hos el-giganten i Ålborg, besluttede jeg at tage både den lille og den store med - i hvert fald til Køge.

Actionkameraet viste sig at skulle bruge en kortlæser til at få billederne ud. Det var der på den store.... Om end ikke til micro kort, men som ved et mirakel, havde jeg netop set, at jeg havde sådan en indsats liggende.

Nå, vel ankommet til Køge indleverede jeg den lille hos mirakelmanden i kælderen på Strandvejen. Han så helt oplivet ud ved at få fingre i sådan en sag, han nok ikke havde set før.

Senere samme dag ringede han og HAVDE udvirket mirakler. Ved at skille den ad og nulstille BIOS var den vækket til live. Formedelst 700 kr. kunne jeg alligevel få min tro væbner med mig.

Men kortlæser? Da jeg undersøgte den nærmere, VAR der en plads til et kort. Oven i købet UDEN indsats. Så det endte godt.... Foreløbig.

Nu hvor klokken nærmer sig 23, sidder jeg her i Hinnerup, har fået skrevet færdigt og er klar til at gå til ro. Godnat.

Onsdag: 22,71 km  I dag: 93,71 km