Operation Grænseland 1

25.08.20 Dom Hotel Bed&Breakfast, Slesvig

Jeg vågnede allerede nogle min over 6. Men inden jeg for alvor igen var på vej ind i søvnen, slog det mig, at jeg skulle huske en toiletrulle. Og så var det sket. Passet var heller ikke kommet på plads endnu, så efter at være kommet i tanker om endnu et par ting, stod jeg op. Nu har jeg jo også vænnet mig til at have god tid om morgenen.

Der var ikke noget problem med at få tiden til at gå, men allerede lidt over 9 var jeg klar til at tage af sted. Aftalen var ellers 9.30 hos Bent, men vi kunne vel lige så godt køre før som siden. Han viste sig også at være klar, så vi drog mod Køge Nord, den nye station på den nye Ringsted bane.

Så er vi klar til at borde toget

Nu har jeg ikke den store erfaring i at have cykel med tog i Danmark – bortset fra s-toget – så jeg havde gjort mig mine tanker om, hvordan vi skulle finde den vogn vi skulle ind i. Så har AM mere erfaring i at krydse landet i tog. Det måtte stå på billetten, hvilken vogn vi skulle være i. Og på stationen ville der stå hvilket perron afsnit den pågældende vogn ville være i. Ganske rigtigt: Vogn 22.

Vi var nået til Køge Nord uden regn, men inden længe begyndte vanddråberne som små haletudser at krable hen over ruderne i toget.

Bent nåede at få sig en mindre lur, og jeg lukkede også lige øjnene, inden vi var fremme i Fredericia. Det er vist første gang, jeg rejser med cykel i et IC tog, men det var ret let, når vi lige ser bort fra opstigningen. Det er en ret stejl trappe, man skal bære/slæbe cyklen op af. Men selv om passagen ind til kupéen er ret smal, er den dog lige netop bred nok til at en cykel med cykeltasker kan passere.

Da vi havde fået placeret os på den rigtige perron i Fredericia, indtog vi frokosten. Bent havde købt to pakker med sandwich i Aldi og jeg havde medbragt 2 små Leffe Blonde, der var blevet medbragt fra Frankrig. Faktisk har jeg to til til senere.....

Det var vel kun omkring 1½ tim, før vi stod af i Padborg, efter at have kørt igennem det flade danske sønderjyske land. Desværre var det lige til en byge. Efter et kvarter holdt den op og vi kunne prøve, at komme væk fra stationen. Der var to muligheder, enten fulgte vi de gående sydpå ad en lille sti, der skulle munde ud i en vej, eller også tog man den autoriserede vej ud, og det var ned under sporene.

Havde det ikke været for dette godstog, havde vi bare kunnet gå over sporene....

Desværre er elevatoren endnu ikke kommet til Padborg, så det blev en øvelse i, hvordan man bærer en cykel NED ad en trappe og siden OP. En skinne til at trække cyklen i har de heller ikke hørt om....

Vi startede med at følge "Østersøruten"

Vi kørte mod Kupfermühle. Jeg havde læst, at der skulle være en sti gennem skoven, hvor man på cykel skulle kunne krydse grænsen. Vi fandt stedet, den unge mand i et pizzaria overfor, mente helt bestemt, at ALLE de små overgange var lukkede i disse tider, så vi fortsatte af bilvejen.

Cykelstien hørte op og så må man jo køre på vejen. Jeg så INGEN skilte eller anvisninger på, hvordan cyklister skulle opføre sig. Desværre var der vejarbejde, så der var kun én bane, og vi havde hurtigt en hale af biler bag os. De var ikke alle lige begejstrede. Til sidst begyndte de så dyttende og råbende at køre forbi, selv om der reelt ikke var plads. Ikke særlig morsomt som cyklist. Nogle dumme danskere råbte, at der måtte vi ikke cykle.... som om de vidste noget om det, havde der måske været noget skilt...? Jeg brølede af mine lungers fulde kraft, ”Hvor står det....?”

En mere venlig tysk mand sagde, at vi kunne have kørt ovre i venstre side, husk det til næste gang..... Som om der bliver en næste gang....

Så kunne vi endelig dreje fra til Kobbermøllen, som har været et kobberbearbejdningsanlæg i forbindelse med vandmøllen her. Fra dengang kobber var det nye sort, og kunne bruges til tagdækning og produktion af køkkenting m.m.

Vandmøllen kører endnu, men der bliver ikke banket mere kobber

Der var et museum, men vi nøjedes med at kigge ind. Det var tilstrækkeligt enedes vi om. Så kom der en ny byge og vi ventede igen på, at kunne køre videre.

Sådan gik det slag i slag de næste timer, med skiftevis byge og ophold. Vi prøvede at finde den cykelrute, der var afmærket på Bents cykelkort. Den så noget snørklet ud og i praksis kunne man ikke følge den. Vi fandt cykelskiltene mod Slesvig, men de var ikke helt konsistente og i sidste ende rettede vi selv vores rute til efter Google.

Det var som om der blev længere og længere til Slesvig, men bygerne holdt sig gudskelov væk. Der var nogle gevaldig lange bakker. Et sted spiste vi majs fra en majsmark og senere drak vi sodavand og spiste småkager. Alligevel begyndte sulten at melde sig, og en nødration i form af en mørk Bounty måtte på bordet.

Omsider stod der pludselig Slesvig 3 km og trængslerne var ovre. Klokken var næsten halv otte, da vi parkerede cyklerne for natten. Dette B&B er et hostel – bare uden fællesfaciliteter. Der er to køjesenge og bad og toilet på gangen. Til en pris af 66 € inkl. Morgenmad, er det luset. Et underligt skævt rum og et lille rundt bord og to stole. Internettet virker lige netop, vasken i baderummet kan ikke lukke vandet ud.....

Vi måtte straks have noget at spise og fandt hen til Lucifer, der var ét af to steder værten anbefalede. Fin mad og øl.

60 km 

Frankrig2020 Dag 19

 

24.08.20 Dalgasvej Køge

Prisen taget i betragtning tager Kischners Landhaus klart prisen som det bedste hotel på turen. Morgenmaden var prikken over i’et. Alt hvad hjertet kunne begære.

Frøken Google ledte os ud af Hannover i et kringlet mønster. Da vi endelig kom til 7’eren, var det desværre direkte ind i kø’en. Den opløste sig efter et kvarter og blev afløst af vejarbejde, der utvivlsomt var årsag til køen. Når 3 baner skal blive til 2 langsomme baner (80 km/t) går det uvægerlig galt.

I det store og hele gik det dog tåleligt fremad mod Hamburg, og siden Lübeck og så begynder man at kunne lugte Danmark.

Kom med en færge 14.45, så vi var i Danmark omkring 15.50.

Der var grænsekontrol – det havde jeg helt glemt. Og en testcenter for corona, hvor man frivilligt kunne lade sig teste, hvis man havde været ude at rejse. Så der kørte vi om og blev testet. Man skal selv gå ind på Sundhed.dk og se under prøveresultater……

Man skal lige vænne sig til de danske coronaregler. Jeg har allerede taget efter masken to gange, da jeg skulle ind i et supermarked.

Frankrig2020 Dag 18

23.08.20 Kischers Landhaus, Hannover

Selv med vinduet lukket hørtes motorvejen tydeligt, så da det var for varmt med det lukket, forblev det åbent. Sidst på natten var den faldet nogenlunde til ro, og jeg sov videre til kvart over 6.

Halv ni gik vi over for at spise morgenmad i bageriet. At dømme efter antallet af morgenmadsspisende, var der alligevel 4-5 værelser på hotellet, der havde været i brug.

Vi fandt hurtigt tilbage til motorvejen og så gik dagen med det sædvanlige: Tanke, drikke kaffe, gå på toilettet, drikke vand, vejarbejde…. Temperaturen er kommet ned i et udholdeligt leje.

Ved Göttingen kørte vi fra for at betale regningen på hotel Beckmann. Det var dem, der havde anegalleriet på væggen. Jeg går ud fra, at det var Beckmann den yngre, der selv sad i receptionen ligesom sidst. Jo, han kunne godt huske os. Vi var på vej til Frankrig, og havde det nu været en god tur, og tak for nu og kom endelig igen….

Jeg satte Google’s damestemme til at vise vej til det nye hotel, da vi nærmede os Hannover. Uden hende havde det været svært. Nu var det let.

Værelset en hel balsal sammenlignet med flere af de andre. Og her er morgenmaden inkluderet.

Vi havde kun spist en sandwich i løbet af dagen, så vi gik ret hurtigt hen på det lokale græske spisested. Jeg fik lammekoteletter, AM en gyros platte. Og to store Erdinger.

Sammenlignet med de tidligere TV-skærme er denne en mindre biograf værdig, så jeg prøver lige, hvad der er. Efter at have fulgt lidt med i en tysk families jordomrejse på trods af corona’en, er jeg blevet klar over, at der er CL finale: ParisSG – Bayeren München kl. 21.00. Den skal jeg i hvert fald se begyndelsen af…..

  

Frankrig2020 Dag 17

22.08.20 Hotel Kranich, Heidelberg

Natten forløber ikke helt støjfrit. Der er musik fra en natklub et stykke henne i gaden. På et tidspunkt dør det ud. Det er nok henad 3. Efter det lejlighedsvise uartikulerede råb fra ikke helt appelsinfri personer. Og skramlende køretøjer.

Det er en storby og sådanne sover aldrig.  VI får dog sovet noget. Om end lidt afbrudt.

En regnvåd Rue de Colmar kl. 06.15 - set fra nr.17

Her til morgen regner det. Vejrskiftet er på vej. Det er lørdag morgen og rengøringen efter fredagens udskejelser er i gang. På det andet fortov kører en mand og tømmer skraldespande og samler affald op. Lidt senere kører der en større rengøringsmaskine på fortovet nedenunder.

Hotellet virker forsømt. Der er badekar og alt har engang været nyt og fint, men holderen til bruseren er engang knækket og aldrig blevet repareret. Slangen til bruseren har mistet noget af sin metalomslutning og i håndvasken stirrer man direkte ned i afløbsrøret. Det er ikke her, man skal tabe en kontaktlinse.

Tab ikke linsen.....

Senere finder jeg dog lukkedimsen, men den er fjernet, fordi hæve/sænke mekanismen er gået itu. Nej, den er ikke gået itu, Den skrue man skal kunne stille længden med, er ikke lang nok, så det har aldrig virket.

Her til morgen begynder et afsnit af ”Faulty Towers”. Vi går ned til 1.sal, hvor morgenmaden skulle vente. Men hvor man i går kunne se ind i spisesalen fra trappen, er den i dag ikke i syne. Jeg finder dog hurtigt ud af bag hvilken dør, den må befinde sig. Og døren er ikke låst, men der er ikke tændt lys. Der er dækket op på nogle borde med service, men der er ingen mad at finde og ingen i køkkenet.

Altså går jeg ned i receptionen. Der er heller ingen. Der er dog nedskrevet et nummer, man kan ringe til. I første forsøg får jeg at vide, at nummeret ikke eksisterer…. Efter nogen eftertanke bliver jeg klar over, at man nok ikke skal taste 0’et foran 6-tallet, når man ringer fra udlandet, hvad jeg i princippet gør.

Altså et nyt forsøg. Nu bliver telefonen ikke taget….. Så går der yderligere en rum tid, hvorpå min telefon ringer. Så vidt jeg kan høre, er det den søde ældre mand, der var der i går. Jeg gør rede for situationen. Jamen er der ikke lys i receptionen, vil han vide. Nej, overhovedet ikke. Ingen spor efter mennesker.

Så går der ca. 5 minutter, før en mand på cykel dukker op, med et baguette. ”Une minute…” siger han gang på gang. Og efter at have fået lavet kaffe, forsvinder han igen og kommer meget hurtigt tilbage med 2 croisant’er og to pain au chocolat.

Der er ingen undskyldninger, kun brokker han sig hele tiden over chefen, der åbenbart skælder ud. Og bliver ved med at snakke om vejret, der er blevet meget bedre, nu det ikke er så varmt mere. Vi ønsker bare han holder sin kæft, nu vi har fået så vi kan klare os.

Desværre havde vi fået betalt – også for morgenmaden – i går. Ellers var vi bare kørt og fundet et sted at få morgenmad.

Da vi skal ud af gården, hvor vi holder, er bilen igen ved at hænge fast. Bunden går på og AM hopper en meter i sædet. Jeg må bakke den fri og åbne porten helt op. Der er lidt lavere i højre side. Sådan slipper vi ud af mareridtet….

Jeg misser et sving til højre, så vi kommer på en mindre rundtur i omegnen, før vi kører mod Tyskland. Eneste tegn på at vi har krydset en grænse er, at skiltene nu har fået det kendte tyske layout tilbage.

Efter en tid kører vi ind i en kø. Den synes at være langvarig, så da vi efter 15-20 min når frem mod en afkørsel, vælger vi – ligesom utallige andre – at køre det sidste stykke i nødsporet og dreje fra. Det er hovedvej 3, vi skal frem til og følge nordpå.

Det går godt indtil vi nærmer os 3’eren. Så starter en ny kø. Først for at komme ud på 3’eren og siden PÅ 3ëren. Det viser sig nemlig, at den krydser motorvejen og der er en tilkørsel, som Alle vil ned på, for kø’en på motorvejen, er i mellemtiden blevet opløst.

Og sådan går dagen.

Ikke desto mindre når vi til Heidelberg. Jeg må have Goggle-damen, til at fortælle den sidste del af vejen.

Vi tjekker ind allerede 14.15. Jeg spørger til parkeringsmuligheder i Heidelberg. Det er kun i parkeringshuse. De almindelige p-pladser er forbeholdt dem, der bor i byen. Da jeg har tygget lidt på den, har jeg indset, at cyklerne nok er et problem. Det kan han kun give mig ret i. Men så kan vi bare tage bussen og sporvognen ind. Man køber billet i en automat henne ved stoppestedet ved Netto. Kan man betale med kort? Ja, det kan man.

Ja, for vi har satset på ikke at hæve flere €, og der er kun ca. 5 tilbage, som skulle kunne dække motorvejens toiletter.

Dette hotel er uden morgenmad. Den kan man købe sig til hos Netto’s bager lige over parkeringspladsen.

Efter at have hvilet en stund beslutter vi os for lige at tage en kop kaffe hos bageren inden vi tager med bussen. Man kan IKKE betale med kort der! Fandens også. Vi har kun lige nok til kaffen….

Nå, så må vi hæve i Heidelberg. Jeg skal jo også bruge nogle €, når jeg skal cykle med Bent i næste uge. Så jeg hæver 200, tænker jeg.

Automaten virker meget tilforladelig indtil jeg skal vælge betalingsmåde. Så virker den tilsyneladende ikke mere. Bagefter kan jeg se mit problem. Nu har jeg lige i kaffeautomaterne i Frankrig lært, hvordan man gør, og DER trykker man på den ønskede betalingsmåde. Derfor tror jeg – dum som jeg er – at man også gør det her. N-E-J selvfølgelig ikke. Her gør man bare det man vil. Putter mønter i – putter sedler i – sætter kortet i….

Og mens jeg roder med maskinen, kommer der en bus, vi ikke når at komme med…. Fandens og to gange fandens…

Her er vi så kommet med bussen

Jeg har fundet ud af, at vi kan blive i bussen hele vejen i stedet for at skifte. Så får vi set noget mere af forstæderne og kommer til at køre langs floden et godt stykke. Floden hedder Neckar og her er vi lige før, den løber ud i Rhinen. Altså Rhein-Neckar og så mangler man jo bare at sætte Löwen bagefter, så har man en af Tysklands stolte håndboldklubber. Så HER hører den hjemme.

Hvis vi står af lige før bussen krydser floden, skulle vi være i udkanten af Altstadt.

Det kunne ikke passe bedre. Her starter simpelthen Hoved-gå-gaden gennem hele Altstadt. Det er et populært mål, for her er proppet med mennesker.

På gågaden - på jagt efter vores skygger

Vi finder en automat, får penge og finder en italiensk restaurant, ”Garibaldi” og får noget at spise. Godt det samme med pengene, for heller ikke her, kan man betale med kort. Læren må være: Man kan betale med kort overalt, undtagen de steder du HAR brug for at betale med kort.

Mondæne huse på den anden side af Neckar

Kan man se paraglideren....

Bussystemet og køreplanerne er her lige så uigennemskueligt, som det kan være hjemme, men det lykkes alligevel, at komme helt hjem. 

Frankrig2020 Dag 16

21.08.20 Mulhouse, Hotel Strassbourg

Chaufføren havde sat afgangstidspunktet til 9.00 senest.

Vi kom vel af sted 9.30. Nøglen i Madame’s postkasse som aftalt. Cyklerne var allerede sat på taget i går. Det var ikke helt så varmt som ventet, sikkert fordi vi sjældent har været af sted så tidligt.

Kom planmæssigt frem til motorvejen i Orange Syd. Kørte frem og ventede på billetten. Hvor bli’r den af? Jeg fægter lidt rundt med hånden,  indtil jeg trykkede på ”hjælp” knappen. Det skete også en gang på nedturen. Så kom der en billet ud, da jeg bad om det. Nu siger damen et eller andet på engelsk, jeg ikke fatter. ”Se op”, siger AM. Så presser jeg hovedet lidt ud, og skæver op. Og må le. Jeg genkender med det sammen situationen fra for nogle år siden. Billetten sidder der oppe – i lastbil højde. Det er cyklerne på taget. Vi er en lastbil! Det lykkes at kante døren lidt op og få fat i billetten. Jeg vinker undskyldende til dem bagved….

Første kødannelse begynder straks efter. Det burde jeg måske have gennemskuet. Sammenfletningen af de to sydgående grene sker jo først EFTER, at vi er kørt på. Man kunne nok med fordel være blevet på hovedvejen og så have ventet med at køre på til EFTER sammenfletningen.

Under alle omstændigheder tæt trafik. Men når 100 km/t er ok, er det ikke så galt endda.

Der er nogle stop undervejs mod Lyon, men ikke noget, der helt kan tage pippet fra én. Jeg har det lidt skidt. Tænker: hvordan skal jeg overleve denne dag…. Men efter en pause og et stykke pizza – kun ét – går det lidt bedre. Og en masse at drikke.

Nu har det ikke blæst af betydning indtil nu. Selvfølgelig er det netop i dag, det skal begynde. ”Le Mistral”. Det tager lige toppen af farten.

Stille og roligt arbejder vi os frem mod Lyon. Det går fint nok med, at betale med kort på motorvejen. Også kaffeautomaterne virker med kort.

Alt går sådan set fint, indtil SIDSTE betaling. Der betaler man en fast pris 2€90 for et vist stykke.

Jeg holder øje med kort-symbolerne, der er kun to. Og begge har et skilt med max 2 m. Nu er vi OVER 2 m med cykler på taget, faktisk er vi at regne for en lastbil, så hvad gør man?  Hurtigt beslutter jeg, at så må de vel kunne finde ud af det i én af de andre rækker? Men det er ikke tilfældet. Han spørger gennem samtaleanlægget om ikke vi har 2€90 i kontanter? Jeg roder i min pung, men kan kun komme op på 1,50€, når jeg tager de 0,50 med, der ligger i bilen til indkøbsvogne.

AM finder sin pung frem. Gud hjælpe mig om ikke det er den med de engelske penge. Jeg troede ellers den én gang for alle var kommet af vejen…. Hun kan også finde én med danske penge….. For fanden da….

Så vil han have mit navn og min adresse, så de kan sende regningen. Jeg begynder at stave. På engelsk. Efter en hel del rettelser og forvirring spørger han, om ikke jeg har et kort med navn og adresse på, og jeg holder mit sygesikringskort op til TV-kameraet. Så synes han at være tilfreds, men der er stadig ikke blevet grønt lys. Han siger: You can take the ticket, men mener vist: We’ll send you the ticket. Efter at jeg flere gange har spurgt: Can I go now? Kører jeg. Lys eller ej. Altid noget der ikke er nogen bom. Desværre kommer der ikke nogle udrykningskøretøjer efter os…. Det var ellers lige, hvad der havde manglet.

Ved 18.30 tiden er vi omsider fremme ved Mulhouse, og så begynder mine prøvelser for alvor. Hvordan finder man et hotel midt i byen uden at slå GPS-damen til? Det er jeg blevet ret garvet til. Jeg har for længst tastet adressen ind, og efterhånden som vi nærmer os centrum, benytter jeg de røde lys, til at vurdere situationen. Til sidst lykkes det, at holde ind et øjeblik og tælle gader. Til højre ad 4. gade, den skulle gerne hedde Rue de Colmar. Og det gør den! Og vi ser hotellet ligge ovre bag sporvognsskinnerne. Længere frem og så til højre og prøve at komme tilbage.

Jeg kan komme til at holde oppe på fortovet foran en port, mens jeg lige går frem til hotellet og forhører mig. Da jeg kommer tilbage, er der en sur mand på vej hen for at åbne porten, så en eller anden schweizer kan køre ud – efter at jeg lige har bakket væk fra porten, så schzeizeren kan komme ud, og jeg kan komme til venstre ad en gade og hen til hotellet, hvor jeg nu kører over sporvognsskinnerne og hen til porten…. Nej, den går ikke mener receptionisten, vi er for høje, vi må om til bagindgangen. Han kan virkelig forklare det, så JEG i hvert fald forstår det, og inden længe, holder vi i gården, har fundet 317 og har delt to øl, vi havde med i køletasken.

Mulhouse er en hyggelig by. Minder om Strassbourg mht. bygninger men er kun halvt så stor befolkningsmæssigt.

Vi bor ud til en larmende gade, der er ikke air-con, så vinduet må stå åbent i nat….. 

Katedralen gemmer sig.

Vi går hen til centrum - ca. 500 m - og ender med at spise et sted, hvor man netop kan se toppen af katedralen.

 

 

Frankrig2020 Dag 15

 20.08.20 Ville-sur-Auzon

Jeg vågner og synes, det ser temmelig lyst ud. I det øjeblik jeg står ud af sengen, vågner alarmen til live. Det er timing. Jeg har kun en halv time, så jeg har travlt. Men når at blive færdig, få fyldt vand på flasken og pumpet cyklen. Den er desværre HELT flad her til morgen. Der er endnu ingen spor af André, så jeg tænker, at jeg måske lige kan nå at skifte slangen. Der må vel være en ekstra i saddeltasken?

Det er pinligt at måtte indrømme det, men selvfølgelig ER der en slange. Det pinlige er, at da jeg kigger nærmere på den har den store revner adskillige steder. Ikke så underligt at den ikke ER blevet repareret. Den KAN ikke repareres. Det er det der med ”det skal jeg lige huske at gøre….” Jo, godav du….

Mens jeg sad og ventede på André, kom jeg til at tænke på, hvad det ubeboede? hus mon skulle koste?

Jeg når endda et par spil Wordfeud inden først Dominique og siden André kommer frem og undskylder….

Vi har en fin tur op gennem gorge’n. Kører 2-4 km/t langsommere end jeg selv ville gøre. Så det er den rene spadseretur for mig. André vejer vel 90 kg, så ikke underligt, at han puster noget. Er 58 år.

Tilbageturen er det omvendt. André skal køre så langt han kan uden at bremse. I den sammenhæng er jeg en kylling. Selv om jeg efterhånden kender de fleste sving nogenlunde, kan jeg ikke lade være med at bremse de helt ubehagelige steder. Som en af de små bitte tunneler hvor der er et skarpt sving før og man derfor ikke kan se, om der er en lastbil på vej fra den anden side.

Og her har han vægten med sig. Plus en 16 år yngre cykel, der ikke taber luft på forhjulet. Nå, men hvad man ikke har i udstyret, må man have i benene og vi kommer da sammen tilbage og kan takke hinanden for en fin tur.

Og senere erfarer jeg, at han da har forstået det meste af, hvad jeg har forsøgt at fortælle ham på fransk, for han gengiver det til Dominique.

Vi er ude og køre en sidste tur i bilen. Den har fået tjekket og efterfyldt olie og kølervæske og er sådan set klar til hjemturen.

Vi kører op ad den nye vej mod Sault og der et sted oppe i højlandet, skal der være en vej, der går tilbage mod Flassan. Det viser sig at være en temmelig bred og temmelig god vej, der snor sig ned gennem skov, skov og atter skov. Skov med vildsvin – vi ser naturligvis ikke nogen. Jeg tænker, at dette måske var alternativet til Gorge de la Nesque engang. Indtil man byggede den nye vej.

Vi ender i Bedoin, hvor vi er i samtlige cykeltøjsforretninger igen. Til sidst beslutter jeg mig for en trøje.

Her er den så - cykelblusen

Og så kan vi få en is. Det vi har bestilt viser sig at være både is og kaffe, og den unge mand spørger, hvilken slags kaffe, vi vil have. Cappucino. Så går der noget tid og overtjeneren kommer med ud og forklarer, at til det vi bestilte, hører der desværre kun espresso, det vidste den unge mand ikke. Om vi stadig vil have det bestilte. Som nu allerede står på bordet. Det vil vi selvfølgelig.

Her burde følge et billede af isdesserterne, men I må nøjes med at forestille jer dem. I en slags kæmpe champagneskål ligger der 3 slags is med flødeskum og en halvrund vaffel, der virkelig smager af noget.

Da vi skal betale, siger damen noget med 28 € og da isene kostede 10,50 €, kan jeg hurtigt regne ud, at hun bare har lagt to cappucinoer oven i. Nu er der nok nogen, der synes, jeg er smålig, men efter de forhåndenværende omstændigheder mener jeg, at vi vel kun skal betale FORSKELLEN på en espresso og en cappucino? Det synes overtjeneren at fatte og acceptere, men så er det, at han pludselig bliver væk. Vi sidder vel 5 min og venter…. Så kommer han ud i samtale med en eller anden lokal, som helt klart er vigtigere end 2 dumme turister.

Og SÅ er det jeg bliver sur! Jeg holder dog min kæft for AM’s skyld. Men det er altså en uforskammet behandling. Sådan er det at være turist. Lad os komme hjem…..

Bilen bliver tanket op og cyklerne læsset på og så mangler vi bare at pakke vores grej.

Vi spiser efter franske forhold tidligt, så det er først efter vi har spist, at det trækker op til fest i gaden. Vi har godt kunnet høre folk snakke og så sætter det i med musik. Jeg vil kalde det ragtime.

Der er linet op til en festlig aften

Det må jeg ud og se nærmere på. Borde er linet op og et 4 personers orkester er i fuld gang. En bas, en guitarspiller (stålguitar og bottleneck) en pige der skiftevis spiller ukulele og guitar og endelig Gerard på guitar. Det fås ikke meget bedre.

Og her er orkesteret

Sådan noget med en masse mennesker hun ikke kan snakke med, er ikke noget for AM. JEG har ikke nogen problemer med at snakke med nogen. Der er altid nogen der kan lidt engelsk – selv hernede. Der er en tysk kvinde, siger de og jeg tror, hun er på ferie, eller hvad? Nej, hun kom for 20 år siden med manden og blev hængende. Er guldsmed. Manden er ham med bassen og parret i orkesteret er professionelle. Det lyder også sådan.

 

Frankrig2020 Dag 14

 19.08.20  Ville-sur-Auzon

Det har været en lang dag og hvordan var det lige den begyndte….

Jeg var oppe ved halv syvtiden, tror jeg. Det var svagt lyst i stuen. Planen var jo en længere cykeltur i løbet af formiddagen.

Lidt i 8 var jeg ved at være klar. Går ud gennem haven, så kan jeg låse ståldøren til haven udefra og tage nøglen med. Og AM har stadig nøglen til hoveddøren og kan gå og låse efter sig – hvis det skulle blive aktuelt.

Startede 7.52 og kørte op gennem gorge’n. Det første stykke op er lidt stejlere og der kører jeg 16-18 km/t. Det er en nogenlunde jævn stigning, men man mærker selv de mindste ændringer i hældning som ændring i fart. Efter 6-7 km kommer man ind i den egentlige gorge, og der stiger farten så til omkring 20 km/t. Der begynder modvinden også. Den forsvinder dog hver gang jeg drejer ind i en side slugt. Megen af vejen er jeg lidt presset på åndedrættet, men på de gode stykker er det bare, som om kroppen er en maskine, der arbejder under mig. Jeg kører et ret hurtigt tråd i 3. eller 2. mindste gear.

Kommer et godt stykke frem, før jeg bliver overhalet af en bagfra kommende. Han kører lidt hurtigere end mig, og jeg skal ikke forsøge noget. Ikke desto mindre er det kun langsomt han forsvinder foran mig, og i alle sidegrenene kan jeg se ham på den anden side. Indtil jeg pludselig ser ham meget langt fremme. I rød trøje.

Havde han det…? Så ser jeg, at det ikke er ham. Han kommer først meget længere tilbage, den anden er bare én, jeg ikke har set før.

Kl. 8.54 når jeg udsigtpunktet i enden af gorge’n efter at have kørt 19,75 km. Meget tilfredsstillende.

Så kører jeg ned til Monieux og fortsætter mod Sault. Jeg er godt nok øm i det øverste af lårene. På en måde jeg ikke synes, jeg kender fra tidligere. Det må være alderen? Tænker lige: Kan jeg overhovedet gennemføre dette….?

Så er jeg fremme nedenfor Sault – der ligger højt på en klippeknold – og finder en genvej frem til hovedvejen mod bjerget. Google foreslog nogle andre, men dem turde jeg ikke løbe an på. Vidste ikke om det skulle blive grus, men denne her – om end smal – ser tilforladelig ud.

Da jeg når hovedvejen ser jeg en større gruppe cyklister nogle hundrede meter foran mig, og jeg sætter uvægerligt tempoet lidt op. Det går trægt med at hente ind på dem, men efter at nogle af dem er stoppet, ender jeg med at køre bag et par hollændere. Han kører forrest og standser ind imellem for at vente på hende. De er på almindelige turcykler. Ham følges jeg med en tid, indtil de bestemmer sig for at holde en pause….

Så når jeg op til en pige, der viser sig at være belgier, og hende kommer jeg til at følges med hele vejen til Chalet Reynard. Pige er måske så meget sagt, for hun har en søn, der cykler et sted foran sammen med faderen.

Hun viser sig at være læge, og vi snakker sundhedsvæsner og Corona og hvad ved jeg hele vejen. Og på den måde, kommer jeg næsten ”af mig selv” til Chalet Reynard. Det er ikke anstrengende en eneste gang. Der var lige lidt, som må være det, der har ét hak på kortet.

11.02 efter 49,24 km ankommer vi til Chalet Reynard, hvor jeg lige får drukket lidt, inden jeg kører ned ad mod Bedoin.

Nedkørslen er forfærdelig. Jeg bremser næsten hele vejen, men én ting er at køre ned alene. Noget ganske andet er, at køre ned med modkørende. Og det er ikke cyklisterne jeg taler om, men BILISTERNE. De er ikke alle lige øvede i at køre i bjerge, og da slet ikke et bjerg, hvor der ustandselig kommer cyklister ned med min. 50 km/t.

Jeg må bremse kraftigt nogle gange for at undgå at blive torpederet, og får råbt ”Idiot!!!” en gang eller to. Af mine lungers fulde kraft. Og cyklisterne på vej op stemmer i på deres sprog….

Det er frygtelig anstrengende at køre ned. Ja, altså ikke fysisk, der kan man bare lade den rulle og så bremse, når man – jeg – når 50 km/t, men man bliver nødt til at have mindst én hånd helt nede i grebet, og skal samtidig se fremefter. Altså får man hurtigt ondt i nakken.

Jeg stopper to gange undervejs og får hovedet på plads. Det kan nok være svært at forestille sig, at det kan nå at give ondt i nakken, men det er fordi man kører ned – hvis man har været helt oppe – i 45 min. Næsten en time i frihjul, i samme stilling. Kun hænderne arbejder med bremserne.

Jeg er hjemme – også fra bageren med baguettes – kl. 11.51 efter 71,16 km. En fremragende tur.

Forleden faldt jeg i med det lokale ”slæng”. Jeg hørte lyden af en guitar og gik ud for at se, hvad der foregik. Om det bare var gennem et vindue. Så sad de der alle sammen. Noël, Gerard, André og Dominique plus nogle stykker mere. Det var Gerard der trakterede guitaren. Det måtte jeg naturligvis blande mig i. Også Gerard var vokset op med Rolling Stones og Beatles og talte rimeligt engelsk, så det kunne vi få tid til at gå med. De sad og skulle lige have en aperitif og ville jeg og min kone ikke være med…?

Det var AM ikke meget for. Jeg kunne bare gå der hen…. Nej, det ville jeg dog ikke, så jeg var henne og takke nej på en pæn måde. Ærgerligt….

Nå, men så i går sad André og Dominique henne hos sig selv. Hun snakker noget engelsk og sønnen og hans ven er GODE til det. De var der nu ikke. De skulle til at drikke kaffe, og om ikke vi ville have en kop med? Det fik jeg overtalt AM til. Havde lige erfaret at Dominique havde en veninde i Finland, T-i-i-i-na. Hun var meget god til at efterligne den finske udtale, så med AM’s barnebarn i Helsingfors ,havde de da noget at tale om.

De kommer oppe fra Nantes, men har nu haft – sommerhus må man vel kalde det – hernede i 11 år og er her en måneds tid hvert år. Så de kender alle de lokale. Folk kommer hinanden ved her. Og om sommeren foregår alting udendørs. Næsten alle har bord og bænke eller stole udenfor og her indtager man måltiderne. André og familien gør i hvert fald. Længere henne i gaden har de nærmest lavet have med krukker udenfor.

Senere på dagen, spurgte André, om ikke jeg ville cykle en tur gennem Gorge’n i morgen tidlig, og det lod jeg mig ikke sige to gange. Han taler ikke engelsk, men vi skal nok finde ud af at cykle sammen. Og så bliver jeg jo tvunget til at sige noget på fransk.

Halv otte lyder aftalen på.

Så kørte AM og jeg til Seguret, der er én af de 3 byer på vestsiden af Dentellerne. Sydfra er de: Gigondas, Sablet og sidst Seguret. En by hvor der ikke kan køre biler. Vi har snart været her mange gange, men selv om den ligner sig selv, var manden med sentonerne blevet udskiftet med en anden kunstbiks. Det så noget mere mondænt ud. Han var nok død eller kommet på plejehjem.

Sørme' om der var kommet ladestationer på parkeringspladsen

Sad på terrassen og spiste is og drak kaffe. Straks som vi havde fået vores, væltede folk ind. Bilerne på parkeringspladsen talte der tydelige sprog. Én belgisk og én dansk, resten var franske. Det plejer at være omvendt. Også her holder folk ferie i deres eget land.

Billeder .....

... fra Segurèt

Det minder mig om, at den belgiske læge fortalte, at der havde været så mange drukneulykker i Belgien i år. En masse mennesker, der er vant til swimming pools nede sydpå, tager til stranden uden at kende strandens farer, først og fremmest udadgående strømme. Det har vi også set eksempler på hjemme.

Vi kørte over Saillans og supermarkedet på hjemvejen.