Hansestæderne 2021 Dag 3

DJH Am Burgtor Lübeck 25.08.21

For at begynde med slutningen, er det nu opklaret, hvorfor vi kom til at betale ekstra i Kiel. Her i Lübeck skal jeg nemlig kun betale de 69 €, der står på bookingen. Da jeg spørger, om jeg ikke skal betale ekstra, fordi vi er 27 +, lader han forstå, at det har han set bort fra. Og da jeg ikke erindrer, at have været ude for det før, er det altså noget, de er i deres gode ret til at opkræve, men stort set aldrig gør. Undtagen de mest nidkære, som altså inkluderer personalet i Kiel.

Så er der serveret

Dagen begyndte ellers godt, jeg kunne næsten få min særvanlige morgenmad. Der var ellers larm fra grill partiet, som vi for sent blev opmærksom på. Det var faktisk åbent for alle. Det er foregået neden for vores vindue, og gæsterne er blevet mere og mere højrøstede indtil nu, hvor klokken er 22. Jeg troede, der skulle være ro nu?

Vi sidder og skriver og har ikke overskud til at klage, og kl. 23 er der pludselig fuldstændig ro.

Vejret skulle blive skyet, og det holder også stik. Det er snart som om, der er lidt vand i luften. Ikke noget, der kan kaldes regn, men nok at at blive lidt våd. Det er som om det kommer og går.

Google er fremragende til at få én ud af en by på den bedst tænkelige måde, og vi har snart lagt Kiel bag os. Man ved ikke hvornår en given rute er en virkelig cykelrute, og hvornår det er noget stykket sammen til lejligheden af Google. Af den grund kører vi lidt for langt på den ene side af en stor vej og må køre 4-500 m tilbage.

Og de tyske cykelskilte er det så som så med. Det er nærmest lidt i øst og vest. For ikke at tale om  afstandene. Forleden virkede det som om, skiltene var blevet blandet og derfor kom op i en ny orden. 20 km - 18 km - 21 km - 17 km - osv.

Vi nærmer os Plön, der kan byde på et slot

Vi når først frem til Preetz og siden Plön, hvor første kop kaffe nydes med blødt brød. Det har været noget bakket og efter Plön bliver det kun værre. Byen er tydeligt lidt af en turistmagnet, hvad der også afspejles i antallet af cyklister før og efter byen.

Pæn gade

Vinden er vågnet til live igen, men er hovedsagelig fra siden. Vi fik købt nogle sandwich i morges og de bliver fortæret i et busly - vistnok i Hassendorf.

Det er ikke nogen ophidsende rute, men afstanden er for stor til at vi kan ændre meget på den.

I Ponsdorf drejer vi fra, for at køre over Bad Swartau. Nu er der heldigvis flere højdemeter ned end op.

Det sidste stykke mod centrum går først ad en suspekt grusvej, siden gennem et trist industrikvarter, der bringer minder frem. Det må være fra den gang, jeg cyklede til Bremen, da kom jeg også over Lübeck.

Der er ikke bare vand i luften, det regner en stor del af dette sidste stykke.

Men vi når til sidst frem . det var en hård dag. Nu gør en øl godt.

Vi burde ikke have taget denne sti - nu måtte trapperne forceres ned - overvåget af Kejseren

Senere går vi ind til Altstadt og spiser. Bent har sat næsen op efter Rattskeller, men der er alt optaget. I Pizza Hut bliver hun fornærmet, da vi spørger: "Vi lukker om 10 min!"

Skt. Nikolai ved aften

Endelig lykkes det at få et bord i en italiensk. DER kan de lave pizza'er. Bent er med på en Napoli, der er min foretrukne.

Hjem gennem Burgtor

Nu er jeg HELT færdig.

73.44 km

Hansestæderne 2021 Dag 2

 Jugendherberge Kiel 24.08.21

Det er næsten for godt til at være sandt. Det er FULDSTÆNDIG vindstille her til morgen. Alle vindmøllerne står stille, ser vi, da vi kommer på vejen.

Morgenbordet var fint. Det viste sig, at det var inkluderet, men soveposerne, der var lagt frem kostede 5 € stykket. Det burde de have skrevet - ikke at det havde gjort nogen forskel. Uden sovepose havde jeg ikke sovet i det hø.

Men jeg undrede mig over, hvordan jeg kunne have overset, at vi skulle sove i hø. Senere på dagen lykkes det mig at prøve at booke igen. Det fremgår INGEN STEDER. Men vi fik os da et godt grin....

Så kører vi mod Eckernförde. Cykelstien er ret befærdet og de fleste kører på elcykel. Man føler sig ikke helt tryg, når gamle mennesker - formentlig uden særlig meget cykelerfaring - kommer drønende imod på en temmelig smal dobbeltrettet cykelsti. Der MÅ ske en del uheld, men vi ser heldigvis ingen.

Eckernförde set fra den nordlige side af fjorden - med det grimme "tårn"

Jeg har jo været i Eckernförde med AM for første gang for ikke ret mange år siden, men jeg bemærkede ikke den gang det grimme store tårn, der troner over byen med skytsenglen i guld øverst. Strandpromenaden er blevet ødelagt af noget, der utvivlsomt er dyre ejerlejligheder. Hos en ejendomsmægler ser jeg en 91 m2 lejlighed til 1,2 mill €. Så er det også nok ud til vandet. Og et ældre pænt hus.

Vi har tænkt os at se Skt.Nicolai kirken indefra. Der hvor mine forfædre i mange generationer er blevet døbt, viet, konfirmeret, gift og begravet. Det lader sig ikke gøre. Der er netop begravelse som vi tropper op - og den agter vi ikke at forstyrre.

Vi trænger til kaffe og jeg finder hen til den bager, hvor AM og jeg drak kaffe sidst og snakkede med en tysker, der talte dansk, fordi han havde gået i dansk skole. Han er der nu ikke i dag.

Da vi kommer forbi turistkontoret, får jeg den ide, at jeg vil spørge til det Schlesvig-Holstenske arkiv, som jeg allerede har været henne ved, for at se, hvor det ligger. Om hvordan man kommer ind dér, hvem man skal snakke med. Det bliver en katastrofe af en samtale. Hun er ikke meget for at snakke engelsk og jeg ved ikke, hvordan man udtaler Archiv på tysk. Jo, det TROR jeg, men hun forstår det tilsyneladende ikke, og begynder at tale om avis og journalister. Til sidst - efter en god gang "Goddag mand, økseskaft" lykkes det at slippe væk. Undervejs i samtalen, hvor jeg også nævnte adressen på omtalte arkiv pegede hun på Garten Strasse som en gade, der gik vinkelret på den faktiske, så ikke en gang byens topografi, havde hun styr på.

Typisk gade i den gamle del af byen

Vi kunne også prøve på Borgerservice på Rådhuset. Heldigvis var de gået til middagspause, så jeg slap for at stå der, og dumme mig. Man skal ikke sige "Meine familie kommt aus Eckernförde", men "Meine Anen....". Så bliver man ikke sendt til Borgerservice. Så jeg blev da lidt klogere.

Det er en del af marinens forskningsområde man ser.

Så begav vi os mod Kiel af den føromtalte befærdede cykelsti. Prisen tager dog Sylt, hvor der nærmest var kø-lignende tilstande på den nord-syd gående cykelsti. På en flot anden plads kommer den østrigske del af Donau og så denne som nummer tre.

Vi har ikke endeligt besluttet, om vi vil følge kysten helt mod nord, eller skære ind over et sted.. Vi spiser frokost i et busly på vejen. De fleste af de hjemmedyrkede tomater Bent har medbragt plus ost, suppleret med to grove boller købt til lejligheden. Det smager himmelsk.

Frokost stoppet

Det er først den "øverste" del af kysten, der kommer til at se ud, som vi har forestillet os det.

Udsigt til vand

Det ender med, at vi kører "hele vejen". På stykket sydpå mod Kiel, kommer vi forbi en lystbådehavn, hvor vi beslutter, der må være kaffe.

Der viser sig at være en hel promenade gade nedenunder, hvad der ligner dyre ejerlejligheder. Vi får vores kaffe og sætter os hen for enden i solen. Der kommer en sød ældre kvinde med hund og et barnebarn. Hun fortæller, at anlægget er fra Olympiaden. Jamen det var jo i 36, så gammelt kan det da umuligt være? Jeg har glemt München 1972. Dengang fandt sejlsports disciplinerne sted ud for Kiel.

På vejen mod bymidten passerer vi højbroen over Kielerkanalen og ender i enden af Holtenauer Strasse, hvor Bent skal se, hvor Vera boede engang i hans ungdom. Vi starter oppe i 300 tallene og skal helt ned til 73.

Kanalen set fra højbroen

Hun bor der ikke mere.

Hvem mon bor her i dag?

Jugendherberget er som de plejer at være. Vi får et fire-sengs værelse med køjesenge. Så kan vi begge få underkøje.... Jeg undrer mig over, at det koster 93 € og ikke 82€, men får ikke spurgt. Tænker, at det nok er fordi morgenmaden koster ekstra - men det plejer den ikke på DJH. Da jeg senere ser på bon'en er der et tillæg for 27 +. Vi skal altså betale ekstra for at være gamle.... Men som Bent tørt konstaterer: De ved godt det er os, der har pengene.

Vi har et større afsøgnings arbejde med hensyn til spisested. Bent er ikke meget for Döner Kebap, og det er nærmest det tyrkiske kvarter vi befinder os i. Ender på en tysk restaurant, hvor man både kan få pizza og pasta. I dag skal det være Spaghetti Carbonara.

Udsigt fra lige ved siden af DJH Kiel

Endelig kommer cyklerne ned i cykelkælderen, og vi giver os i kast med den krævende øvelse at lægge sengetøj på.... Til sidst lykkes det.

59,9 km 

Hansestæderne 2021 Dag 1

 23.08.21 Gut Sophienhof, Waabs

Hansestæderne 2021 Dag 1

Heu Herberge Gut Sophienhof

Det har været en begivenhedsfyldt dag. Klokken er 21.15 og dagens oplevelser skal nedfældes.

Dagen startede for en evighed siden i Køge. 7.15 trillede jeg ned til Bent og vi begav os nordpå til Køge Nord. Toget var forsinket og skærmene kunne ikke vise, hvor de enkelte vogne ville være. Heldigvis havde vi anbragt os noget nær perfekt kun én vogn ved siden af den rigtige.

Der er høj indstigning i IC-togene så man skal helst være to. Ellers må man finde nogen til at hjælpe sig. Der kom én og ville have os med i en DSB undersøgelse. Jo, hvad skulle vi ellers lave.... Tidligere var de skriftlige, så de skulle komme igen og indsamle resultatet. Nu var det blevet netbaseret, så man skulle starte med at scanne en QR kode med et link. Desværre de sædvanlige talentløse spørgsmål. Jeg synes, det er pinligt for Epinion, at de ikke kan finde på noget bedre....

Så er vi installeret i toget

Ankom planmæssigt til Fredericia, hvor det viste sig, at vores tog til Flensborg kun kørte til Padborg grundet en strejke blandt det tyske togpersonale. Der fik vi lige lagt 10 km til vores dag.

Da vi skulle op i det nye tog, var der en dame, der absolut ville hjælpe. Men hun begyndte at løfte bag i før forhjulet var kommet helt op, så det var ikke nogen hjælp – tværtimod.

I Padborg vidste vi heldigvis fra sidst, at man i stedet for at bære cyklerne ned ad trappe og op ad trappe, kunne krydse sporet lidt fremme. Sikkert helt ulovligt, men der var ingen til at brokke sig. Vi hjalp også to franske cyklister med over sporet. Alle deres reservationer til tyske tog den dag kunne de godt smide ad H. til pga. strejken. Der var noget med en bus til Flensborg 12.15, men man kan ikke få cykler med togbusser i Danmark, så vi tænkte, at det kunne man nok heller ikke i Tyskland.

Jeg skulle afprøve min nye ”Garmin GPS tracker” for alvor. Gåseøjnene skyldes, at den ikke har noget med Garmin at gøre. Det er heller ikke en speciel GPS enhed. Det er bare min mobil, hvor jeg har lavet ruter i Google Maps på computeren og overført dem til telefonen. Så har jeg købt en holder til styret og et tilhørende etui, som telefonen kommes i. Først skal jeg dog starte en app der forhindrer telefonen i at gå i sort. Man kan ikke bare stille den til uendelig – det findes ikke.

Kortene ligger som notifikationer i Maps. Turen Padborg – Flensborg måtte dog laves på stedet, den havde vi jo ikke regnet med. Jeg havde valgt en cykelrute og det skal jeg love for det var. Vi kom ad Gendarm stien, der bragte os ind i Tyskland på et øjeblik. Inden længe blev vi igen antastet af én, der absolut skulle hjælpe. Der var sådan set ikke noget i vejen med hans rute, den lignede til forveksling den min telefon angav. Nå, heldigvis skulle han snart en anden vej og jeg kunne endelig få lov til at afprøve mit udstyr.

En temmelig beskeden grænseovergang

Det spillede max! Som de unge siger. Gennem etuiets plastik kunne jeg både flytte og zoom’e på skærmen under kørslen. Det var over al forventning, men bruger en del strøm, når skærmen skal være tændt hele tiden. Den kan ikke køre en hel dag på den måde, med mindre man har en power bank med.

Mit nye instrumentbord

Vi fandt problemløst Hauptbahnhof, hvor den første hjemmegjorte rute startede, og så gik det ellers op ad bakke og ud af Flensborg. I udkanten fandt vi et bageri med kaffe. Man bruger stadig mundbind på offentlige steder i Tyskland, hvilket vil sige på banegården og i butikkerne. Det skal man altså lige vænne sig til igen.

Der blev høstet på livet løs

Vi kørte mod Sørup for senere at fortsætte mod Kappeln. Undervejs så vi nærmere på afstandene og endte med at vælge den korteste afstand frem for over Kappeln.

Venlige mennesker havde stillet stole frem - dejlig afveksling fra en cykelsaddel

Vi var jo først begyndt at cykle kl. over tolv, så det blev en lang dag før de 75 km som det blev til ialt, var tilbagelagt. Undervejs passerede vi et søområde med en gammel jernbanebro over, hvor traffikken var ensrettet af en lysregulering, først i den ene retning, så i den anden.

Ankommet til sølandet

Måtte vi forcere den gamle jernbanebro

Omkring kl. 18 var vi fremme. Jeg havde i løbet af dagen fået en mail om, at der ikke var nogle til at tage imod os, men at nøglen lå på et nærmere bestemt sted i en kuvert. Det var der ikke noget overraskende i. Overraskelsen kom først, da vi åbnede døren til værelset. Desværre var der ikke noget kamera klar til at tage et billede af vores ansigter, da vi så ”sengen”. Det var dybt alvorligt, at det hedder Heu Herberge. Man skal rent faktisk sove i høet. Der viste sig dog at følge to soveposer med, så det går nok.

Overvejende fladt sagde Google - men smukt

Vi havde fået handlet øl på vejen. De var vist veganske – meget fancy. De to forsvandt da vi var blevet indkvarteret. Efter 75 km smager alle øl godt, kan jeg fortælle – også veganske.

Vegansk tysk øl

Så begav vi os på jagt efter mad. Den blev lang. Først Fisherkate ved vandet. Nej, han beklagede men...

Så Waabs Mühle. Hun beklagede også, men endte med at parkere os uden for. Da vi havde ventet 5-10 min uden at være blevet spurgt om, hvad vi ville drikke, opgave vi og kørte videre til Klein Waabs. Pizzaria’et, Angelo, som ellers havde været det perfekte match havde lukket om mandagen og et andet nede ved vandet, kunne man ikke komme ind til. Skulle åbenbart ind gennem campingpladsen. Da vi endelig fandt campingpladsens indgang viste der sig at være en pølse/burger snask, hvor vi straks besluttede os for to Riesen Waab Cheeseburgers MED pommes. Vi fik dem og inden vi havde fået dem lastet på cyklerne, havde de trukket gitteret ned og lukket, så på et hængende hår lykkedes det at få noget MEGET tiltrængt mad.

Da vi nåede tilbage, havde vi rundet de 89 km. SÅ smager en burger godt – under alle omstændigheder. Denne var ikke til mange stjerner for den kunstneriske udførelse, men til mindst 10 for størrelsen.

Nu er jeg også klar til at gå til køjs – hø eller ej.

Her er så høkassen

89,1 km

Operation Grænseland 7

01.09.20 DSB-toget til Køge Nord 

Vi bor sammen med omkring hundrede skoleelever fra 8.kl. Det kunne godt give én problemer. Da vi var kommet hjem fra vores fugleudflugt og aftensmad og skulle i gang med dagens skriftlige arbejde, samlede de sig på gangen og larmede VIRKELIG meget. Det var svært at koncentrere sig.

Jeg gik ud på gangen og tog skolestemmen på. Det er ellers længe siden. På den måde lykkedes det mig at få ørenlyd og på en meget venlig måde – syntes jeg selv – at forklare, at der boede altså andre på vandrehjemmet end dem.

Jeg vil ikke sige, der blev larmende tavshed, men det virkede som om budskabet trængte igennem og SÅ kunne vi gå i gang med arbejdet, og inden vi var færdige, var der fuldstændig ro over lejren. Ikke at jeg mener, det var min skyld.

Det er den smukkeste morgen, skyfrit, dug i græsset og helt stille. Måske en smule efterårsagtigt over lyset, men det er jo også den første efterårsdag.

Og der er kun lidt over 40 km foran os til Padborg. Det bli’r en ren svir.

Et tysk monument over faldne lokale sønderjyder i WW1

Der er adskillige cykelruter her i grænselandet. Og hvad der er hvad, kan være svært at blive klog på. Efter en rum tid begynder billedet at tegne sig. 8 er Rudbøl-Fynshav. Så er der Grænseruten. Det tager det halve af Sønderjylland før vi er klar over, at den går på begge sider af grænsen, hvad der er uheldigt, da de fleste overgange er lukkede. Endelig er der rute 18 og 19 foruden Tønder ruten, der dog kun er lokal.

Vi følger et af Googles forslag langt hen ad vejen.

Ikke alle mindesmærker bliver vedligeholdt lige godt - her er vi i Sæd

Dagens altafgørende udfordring er formiddagskaffen. Der er ikke tegn i sol og måne på, at der er en café el. lign. på ruten.

Jeg tænker, at møllerne nok står i Tyskland - men jeg ved det ikke

Lige syd for Rens beslutter vi at køre op til byen. Det der på afstand KUNNE være en bager, viser sig nu som en elektriker. På vej ned af Rens skolevej, ser jeg pludselig en dame, der sidder ude og ordner negle på tæerne. Hun bliver råbt an, og stiller velvilligt sin viden til rådighed. Nej, der er desværre ingen bager i byen – eller noget andet for den sags skyld. En kop kaffe mener hun ikke kan fås før Padborg, men til gengæld berømmer hun SuperBrugsens kaffe og kage. Det eneste andet sted man kan købe noget i nærheden, er hos Priss lige syd for grænsen. Der er vel 3 km. Jamen grænsen er jo lukket her, indvender vi. Nej, den er åben i dagtimerne, siger hun.

Fartøj, der formodentlig bruges til findeling af "grøde" i kanalen

Så beslutter vi at køre til Tyskland og spise frokost, og vi kan da altid købe et par øl til senere hos Priss. Og overveje muligheden af i stedet at køre gennem Tyskland til Padborg.

Så vi spiser frokost i Tyskland, men det er for langt at køre til Padborg den vej, med mindre overgangen ved Skelbæk er åben i dagtimerne? Det synes ikke at være tilfældet, hvilket vi får bekræftet, da vi kommer tilbage til grænseovergangen og nu skal vise pas. Jo, den er rigtignok lukket.

Grænseovergangen ved Pebersmark - læg mærke til vildsvinehegnet på den danske side

Det er ikke noget særlig varieret landskab vi kører igennem. Mest marker med majs. Og lange lige stræk, der virker uendelige.

Men vi holder ud, og omsider er der mindre end 20 km til Padborg, og så begynder nedtællingen. Efter frokostpausen har vi en frugtpause og siden nogle hvile-røven pauser.

Så er der kun 13 km tilbage

Endelig bliver det tid til at taste SuperBrugsen Padborg ind. Måske HAR de bedre kager end Brugsen normalt har, for vi passerer en bager, der er flyttet hen sammen med Brugsen på Centerpladsen.

Vi indtager vores kaffe og MEDALJER. Mindre kan ikke gøre det.

To glade, gnavne gamle mænd: Mission Accomplished

Så køber vi to sandwich i Brugsen og to MasterBrew til aftensmaden, der forventes indtaget på Fredericia Banegård, mens vi venter på vores tog over Køge. Havde vi bare skullet til København, kunne vi være kommet med 18.23, men nu skal vi vente til 18.53, og det kunne ikke passe bedre, så er der tid til at indtage aftensmaden.

FØR vi kom så langt havde vi et helvedes hyr med at tjekke ind MED cykel. Det var ikke helt logisk – efter vores opfattelse – hvad der stod på standeren. Jeg nåede at tjekke en pensionist + en voksen + en cykel ind først og tænkte: Fandens Også..... Så foreslog Bent, at jeg tjekkede ud igen og startede forfra. Det kunne man faktisk godt. Alligevel stod vi der og tjekkede ind og tjekkede ud i mindst 5 min, før vi var i mål.

Så fandt vi spor 9 og satte os til at spise, og vi var ikke mere end lige færdige, da jeg lige ville tjekke om sporet var ændret – man ved aldrig med DSB.

Det er netop gået op for mig, at der åbenbart er 10 spor, da Bent råber til mig. Det er det tog, der allerede holder der, og i alleryderste øjeblik, får vi kæmpet cyklerne op og ombord. Det med at hjælpe hinanden med cyklerne, var pludselig slet ikke nødvendigt. Op skulle de – og det kom de!

Således reddet af gong-gongen er vi nu på vej hjem det sidste stykke.

Bortset fra de 8 km fra Køge Nord – men det går nok også.....

52 km

Operation Grænseland 6

31.08.20 Danhostel, Tønder

Natten forløb uden rystelser. Jeg sov tungt indtil ved 5-tiden. Så var jeg oppe at tisse og lå vågen nogen tid indtil jeg sov tungt igen.

Morgenmaden, vi havde bestilt, viste sig at være udmærket og rigelig. Og meget billigere end ventet. Egentlig et tilfredsstillende sted, men hvorfor SKAL dørene knirke. Når man forsigtigt åbner toiletdøren, for ikke at vække nogen, finder man ud af at man skulle have revet den op – og så er det for sent.

Så er der kursus i frisisk

Kommer af sted 9.32. Der rører sig ikke en vind – stort set i hvert fald. Solen skinner, og jeg har taget sommerantrækket på: sandaler og smidt underbenene på bukserne.

Hvad laver de dog? Det er kø'en til bageren
 

Vi kører de 17 km til List på godt en time. Tids nok til at se færgen lige være sejlet. Det er heller ikke den, vi har satset på, men den næste. Så er der tid til en kop kaffe.

Vejen mod List gennem det særprægede klit-og hedelandskab 

Færgen sejler lidt forsinket, men vi har fået plads på første parket på andet dæk. Hvis ellers færgen sejler i den retning – men det gør den.

Vi møder færgen den modsatte vej

Det er en bedre geografi-time. Der er lejlighed til at se eksempler på strøm og aflejringsforhold. I det smalle vand mellem Sild og Rømø er strømmen stærk, når tidevandet skifter, og graver en fin dyb sejlrende. Men efter mellemrummet svækkes strømmen og materialer aflejres og laver grunde, man som skibsfører skal undgå. Og de røde og grønne bøjer kommer ligesom med dokumentationen.

Der er tid til en magnum på vejen.

Så kommer turen fra Havneby nordpå til dæmningen. Går uden problemer, og også turen over dæmningen. Så er det tid til frokost. Vanen er efterhånden blevet, dagen før at købe de sandwich, vi ønsker at spise til frokost. I dag suppleret med den sidste tomat, der længe har været en plage at køre med, men nu falder på et tørt sted.

Der er stadig langt til Tønder, men forhåbentlig ikke så langt til en ny kop kaffe. De største forhåbninger knytter sig til Hjerpsted, men der er ikke noget, så vi nøjes med en tår vand og 2 müsli bar’er hver. Google Maps har i mellemtiden lokaliseret en café i Højer, som vi også skal igennem. Der hvor vi står, kan vi vælge mellem to ruter, og jeg argumenterer for den over Emmerlev, den burde være den korteste. Det er den sikkert også, men der kan jo være andre overraskelser. Og det er der – inden længe overgår den til grus!

En kedelig opdagelse

Nå, også det overlever vi, og nu nærmer vi os virkelig Højer. Desværre begynder det at småregne og mod forventning bliver det mere og mere mens vi kører ind i byen. Da jeg lige skal tjekke beliggenheden, ser jeg med småt, hvad jeg ikke så før: Midlertidigt lukket! Pokkers!!

Jeg spørger en dame, der mener at der er to muligheder for kaffe nede ved torvet. Caféen viser sig også at være lukket, men det SIDSTE sted, ishuset giver pote. Det hedder ”is’nkram” og man kan købe is, kaffe, vin og forskelligt kram, som fx. gamle ølkasser. Det bestyres af en venlig dame, der kom herover med manden for at se sort sol for fire år siden – og blev hængende. Husene var billige....

Mens vi drikker kaffen bliver vi enige om, at købe en flaske vin for at støtte hende. Det er ½ flasker og vi vælger en rosé.

Imens har det regnet kraftigere, men det er hørt op. Perfekt. Alting synes at flaske sig. Bent har for længst døbt denne dag til ”Kongeetapen”.

Og etapen slutter med stykket til Tønder. Vi burde snart være der, men jeg kan ikke kende noget.... Det viser sig, at selv om jeg før HAVDE plottet adressen ind, slettede jeg den igen, så nu var målet bare sat til Tønder, og så havner man altså på Violvej i et rækkehus kvarter.

På’n igen. Endelig drejer vi væk fra byen, og jeg genkender området i store træk. Jeg ringede tidligere, og sagde, at vi ikke kunne nå at være der inden 16. Det var ikke noget problem, hun ville bare lægge en kuvert med mit navn på og nøglen i.

Og inden længe kan vi læne os tilbage og drikke vinen. Så langt så godt....

Siden damen med ishuset har vi snakket om muligheden for at se sort sol, og jeg har på nettet fundet det nærmeste sted lige over grænsen til Tyskland. Omkring Aventoft.

Efter at have lagt sengetøj på – i Tyskland får man sengetøj til at lægge på med i prisen – som vi lejer, kører vi mod grænsen. Det viser sig desværre, at grænseovergangen ved Møllehus er lukket, så vi opgiver.

Lille sort sol

Men på hjemvejen stopper vi ved en mindre samling sværmende stære. Og ser faktisk fænomenet i meget lille målestok. Hvordan flokken bliver suppleret af mindre flokke og vokser i størrelse. Til sidst forsvinder den i retning af Aventoft og vi forsvinder tilbage mod Tønder.

Over åen - på vej tilbage til byen

Kører direkte til hovedgaden og finder et sted, hvor man kan få Burger med sovs og pommes. Det får vi + 0,5 l Grinbergen Pale Ale. Se DET er et måltid.

76,12 km  

 

Operation Grænseland 5

30.08.20 Westerland, Sylt

Vi var nøje blevet instrueret om, hvor vores morgenmads bord var i spisesalen, så det fandt vi let. 2.5 stod der, det var os. Ved buffeten kunne man hente müsli, mælk, havregryn, cornflakes. Altsammen i små glas med låg. De må have købt en nedlagt marmeladefabrik.

Det mærkelige var, at der ikke var nogen dyb tallerken eller skål, så eneste mulighed var, at hælde det hele sammen i ét glas og komme mælk ved. Jeg spiste det med en teske.

En lidt aparte morgenmad - men mæt blev man

Det eneste man kan sige disse tyske JHB på, er, at man selv skal lægge sengetøj på. Det havde vi meget sjov ud af i går aftes. Jeg troede ellers, at jeg havde lært det sidst, hvor det for første gang lykkedes mig at anvende metoden med at vende dynebetrækket ud over dynen. Det havde jeg glemt igen. Men efter at have opgivet, lykkedes det alligevel til sidst. Så kunne vi roligt gå ud at spise.

På banegården fik vi købt personbilletter til Westerland (Sylt) og mens Bent gik på toilettet, fandt jeg ud af, hvor toget gik fra, og hvordan man kom derhen.

Så er vi klar til afgang

Så selv om vi var enedes om, at det førte tog 10.10 når vi ikke, så nåede vi det. Alle bekymringer blev gjort til skamme. Jeg havde forestillet mig, at det var biltoget, vi også skulle med, men det passede ikke. Det var et helt almindeligt lokaltog med lav indstigning. Vi kom i øvrigt aldrig til at vise billetterne. Turen tog vel omkring 30 min og vi holdt 3 steder. Ét før dæmningen og to efter, før vi rullede ind på Westerland Stationen. Man kan altid overveje om man skal låse cyklen, for at den ikke skal trille den ene eller den anden vej, når toget accelererer og decellererer, men det var ikke nødvendigt. Aldrig før har jeg oplevet et tog med SÅ forsigtigt et bevægelsesmønster. Tysk effektivitet når den er bedst.

Toget er ankommet til Westerland

Vi nåede altså frem til Sylt og blev enige om, at køre lidt sydpå først, inden vi ville sætte kursen nordpå til List, hvor vi skulle overnatte. Det var endnu nogle nye særprægede landskaber. Vi kørte til Rantum og fandt en Backstube, eller Backstoow som det vist hed på frisisk. Vi bestilte to kaffe og to pain au chocolat, som de dog kaldte noget andet hos en vrissen dame, der burde have fundet sig et andet job – uden kundekontakt. Hun spurgte om croisanterne skulle på to eller én tallerken, og da Bent lettere ironisk svarede, at vi ville foretrække det på to, svarede hun flabet, at det kunne man jo ikke vide....

Den tyske drøm om et ferieparadis

Hvordan den søde unge mand der ryddede af kunne holde ud at arbejde dér, forblev en gåde.

Vi var nede ved klitterne for at se på badeforholdene. De så gode ud. Størstedelen af husene her på Sylt, er bygget i gammel stil med Stråtag, Vi blev enige om, at der må være nogle regler om det, i hvert fald i visse områder. Det er den tyske drøm om en rustik sommerferie.

Cykelstien havde hele vejen været fyldt som en motorvej i myldretiden. Jeg følte mig mere utryg end ved at køre på en russisk hovedvej. Alle disse mennesker i alle aldre, der ikke er vant til at cykle, er pludselig sat op på sådan en maskine og drøner af sted ofte hjulpet af uanede elektriske kræfter. Vi oplevede ikke nogen uheld, hvilket syntes et rent mirakel.

Også kirken var omdannet til ferieidyl

Og herudover er vejene fyldt med biler, der dog for en gangs skyld er lidt i defensiven.

Det var en strålende dag at besøge Sylt. En let til frisk vind fra NV, den var i ryggen hele vejen til Rantum, men blev til modvind på tilbageturen nordpå. Vi kørte dog over en 6 km lang dæmning rundt om et fuglereservat for dernæst at køre til Keitum, hvor vi fandt et sted at spise vores i går indkøbte sandwich’s.

Der var mere øde her

Så fortsatte vi nordpå i en ny type landskab og nåede List og skulle lige proviantere, før vi skulle finde overnatnings stedet. Vi fik købt det vi skulle og da jeg så finder bookingen i app’en og beder om placering, ser jeg vantro på en rød markør i Westerland!!! Jeg fatter det ikke. Og det var jo dér, vi startede. Siden har vi kørt 42 km, og nu er vi pludselig 17 km væk fra målet. Jeg har aldrig vidst, hvor eller hvad Westerland var. Søgte bate i sin tid på List på Booking.com og fandt noget, der var til at betale. Og så tjekkede jeg aldrig, hvor det lå. Troede bare det var i List. Ja, sådan kan man blive klogere. Desværre er der så en regning at betale. Vi må køre yderligere 17 km sydpå igen. På positiv siden er, at det nu er medvind og at vi følger den anden cykelsti, der går direkte gennem lyngbevoksede klitter høje som bjerge. Der er smukt og specielt.

Op gennem lyngbjergene

Så når vi frem til ”Mein Urlaub auf Sylt” B&B. Der er ingen, der åbner, men efter at have studeret en falmet skrivelse i vinduet, der taler om, at i påkommende tilfælde skal nøglen hentes i USA, går pråsen op for os begge. Det er postkassen, der refereres til. En amerikaner model.

Ganske rigtigt er der en kuvert med mit navn på og nøgler i. Og så kan vi gå indenfor i et pænt stort værelse og nyde vores velfortjente øl.

63 km

Operation Grænseland 4

29.08.20 DJH Nieböll

Sengen var smal, men mig bekendt kom det ikke til uoverensstemmelser i løbet af natten. Men helt rolig forløb den  nu ikke. Skybruds lignende regn og torden i flere omgange. Det forhindrede mig nu ikke i at sove godt og tungt.

Vi blev ført ind gennem stuen i går. Den så noget uorganiseret ud, så vi er blevet enige om, at konen er skredet og har taget børnene med. For i følge postkassen, skulle der bo en hel familie. At de TO vaskemaskiner i badeværelset – og der er plads til dem – skyldes idel sengetøjs og håndklædevask, er der vist ingen tvivl om.

Måske han kan leve af det?

Endeligt et internet der virker! Det uploadede billeder på 5 sek.

Der er ikke noget bord, så den første lille morgenmad bliver rettet an i vindueskarmen. Tanken er at køre ned i byen, hvor der er marked i dag lørdag og få en ”second breakfast”, før vi vender næsen vestpå for at køre på diger ude ved havet.

Så er der dækket op i vindueskarmen

Vi er vist af sted allerede ved 9-tiden, så der er ikke det vilde liv i byen endnu. Markedsboderne er for de flestes vedkommende stillet op.

Der er ikke særlig livligt endnu

Vi finder en bager og venter pænt på at blive de næste til at komme ind. Det synes at være en vedtaget standard, at der kun kommer én ind i bagerforretninger af gangen. Der er en dame, der bliver afvist. Hun har kun sådan en lille mundskærm på. Hun er vred. Og da hun lidt efter kommer igen, for at spørge, hvad bagerdamen hedder, er hun endnu vredere. Vi får lov til at få vores croisanter og kaffe mod at registrere os. Det er sædvane. Inden vi kører, køber vi 4 sandwich’s til frokost i en bod.

Man venter pænt på tur....

Så begiver vi os mod havet og inden længe kører vi nedenfor et dige. Der viser sig ofte at være vej på begge sider af digerne. Vinden er syd/sydøst, så da vi først kommer ud til havet og drejer mod nord, får vi MEDvind.

Et sted går vejen gennem diget, og der er store stålporte, der kan lukkes for at forhindre vandet i at løbe ind bag diget.

Portene bliver lukket manuelt, hvis det bliver nødvendigt

Hvor jeg havde troet, at vi skulle køre OPPE på diget, kører vi enten foran eller bagved diget. Vejen drejer ud på Nordstrand, der i hvert fald i dag, er en halvø. Til sidst ender festen for bilisterne og kun gående og cyklister må bevæge sig ud på diget, der afgrænser Beltringharder Koog.

Her ender festen for bilisterne

Det er en umådelig afslappet etape med vinden i ryggen. Vi spiser et sted, hvor der er cykeludlejning. Det er de bedste sandwich, jeg længe har fået. Indenfor den næste time, skulle der gerne dukke et kaffested op.

Da der kommer til at stå Ockholm, drejer vi fra, men Ockholm kan ikke byde på det ønskede. Den har derimod en speciel kirke med et lille klokketårn. Næsten alle på kirkegården har danske navne, særlig Ingwardsen. Der er også et monument med faldne i de to store krige..

Hovedsagelig danske -sen navne

Senere kommer vi forbi flere gaststädte, som desværre alle er lukkede – og vist alle for good.

Men vinden bærer os videre og i Risum-Lindholm giver Risum heller ikke noget resultat, så i stedet for at dreje mod målet, Nieböll, fortsætter vi gennem Lindholm. Det er her, de skulle tale frisisk og også lære det i skolen. Bynavnet står da også på frisisk.

Som lovet af en mand i Husum, er Lindholm centrum i det friske sprog's udbredelse

I enden af byen kommer der et hotel, hvor Bent næsten er på vej ind, da jeg foreslår, at vi lige gør vores indkøb i enten Aldi eller Netto Markt og ser, om ikke man også kan få kaffe.

Der viser sig at være et lille torv bag Aldi, hvor der er en Backstube, altså et bageri. Det var som sendt fra himlen. Her indtager vi dagens kaffe og kage. Det var på høje tid.

Så går det endelig de sidste 5 km til Nieböll, hvor vi prøver at forhøre os om toget til Sylt og muligheden for at tage cykler med. Det bliver vi ikke rigtig kloge på, så vi finder i stedet vandrehjemmet, hvor vi skal have et "twei betten" rum med WC/Dusch. Der er godt nok køjesenge, men det ER faktisk et "vier betten" rum, så vi kan begge få en underkøje. Værelset har bord og stole og skabe og knager og dansegulv. Ikke at vi skal danse, men der er plads til det. Og MED morgenmad koster det 61 € til forskel for gårsdagens 68 € UDEN morgenmad.

Min saddel har flere revner og nattens regn har den suget til sig som en svamp. Så jeg har hele dagen kørt med en lille tynd plastikpose over. En pose, der typisk blæser væk, når jeg standser og står af. Jeg tror Bent har jagtet den 5 gange og jeg selv 3. Her på Jugendherberget er der overdækket cykelstald, så nu håber jeg den kan tørre helt?

Efter at have indtaget dagens øl – der i dag er Krombacher – kører vi tilbage til centrum for at spise. Vi er dog også forbi stationen og er nu blevet lidt klogere – tror vi – og har fået købt to cykelbilletter til i morgen. Man kan vist ikke reservere. Personbilletterne kan jeg godt købe på nettet, men måske venter vi til i morgen. Det er også afgjort, at Nolde-museet bliver opgivet. Bent har set det før, og det har jeg også, ha ha. Udefra.

Spiser i Rattskeller. Udmærket mad, men heller ikke i dag blev det til Bratt-eller currywurst, som vi har fablet om, de sidste dage.

Jeg prøver om jeg kan finde hjem i mørket uden kort. Det går ikke så godt. Jeg ved, at DJH ligger helt mod nord i byen, så det burde ikke være svært, men er det alligevel. Byen er ikke rund, men langstrakt, så vi kommer faktisk for LANGT mod nord og må bruge Google Maps, for at finde hjem det sidste stykke. Heldigvis har vi kørt stykket af en lille mørk sti allerede i eftermiddags, ellers havde vi nok ikke vovet det her i mørket. Men Bents lygte klarer sagerne.

61 km